Da Bickie den aften kom ind på Halls gårds-plads, blev han forbavset over at se flere køretøjer med hestene bundet forskellige steder.

Halls havde nok selskab, tænkte han; men hvorfor mon tante Mary ikke havde fortalt ham noget om det?

Bickie gik, som han plejede, rundt om huset til køkkenet. Tante Mary tog imod ham ved døren. Hun var fint pyntet i en smuk, lilla kjole og et fint, hvidt forklæde med flæser. Hun tog ham i armen og førte ham hen til dagligstuedøren. Han så ind.

Stuen var fuld af mennesker, og da Bickie kom ind, begyndte de alle sammen at klappe. Bickie blev helt fortumlet. Han så sig omkring i stuen og genkendte familierne, Zeke Lager og Nelsons. Bill var klædt i sit fineste tøj. Der var også flere af tærskefolkene, Sam Drake og andre familier fra Halls nabofarme.

Sam Drake gik hen og lagde sin arm omkring Bickie og sagde: »Min dreng! Du har glemt, at det er din fødselsdag i dag. Alle er vi her for at ønske dig til lykke. Du har haft nogle bevægede dage den sidste tid, og du har arbejdet hårdt, men vi er alle enige om, at du har gjort det godt - for en elleveårs dreng!«

Alle havde været stille, medens Sam Drake talte, men nu klappede de alle sammen igen, og Sam Drake fortsatte sin tale: »Alle de, der er her, er dine venner, Bickie. Du har mange venner her i Story County. Mange flere, end du selv er klar over, har lagt mærke til dig, medens du vogtede dine køer ude på engen, og de synes, du har gjort det godt.«

»Før næste nummer på programmet begynder, vil jeg lige advare dig imod at tro, at den største tilfredsstillelse kommer af det, folk giver dig i taknemmelighed. Den største belønning vil altid være den indre stemme, dybt inde i dig, som siger, at du har gjort det rigtige, og at Gud er tilfreds med dig.«

»Og så, tante Mary, vil jeg overlade Bickie til dig.«

»Tante Mary vinkede til Bickie om at følge med sig ud til køkkenbordet. Alle gæsterne stimlede smilende sammen i køkkenet. En dug var blevet lagt over »noget« på bordet. Det så ud, som var der en masse uformelige ting, og Bickie spurgte sig selv, hvad der dog kunne være under den dug. Han var stadig alt for forvirret og forfjamsket til helt at forstå, hvad der skete.

»Der er nogle gaver til dig under dugen«, sagde tante Mary. »For nogle dage siden sendte vi en liste til dine venner over ting, som vi tænkte, du gerne ville have, og som du trænger til. De så listen igennem og satte kryds ved de ting, de ville forære dig.«

Hun trak dugen bort og afslørede en hel dynge pakker.

Så afbrød Sam Drake. »Må jeg have den glæde at komme med den første og bedste gave? Jeg har hentet den i State Center i dag. Den er i en stor kasse under bordet. Gæt nu, Bickie, hvad der er i kassen!«

Bickie var så oprømt, at han knapt nok vidste, hvor han skulle vende eller dreje sig. Han kikkede under bordet, og rigtig nok, der var en stor kasse.

»Det er måske en legevogn,« sagde han, »en, der er stor nok til Tommie og mig, til at køre ned ad bakken i State Center.«

»Nej, det er ikke nogen vogn. Det er en meget bedre gave end det«, sagde Sam Drake, »gæt en gang til!«

»Så er det måske en cykel, men så må den være skilt ad for at kunne være i kassen.«

»Du er stadig galt på den, unge mand. Det er noget endnu bedre end en cykel. Du lader ikke til at være særlig flink til at gætte i aften.« Sam Drake vendte sig om mod karlen. »Bill, vil du hjælpe mig med at trække kassen frem, så alle kan se den. Nu kan du tage låget af, Bickie.«

Bickies hjerne begyndte igen at arbejde. Kassen måtte være hjemmefra. Det var nok mor, som havde sendt den. Han løsnede rebene og løftede låget af - ud sprang Tommie!

Tommie kastede sig i Bickies arme, og de holdt hinanden så fast omsluttede, at de væltede om på gulvet i overstadig munterhed.

Aldrig før i sit liv havde Bickie været så glad for at se nogen. Også Tommie var vokset, og Bickie kunne mærke, da de omfavnede hinanden, hvor meget stærkere Tommie var blevet. Resten af aftenen fulgte Tommie ham som en skygge.

Da de var blevet færdig med at råbe hurra og klappe, pegede tante Mary på gaverne på bordet. »Kom nu, Bickie, og åben dine fødselsdagsgaver!«

Men Bickie bare stod og stirrede på dem, medens Tommie hang i hans arm.

Nu begyndte tante Mary at hjælpe ham. Hun tog en af pakkerne og åbnede den. »Denne regnfrakke«, sagde hun, »er fra familien Zeke Lagers.« Så tog hun en anden pakke. »Denne mad spand er fra mig; Allen giver dig denne flaske til vand. Denne fløjte, som kan høres langt omkring, er fra Jim.«

»Når som helst du vil have, at jeg skal komme«, afbrød Jim, »så fløjt bare, og jeg kommer.«

»Bill giver dig denne tykke stok. Han synes, du kan få brug for den, når kvæget er uregerligt. I denne konvolut er der penge til et par sko - det er fra Jims mor og far. Her er en rød trøje og hue fra tærskeværkets ejer, og her er en helt magen til, til Tommie.«

Det kørte helt rundt i Bickies hoved. Det kunne da ikke være muligt, at alt dette virkelig var hans. Men tante Mary var ved at åbne endnu en pakke, og hun havde endnu noget at sige. »Disse fine skjorter er fra Stones, og denne mundharmonika er fra Hod -.«

Bickie følte, som gik der et ryk gennem ham. Før han blev helt sig selv igen, gik døren op, og hr. og fru Stone kom ind med Hod efter sig. Han bar på et enormt fad med æbleskiver. Han stirrede ned i fadet, som om det gjaldt livet, og han var ildrød i hovedet.

Bickie så sig omkring, indtil han fangede Jims blik. Han kunne se, at Jim var lige så forbavset over at se Hod og hans forældre her ved fødselsdagsgildet, som han selv var. Men der var ikke tid til at tænke nærmere over det nu. Bickie gik hen til Sam Drake.

»Hr. Drake, vil De ikke nok være så venlig at takke alle for mig! De ved, hvordan man gør det; det ved jeg ikke.«

»Hør her, alle sammen! Bickie vil, at jeg skal tage ordet og takke jer, men jeg tror, han har takket jer på sin egen måde. Mere behøves der ikke at siges.«

Alle klappede og råbte: »Hurra for Bickie!«

Da de var færdige med aftensmaden, der bestod af en mægtig fødselsdagskage med elleve lys, smørrebrød, æbleskiver, æblemost, pie, småkager og meget andet godt, spurgte Zeke Lager Bickie: »Hvad tænkte du, da du så Tommie krybe ud af kassen?«

Bickie slog armene om Tommie og gav ham et ordentligt knus. »Jeg troede, jeg måtte være i himmelen - ja rigtigt i himmelen.«

Så tog Bickie sin røde trøje og hue på og over dem regnfrakken. Han hængte vandflasken og fløjten over skulderen og stak mundharmonikaen i lommen. Da han havde gjort det, tog han mad spanden i den ene hånd og den tykke stok i den anden. Tommie tog også sin røde trøje og hue på, og så svingede de hinanden lystigt rundt, medens gæsterne råbte: »til lykke! til lykke!«

»Tommie, du er udnævnt til at være min hovmester for en uge«, sagde tante Mary.

»Hvad betyder det?« hviskede Tommie til Bickie. »Hvad er det, hun vil have mig til?«

»Vil du, tante Mary, ikke nok forklare Tommie, hvad du mener?« Bickie vidste ikke selv, hvad det var.

Tante Mary lo. »Det betyder, at du skal være min flinke hjælper med at lave mad til de folk, som i denne uge skal tærske for os.«

»Nej, hvor bliver det spændende!« Tommies øjne strålede. »Det er noget, jeg kan lide.«

Så kunne Bickie ikke udsætte det længere. Han gik omkring for at finde Hod. Han fandt ham i en mørk krog, hvor han sad på gulvet ved siden af sofaen.

»Hvornår har du bestemt dig til at være ven med mig, Hod?« Bickie satte sig ned ved siden af ham.

Hod sad med bøjet hoved og borede hælene ned i tante Marys kludetæppe. »Det var den dag, du og Jim hjalp mig med vognen og havrelæsset«, sagde han uden at se op. »Jeg ville så gerne have sagt tak den dag, men det var, som om jeg ikke kunne.«

»Det er helt i orden, Hod. Jeg er så glad for, at du kom i aften, og de æbleskiver var vel nok gode!«

»Vent lidt, Bickie!« Det så ud til, at Hod ville sige noget mere. »Du så mig i krybben i dag - i Nelsons stald. Hvorfor sladrede du ikke?«

Bickie mærkede, at han blev helt rød i hovedet, og han sagde stødvist: »Hvorfor skulle jeg det? Jeg ville ikke bryde mig om, at nogen sladrede om mig.«

Da alle gæsterne var gået, og Bickie ville tage Tommie med op på sit værelse for at gå i seng, sagde onkel Allen: »Jeg er sikker på, at du blev overrasket over at se Hod og hans forældre her i aften.«

»Ja, det var jeg vel nok«, sagde Bickie, »jeg troede ikke, at Hod kunne lide hverken mig eller Jim.«

»Jo, ser du, Bickie! Det var mig, der bad Stones komme i aften. Da jeg i dag arbejdede sammen med Hods far ved tærskningen, fortalte han mig, hvor ensom Hod er. Han har ingendrenge på sin egen alder, som han kan lege med. Jeg spurgte ham ud om noget af det, Hod havde gjort - sådan som at sætte ringe i soen og stjæle Zeke Lagers seletøj.«

»Hvad sagde han så om det?«

»Jo, det ser ud til, at det ikke var Hod, der satte ringene i soen, for Hods egen so havde også fået ringe sat i på samme måde. Det var en mand ovre fra den sydlige del af County. Han må være en ondskabsfuld fyr, er jeg sikker på.«

»Hvad så med Zeke Lagers ting?«

»David, Zekes søn, kom samme aften tilbage og havde taget tingene med hjem. Så de var slet ikke blevet stjålet. Der kan du se, Bickie, Hod er slet ikke så slem, som vi troede.«

»Jamen, han blev da bange og løb sin vej og forlod hestene i dag, da uvejret kom.«

»Det gjorde han«, sagde onkel Allen, »og det var både fejt og farligt gjort, men tror du, at hvis vi undgår Hod og vægrer os ved at vise ham venlighed, at han så vil blive god og modig?«

Bickie lo. »Nej, selvfølgelig ikke, onkel Allen. Jeg kan godt forstå, hvad du mener, og det er jeg sikker på, at Jim også kan.« Han tænkte sig et øjeblik om og sagde så: »Jeg har også nogle gange været med til nogle slemme drengestreger.«

»Det har vi alle sammen, Bickie, og det er slet ikke så galt, at vi husker på det. Det gør os mere overbærende med andre menneskers fejl.« Onkel Allen trak sine sko af og satte dem ved ovnen. »Det kan jo godt være, at dersom Hod havde haft nogle flinke kammerater, at han så havde været anderledes.«

Bickie og Tommie krøb op ad trappen for at gå i seng. Bickie syntes, det havde været en af de længste og mest spændende dage, han nogen sinde havde oplevet, men også en af de lykkeligste.

Da han trak sin overall af, faldt hans lommekniv på gulvet.

»Hvor har du fået den kniv fra?« spurgte Tommie.

Og nu, lige nu gik svaret op for Bickie. Det måtte have været Hod, som havde hængt den på ledet til folden.

»Jeg har fået den af en af mine venner«, forklarede han og rakte den til Tommie, så han rigtigt kunne undersøge den.

Bickie spurgte nu Tommie ud om mor og John, om Pete Whitney, om dammen, hvor de svømmede, ja selv om bedstefar Hall.

»Mor har solgt den gamle so og alle hendes smågrise«, sagde Tommie. »Hun sagde, at der var så megen svinepest rundt omkring, at hun var blevet bange for at spise svinekød. Så nu vil du ikke mere få besvær med den gamle so.«

»Åh, det er jeg vel nok glad for«, sagde Bickie. »Jeg vil tusind gange hellere vogte køer end svin, og jeg vil hellere have køer til læremestre end svin. Dårligere lærere end svin findes næppe. Jeg mener, his en - ja, man må være en meget tarvelig fyr, hvis man behøver sådan en.«

»Ja, ligesom i Bibelen«, sagde Tommie.

»Også en anden ting«, sagde Tommie gabende. »Mor siger, at ingen af os nogen sinde mere skal arbejde alle ugens dage, sådan som du har måttet hele sommeren. Hun siger, at herefter skal vi helligholde hviledagen og gå i kirke. «

Bickie prøvede at få Tommie til at fortælle mere, men han var træt, og snart sov begge drenge trygt hele natten.