Kapitel 9.

 

John svarede ikke Hake. Han skulede efter den gamle gårdejer, da denne kørte ud af gården og ned ad vejen. Så gik han tilbage mod kornmagasin huset, hvor mor iagttog ham fra køkkenvinduet.

»Åh, John, « sagde hun, da han kom ind. »Jeg håber ikke, at du gjorde ham vred. «

»Jeg talte ikke til ham, gjorde jeg vel, Bickie?« John tog sin hue af og satte sig ved morgenbordet.

»John gav ham blot pengene, og han talte dem og talte dem, « fortalte Bickie mor. »Men han sagde ikke noget, og det gjorde John heller ikke. «

Bickie og Tommie slugte deres grød og skyndte sig af sted til skole. De havde nu forsømt skolen i fire dage. Sidste uge begyndte man at øve på programmet til Taksigelsesdagen. Bickie vidste, at de måtte være gået glip af mange vigtige ting. Men der skete noget særligt den dag. Soldaten Rudolph kom på et nyt besøg. Han kom ind på legepladsen i det sidste frikvarter.

»Er I sikre på, at I ikke ved noget om det hus?« spurgte han dem, da de løb ham i møde. »Husker I, at jeg spurgte jer om et hus. Det havde en slyngrose - en gul slyngrose ...«

Da var det, ligesom noget gik op for Bickie. Han så på Tommie i forbløffelse. »Åh - nå-e - Tommie. Huset, som brændte. - Det havde en gul slyngrose og to små vinduer - grønne.«

Han vendte sig mod Rudolph. »Måske er det netop det hus, vi boede i, du søger efter. Huset er helt brændt ned nu, men det så ud ligesom det, du taler om. Det tænkte jeg slet ikke på, da du spurgte os forleden.«

Så tog Rudolph Bickie ved hånden og trak ham tæt ind til sig. »Jeg tror bestemt, at det netop er huset, jeg søger. Som du siger, er alt naturligvis brændt ned nu, men jeg vil gerne se stedet, hvor det lå. Fortæl din mor, at jeg kommer i morgen aften og vil tale med hende om det.«

»Ja, hr.,« sagde Bickie og så op på soldaten.

»Jeg er feltpræst,« forklarede Rudolph drengene. »Jeg var ved Illinois toogfyrretyvende regiment. Ved I, hvad en feltpræst er?«

Ingen af drengene vidste det.

»En feltpræst er en slags prædikant eller præst, som drager ud sammen med hæren. Han holder gudstjenester for soldaterne. Hvis de er syge, besøger han dem. Han læser Bibelen for dem, som har tid til at lytte, og mange gange fortæller soldaterne ham om deres vanskeligheder og deres hemmeligheder.«

Skoleklokken ringede, og drengene skyndte sig ind i klassen. Bickie tænkte på, hvad Rudolph havde sagt.

Da Rossdrengene kom hjem den aften, var de meget opstemte. »Mor, mor!« Bickie stormede ind i køkkenet foran Tommie. »Vor soldat er kommet - han som skød gåsen for os. Han kommer og taler med dig i morgen aften.«

»Det er fint, « sagde hun.

»Han ønsker at tale med dig om vort hus, som brændte,« tilføjede Tomrnie.

»Hvad er det ...?« spurgte John, men han blev afbrudt af en lyd af tunge skridt uden for døren. Der lød en hård banken på døren. Mor lukkede op. Udenfor stod Hake Collins.

Da han kom ind, rakte mor ham en stol og bad ham sætte sig ved komfuret, da det var en kold dag.

Bickie og Tommie sad i soveværelsesdøren med tordenægget mellem sig, og de lyttede, medens Hake Collins fortalte mor og John, at de måtte give ham mere sikkerhed, da majsen kun havde indbragt så få penge.

»Men vi har ikke noget, som er meget værd,« forklarede mor ham. Efter branden gav folk os de ting, vi har. Se Dem omkring, om De tror, der skulle være noget, der er værdifuldt nok at tage som sikkerhed.«

Hakes øjne undersøgte værelset. Længe sad han og så på komfuret. »Et rigtig godt komfur,« bemærkede han.

»Det tilhører Red-Hog Smith,« fortalte mor ham. »Han lånte os det.«

Bickie så Johns hånd knytte sig til en hård næve.

»Husk,« sagde han, og hans stemme var hård og barsk, »vor majshøst, vore bygninger og gården er pantsat hos Dem, men os selv, og de senge, vi sover i, bordet, vi spiser ved, og stolene, vi sidder på, dem har De ingen pant i, og der er ikke noget dokument, som siger det.«

»Du behøver ikke at blive så opblæst, John.« Hake så ned ad sin spidse næse, ligesom en jæger ser ned ad sit bøsseløb.»Jeg har været god mod jer. Alt, hvad jeg ønsker, er at sikre min ret.«

Så lagde han mærke til stenen mellem drengene. Han bøjede sig forover og stirrede på den.

De klappede og strøg den, som de så ofte gjorde, når de drømte om den dag, da de ville have penge nok til at tage tordenægget med ind til Marshalltown for at få det poleret.

»Hvad er det for en sten, I drenge har?« spurgte han, idet han rejste sig og kom over og knælede ned ved siden af stenen.

»Det er et tordenæg,« peb Tommie med en skingrende og ophidset stemme. »Vi vil tage det med ind til Marshalltown for at få det skåret igennem og poleret. Det er mage til Red-Hog Smiths tordenæg.«

Hake tog stenen op og så på den. »Et tordenæg, hm?« Han flyttede stenens vægt fra den ene hånd til den anden. »Jeg har set Red-Hogs tordenæg, det er også rigtig smukt.«

Han drejede stenen rundt og undersøgte den fra alle sider. Bickie følte en mærkelig frygt komme op i brystet. Han rakte hånden ud efter stenen, men Hake gik tilbage. »Det koster penge at få stenen skåret igennem og poleret,« lo han med en spinkel, sprukken latter. »Jeg kan regne ud, at der vil gå lang tid, før I drenge har penge nok, så I kan få det gjort, hæ.«

»Den kan holde sig.« Bickie holdt stadig hånden ud efter stenen. »Den vil ikke gå til. Selv om vi skal vente, til vi bliver voksne, så vil vi vente, ikke også, Tommie?«

»Nej, jeg vil ikke give jer den.« Hake så på de to drenge. »Jeg skal sige jer, hvad jeg vil gøre. Jeg vil simpelthen tage denne sten. Jeg ved, hvorledes den kom fra Californien. Den kan være smuk indvendig ligesom Red-Hog Smiths sten, eller måske er den det ikke.« Han lo igen. »Jeg tager den bare som - en - slags rente. Den er naturligvis ikke meget værd, men jeg holder af smukke ting.«

Bickies hjerte hoppede op i halsen. »Nej, nej.« Han prøvede på at tage tordenægget fra Hake, men den gamle landmand grinede stadig sin sprukne latter og balancerede stenen på den ene hånd, medens han trak sin pelsfrakke på med den anden.

»Det er kun en sten, Bickie,« sagde John med lav stemme. »Hvis Hake er sunket så dybt, at han endog berøver børn deres legetøj, så tror jeg ikke, at der er noget at gøre ved det.«

Mor ville til at sige noget, men John fik hende til at tie ved et tegn med hånden, og uden et ord mere gik Hake Collins ud i novemberaftenen med tordenægget.

»Skynd jer nu drenge at få jeres pligter gjort. Se, det er allerede mørkt,« sagde mor. »Vær ikke ked af det med stenen. Næste sommer kan I grave en hel masse op. Jeg er sikker på, at der er mange flere lige så gode som denne her.«

»Men ikke fra Californien, mor. Ikke fra Californien. Ikke et tordenæg.« Bickies stemme steg til et hyl. Han var lige ved at græde.

Han greb kolbekurvene og den gamle balje, som de brugte til kolber, og gik ud til laden med Tommie i hælene.

»Lad os ikke så meget som tænke på den onde gamle Hake,« sagde Tommie med rystende stemme. »Lad os tænke på, at Rudolph kommer i morgen aften.«

»Jeg tænker på, hvorfor han mon ønsker at tale med os om vort brændte hus.« Bickie tørrede tårerne, som han ikke kunne holde tilbage, bort fra øjne og næse med vanten.

»Jeg har det.« Lad os fortælle ham om tordenægget. Måske kan han hjælpe os at få det tilbage. Jeg tror, Rudolph kunne forskrække Hake - han er soldat, ved du.«

Da middagen var overstået og drengene puttet i seng, kunne Bickie ikke sove. Han blev ved med at tænke på Hake og tordenægget. Nu ville Hake bringe stenen til Marshalltown og få den poleret, og de ville aldrig komme til at se den skønne stens indre. Desto mere han tænkte på den, jo tungere blev han om hjertet. Til slut satte han sig op i sengen for at falde lidt til ro.

Han tænkte på, hvor længe det var siden, de fandt stenen. Det måtte mindst være fem måneder siden, de gravede den ud fra kældergulvet. Det var bare en sten - bare en sten, men det var ikke gået op for Bickie, hvor meget den betød for ham før nu, da Hake Collins var gået med den.