Ved solopgang næste morgen var Bickie på vej ud til engen. Tommie lå og sov, da han gik. Han vidste, at tante Mary nok skulle vække Tommie tids nok til, at han kunne få den gode morgenmad. Han vidste også, at det ville blive morsomt for Tommie at hjælpe tante Mary. Bickie havde sin nye, røde trøje og hue på og sin nye mad spand med i hånden.

Da klokken var ti, blæste han i sin nye fløjte, og Jim kom løbende ned ad bakken gennem frugthaven. Jim var nu blevet både stærkere og mere solbrændt, og der var ingen, der mere tænkte på ham som en syg dreng. Også Hod hørte fløjten og kom løbende, og drengene legede »kastekniv«, og efter tur jagede de køerne tilbage i flokken.

»Jeg har aldrig før ejet en så dejlig kniv«, sagde Bickie til Hod, »jeg vil altid tænke på dig, når jeg bruger den.«

»Jeg kunne ikke tænke på nogen anden måde at sige dig tak på, fordi du hjalp mig den dag. Jeg ville også gerne have givet Jim noget, men jeg vidste, han havde en kniv.«

»Nu skal jeg fortælle dig, hvad du kan gøre for mig«, brød Jim ind, »du kan hjælpe mig at lave en kaninfælde! Bickie har lært mig det.«

Så lo alle drengene. De lo, indtil de trillede rundt på græsset og slog hinanden på ryggen. Aldrig før havde de sagt noget så morsomt, og nu vidste de, at de var de allerbedste venner.

Dagen gik hurtigt! Bickie så, at det hvide flag blev hejst tidligere end sædvanligt. Han ledte køerne ind i folden og gik hjemad. Tommie kom ham løbende i møde.

»Tænk Bickie! Tante Mary lod mig hejse flaget for at kalde dig hjem! Jeg har gravet kartofler op, plukket agurker og tomater - jeg fandt også modne majskolber, som jeg har taget bladene af - og to tudser åd fluer i haven, og lusene på kartoffelplanterne åd de også - .«

Tommie fortalte om alt det, han havde gjort den dag. Hans øjne strålede, og han dansede rundt af bare glæde. Da vidste Bickie, at han umuligt kunne udholde tanken om, at Tommie skulle tilbage til State Center og mor i slutningen af ugen. Nej, det kunne han bestemt ikke!

Dagene fløj hurtigt af sted, og det blev søndag. Sam Drake skulle tilbage til State Center, og han tog Tommie med sig. Da de kørte forbi engen, stod Tommie op i vognen iført sit røde tøj og vinkede til Bickie, så længe han kunne se ham.

Da Bickie så vognen forsvinde over en lav bakkekam, satte han sig ned ved siden af køerne og følte det, som om han ikke kunne leve den dag til ende. Han trak så fløjten frem og blæste så kraftigt i den, at både Jim og Hod kom løbende.

Dagene blev nu mere regnfulde, og efter regnen kom koldere vejr, og en septembermorgen var engen hvid af rimfrost. Bickie åbnede folden og lod hjorden komme ud. Han var så glad for sin røde trøje og hue, for der blæste en kølig vind hen over engdragene.

Efter denne første frost mindskedes græsset hurtigt.

»Jeg har sendt bud til alle om at komme for at hente deres dyr«, sagde onkel Allen den aften. »For hvis vi får en så ødelæggende frost til, vil græsset helt forsvinde og hjorden sulte. Det ville blive næsten umuligt for dig at holde dem ude af majsmarkerne.«

Dagen efter sad Bickie sammen med Jim på gærdet ind til folden og så, farmerne søge deres køer ud. Nu forstod Bickie, hvorfor hver kohavde et mærke på sig, det var for at ejerne nemt kunne finde de dyr, der var deres.

En af farmerne havde tolv køer i hjorden, og hans farm lå ca. 14 km. derfra. Han prøvede på at få Jim til at hjælpe sig med at drive dem hjem, men det ville Jim ikke.

En anden farmer kom med en lille vogn. Han havde en dreng med, som kunne hoppe af og jage køerne tilbage, hvis de prøvede på at gå ind på en sidevej eller i en majsmark. En anden mand, der havde haft syv køer i hjorden, havde tre drenge med for at hjælpe til med at drive dem hjem.

Da det blev eftermiddag, var folden tom, og Jim stod sammen med Bickie ved det åbne led. Engen virkede så bar nu, da dyrene var borte.

»Hvorfor ville du ikke hjælpe den mand med de tolv køer?« spurgte Bickie Jim.

»Jo, ser du, jeg hjalp ham sidste år. Da jeg havde hjulpet ham de fjorten kilometer hjem til hans farm, bad han mig dreje slibestenen, så han kunne slibe en økse. Jeg stod der og drejede i over en time, og hvad tror du så, han gav mig for det? - et 5-cent stykke.« Jim rynkede panden og så gal ud.

»Jeg vil aldrig mere gøre noget for ham. Han måtte hellere bare have sagt tak end at betale mig 5 cent for sådan et job. Og så måtte jeg endda gå den lange vej hjem.«

Dette var den sidste lektie, Bickie lærte i sin »ko-skole«, men det var ikke en ko, der lærte ham den. Det var ejeren af tolv køer, der havde bevist, at en hård og gerrig mand vil finde meget få, der vil hjælpe ham.

Nu var Bickies »ko-skole« sluttet. Når han så tilbage på sommeren, blev han klar over, at den lille dreng, der var kommet til Halls farm i juni, nu var blevet mere voksen. Han var næsten blevet en mand! I stedet for at plage folk med drengestreger havde han nu lært, hvordan han skulle hjælpe dem og gøre dem til sine venner.

Jim sagde farvel og gik op gennem den nu bladløse frugthave, mens Bickie vendte ryggen til den tomme eng. Intet hvidt flag ville blive hejst i aften, men det sang inden i ham. I morgen skulle han hjem til mor!

Næste morgen vågnede Bickie lykkeligere end nogen sinde. Han skulle hjem - og han ville komme hjem med penge - en masse penge - lønnen for hele sommeren. Der ville måske være nok til at købe en af disse nye symaskiner, ligesom fru Whitneys, til mor. Så ville mor aldrig mere behøve at arbejde så hårdt!

Han pakkede sin vadsæk, lagde regnfrakken, skjorterne, mad spanden og det tøj, han havde haft med sig, ned i den. Han bestemte sig til, hvor han ville lægge sine penge. Han ville gemme dem i hætten på regnfrakken. Han lagde allerede sølvpengene, han havde fået af tærske-maskinens ejer ned - og så gik han nedenunder.

»Bickie«, sagde onkel Allen, da han så Bickie komme med vadsækken, »hvis du vil vente til i morgen, når jeg skal til Edenville, vil jeg køre dig helt hjem til State Center.

»Åh, nej«, svarede Bickie, »jeg vil gå. Der er kun ca. 20 km., og jeg kan være der først på eftermiddagen.«

»Så gør du det! Du har jo nok fået stærke ben, fordi du hele sommeren har løbet efter køerne. Det bliver måske ikke for meget for dig.«

Bickie spiste sin morgenmad, som tante Mary havde stillet frem til ham og sagde farvel til Bill. Nu ville onkel Allen sikkert betale ham! Men det gjorde han ikke. Han begyndte at trække sine store støvler på og gøre sig færdig til at gå ud i majsmarken.

Endelig så han på Bickie. »Du har tjent mange penge i sommer, Bickie. En af de første dage skal jeg til State Center, og så skal jeg give dem til din mor.«

Han stod og så ned på Bickie, der ikke kunne få et ord frem.

I alle de ensomme dage ude i engen havde han set frem til den dag, da han skulle komme hjem med sine egne penge og lægge dem i sin mors hænder. Han fik en klump i halsen - den gjorde noget så ondt. Bickie begyndte at tro, at den aldrig ville forsvinde igen.

Onkel Allen fortsatte: »Ser du Bickie, du er umyndig, indtil du bliver 21 år, og skulle du miste pengene, kunne din mor forlange, at jeg betalte dem en gang til. Du har tjent 33 dollars og 10 cents.

Nu gjorde Bickie en synkebevægelse og skyndte sig at sige: »Onkel Allen, jeg skal nok lade være med at tabe pengene. Der er ikke nogen, der skal stjæle pengene fra mig. Jeg lægger dem i hætten på regnfrakken i min vadsæk. Hvem vil kunne se på mig, at jeg har penge i den gamle vadsæk?«

Der kom endnu flere klumper op i hans hals og bryst, og han gjorde flere tapre forsøg på at svælge dem. »Tante Mary sagde til mig, at så snart mit sommerarbejde var forbi, skulle jeg selv bringe pengene hjem til mor.«

»Allen, det er rigtigt, hvad Bickie siger«, brød tante Mary ham af, »jeg har ikke en, men fleregange sagt til ham, at han skulle selv bringe pengene hjem til sin mor, når sommeren var forbi. Jeg troede naturligvis, at han skulle køre hjem sammen med dig. Men når vi tænker på, hvor godt han har opført sig hele sommeren, tror jeg nok, vi kan have tillid til ham.«

Onkel Allen hentede pengene - tre 10-dollar-sedler, tre dollar-sedler og en 10-cent. Bickie gemte dem i sin vadsæk og skyndte sig ud ad køkkendøren og ned ad vejen. Han var kommet så langt som til lågen, da han kom i tanker om, at han både havde glemt at sige farvel og at takke onkel Allen og tante Mary, fordi de havde været så gode ved ham.

Han vendte hurtigt om. »Åh, onkel Allen og tante Mary, jeg var så optaget af at tænke på mor og på pengene, jeg havde tjent, at jeg glemte at sige »Farvel og mange tak«. I har været så gode ved mig hele sommeren.«

»Det er helt i orden, Bickie«, onkel Allen trykkede hans hånd. »Hvis du kunne tænke dig at være hyrdedreng næste sommer, vil vi gerne have dig tilbage.«

Så gik Bickie igen ned ad vejen til Edenville, gik forbi engen, som lå vissen og forladt og forbi pumpen, hvor han havde slidt i det for at vande de 40 køer. Han så over mod Nelsons farm til frugthaven, hvor han og Jim havde sovet og til marken, hvor der stod en forladt kaninfælde i det visne græs.

Han kom til den lille bro, hvor Hod var væltet med havrelæsset; det var også her i nærheden, at han havde standset Zeke Lagers løbske forspand.

Tæt her ved var det, at vognhjulet var gået i stykker; så var der kvæget, haglstormen og den hurtige køretur med tankvognen bag de fem pragtfulde, men forskræmte heste. Alt dette korn op i Bickies hukommelse. Nu skulle han forlade det alt sammen. Han var på vej hjem til mor!

Midt på formiddagen nåede han til Edenville - en smuk, lille by. Mens han traskede ned ad hovedgaden, var alt lukket undtagen en kafe. En mand, der stod udenfor, råbte til ham og spurgte, om det var æg, han havde i vadsækken.

Bickie smilede og sagde: »Nej!«

Han skyndte sig ned gennem parken med frihedsstøtten og så ud på landet igen ad den samme vej, han var kommet for tre måneder siden. Det syntes, som om det var tre år. Var mor mon den samme? Mon hendes hår nu var blevet gråt? Hvordan mon hun så ud?

Vadsækken var tung, og Bickie skiftede den fra den ene hånd til den anden. September solen varmede ham, medens han traskede kilometer efter kilometer. Det brune landskab var så smukt, og himmelen strålede. Selv træerne vendte de brogede blade mod himmelen. Verden var smuk! Nu var der skilte langs med vejen, hvor man reklamerede i rode og hvide ord for mange forskellige ting.

På et af dem stod der »Brødrene Brimhalls materialhandel« og nedenunder: STATE CENTER, IOWA.

Det bedste ved skiltene var, at der stod State Center, Iowa. Han vidste, at hvert skridt bragt ham nærmere mor.

Aldrig havde State Center forekommet ham så imponerende, som den gjorde det den eftermiddag, og ved vejen knejsede kirken i al sin pragt. Bickie gik tværs gennem byen og ud til det lille hus med de gule roser omkring døren. De ville ikke blomstre igen før næste forår.

Og der stod mor i døren! Mor - hun lignede sig selv, akkurat den samme mor, som han havde forladt for så længe siden.

»Mor, åh mor!« Bickie følte sig igen omringet af to kærlige arme. Duften fra mors hår genkendte han, og han følte hendes bløde hals mod sin kind. »Mor, jeg er hjemme igen!«

Lidt efter åbnede Bickie vadsækken og spredte alle sine fødselsdagsgaver ud, for at mor skulle se dem. Han stak hånden ind i hætten på regnfrakken og tog først de ti sølvdollars ud. En for en lod han dem falde ned i mors hånd. Så tog han de tre 10-dollar-sedler og de tre dollar-sedler og de 10 cents og gav også dem til mor. Til allersidst rakte hen hende konvolutten med de to dollars, Nelsons havde givet ham til sko. Det var i alt 45 dollars og 10 cents.

»Mor, de er alle sammen dine, og jeg vil så gerne, at du køber en symaskine magen til den Petes mor har, sådan at du ikke mere behøver at arbejde så hårdt.«

Mor kyssede ham og sagde, at han var en god dreng, nu næsten en mand.

Den nat sov Bickie sammen med Tommie i deres gamle værelse og vågnede næste morgen ved at høre mor synge.

Sådan skete det, at der i efteråret 1882 kom en ny symaskine til Ross' hjem i State Center i Iowa. Hver gang Bickie stod og så på mor, medens hun syede og så det glade smil på hendes ansigt, tænkte han på engen og de ensomme dage og nætter, de lange timer og de mange oplevelser. Han vidste, at han gjorde det gerne alt sammen en gang til, for dette at kunne se et sådant smil på mors ansigt, var alle anstrengelserne værd.