Da solen sendte sine første stråler ind gennem Bickies vindue, hørte han Mary Hall kalde på sig. »Det er på tide at vågne, Bickie. Morgenmaden er parat«.

Bickie væltede sig ud af den dejlige seng, vaskede ansigtet i det store, hvide vaskefad på servanten i værelset, klædte sig på og skyndte sig ned, hvorfra der kom en indbydende duft af pandekager. Han syntes, at Mary Halls pande-kager var næsten lige så fine som hans mors, og han spiste så meget, at Mary Hall lagde et par ekstra stykker smørrebrød i madkurven.

»Jeg var ikke klar over, at en tiårs dreng kunne spise så meget«, sagde hun. »I dag skal jeg bage brød, og så vil jeg også lave rabarberpie. Synes du ikke, det lyder godt, Bickie?«

»Åh jo.« Bickie tyggede endnu på sin sidste pandekage. »Jeg er lige ved at tro, at rabarberpie er det, jeg allerbedst kan lide.«

»Du må hellere tage din trøje med, Bickie«, sagde Mary Hall, da de rejste sig fra bordet. »Vinden kan godt være lidt kølig derude.«

Bickie løb ovenpå for at hente trøjen. Han så, at Allen Hall ville gå med ham. »Det er bare nu i dag«, forklarede Allen. »Jeg synes, jeg vil gå med for at vise dig alt om folden, ledene og om, hvordan du skal vande kvæget.«

Han rakte Bickie den tunge madkurv. »Du kan kalde os onkel Allen og tante Mary. Vil du gerne det?«

»Ih, ja, det vil jeg meget gerne!«

Bickie fulgte med onkel Allen ud i den friske morgen, hvor duften af dugvådt græs og nyslået hø fyldte den klare luft. Solen var endnu ikke kommet op over de lave høje i øst. Inden de nåede ud af haven, standsede onkel Allen og viste Bickie en stang, hvor man kunne hejse et flag.

»Når du kikker herover, i lige linie med vindmøllen, og ser det hvide flag i toppen af flagstangen, betyder det, at du skal drive kvæget ind i folden og komme hjem. Det bliver altid hejst om aftenen, men det kan også ske, at det bliver hejst i løbet af dagen. « Han viste Bickie flaget.

De gik nu ca. 1 km ud til kvæget og direkte hen til folden, hvor køerne stod og stampede, slog hovederne sammen og skubbede til hinanden ivrige efter at komme ud at græsse.

Onkel Allen åbnede ledet i folden, og køerne masede på for at komme ud på græsset. Han viste Bickie, hvordan han skulle åbne og lukke ledet.

»Du må være helt sikker på, at ledet er ordentlig lukket«, sagde han. Hvis køerne skulle komme ud i løbet af natten, ville de være i stand til at lave en hel masse skade i en eller anden majsmark og måske selv blive syge. Kvæg kan gå til ved at æde for megen grøn majs.

Folden var så stor som en huskarre i en by, og der var rigelig plads til, at køerne kunne ligge ned og også til at bevæge sig frit. Men jorden derinde var bar og havde mærker efter klovene. Gærdet var af brædder og så højt, at en ko ikke engang ville tænke på at springe over.

Onkel Allen fortalte Bickie, at næsten alle i denne flok var golde køer, som ejedes af farmere i omegnen. De blev sat ud her på græs om sommeren, og i september, når der ikke var mere græsning, ville ejerne komme for at hente deres køer.

»Så du ser, Bickie, det er et stort ansvar. Disse farmere betaler mig for at lade deres køer græsse, og de venter, at de skal være velplejede og sunde, når efteråret kommer.«

Onkel Allen viste Bickie grænsen af de enge, hvor kvæget måtte græsse, og på den nordlige side de steder, hvor de skulle vandes.

»Du kan se, Bickie, at der er marker med majs og korn hele vejen omkring og ikke noget gærde til at holde kvæget væk. Du er den, der skal passe på, at de ikke smager på majsen, havren eller rugen. Dersom de bare en gang kommer væk fra dig, vil det derefter blive meget sværere for dig at have magt over dem. «

Bickie så på køerne, som tilfredse græssede i nærheden af folden og tænkte ved sig selv, at det at vogte kvæg ville ikke blive et hårdt arbejde. Køerne syntes kun at have en tanke i deres store, bøjede hoveder, og det var at æde så meget græs som muligt, så hurtigt de kunne tygge det. Eftersom græsset var tæt og engen stor, syntes det at være let at vogte dem.

»Jeg tror nok, jeg kan klare det«, sagde Bickie, »jeg er flink til at løbe.«

Onkel Allen pegede på en stor, rød ko, som var gået væk fra de andre og stak af mod vest. »Det er nødvendigt, at du er flink til at løbe, Bickie«, sagde han, »men det er lige så nødvendigt, at du er årvågen. Hvis du ikke får den ko tilbage til de andre, vil den løbe væk fra dig og lave ulykker.«

Bickie løb efter den røde ko, og i løbet af nogle få minutter havde han fået den tilbage - lige ind i midten af hjorden.

»Det gjorde du fint,« sagde onkel Allen. »Du skal være på udkik hele tiden, så skal det nok gå.«

»Er der vilde dyr her?« spurgte Bickie.

»Nej, Bickie, ikke andet end prærieharer, egern og måske en ræv - ingen som vil gøre hverken dig eller køerne fortræd.«

»Jeg tror, det er let at vogte kvæg,« sagde Bickie, medens han bar sin madkurv over og hængte den på en af de høje hegnspæle ved folden. »Jeg tror, jeg vil kunne lide det.«

Onkel Allen lo. »Ja, jeg tror, du vil synes om det, men sommetider bliver det måske ikke så let, og en af grundene til, at det bliver svært, er, at du hele tiden må have øjnene med dig. Du må ikke tænke på andre ting, som tager din opmærksomhed væk fra køerne.«

I øjeblikket kunne Bickie ikke se noget, der var mere interessant, og han følte, at det at have hånd i hanke med 40 køer ville bare være morsomt. Han huskede også, at han ville blive betalt for det. Og han huskede også, hvad han ville bruge pengene til.

Onkel Allen blev hos Bickie til middag. Da havde hjorden arbejdet sig ned til det sydøstlige hjørne i nærheden af vejen.

»Gå og hent din mad herned, Bickie«, sagde han. »Jeg må hellere gå hjem.«

Da Bickie kom løbende tilbage med sin mad, var onkel Allen på vej op mod huset til sin egen middagsmad.

Medens Bickie spiste sin gode mad, kom nogle af køerne nærmere og stod og stirrede på ham. Deres øjne var store og blide, og de så venlige ud. Nogle af dem lagde sig endog tæt ved siden af ham, som om de kunne lide ham og gerne ville være i nærheden af ham. Bickie lagde mærke til, at alle køerne havde et brændt mærke på flanken.

Nu varmede solen, og Bickie lagde sin trøje over den tomme madkurv og gik rundt mellem kvæget for at holde sammen på dem, eftersom der var en fristende majsmark lige ved på den østlige side af engen.

Den lange eftermiddag gik uden nogen slags besværligheder, og da Bickie ved solnedgang så det hvide flag gå til tops, følte han, at han havde gjort et godt stykke arbejde, og at han forstod sig godt på at passe hjorden. Han havde lidt besvær med at få køerne ind i folden, men til sidst var hver eneste ko indenfor og det tunge led lukket og låst. Da Bickie kom hjem, var det næsten mørkt, og tante Mary ventede på ham med dejlig, varm aftensmad.

Nu så han en anden dreng, måske tre eller fire år ældre end han selv, sidde ved bordet. »Det er Bill«, forklarede onkel Allen, »han er vores karl, som hjælper os på farmen med de daglige sysler«.

Bill var en tynd, mørk dreng, der så ud, som om han altid havde arbejdet for hårdt. Hans skuldre var nedsunkne, hans mave udhulet, og ingen kunne kalde ham køn. Men Bickie, som sad ved siden af ham, vidste, at han var stærk, sej og udholdende, og at han enten ville blive en tro ven eller en ondskabsfuld fjende.

Fordi Bickie havde haft flere fjender end venner hjemme i State Center (og han begyndte at mistænke sig selv for at være skyld i det), bestemte han sig for at gøre Bill til sin ven. Han lagde mærke til, at Bill havde et smil, der lyste op i hans ikke videre kønne ansigt, men gjorde, at man følte sig godt tilpas i hans selskab.

Bickie var færdig med sit andet stykke rabarberpie, da onkel Allen lagde et stykke papir på den ternede dug og begyndte at skrive tal og lave tegninger.

»Mary«, sagde han, »jeg er bange for, at det vandløb, hvor køerne drikker, vil tørre ud i sommer. Der er blevet mindre vand år for år. Du kan nok huske, at der var næsten ikke nok sidste sommer.«

Onkel Allen og tante Mary studerede både planer og tal. Bill gik ud for at udføre de sidste pligter. Bickie var søvnig nu, han var færdig med sit arbejde og godt mæt. Han hørte knapt nok det sidste af samtalen, men det var noget om at grave en brønd ude på engen.

»Jeg er ved at tro, at du er træt, Bickie.« Tante Mary så venligt på ham. »Hvorfor ikke gå i seng med det samme? På en farm bliver det hurtigt morgen!«

Da ligesom så Bickie et billede for sig af sit hjem. Han så mor, John og Tommie, som også var færdige med deres aftensmad, og nu knælede de rundt om bordet til aftenandagt. En bølge af hjemve kom over ham, og han skyndte sig ovenpå til sit eget værelse og gjorde sig i stand til at gå i seng. Der var noget, der gjorde ondt i halsen, noget som truede med at komme ud som hulken. Men han måtte naturligvis ikke give efter. I stedet tog han mors brev og læste det flere gange. Så knælede han ved sin seng, og med mors brev i sine hænder bad han - ikke den bøn, mor havde lært ham, da han var en lille dreng, men en ny bøn, som var helt hans egen: »Kære Gud, hjælp mig at blive en stærk mand - og vil du så ikke nok være min ven!«

Junidagene gled forbi, den ene efter den anden ligesom perler på en snor, alle ens. Ved solopgang gik Bickie med sin madkurv ud til sin gerning. Han ledede hjorden ud til græsning og vogtede den i de lange timer indtil solnedgang. Da kaldte det hvide flag ham hjem til tante Marys gode mad og venlige ord. Ofte mindede hun ham om, hvor dejligt det ville blive, når han til september kunne bringe sin sommer løn hjem til mor.

Nu kendte Bickie køerne bedre. Ligesom mennesker lignede de hinanden - og alligevel så forskellige. Der var en gemen, sort ko, der havde et spidst, kroget horn. Den prøvede altid på at bryde ud. Han gav den øgenavnet Bæstet.

Så var der også en gulbrun ko, der var så klodset, at den endog trampede på Bickies trøje eller op i hans madkurv, hvis de lå på dens vej.

Bickie fandt på navne til dem alle sammen, en efter en. Han kælede for dem og talte til dem; der var jo ingen andre skabninger, han kunne tale til, og Bickie kunne godt lide at tale. Ofte smed han sig ned i græsset og følte, at han måtte hjem til mor - lige nu! Det hændte også, at når han så ned ad vejen mod Edenville, var det, som om noget trak så stærkt i hans ben, at han næsten ikke kunne lade være med at forlade køerne og løbe ned ad vejen mod mor og hjemmet. Så var det, at han huskede, at han var en mand, og at han skulle passe køerne. Onkel Allen havde tillid til ham! Mænd rendte ikke væk, fordi de havde hjemve.

Så skete der noget helt vidunderligt?

Bickie havde lige lukket ledet ind til folden efter at have fået køerne ind, da han hørte en munter stemme bag sig, som kaldte: »Hallo, du der!«

Bickie vendte sig om og så en dreng på sin egen størrelse med et rundt ansigt, opstoppernæse, lyst, meget kortklippet hår, så kort, at man næsten ikke kunne se, om der i det hele taget var noget.

»Hej«, sagde Bickie, »bor du her i nærheden?«

»Jeg er Jim Nelson«, sagde den fremmede dreng. »Kan du se det store hus derhenne?« Han pegede over mod det nordvestlige hjørne af engen. »Der bor jeg. Allen og Mary Hall er min onkel og tante. Min mor er onkel Allens søster.«

»Jeg er Bickie Ross«. Bickie så på hyrdedrengen og spurgte sig selv, hvorfor Halls ikke havde fæstet ham som hyrdedreng, når de nu var i familie og boede så nær ved. »Jeg er den nye hyrdedreng her. Jeg tænker, du også forstår dig på at passe kvæg.«

»Ja, somme tider har jeg gjort det for onkel Allen,« forklarede drengen, »Jeg gjorde det den dag, du kom, men jeg har været syg i lang tid sidste vinter, og lægen sagde, at jeg ikke måtte løbe for meget - men jeg har det bedre nu!«

Bickie så på Jim. Hans ansigt var blegere, end det skulle være på en dreng. Bickie begyndte at føle sig taknemmelig for sine stærke ben og ryg og for sin sunde krop. Han så 'sig om på de græssende køer og syntes, det var en dejlig dag. Vejret var blevet varmt og behageligt.

»Bickie! Onkel Allen siger, at du kan lave en fælde til at fange præriehøns. Tror du, vi kunne lave en sammen?«

»Selvfølgelig kan vi det. Vi skal kun bruge nogle få lægter og nogle tunge brædder; men jeg har ikke set ret mange præriehøns her omkring.«

»Jo, der er masser af dem i vores eng sydpå. « Jim gik ved siden af Bickie, medens de fulgte køerne ned midt på engen.

»Her er masser af kaniner«, sagde Bickie. »Skulle vi ikke starte med en kaninfælde først?

60Præriehøns går ikke så let i fælden, når der er rigeligt med mad udenfor. Når der ligger sne på jorden, går de lige ind i fælden uden det mindste vrøvl.«

»Lad os så lave en kaninfælde«, var Jim enig med ham i. »Hvad skal vi bruge?«

»Der er jo bare det, at vi kan få så travlt med at lave fælder, at jeg ikke passer godt nok på køerne,« sagde Bickie. »Måske var det bedre, om jeg fortæller dig, hvordan man laver fælden, og du så gør det, medens jeg har travlt med kvæget?«

»Godt«, Jim var ivrig efter at komme i gang. »Fortæl mig det så. Jeg tænker nok, at vi har det, vi skal bruge derhjemme. Der er kun ti minutter hjem, hvis jeg løber hurtigt.«

»Ja, men du skulle jo ikke løbe«, »Det glemmer jeg altid. « Jim smilede.

Dette var begyndelsen til Bickies venskab med Jim Nelson. Nu var dagene på engen ikke så ensomme mere, for Jim kom næsten hver dag. Han mindede Bickie om Pete Whitney, kun med den undtagelse, at Jim altid gerne ville lave et eller andet i stedet for at finde på gale streger.

Kaninfælden var færdig, men den fangede ingen af de kaniner, som levede der på engen eller på Nelsons sydeng. Drengene bestemte sig til at lave en endnu bedre fælde end den, de havde.

Men nu begyndte besværlighederne. Allen og Mary Hall forlod sjældent farmen hverken dag eller nat, men denne søndag var de inviteret til et stort selskab på en farm i nabolaget. Eftersom Bickie ikke gerne ville blive alene hjemme, og da han vidste, at hans nye ven, Jim, også ville være der, tog han også med.

Det var der, han traf Hod Stone.

Bickie og Jim var lige kommet ned fra Halls vogn og gik op ad vejen mod huset, hvor der allerede var samlet en hel del mennesker, da en stor, kraftig dreng, et hoved højere end de selv, skrævede tværs over vejen foran dem og sagde: »Jeg udfordrer jer til et slagsmål«.

»Hvorfor skulle vi slås med dig?« Bickie begyndte at gå omkring ham. »Vi er kommet til selskab, ikke til slagsmål!«

»Du er Bickie Ross, er du ikke?« Den store dreng stod med knyttede næver, medens han spærrede vejen. »Jeg ved noget om dig. Dough Becker er min onkel. Du er en kryster og en luskepeter. Selvfølgelig vil du ikke slås!«

I det samme kom onkel Allen op ad stien.

Han greb Bickie og Jim i armene og tog dem med op mod huset.

»Rod jer ikke ind i noget med Hod,« sagde han. »Denne Hod Stone er en vanskelig og slem dreng, og I får bare klø. Hvad har I gjort ham?«

»Vi har ikke gjort ham noget, onkel Allen, bestemt ikke«, forklarede Jim. »Han standsede og ville slås.«

»Det må I ikke. Han er meget større og stærkere end I, og han er en rigtig slagsbroder.«