Den følgende morgen gik Bickie over engene hen imod Kanes
gård. Han var kun nået et lille stykke, da Pete indhentede ham.
»Bickie, Bickie«. Pete var helt forpustet efter at have
løbet op ad bakken. »Jeg ved, hvordan vi kan ordne den ækle, gamle Doug Becker.
Vi har fundet en måde, vi kan drille ham på og gøre ham så ked af det, at han
vil fortryde, han nogen sinde har set min hund.«
»Hvad skal vi gøre?« spurgte Bickie. Han vidste, at Pete
kunne finde på mange ikke helt almindelige måder at gøre livet surt for folk på
og hørte derfor ivrigt efter. Han glemte helt sin plan om at gå over til Kanes
gård.
De to drenge satte sig ned i det bløde græs, og junisolen
varmede deres rygge og bare ben.
»Nogle af de store drenge går ned til hans hus nu i
aften.« Petes fregnede ansigt lyste op af vild begejstring. »De vil banke på
døren.«
»Det synes jeg ikke er så slemt. Jeg ville da i hvert
fald ikke blive forskrækket eller ked af det - jeg mener altså - bare fordi
nogen bankede på vores dør.«
»Åh, du er slet ikke med, Bickie,« sagde Pete. »Han skal
nok komme til at ærgre sig. Han vil ikke kunne gøre andet end hele tiden løbe
til døren. Han vil ikke engang kunne spise sin mad i fred, og så når han kommer
der ...«
»Hvad vil drengene så gøre?« Det ville Bickie gerne have
at vide.
»Ja, så er de der bare ikke. Du forstår, de smutter 'væk
og gemmer sig, og han kan hverken høre eller se nogen.«
Pete standsede for at give Bickie tid til rigtigt at
forstå, hvad han havde sagt. Og så fortsatte han: »Og det er ikke det hele! De
smører også dørhåndtaget ind i rådne æg og vognsmørelse.« Han lavede et sjovt,
fordrejet ansigt for at illustrere, hvor ækelt det ville blive for Doug Becker:
Nu havde Bickie helt glemt hr. Kane og alle de gode
forsætter, han havde om at arbejde, så han kunne betale for kvien. Han spillede
kugler med Pete, indtil det var spisetid; men da han kom hjem, var mor ikke
hjemme. Tommie og John fortalte ham, at man havde hentet hende for at hjælpe en
syg kone. Da det blev aften, gik han hen til Doug Beckers hus.
»Jeg troede, at de store drenge ville give os klø for det
der med dammen«, hviskede Bickie, da de gemte sig mellem nogle syrenbuske lige
ved Beckers indgangsdør.
»De er ikke gale på os mere. Doug Becker tog jo også en
af deres hunde.« De to drenge trykkede sig tæt sammen inde i det tætte buskads.
Så, så de, at de store drenge nu var kommet. De var ovre
på den modsatte side af gaden. Det var allerede temmelig mørkt, men Pete
forklarede ham, at drengene ventede, indtil de var helt sikre på, at Doug
Becker havde sat sig til aftensbordet.
Bickie tittede ud mellem syrenerne og så en lille, ældre
dame komme ned ad gaden. Han kendte hende. Det var præstens frue. Hun gik hen
mod Beckers hus. Der var ingen lys i vinduerne, men hun gik op på verandaen og
bankede på.
En stor hånd for ud af døren, greb den lille, ældre dame
og rystede hende så voldsomt, at hendes lille knold grå hår faldt ned, og
hendes forlorne tænder fløj hen ad gulvet på verandaen. Doug Becker næsten
flåede tøjet af den stakkels kone, og han kaldte hende ved flere grimme navne,
end Bickie havde hørt hele sit liv.
Så, pludselig blev hundefangeren klar over, hvem han
havde fat i. Han begyndte at undskylde sig og trak den råt behandlede og forskræmte
dame inden for døren. Bickie vidste, at der lige nu foregik en pinlig
forklaring. Doren blev igen revet op, og Doug Becker samlede de forlorne tænder
op fra verandagulvet og skyndte sig ind i huset igen.
De to drenge, der sad mellem syrenerne, lo, så tårerne
trillede ned ad kinderne, men de lavede ikke den mindste støj.
»Den var god, ih, hvor var den god!« Pete holdt sig i
siden, mens han lo helt overgivent. »Der fik gamle Doug lige, hvad han havde
godt af.«
Bickie og Pete skyndte sig over på den anden side af
gaden til de andre drenge, som have set spøgen på afstand. Alle drengene slog
hinanden på skuldrene og var ved at kvæles af indeklemt munterhed.
»Vi kunne ikke have fundet på noget halvt så godt som dette«,
sagde en af de større drenge. »Vi må nok prøve noget helt andet i aften. Vi
laver noget »Tik-tak«.« Han viste dem et søm, bundet til et stykke sejlgarn.
Det vil jeg binde fast til Doug Beckers sovekammervindue. Jeg bruger et
tæppesøm«.
Da sømmet var blevet hængt over vinduesrammen, blev det
bundet til et andet sejlgarn, der var anbragt sådan, at man kunne kontrollere
det fra et træ med tykke grene ikke langt fra huset.
»Så, Bickie«, sagde den største af drengene, »du og Pete
skal kravle op i træet. I er så små, at der er ingen, der vil kunne se jer. Med
et par minutters mellemrum skal I trække i snoren, og det vil lave et sådant
spektakel, at den gode Doug ikke vil få et blund i øjet hele natten.«
»Ja, men vi vil jo heller ikke kunne sove«. Bickie kunne
slet ikke lide den ide med at passe »tik-tak«-en, men det så ud til, at de
store drenge forventede, at han gjorde sin del. Så han og Pete kravlede op i
træet, og den store dreng lagde sejlgarnet i Bickies hånd.
Selv så langt fra huset kunne de høre det spektakel,
sømmet lavede på Doug Beckers sovekammervindue. Bickie og Pete lo begge to. De
andre drenge lyttede ude fra gaden og var helt ødelagte af latter. Bickie
begyndte at føle, at han var noget, og eftersom han blev mere og mere øvet,
trak han i snoren med kortere og kortere mellemrum.
»Jeg tænker, gamle Doug nyder dette«, sagde han til Pete
og trak i snoren for tyvende gang.
»Nå, da da!« Han ville lige til at gøre Pete opmærksom på
et svagt, blaffende lys, han kunne se i Beckers køkken, men han glemte at lukke
munden!
»Fy, føj, puh-ha!« Bickie fik noget i munden. Det smagte
surt. Hans mund var fuld af en blod, kold masse. Den sad fast i halsen, og han
kunne næsten ikke få vejret. Noget vådt ramte hans kinder og løb ned ad hans
nakke. Han tudede og kastede op og flåede sig i munden. Han tabte
»tik-tak-snoren« og prøvede på at komme ned og væk fra træet. Så så han, at han
var alene. Pete var forsvundet. Også de andre drenge var væk. Men Dougs kone
stod der i gaden - lige under træet.
»Sikke et hastværk du har, Bick Ross!« Hun prøvede på at
få fat i ham. »Vent lige lidt, jeg vil gerne snakke lidt med dig!«
Men Bickie havde ikke noget ønske om at »snakke«. Hans
mund var stadig fuld af denne rædselsfulde masse, som havde ramt ham i ansigtet,
og han ville ikke spytte, så fru Becker så det. Han skyndte sig for at indhente
sine kammerater, men kunne ikke finde dem. Han så sig omkring til alle sider,
men de var forsvundet. Til sidst gik han hjemad. Hvad nu, hvis mor var kommet
hjem! Hvis nu den syge havde det bedre!
Han så ind gennem køkkenvinduet. Jo, mor var hjemme, og
hun havde besøg - fru Doug Becker! Bickie var fuldstændig klar over, hvad det
var, de snakkede om. Han gik rundt om huset og hen til udhuset, hvor »mor
strithår« og hendes seks små griseunger gryntede i deres indelukke, og hvor
koen Blossy gumlede hø i sin bås. Bickie smed sig ned i høet i nærheden af
Blossy og ventede der, indtil han var helt sikker på, at fru Becker var gået.
Så åbnede han køkkendøren. Der sad mor med ryggen til
ham.
»Bickie, fru Becker har lige været her, og !« Mor fuldførte ikke sætningen, for i det
samme vendte hun sig om og blev helt bleg. »Bickie Ross, hvor i alverden har du
fået al den tomatpure i hele ansigtet og på din skjorte. Ja, selv dit hår er
klistret helt ind i det?«
Bickies mor rejste sig. Hun var en høj kvinde, og aldrig
havde hun set så stor ud som nu, da hun sagde: »Det er det værste ...!«
Det var sjældent, mor brugte unødige ord, men da hun
sagde disse fire ord (»det er det værste«), blev Bickie klar over, at han havde
noget i vente, og at det var slut med mors tålmodighed. Han rystede af skræk!
»Åh, mor, mor! Du må ikke slå mig! Jeg skal aldrig gøre
det mere!« Bickie, stor og sej, som han var, begyndte at småtude. Mor lod, som
hørte hun det ikke. Hun gav ham sådan en endefuld, at han sank om på
brændekassen, holdt på de omme steder og klynkede af smerte.
Så tog mor den store vaskebalje frem, tog varmt vand fra
vandbeholderen på komfuret og gav Bickie et varmt bad og vaskede tomatpureen ud
af hans hår.
»Det har været koncentreret tomatpure fra en dåse,« sagde
hun til sig selv. På en eller anden måde syntes Bickie, at så var det endnu
værre.
Bickie var meget stiv, da han stod op næste morgen. Han
lagde mærke til, at mor stadig så streng ud, og at hun havde sorte rande
omkring sine mørke øjne. Han fortrød, at han havde sovet så længe.
Nu talte mor til ham. »Hvad ret har du til at plage Doug
Beckers aften efter aften? Han har lige været her og fortalt mig om de rådne æg
og vognsmørelsen og om den døde rotte, han fik med posten. «
Mors ansigt var rødt og hendes mund kun en smal streg.
»Jeg kommer vist til at gi' dig en omgang til!« Og dermed fik han igen en endefuld.
Så satte mor sig i sin stol og begyndte at sukke. Hun
lagde sit hoved på den store stabel strygetøj, og så græd hun, så hele hendes
krop rystede. Bickie holdt op med at hyle for at se på sin mor. Så rejste han
sig og gik hen og stillede sig ved siden af hendes stol. Hans mave, eller noget
andet dybt inde i ham, gjorde endnu mere ondt end der, hvor han havde fået
kløene. Det var allerførste gang, han så sin mor græde. Det kunne han ikke
holde ud - ikke et eneste minut til!
Så strakte mor hånden ud og trak Bickie ind til sig. »Åh,
Bickie,« sagde hun, »jeg ville så gerne se dig vokse op og blive en god mand
... og du er kommet på afveje. Jeg ville hellere do end at se dig vokse op og
blive en mand, jeg måtte skamme mig over.«
Da mors varme arme lå rundt om Bickie, begyndte han at
tænke sig om. Hvor var det godt, at mor ikke vidste mange af de andre ting, han
havde lavet. Der var manden med jordbærrene, han havde snydt, og den gamle
mand, hvis kridtpibe han havde slået ud af munden med en klump ler. Og så var
der hønsene, han og Pete havde stjålet og så igen solgt dem til ejeren. Eller
den nye vogn, han og Pete havde oversmurt med hvid maling!
Der var intet, Bickie hellere ville i hele verden, end at
fortælle mor det alt sammen, men der var noget, der holdt ham tilbage. Han
kunne ligesom ikke gøre mor mere ked af det ved at fortælle alt dette
forfærdelige. Så ville hun måske begynde at græde igen! Måske blive syg! Ja,
hun kunne måske endda dø, hvis hun vidste, hvor slem han havde været. Han krøb
helt ind i mors arme og lovede sig selv højtideligt, at han aldrig, aldrig mere
ville gøre nogen af de slemme ting igen.
Den selv samme dag gik han ned til Kanes gård og sagde,
at han var så ked af det med kvien, og at han på en eller anden måde ville
tjene penge, så han kunne betale ham halvdelen af tabet.
»Det var flinkt, Bickie. Det er jeg glad for, at du kom
og fortalte mig.« Hr. Kane smilede til ham, og Bickie følte sig bedre tilpas,
end han havde gjort i uger. »Du skal ikke betale syv og en halv dollar, for jeg
solgte den døde kvie for tre dollars, så du behøver kun at tjene seks dollars
som din del.«
Bickie skyndte sig hjem for at fortælle mor det og for at
lægge planer for at tjene penge; men ingen af dem kunne finde på noget, han
kunne gøre. Da Bickie gik i seng om aftenen, så han ingen udvej. Mor kom ind
til ham og Tommie, og sammen bad de Gud om at hjælpe Rickie at være en god
dreng fra nu af, og om Gud ville gøre det muligt for ham at tjene de seks
dollars, så han kunne tilbagebetale hr. Kane.
Næste morgen havde mor bagt pandekager til deres
morgenmad, og medens Bickie spiste den ellevte eller tolvte, fortalte hun ham
noget.
»Bickie, jeg er kommet i tanke om noget. Du ved, vores
gamle so løber altid ud af indhegningen. Du ved også, at jeg har sagt til jer
drenge om at få fat på en mand, som kunne komme for at reparere gærdet. Dersom
du kan lave det, Bickie, vil jeg give dig den dollar, jeg ellers skulle betale
manden.«
Bickie sukkede. En af hans pligter var at give den gamle
so korn og samle ukrudt i haven til den, men nu, da hun havde et kuld af seks
små grise, havde hun sat sig i hovedet at bryde ud af indhegningen og ind i
Hall's have bag ved laden.
Lige så hurtigt Bickie havde spist, løb han hen til
grisestien. Rigtignok, den gamle so havde allerede fået lavet et hul under
gærdet – et hul stort nok til, at smågrisene kunne komme ud, og det ville kun
vare nogle få minutter, så ville hun også selv være ude.
Bickie drev den tilbage med en tyk kæp og kastede de
største sten, han kunne finde, ned i hullet. Mens han gjorde det, havde soen
skubbet til gærdet længst nede i indhegningen, så det var gået i stykker to
steder. Før han kunne få tænkt sig om, var den kommet løs og pilede hen imod
haven.
Under vilde skrig løb Bickie efter den. Han svingede
kæppen og kastede sten, indtil han endelig fik den tilbage i folden og sømmede
en kraftig bjælke til det brækkede led. Derefter gik han ind i huset for at få
noget at drikke og fortælle mor om det gode resultat.
Da han kom ud igen, var den beslutsomme so brudt ud et
andet sted og nået over i Hall' s nye ærter og kål. Det kostede Bickie en vild
kamp at få den tilbage på Ross's ejendom. Han drev den ind i indhegningen og
smed sig selv ned i græsset og gav luft for sin vrede mod den gamle so og sin
egen fiasko. Selv soen trak sig overrasket tilbage, og smågrisene klynkede af
skræk.
Nu hørte han mors stemme: »Bickie, Gud skabte svinet.«
Det var næsten for meget for Bickie. Han brølede: »Har
Gud virkelig skabt denne grimme, gamle, stivnakkede so? Troede Gud, at jeg
gerne ville have den? Vil du have den? Behøver du den? Behøver jeg den?«
Mor satte sig ned i græsset ved siden af ham. »Hor nu
her, min dreng! Gud ser ind i fremtiden, og måske synes han, at du trænger til
at kere noget mere udholdenhed. Det er jo muligt, at der er noget, du skal lære
af dette. Nu er det den stivnakkede so, der er din lærer og smågrisene hendes
hjælpere.
»Åh, mor,« Bickie måtte le, enten han ville eller ej,
»jeg bryder mig ikke om at have en so til lærer.«
»Nej, naturligvis ikke,« vedblev mor, »men du kan nok
huske, at der er en fortælling i Bibelen om en ung mand, hvis lærere var nogle
svin, og de lærte ham noget meget vigtigt.«
I det samme kom naboen, hr. Hall, og kikkede over gærdet.
Det var i hans have, soen var brudt ind. Hr. Hall var en ældre mand og havde
kun en hånd.
»Det var godt gjort«, smilede den gamle mand, »en bedre
løber end dig har jeg aldrig set. Jeg beundrede virkelig den måde, du drev den
gamle so ud af mine ærter på. Jeg tror, jeg skal give dig en hjælpende hånd med
at reparere det gærde.«
Bickie sprang op - hans vrede var forsvundet - og mens
Bickie holdt sømmene og løftede den tunge planke på plads, blev den enarmede
mand i stand til at gøre gærdet i stand. Det tog hele eftermiddagen, og da
Bickie kom ind til middagsmaden, havde mor lagt en sølvdollar ved hans
tallerken.
»Du har med rette fortjent den«, sagde hun. Den
eftermiddag løb Bickie over og lagde sølv-dollaren i Kanes hånd.
»Du arbejder hurtigt, Bickie. Hvordan har du dog tjent en
dollar så hurtigt?«
»Jeg gik i skole hos en so!« sagde Bickie og fortalte om
den stivnakkede lærer og hendes seks hjælpere.
Han løb hele vejen hjem, mens han lo ved sig selv, da han
tænkte på Kanes ansigt, mens han fortalte ham om soen som lærermester.
|