Bickie Ross og hans ven Pete Whitney løb hjem fra skole, lige så hurtigt som de kunne og brasede ind i køkkenet, hvor Bickies mor var ved at lappe tøj. Tommie, Bickies mindre broder, der ikke kunne løbe så hurtigt, kom senere pustende ind.

»Mor, må vi ikke godt gå med Pete hjem?« Bickie kunne næsten ikke sige noget, så forpustet var han. »Pete siger, at hans mor har en ny maskine, eller hvad det nu er, som kan sy noget så hurtigt. Vi vil så gerne se den«.

Mor lagde sytøjet fra sig og så på Pete. »Nå, så din mor har fået en ny symaskine! Det er vel nok dejligt! Det vil spare hende for en masse arbejde. Selvfølgelig må I drenge da gerne gå hen for at se den, men bliv nu ikke for længe. Husk, I skal ud at hente brændsel, inden det bliver mørkt«.

De tre drenge drog så af sted hen imod Whitneys hus, alt medens de talte om denne vidunderlige maskine, som dagen før var kommet til Whitneys hjem i State Center i staten Iowa.

»Der findes ikke en magen til i hele State Center«, pralede Pete, »Far gav mor den i fødselsdagsgave. Hun blev så lykkelig, at hun græd af glæde«.

Da Bickie stod der i Whitneys pæne opholdsstue og så, hvordan Petes mor fik lagener, pudebetræk og viskestykker til at flyve igennem denne vidunderlige maskine, kunne han ikke skjule sin forundring.

»Den laver så bitte små sting - - og alle er lige store, og så hurtigt som det dog går!«

»Nålen har et hul i spidsen«, det var Tommie, som gjorde denne ekstraordinære opdagelse. Han råbte det så højt, at det gav et sådant sæt i fru Whitney, at nålen gled til side, væk fra den streg, hun havde lavet for at få sømmen helt lige.

Hun lo. »Ja, den mand, som har opfundet symaskinen, må have været en dygtig mand.« Hun lagde et pudebetræks to sider mod hinanden. »Han må have haft en god mor. Hans symaskine vil spare tusinder af timers arbejde for en mængde kvinder.«

»Lavede manden den bare sådan?« ville Pete vide.

»Han lavede den første for over tredive år siden, men jeg tænker, han havde en masse besvær med folk, som ville stjæle hans opfindelse.

Det er først nu, at folk ude på gårdene på landet er begyndt at få dem. Mandens navn er Elias Howe.«

Bickie lagde sig på alle fire og så, at fru Whitney fik maskinen til at gå ved at træde op og ned på en pedal af jern helt nede ved gulvet. Ingen ord kan beskrive, hvor imponeret han var over at se denne helt vidunderlige maskine. Han var helt sikker på, at han godt kunne stå der hele dagen og se fru Whitney sy uden at blive det allermindste træt. Pludselig så han ud ad vinduet og så, at solen var ved at forsvinde bag den lille lund på Kanes gård.

»Kom Tommie, vi må gå nu!« sagde Bickie, »vi kommer igen i morgen, gør vi ikke Tommie? Det er det mest interessante, jeg nogen sinde har set.«

»Kom I kun, når I har lyst!« Fru Whitney smilede, og en ny søm løb gennem maskinen. Pete stod der så fuldstændig tryllebunden, at han ikke en gang tilbød at følge drengene på vej.

Bickie tøvede endnu et øjeblik. Så tvang han sine øjne til ikke at se på symaskinen mere, og drengene gik hjemover.

»Hvor kan Pete dog sagtens! « sagde Tommie. »Tænk! Han kan se på den hele tiden.«

Først skyndte drengene sig, men derefter gik det langsommere.

»Ved du hvad, Tommie?« Bickie standsede midt på vejen. »Vores mor har også brug for sådan en symaskine. Hun behøver den endnu mere end fru Whitney.«

Tommie tænkte sig om et helt minut. »Ja, jeg tror også, hun trænger den endnu mere, for hun syr jo for de rige damer og må sy alle de fine små sting i hånden et efter et.

Bickie tænkte på, hvordan damer fra State Center kom til hans mor med det, de skulle have syet. Han kunne huske, den gang en rig dame fra Marshalltown havde bedt mor om at sy en brudekjole til hendes datter.

»Tror du, at en symaskine kunne reparere hullerne i vore overalls?« spurgte Tommie, medens de to drenge langsomt slentrede hjemad.

»Jo, det er jeg sikker på, den kan!« Men så kom Bickie til at huske på noget. »Hvor meget var det, Pete sagde, en symaskine kostede!«

»Jeg tror, han sagde 30 dollars«, sagde Tommie. »Hvorfor det?«

»Uha, det er en masse penge. Whitneys må være meget rige.« Bickie vidste godt, at man for 30 dollars kunne købe et par kvier eller en hest eller en halv snes temmelig store svin.

Alligevel var hans hoved fuldt af denne fantastiske ide. »Tommie«, sagde han alvorligt, »vi burde se at få en sådan en til vores mor. Vi ved, at en bedre mor findes ikke, og hun er også kønnere end fru Whitney.«

Bickie vidste, at der ikke var penge til tøj. Det var alt det, der kunne blive penge til mad. Hver morgen, når de havde andagt, mindede moderen dem om, at de skulle takke Gud for deres hyggelige, lille hjem og for alt det gode, de havde.

Mange af disse »goder« bestod af brugt tøj, som damer fra deres menighed bragte, og hvoraf noget var laset og mølædt og lugtede muggent. Nu i vinter havde de også kartofler, ja endogså æbler fra det gamle, knudrede træ bag ved laden.

Mor lagde selvfølgelig også vægt på, at det var en velsignelse at være sammen - - alle sammen i det lille hus med den gule slyngrose over verandaen og ovenpå de to små vinduer, der sad tæt sammen som et par øjne, der blinkede skælmsk. Ja, familien Ross havde meget at sige tak for! Bickie vidste dog nu, at han aldrig ville blive rigtig tilfreds, før han så sin mor sidde foran en symaskine med et tilfreds smil på ansigtet, ligesom han havde set fru Whitney gøre det den eftermiddag.

»Skynd jer drenge!« Mor stod i døren. »Fortæl mig så det hele. Var det spændende? Forstår hun allerede at bruge den?«

Bickie og Tommie startede en så glødende beskrivelse af den nye maskine, at det næsten ikke var muligt for deres moder at standse dem tidsnok til, at de kunne nå at hente brændsel til at fyre i komfuret med næste morgen.

»Jeg må hellere selv gå hen for at se den«, sagde mor til slut, »den må være helt vidunderlig!«

De fik æblekompot og friskbagt brød til aftensmaden, og Bickie var så sulten, at symaskinen i Petes hjem var glemt, indtil opvasken var færdig, og mor satte sig ned ved køkkenbordet, trak petroleumslampen nærmere og igen tog fat på at lappe tøj fra den store kurv.

På bordet lå der et sammenlagt stykke tyndt, mørkeblåt stof med små hvide stjerner. Bickie rørte ved det og løftede det op for at mærke, hvor tungt det var.

»Hvad skal det være til?« Det lignede ikke noget af det, hans og Tommies skjorter var syet af. »Det er så smukt med de små, hvide stjerner.«

Mor smilede. »Det er til min nye søndagskjole til sommer. Lige så snart jeg får en del af disse reparationer til side, skal jeg sy den.«

Bickie så på den store kurv med lappetøj. Han sukkede: »Jeg tror, det vil vare længe endnu.«

»Ja, det vil det.« Mor sukkede også og begyndte at sy igen.

Hun syede meget hurtigt. Nålen for ind og ud, og hendes fingerbøl glimtede mellem folderne i stoffet. Ja, mor kunne vel nok sy hurtigt; men så, så Bickie et billede for sig. Han så fru Whitney sidde ved sin nye symaskine. Han så det glade udtryk i hendes ansigt, medens hun trådte pedalen op og ned, op og ned. Han tænkte også på noget andet! Den eneste anden søndagskjole, mor havde, var en tyk ulden en. Den blev hun nødt til at bruge, indtil hun kunne få syet den nye tynde.

To gange åbnede Bickie munden for at fortælle om den mægtige ide, han havde fået på vejen hjem fra Whitney' s, men begge gange standsede han i rette øjeblik. Det ville være synd at tale til mor om at få en af disse symaskiner, for det var jo en umulighed. 30 dollars! Bickie kendte ingen drenge, der havde så mange penge. Efter at Bickie og Tommie var kommet i seng den aften, lå de længe og talte om det.

Tommie sagde: »Vi kan slet ikke få en sådan en til mor, for vi har ingen far til at hjælpe os, og vi er heller ikke store nok til at tjene penge.«

»Så små er vi nu heller ikke!« Bickie strakte sig, så meget han kunne, og spændte armmusklerne. »Jeg er allerede ti, snart elleve, og du er otte. Det er slet ikke så lidt.«

»O. K., så er vi ikke små! Hvad skal vi gøre?«

Bickie svarede ikke. Længe lå han og tænkte! Imens blev Tommie træt af at vente, lagde sig om på den anden side og faldt i søvn. Men Bickie blev ved med at tænke. Tænk, om han kunne finde noget, der var meget værdifuldt - måske en ring - eller en pung - eller måske en skjult skat, som han havde læst om i historiebøgerne! Så ville han sælge den eller få en stor dusør og så få en symaskine til mor! Det værste var, at Bickie aldrig havde hørt om nogen i State Center, som havde tabt noget værdifuldt. Desuden sagde mor, at hun nok en skønne dag brækkede nakken, når hun hængte vasketøj op, for netop på det sted gravede drengene efter »skatten«, som de endnu ikke havde fundet.

Jo mere Bickie spekulerede, desto mere håbløst syntes det. Men opgive sin drøm ville han dog ikke. Der måtte findes en udvej. Han havde bare ikke fundet den endnu. Næste uge sluttede skolen, og så ville han bestemt kunne finde et eller andet, hvor han kunne tjene penge, men 30 dollars var en forfærdelig bunke!

Den nat drømte han, at mor sad foran en fin, ny symaskine og syede hvide stjerner på hans store broder Johns, hans egen og Tommies overalls. Han vågnede ikke, før John ruskede i ham og råbte, at nu skulle de spise morgenmad.

Den sidste uge i skolen fløj af sted, og nu var sidste dag forbi. Bickie løb hjem og smed sine bøger på køkkenbordet.

»Åh! Jeg er så glad!« Han slængte sin hue op på en knage på væggen. »Nu kan vi hver dag gå ud at bade og fiske.«

Mor så op fra sit sytøj. Hun var begyndt på den nye, blå kjole. »Men Bickie, du kan da ikke bruge hele din ferie til at fiske og svømme.«

Hun så træt ud, og det gav et sæt i ham, da han så den store bunke strygetøj, der lå stænket og rullet sammen i små bunker på strygebrættet.

»Du kan måske få en plads i ferien. Du er ved at være en stor dreng nu. Du kunne måskeplukke bær. I skoven er der masser af stikkelsbær. Eller du kunne luge og skuffe i nogle haver.« Mor sagde ikke, at han burde tjene nogle penge for at hjælpe hende med at købe mad og tøj. Det behøvede hun ikke. Det vidste Bickie godt! Og naturligvis havde mor heller ingen anelse om den drøm, han gik med - om symaskinen. Den var dog i øjeblikket langt borte og udvisket, men den var der - helt bag ved i hans lille, travle hoved.

Bickie borede sin bare tå ned i det flettede tæppe. »Bliver der ikke også lidt tid til at lege, mor? Jeg får også nok tid til at fiske og svømme, og jeg ved også, hvordan man laver en fælde til at fange præriehøns, og dem kan jeg sælge, og så ...«

Mor så bekymret på ham, og han vidste hvorfor! Til trods for alle hans gode og lyse drømme om at blive stor og købe en symaskine til mor og om at tjene penge og hjælpe hende, var det, som om Bickie altid kom ind i gale streger. Mor vidste det ikke - men lige nu var han midt i en. Han havde lovet at træffe Pete ved en høstak nede på hr. Kanes eng. Der havde drengene fundet en majskniv. Det var den skarpeste kniv, de nogensinde havde leget med.

Bickie gik ikke ud at fiske eller svømme den dag og heller ikke den næste. Ja, en hel uge gik, og han havde stadig ikke gjort det, og det lagde mor mærke til! »Bickie, jeg troede, du skulle tiske og svømme og arbejde og lave en hel masse i din ferie. Nu er der gået en hel uge, og du hænger her omkring huset det meste af dagen. Hvad er der i vejen? Du bryder dig ikke engang om at gå til købmanden for mig.«

Hun gik hen til ham og tog ham på skulderen. »Er der noget, du er bange for? Har du nu igen rodet dig ind i noget, jeg ikke ved om?« Hun ruskede ham lidt. »Fortæl mig det nu lige med det samme! «

Bickie bøjede hovedet og sagde med en lille, spag stemme: »Der er nogle af drengene, som har lovet mig klø!«

Mors greb på hans skulder blev fastere. »Nå, kom så med det, Bickie. Der må jo være en grund. Hvad har du gjort?«

Bickies ansigt viste både skam og sorg, da han fortalte mor om, hvordan han og Pete havde leget med majskniven og derefter stukket den i høstakken så langt nede, at en af kvierne var tørnet lige mod den og blevet så hårdt såret, at den døde.

»Nu vil Kane ikke lade nogen af os bade mere i dammen nede på hans eng.« Bickies stemme var blevet til en skarp klynken, og havde det ikke været, fordi han nu var en stor 10-års dreng, ville han have grædt. Selvfølgelig kunne en knægt på den alder, næsten en mand, ikke være bekendt at græde! »Og nu lægger drengene skylden for, at de ikke mere kan bade, på Pete og mig!«

»Men Bickie dog!« Mors stemme var streng. »Dette er alvorligt! Hr. Kane vil forvente, at Petes forældre sammen med mig betaler for kvien. Jeg tænker den er 10 eller 15 dollars værd.«

Bickie vidste, at den var 15 dollars værd, for det havde Hr. Kane fortalt ham og Pete på en temmelig højrøstet måde, sidste gang de så ham. Bickie vidste også, at mor ingen penge havde til at betale for en død kvie.

»Tror du, at hr. Kane vil lade Pete og mig sætte fast? Mon vi også skal i fængsel?«

»Nej, det tror jeg ikke. Hvad kunne det også hjælpe?« Mor holdt stadig fast i Bickies skulder. »Det vil koste ham flere penge at anlægge sag, end han vil få ud af det, men gør det sagen bedre? Vi bliver nødt til at betale for kvien. Det er det eneste rigtige.«

Bickie var enig med mor i alt, hun havde sagt. Men på en eller anden måde, skønt mor var både bedrøvet og vred over, hvad han havde gjort, følte han bedre nu, de havde talt sammen om det. Nu da hun vidste alt om kvien, bestemte han sig til at fortælle hende om Petes hund.

»Hr. Kane sendte bud efter Doug Becker, for at han skulle skyde Petes hund - og han gjorde det også.« Bickie trak sig væk fra mors hånd og satte sig på kanten af bordet, mens mor fandt kartoflerne frem og begyndte at skrælle dem til aftensmaden. »Peter hund var så god! Den væmmelige, gamle Doug Becker! Han får tre dollars for hver eneste hund, han skyder.« Bickie følte, at han blev mere og mere gal i hovedet. »Doug Becker flår hundene, og hans kone syr luffer af huden - og dem sælger han. Han bruger dem også selv - jeg så det.«

»Men Bickie, Petes hund må jo have gjort noget galt, eftersom Kane sendte bud efter hundefangeren.«

»Den gjorde ikke noget galt, mor! Den løb bare rundt med disse store, glubske hunde fra den anden side af floden. Disse store hunde har dræbt hr. Kanes får. Petes hund havde ikke spor med det at gøre.«

»Nå sådan!« Mor så på Bickie, som om hun grundede over noget. »Sådan en sød, lille hund, der var kommet i dårligt selskab. Jeg tror ikke, den ville have løbet sammen med dem, hvis den havde vidst, at den ville blive skudt for det.«

»Bickie«, sagde mor, mens hun satte kartoflerne over ilden, »du må finde arbejde, så du kan betale for den døde kvie. Din andel bliver temmelig stor, over syv og en halv dollars. Det er ikke rigtigt, at Kane skal have det tab, når I drenge er skyld i det.«

Bickie tav. Det syntes hårdt at skulle arbejde for at kunne betale en død kvie, når det, han ønskede, var at tjene penge til en dejlig symaskine til mor. Men trods alt følte han meget bedre, da han den aften gik i seng. Han bestemte sig til, at det første, han ville gøre den næste morgen, var at gå over til hr. Kane for at fortælle ham, at han ville arbejde for at betale kvien.