Det var sent, da de kom hjem fra selskab, og Bickie var træt; men han kunne ikke lade være med at tænke på, om Hod Stone kendte til de tricks, de havde spillet hundefangeren, Doug Becker. Han huskede det, hans ven Pete Whitney havde fortalt ham - at alle Doug Beckers slægtninge boede i Story County. Bickie spurgte sig selv, hvor mange der mon var, hvor de boede, og om alle var slagsbrødre - og så faldt han i søvn.

Næste morgen fik han flere oplysninger om dem.

På vejen ud til engen så han nogen, der stod og ventede på ham. Først troede han, det måtte være Jim Nelson, men Jim plejede aldrig at komme så tidligt. Solen var kun lige ved at titte frem i horisonten. Da han kom nærmere, så han, at det var Hod Stone. For første gang lagde han mærke til, at helt tilbage i marken til højre var der en lille lund, og derfra steg der en røgsøjle op, som nok kom fra en farm. Det var nok der, Hod boede.

Bickie så, at Hod havde noget i hænderne.

Det var et helt bundt fyrværkeri. Måske var det hans hensigt at brænde Bickie med fyrværkeriet, eller måske han ville vælte ham omkuld og brænde det af i hans hår eller på hans mave?

»Hej, Hod, hvad vil du?« Bickie målte Hod med øjnene og blev klar over, at Hod var ham for stærk.

»Åh, kom ikke her og vær vigtig!« brummede Hod. »Det skal du snart finde ud af.«

Bickie havde mødt »tyre« før, og han havde bekæmpet dem. Sædvanligvis udvalgte de yngre og mindre drenge, og de var hverken hurtige eller særlig durkdrevne.

Hod rakte ud for at gribe ham. Bickie greb hans udstrakte hånd i begge sine og satte sine tænder i Hods højre tommelfinger.

»Jeg skal slå dig ihjel«, skreg Hod med skingrende stemme. »Slip min tommelfinger! «

Med sin tunge venstre hånd slog Hod Bickie, men for hvert slag bed Bickie mere til.

Hod begyndte at skrige: »Hjælp! hjælp!« Bickie bed endnu mere til.

Nu prøvede Hod at kvæle Bickie med sin venstre hånd, men Bickie bed endnu hårdere til og med en sådan kraft, at Hod hylede af smerte. Så prøvede han at ryste Bickie af sig, men Bickie svarede igen med et endnu dybere bid.

Ved en pludselig bevægelse fik Bickie nu anbragt sin fod hårdt mod Hods højre vrist, og samtidig stødte han sit hoved hårdt opad og ramte Hod under hagen. Hod faldt bagover i græsset. Da Hod begyndte at rejse sig, kastede Bickie sig mod ham med al sin vægt og sendte Hod ned i en grøft på vejsiden, hvor mudret vand snavsede hans tøj til.

Bickie havde aldrig før været så vred. Hans vrede mod soen derhjemme var intet i forhold til dette. Han tøvede et øjeblik, medens han overvejede, om han skulle smide Hod ned i det snavsede vand, men han var allerede sent ude med at lukke kvæget ud. Han sparkede Hods fyrværkeri og hans kasket ned i grøften og løb hen til folden; madkurven fik han ikke med. Hod fulgte ikke efter ham!

Det var tidligt på eftermiddagen, da Jim kom ned ad bakken fra Nelsons farm, og Bickie blev så glad for at se ham. Han fortalte Jim om slagsmålet.

Jim rullede rundt i græsset af fryd. »Hvorfor bragte du ham ikke over til onkel Allen?« sagde Jim mellem latteranfaldene. »Det kunne du sagtens have gjort. Jeg kan forestille mig dig bringe ham ind på gårdspladsen ved tommelfingeren.« Så brast han igen i en overgiven latter.

»Jeg tænkte faktisk også på det«, tilstod Bickie, »men jeg var ikke sikker på, at onkel Allen var hjemme, og hvad kunne tante Mary stille op? Og så havde jeg også fået nok af at gnave på den beskidte, gamle tommelfinger. Desuden var det for meget at spise Hod i et måltid.«

Bickie begyndte at le, og dermed forsvandt hans vrede. »Jeg er jo nok klar over, at det ikke er nogen fin måde at slås på,« sagde Bickie, »men David slog kæmpen med en sten, og det var da heller ikke særlig pænt, men hvad skulle han ellers have gjort?«

»Jeg ville have givet alt for at se det slagsmål«, sagde Jim, »der bliver aldrig et magen til.«

Nu kom Bickies vrede tilbage. Han sparkede kraftigt ned i græsset.

»Hvad går der af dig, Bickie?« Jeg troede, du var lykkelig over at have givet Hod sådan en omgang, og så ser du ud, som om det var dig, der havde tabt slaget.«

»Det gjorde jeg også på en måde«, sagde Bickie, »jeg måtte lade min madkurv stå, og nu kommer jeg nok til at dø af sult.«

»Vil det sige, at du ikke har fået noget at spise hele dagen? Og det efter et sådant slagsmål? Men vent du bare. Det skal jeg nok ordne!

»Ja, så må du skynde dig, hvis du vil finde mig i live, når du kommer tilbage,« råbte Bickie efter ham.

En halv time senere var Jim tilbage med et dejligt måltid - mælk, æblepie, æbleskiver, smørrebrød og en lille skål med friske jordbær med sukker på. Bickie spiste det hele og følte sig bedre tilpas, end han havde gjort, siden han korn til Halls farm. Der var fjender i Story County, men der var også gode venner, og han kunne ikke tænke sig, at Hod ville besvære ham mere.

Da det hvide flag gik til tops på farmen, følte Bickie, at nu var han i stand til at møde en hvilken som helst situation, der ville forekomme, mens han var hyrdedreng. Ingen ko ville være i stand til at give ham så meget besvær, som Hod havde gjort i morges, og han havde vel også nok taget sig godt af Hod!

Efter aftensmaden sagde onkel Allen til ham: »Du var længe om at få køerne ud i morges!«

»Ja, det var jeg«, indrømmede Bickie, »jeg havde nogle ubehageligheder på vejen.« Han vendte sig mod tante Mary: »Og jeg har mistet min madkurv, det må du undskylde.«

»Din madkurv er her«, sagde hun, »Allen har bragt den hjem.

»Ja, Bickie. I går aftes kunne jeg se, at Hod ville prøve på at komme i klammeri med dig og Jim. Derfor passede jeg på, da du gik i morges, og jeg så, at Hod var ude på vejen. Jeg var sikker på, han ville standse dig.«

»Så du slagsmålet?«

»Ja, jeg så, at du lagde Hod ned på marken og rullede ham ned i grøften. Jeg stod skjult i majsmarken.«

Bickie holdt op med at tygge på en mundfuld kartoffelmos og sovs og så på onkel Allen.

»Hods far så også slagsmålet«, fortsatte onkel Allen, »han syntes som jeg, at Hod fik lige, hvad han havde fortjent.«

»Men hvorfor vil Hod slås med mig? Jeg har aldrig set ham før og har aldrig gjort ham noget.«

»Han er enebarn og temmelig forkælet. Hans far har tit leget boksning og brydning med ham, og Hod synes selv, han er smart til det. Han går omkring og prøver på at komme op at slås med mindre drenge. Du har lært ham en lektie. Jeg tror ikke, han kommer til at plage dig mere.«

Så forklarede Allen og Mary Hall Bickie, at« han havde lige så megen ret til at færdes på landevejen som selveste præsidenten.

»Det kan godt være, du skulle tage en kæp med dig, og hvis Hod plager dig, så gå lige los på ham først. Landets love beskytter dig, når du færdes på offentlig vej. « Allen bøjede sig over sin risengrød. »Desuden er du vores dreng for tiden, og vi foler, vi har ansvaret for dig.«

De varme dage forsvandt langsomt, en efter en. Nu kendte Bickie rigtig sine køer, og han holdt af dem og nød at have dem omkring sig. De morgener, Jim plejede at komme ned til ham på engen, gik Bickies tanker ofte til hjemmet og mor. Nu havde han snart været her en måned.

Bickie syntes, at køerne lignede mennesker. De havde brug for mad og vand, venlighed og god pasning. Det er jo også det, folk har brug for. Han tænkte på alle de mennesker, han havde plaget - Doug Becker, jordbærmanden, Kane og mange andre. Skal man behandle køer bedre end mennesker? Bestemt ikke! Nu gik det op for Bickie, hvilket fjols han havde været, at han havde kunnet synes, at det var morsomt at lave ballade for folk og drille dem.

Han tænkte på kampen, han havde haft med den gamle so, og hvordan mor havde sagt til ham, at soen var hans lærer. Nu vidste han, at køerne også var lærere, en hel skole med lærere, som hver eneste dag lærte ham noget.

Nu kom den 4. juli (Amerikas nationaldag). Onkel Allen fortalte ham, at de skulle til festen i Marshalltown, og at Bickie skulle blive alene på farmen sammen med Bill, karlen. Det ville blive en stille dag. Allen og Mary ville først komme sent hjem. Der ville ikke være nogen, der hejste det hvide flag, og drengene måtte selv sørge for aftensmaden.

Bickie tog sin tunge madkurv og gik ud til engen. Allen havde efterladt dem en hel del raketter og andet fyrværkeri. Når det var blevet mørkt i aften, skulle de brænde det af på gårdspladsen.

Bickie spurgte sig selv, hvad mor mon gjorde. Han huskede, hvordan mor ikke kunne lide knaldene af raketterne, men han var sikker på, at John og Tommie ville tage ind til festen i Marshalltown, om det var muligt.

Det var ensomt den dag, for Jim Nelson var taget med sine forældre til festen. Bickie så dog frem til om aftenen, når han og Bill skulle more sig med deres eget fyrværkeri.

Til sidst forsvandt solen næsten bag højene, og Bickie drev køerne ind og traskede hjem.

Huset var tomt og stille. Der var ingen aftensmad, hvad han heller ikke havde ventet. Hvor var Bill? Han løb ud i stalden, hvor tolv køer ventede på at blive fodret og malket.

Det var allerede over malke tid. Allen var altid færdig med at malke, når Bickie kom hjem. Bickie kikkede i den store vandbeholder, og den var tom. Han prøvede at sætte vindmøllen i gang, men vinden var stilnet af, da solen gik ned. Vindmøllen ville ikke pumpe vand op i aften. Det skulle have været gjort i løbet af eftermiddagen. Nu måtte hele besætningen vandes med håndkraft.

Bickie løb tilbage til huset og op til Bills

værelse. Der lå han på sin seng og sov fast. »Vågn op, Bill! Vågn op!« Bickie rystede den

større dreng, indtil han gabende satte sig op. »Er det morgen?« mumlede Bill.

»Nej, det er aften, og der er ikke malket, vandbeholderen er tør og vindmøllen standset. «

Bill væltede ned ad trappen, og de gik hen til stalden med malkespandene. Tolv køer, der skulle malkes! Et tre timers job for en mand, halvanden time, hvis de malkede begge to. Bickie var træt. Han havde slidt i det hele dagen. Dette ville onkel Allen ikke synes om, hvis han vidste det.

»Jeg må hellere pumpe vand først«, sagde Bill, da han så den tomme vandbeholder, »koerne vil ikke være lette at malke, hvis de er tørstige.«

Bill pumpede, og Bickie fyldte korn i køernes krybber. Da køerne var færdige med at drikke ved vandtruget, tog han dem tilbage til deres båse og lukkede for dem.

Der ville ikke blive tid til at brænde fyrværkeri af i aften. Heller ikke tid til aftensmad - kalvene skulle fodres og hestene også, svinene skulle have deres æde, hønsene lukkes ind. Der skulle malkes, og mælken skulle også afkøles.

Skønt Bickie kunne se, at Bill arbejdede så hårdt og hurtigt, han kunne, og skønt han vidste, at Bill skammede sig over, at han havde sovet så længe, var han alligevel vred.

Efterhånden som drengene fyldte malkespandene, bar de dem hen og tømte dem i afkøleren, en stor 80 liters tank med dobbelt væg, hvor det kolde vand cirkulerede mellem de to vægge, hvilket gjorde, at mælken ikke blev sur, for fløden var kommet op.

Drengene bar skummet mælk til svinene og noget af den friske mælk til de små kalve. Ingen af drengene sagde et ord.

»Men dog, hvad er dog dette?« Bickie hørte Bills stemme, som kom fra kalvenes indelukke. Han lob hen for at se.

»Hvor er denne gris mon kommet fra?« spurgte Bill. »Se, hvor den skaber sig, løber omkring, som om den ikke vidste, hvor den ville hen. Det ser ud, som var den blind.«

Bickie lob efter en lygte.

»Åh, Bickie, se alle disse ringe!«

Bickie vidste, at man sommetider satte ringe i svinenes næse for at forhindre dem i at grave jorden væk under gærderne og kravle ud, men hvorfor skulle det gøres på sådan en lille gris som denne?

Bickie fangede grisen og holdt den op. De talte fire ringe i næsen, tre i hvert øre og seks i dens hale - seksten ringe i alt.

»Det kan ikke være Allens gris«, sagde Bickie.

»Nej, det er det ikke!« Bill så på den lidende gris. »Allen ville aldrig gøre sådan noget - det ser snarere ud til at være Hod Stones værk.«

»Lad os tage ham over i redskabsskuret og få ringene af.«

Forsigtigt og langsomt tog de to drenge ringene af grisens næse, ører og hale. I kassen med ting til at strigle dyrene fandt Bill en æske med salve, og forsigtigt smurte han noget på alle grisens sår og ømme steder. Så lukkede de grisen ind i en rummelig boks, hvor der var et godt lag halm, og Bickie bragte den noget frisk mælk. Grisen drak og drak, indtil dens sider svulmede op.

»Tror du, ringene er skyld i, at den er blind?« spurgte Bickie.

»Det kan godt være,« sagde Bill, »ringene kan have gjort den så vild, at den er blevet blind.«

Bill løftede den oppustede gris op, og Bickie holdt lygten, medens de undersøgte dens øjne. »Jeg er ved at tro, at med lidt god pleje vil øjnene have det godt igen om en dag eller to.«

»Tror du, at Hod virkelig ville gøre sådan noget?« spurgte Bickie.

»Ja-h, nogen har gjort det. Grisen kan jo ikke selv sætte ringene i. Hod er den mest gemene dreng her omkring, og han har været så gal på Allen, fordi han tog dit parti angående slagsmålet.«

»Nu skal jeg sige dig noget,« Bickie fik en lumsk ide, »lad os vise Allen ringene, når han kommer hjem og fortælle ham, at vi vil melde ham til dyrebeskyttelsesforeningen for grusomhed mod svin.«

Begge drenge lo, og derefter snakkede de sammen, indtil de var færdige med deres pligter. Nu var Bickie klar over, at han aldrig ville fortælle onkel Allen, at Bill havde sovet over sig. Han ville ikke engang tænke mere på det selv.

»Der er to slags mennesker i verden«, sagde Bill, »der er dem, som bringer ulykker og dem, der bringer velsignelse.«

Bickie troede, at han vidste, hvad Bill mente. »Ja, jeg tror, det er sandt. Min mor siger det lidt anderledes. Hun siger, at der er dem, som lever efter den gyldne regel og dem, som ikke gør det.«

Drengene fandt en nyfødt kalv inde hos hestene. En af køerne havde kælvet, og den lille kvie var tumlet ind mellem hestens ben. Den var blevet sparket rundt og væltet omkring, men syntes at være uskadt. Til sidst fik drengene den ind i et aflukke hos moderen, selv om koen viste antipati mod Bickie og forsøgte at stange ham op mod træ skillevæggen. Men da den ikke havde horn, skete der ikke Bickie noget.

Efter den oprivende aften var drengene trætte, alt for trætte til at brænde fyrværkeri af. De drak noget mælk og spiste kold risengrød til.

Da Allen og Mary kom hjem efter midnat, var alt i orden, og drengene sov i deres senge.

Næste morgen fortalte Bill Allen om grisen og den nyfødte kalv. Allen mente også, at grisen havde været offer for Hod Stones grusomhed.