Bickie så op og ned ad gaden. Han kom i tanker om, at han ikke havde set Pete siden den nat, da de spillede de tricks ved Doug Beckers hus. Pludselig så han ham komme ned ad vejen fra Whitneys hus. Pete gik, som om han havde fået en splint i foden. Bickie ventede, indtil hans kammerat kom nær nok til, at han kunne høre ham.

»Hvorfor går du så mærkeligt?«

»Har ondt i foden!« Pete haltede ind på hovedvejen, hvor Bickie stod. »Jeg trådte i et søm. Det gik så dybt ind, at lægen måtte skære et stort hul i foden.«

Pete strakte armene ud og beskrev hullet meget større, end det var muligt på en menneske fod. Bickie så ned og så, at Petes højre fod var omviklet med en stor bandage, der nu var grå og snavset af vejstøvet.

»Skete det, da du stak af i forgårs aftes?« Bickie syntes alligevel ikke, det var gået så helt galt for Doug Becker i den affære. Han gned sig

36over sin bagdel, der endnu var øm efter den behandling, mor havde givet den.

»Ja, disse krystere rendte deres vej fra mig. Jeg stak tværs over en tom byggegrund, og der var sømmet.«

»Nå, det har nok været værre end den tomatpure, som ramte mig i ansigtet. Egentlig gjorde det ikke ondt, men det smagte modbydeligt, også fordi jeg ikke vidste, hvad det var. Det var tyk, henkogt tomatpure fra en dåse, Pete! Fra en dåse!«

På en eller anden måde forekom det Bickie, at tomatpure fra en dåse var en meget større fornærmelse end frisk tomatpure. Hver gang han tænkte på, hvordan Doug Becker havde puttet sin hånd ned i dåsen og taget en stor håndfuld ud, fik han kvalme.

»Og så er det endda ikke alt!« Pete satte sig ned. Måske gjorde hans fod alligevel ondt. »Min far fandt ud af, hvad vi havde lavet og gennempryglede mig med ridepisken.«

»Jeg fik også - jeg mener - prygl. Min mor kløede mig to gange. Jeg skal nok lade være med at ulejlige Doug Becker en anden gang. Jeg har lige betalt Kane en dollar af på kvien, men jeg skal betale fem dollars endnu.«

»Du mener da ikke, at du vil betale ham, fordi den dumme kvie stødte hovedet ind i majskniven?« Pete rejste sig og stirrede på Bickie.

»Jo, det bliver seks dollars for hver af os. Han tabte tolv dollars ved det. Jeg har betalt en!«

Pete stønnede og humpede hen ad vejen til Whitneys hus.

Næste morgen kom hr. Hall hen til have-gærdet, ligesom Bickie havde kastet en favnfuld grønt ind til grisene og stod nu og så på, at de åd.

»Vi lavede et godt stykke arbejde, gjorde vi ikke?« Hr. Hall pegede på det reparerede gærde.

Bickie var enig med ham i, at soen nu opførte sig bedre.

»Kan du kalde på din mor, Bickie, jeg vil gerne tale med hende?«

Bickie smed resten af grønfoderet ind i indhegningen og kaldte på sin mor.

»Fru Ross, mine børn Allen og Mary kommer hjem til mig på søndag for at spise til middag. De bor på gården ovre i Story County.« Den gamle mand lænede sig mod den nærmeste hegnspæl. De har ca. 40 stykker kvæg, og de savner en hyrdedreng.« Bedstefar Hall så på Bickie. »Lige siden jeg så Bickie drive soen udfra mine ærter, har jeg tænkt på, om ikke han ville blive en førsteklasses hyrdedreng.«

Også mor så på Bickie, men henvendte sig til hr. Hall. »Hvor langt er der til Allens gård?«

Jeg vil tro, der er mellem 16 og 18 kilometer, ja måske endda 20. Det tager omtrent tre timer at køre dertil i godt vejr, når vejene ikke er for opkørte og mudrede.

Mor sukkede og så ud over Iowas bolgende agerland mod Story County. »Vil det ikke blive lidt ensomt for en ti år gammel dreng?«

»Jo, det vil det måske. Han skal jo være ude med køerne hver dag fra tidlig morgen til solnedgang, indtil frosten kommer. Men landskabet er smukt, og så vil han jo også tjene noget. Mary og Allen vil betale ham rigeligt, og de vil være gode ved ham.«

»De skal have tak, hr. Hall!« sagde mor, »det er pænt af Dem at tænke på sådan en god plads til Bickie. Vi vil tale sammen om det, og jeg vil også spørge John, hvad han synes. Vi skal lade Dem det vide.«

Bedstefar Hall gik tilbage gennem haven, og Bickie fulgte med mor ind i huset.

»Hvad mener du, Bickie? Har du lyst? Vil det ikke blive for ensomt? Ak ja, min dreng, jeg vil savne dig meget, men måske er det svaret på vore bønner.«

Mor havde aldrig set så smuk ud og aldrig syntes ham så kær som nu, da han måske skulle forlade hende og vogte kvæg hele sommeren - indtil frosten havde bedstefar Hall sagt.

Det var, som om der var noget, der kæmpede sig frem indeni ham og stod der stærkt og solidt, og så sagde han: »Jeg er en stor dreng nu, mor! Jeg tror, jeg gerne vil tage af sted.«

John sagde, at han syntes, det var en glimrende ide. Han sagde også, at nu var Tommie stærk nok til at hjælpe med de små jobs i huset. Det ville være en god ting for Bickie at komme ud og blive »en mand« og gøre noget bedre end at rende rundt og lege med Pete Whitney.

Bickie følte, at det, han allerhelst ville i dette øjeblik, var at løbe ud og finde sin ven Pete for at fortælle ham om alt det vidunderlige, der var sket.

Han fandt Pete, som var ved at pleje sin syge fod, og som sad og betragtede sin mor, der syede på noget fint, let tøj på den nye symaskine. Bickie kunne se, at fru Whitney var blevet meget dygtigere til at bruge den. Det var en fryd at se.

»Det var godt, du kom, Bickie. Pete har siddet og hængt med hovedet hele morgenen. Måske vil han gå ud og spille kugler med dig.«

»Jeg kan ikke blive, fru Whitney.« Bickie tænkte, at en dame kunne vel nok have mange kjoler, hvis hun havde en maskine som denne til at sy dem på. »Jeg er kommet for at sige farvel til Pete.«

»Farvel? Skal du rejse bort?«

»Ja, det skal jeg! Jeg skal arbejde for Allen og Mary Hall på deres gård i Story County.«

Pete sprang op fra sin stol, og fru Whitney standsede symaskinen.

»Hvad skal du lave, Bickie? Skal du køre med hestene? Kommer du til at pløje? Skal du malke?« Petes blå øjne skinnede af interesse og ophidselse.

Bickie lo. »Jeg skal vogte kvæg«, sagde han. Så, så han på fru Whitney. »Jeg skal tjene penge for at kunne købe min mor en symaskine magen til Deres.«

Nu var det sagt. Det var et stort løfte, men han mente hvert eneste ord. »Og prøv bare ikke på at fortælle hende det eller sige et eneste ord til nogen som helst om det.« Bickie holdt en truende pegefinger op.

Fru Whitney smilede til ham. »Ja, Bickie, det synes jeg er vidunderligt! Din mor kan sagtens, som har en dreng, der har en sådan omsorg for hende. Jeg er sikker på, du bliver en flink hyrdedreng.«

Pete humpede ved siden af Bickie, da denne gik hjemover. »Ved du hvad, Bickie? Hele Doug Beckers familie bor derovre i Story County. Jeg er sikker på, at de er nogle værre fæhoveder – alle sammen! Måske træffer du nogle af dem.«

»Nå, ja, jeg er ikke bange for Beckers. Husk på, deres forsvar er dåse tomatpure. Jeg skal være hos Hall's, og jeg er sikker på, at de ikke er i familie med Beckers.

Den første søndag i juni 1882 sagde Bickie farvel til mor, John og Tommie og kørte med Allen og Mary Hall til deres store gård i Story County.

Langs med alle vandløb var græsset nyt og grønt. Skråningerne, der var oversået med vilde blomster, lå så indbydende i det dejlige solskin. De to rødbrune heste travede muntert af sted, og Bickie følte sig både tillidsfuld og let om hjertet. At vogte kvæg kunne da ikke være så slemt! Han kendte ikke meget til køer, kun til Blossy, men hende kendte han også! Han havde malket den, fodret den og tøjret den i græsset ved ahorntræerne. Hvordan ville det være at have fyrretyve »Blossyer« - ingen af dem bundet til noget som helst - bare løbe rundt løse og uden gærder - til at standse dem, holde dem inde.

Allen og Mary Hall talte om deres host og om forskellige ting, der trængte til at gøres på gården. Bickie sad mellem dem på forsædet i vognen og så ud over den fremmedartede nye egn. Han havde aldrig før været så langt hjemmefra - ca. 20 km.

Store klynger af violer og mos voksede på grøftekanterne langs markvejen, og bomlærkerne sang på gærdestolperne. Vejen var støvet, men engen langs vejen var grøn af langt saftigt græs, som køerne og hestene nød bag ved skoven eller ståltrådshegnene, som lukkede dem inde.

Allen Hall forklarede Bickie, at de nye ståltrådshegn var farlige for hestene. »En hest kan få sit ben fanget i et af disse og skære sig slemt,« sagde han. Så viste han Bickie, at hele ståltrådshegnet langs med vejen var fastgjort til tykke stolper - på vejsiden i stedet for på siden ud til engen. »Det er for at beskytte hestene på landevejen. En hest kan blive fanget mellem ståltråden og pælen«, fortalte Allen ham.

»Loven forlanger, at ståltråden skal fastgøres på den side, der vender mod vejen.«

Foran en landejendom legede nogle småbørn i vejens fine støv. De havde bygget små høje og lavet stakke med grene, og små træstykker var deres huse. Da Halls vogn kom kørende, trak børnene sig tilbage med bekymring malet i deres små ansigter, men Allen kørte forsigtigt for ikke at ødelægge deres lille støvby.

Bickie så sig tilbage for at se børnene, når de igen løb ud på vejen. Da så han også noget andet. Et langt stykke pigtråd slæbte efter bagenden af vognen. Det kunne være ca. 30 meter langt.

»Hr. hall, hvorfor trækker De denne pigtråd med?« spurgte Bickie.

»Det ved jeg ikke, Bickie, det må vi hellere se at finde ud af.«

De gik alle sammen ned og så, at et af hjulene havde fået fat i den ene ende af pigtråden, som en eller anden skødesløst havde ladet ligge på vejen. Hjulet havde drejet en eller to gange, og derved havde det sat sig godt fast om akslen og lavet et bundt næsten stort nok til at trykke mod vognens bund og forhindre hjulet i at dreje rundt.

Det tog en time at vikle pigtråden af, og før de var færdige, var Allen Hall kommet med nogle skarpe udtalelser om folk, der efterlod den slags ting på offentlig vej.

Derefter steg de igen op på vognen og fort• satte turen. Ligesom de drejede om hjørnet syd for Edenville for at køre mod vest til Halls gård, standsede de ved en stor kvægfarm. Hall råbte til gårdmanden, der var ved at vande sine køer: »Hør her, postmesteren sagde, jeg skulle sige til dig, at han har to sække post, og den ene af dem er til dig. Du må hellere hente den.«

Vindmøllen lavede et sådant spektakel, at de ikke kunne høre, hvad gårdmanden svarede, men han viste ved tegn, at han havde forstået det, og de kørte videre.

»Der er ikke noget, der hedder breve her, Bickie,« sagde Allen Hall. »Du må være forberedt på at tilbringe sommeren uden at høre hjemmefra. Vi tager ikke ret ofte til byen, og der er ikke nogen måde, på hvilken de kan sende besked.«

Tre måneder! Ikke et ord fra mor i tre måneder? Bickie blev stille og begyndte at tænke. Et eller andet inden i ham begyndte at gøre ondt. Hvorfor havde hr. Hall også sagt det? Det ødelagde hele turen. Alligevel vidste han, at det var sandt. Bedstefar Hall havde forklaret, at det ville blive ensomt, og at Bickie ikke ville se nogen, han kendte, hele sommeren. Han skulle jo være forberedt, men denne smerte blev værre. Hver kilometer, de kørte, forlængede afstanden mellem ham og hans mor.

Allen trak hårdt i tømmerne og standsede hestene. »Bickie«, sagde han, »nu er vi ved det sydøstlige hjørne af det areal, hvor du skal vogte kvæget. Derovre til højre er folden, hvor kvæget sover om natten. «

Bickie skyggede for øjnene med hånden. Han kunne se kvæghjorden, som græssede et stykke neden for folden. En lille, blå skikkelse for rundt og prøvede på at holde sammen på dem.

»Den dreng, du ser derude«, forklarede Allen, »er hyrdedreng i dag. I morgen skal du tage hans plads. Jeg tror, du bliver glad for det. «

»Jeg skal nok gøre mit bedste«, sagde Bickie, men det, der gjorde ondt midt inde i ham, var nu endnu værre. Da de kørte op foran den store, hvide hovedbygning, var Bickie ikke engang sulten, og han var klar over, at dette måtte være hjemve.

Mary Hall viste ham, hvor hans værelse var - et af soveværelserne på første sal i det store hus.

Der var en dejlig seng med et kludevattæppe og to bløde puder med gåsefjer. Et tykt, flettet tæppe lå på gulvet, og foran det åbne vindue dansede hvide gardiner med flæser i vinden.

Bickie havde aldrig været i et smukkere soveværelse. Selv i Whitneys hus i State Center var soveværelserne ikke nær så store og smukke som dette. Alligevel var Bickie tung om hjertet. Han tog sin vadsæk, som var fyldt med rent, lappet tøj, som mor havde pakket til ham og lagde den på sengen. Han åbnede den for at lægge sine ting i de skuffer, Mary havde vist ham. Da så han brevet!

Der oven på det hele lå et brev. Bickie greb det og holdt det tæt ind til sig, som om det var noget levende. Det var fra mor! Allen Hall havde taget fejl. Han havde sagt, at der herude ikke ville komme noget budskab fra nogen som helst. Og nu var der allerede et brev fra mor. Han åbnede det og læste.

»Min kære Bickie!
Det bliver din første nat hjemmefra. Måske vil du føle dig alene, men jeg er overbevist om, at du er en stor, stærk dreng nu - næsten en mand! Husk, at Gud er altid med dig.

Du husker nok, hvordan David også var hyrdedreng, og Gud var med ham selv mellem klipper og høje, hvor bjørne og løver prøvede på at stjæle hans får. Det vil ikke være bjørne og lover, som giver dig vanskeligheder. Jeg ved, der vil komme andre besværligheder, som somme tider vil gøre dit arbejde hårdt, men du vil finde, at Gud vil give dig styrke og visdom til at gøre det, der er rigtigt.
Din mor beder for dig og elsker dig, og jeg skal prøve på, på en eller anden måde at skrive til dig i løbet af sommeren.
Kærlige hilsener fra mor«.

Bickie læste brevet igen og igen. Så lagde han sit tøj på plads i skab og skuffer, og da Mary Hall kaldte ham ned til aftensmaden, var han overrasket over at se, hvor dejligt bordet så ud med den rød- og hvidternede dug og den gode mad.

Den nat sov han godt i den gode seng med mors brev under hovedpuden. Han drømte om store, grønne enge, hvor han svævede et par meter over jorden og vogtede store kvæghjorde, som græssede i det saftige græs og drak af de bække, der snoede sig i engene.