Kapitel 8.

 

Bickie så ned på det færdige billede på pulten. Han var lige ved at strække foden tværs over gangen for at puffe til Petes sko, da han blev klar over, at frk. Kitty stod lige bag ham. Så følte han et par stærke fingre gribe fat i hans arm. Hun kneb ham så hårdt, at Bickie var sikker på, at et stykke kød ville blive trukket lige ud af hans arm, men til sidst slap lærerinden sit tag.

Tårerne sved i Bickies øjne, men han ville ikke græde. Ikke en lyd kom over hans læber. Han holdt på armen, for det smertede mere, end han kunne sige. Han skubbede billedet ind under pulten og lagde hovedet på hænderne.

Han blev vækket af sin sorg ved et puf på foden, og Pete sendte en lap papir tværs over mellemrummet mellem pultene.

»Vær ikke ked af det. Jeg ved, hvordan man ordner hende.«

Det var underskrevet »P-E-T-E. «

Så var det tid at gå hjem. De fik besked på at lægge bøgerne væk og marchere ud. Bickie tog den forhadte sorte frakke på og ventede, til defleste af børnene var gået, så gik han hjem med Tommie og Whitneydrengene.

Deres samtale drejede sig om soldaten, som var kommet tilbage den dag.

»Mor siger, at han er en god mand,« sagde Tommie. »Hun siger, at han har venlige øjne. «

»Jeg tænker på, hvorfor han mon ønsker at se huset, hvor hans ven har boet. Når soldaten allerede er faldet i krigen, hvorfor ønsker han så at se hans hus?« Nels stillede spørgsmålet til de andre drenge.

»Måske ønsker han at købe huset« sagde Bickie.

»Jeg tror ikke, at han har penge til at købe hus,« svarede Pete. »Hans tøj er luvslidt og tyndt, og han ser sulten ud.«

»Men han ser ren ud.« Bickie forsvarede Rudolph. »Selv om hans tøj er laset, så er det rent. Mor siger, at man altid kan kende en gentleman, selv om hans skjorter er lasede.«

»Vi vil spørge ham mere ud om huset, når han kommer tilbage igen. Jeg vil vædde på, at vi kan finde det. Er det ikke løjerligt, at hans ven ikke fortalte ham, hvor han skulle søge efter det?« spurgte Nels.

De nåede op til porten til Ross' s gård. Bickie og Tommie gik baglæns ind, medens de svingede med deres madkasser, vinkede og råbte til Pete og Nels, som fortsatte til deres hjem, der lå længere op ad vejen.

Drengene standsede blot et minut på trappen. De snusede. Vellugten fra den stegte gås kom dem i møde, da de skubbede døren op ind til køkkenet.

Bordet var dækket. Mor havde lagt sin bedste dug på, og der var brød, som hun havde bagt dagen før og en krukke med marmelade af vilde jordbær. I komfurets varmeovn stod et stort fad parat til den stegte gås. Den liflige duft, som fyldte det lille hus, gjorde Bickie lidt svimmel. Mors ansigt strålede af ømhed, da hun kom ind, og begge drengene slog armene om hende.

»Er gåsen færdig?«
»Lavede du fyld?«
»Er det løg, jeg lugter?«

Mor lo, og hendes sorte øjne funklede. »Skynd jer nu,« sagde hun. Få brændet og majskolberne ind, inden det bliver mørkt. Se at få jeres pligter udført, og når John så kommer ind, vil vi alle være færdige til at spise.«

Aldrig før var pligterne blevet udført med større munterhed eller med større fart. John kom ind fra laden, og familien samledes rundt om bordet med hovederne bøjet i ærbødighed, medens mor bad bordbøn.

Gåsen var pragtfuld. Fra et eller andet ukendt sted havde mor samlet sammen til et fint fyld. Der var også et fad med brunede kartofler, og bagte æbler blev taget ud af varmeovnen. En kande mælk fra det kolde skab i skuret gjorde måltidet fuldkomment.

»Hvor fik du kartoflerne fra?« spurgte John, medens han øste op på tallerkenen.

»Red-Hog Smith kom forbi og satte en sæk af til os,« sagde mor.

»Hvorfor mon han gjorde det?« tænkte John.

»Han sagde, at en eller anden i State Center gav ham 50 cent og bad ham sætte en sæk af hans bedste kartofler hos os. Hvem tror du, det kan være, John?«

John rynkede sin pande så meget, han kunne samtidig med, at han tog mægtigt for sig af gåsen. »Jeg kan ikke tænke mig, hvem det kunne være,« sagde han.

»Der er så mange venlige folk i verden.« Mor så rundt på de tre drenge med smilende øjne. »Næste år har vi vore egne kartofler.«

»Ja, jeg ville ønske, at vi kunne spare denne sæk til læggekartofler.« John skar en grimasse. »Jeg har aldrig før smagt så gode kartofler.«

De vidste alle sammen, hvorfor der ikke havde været et stykke med kartofler sidste år. Det var på grund af fars sygdom, og alle pengene blev brugt til medicin, læge og begravelsen. De var dog så heldige, som John sagde, at få majssåkorn og at få de 8 hektar sået til. De var færdige til høst nu. I virkeligheden skulle majsen have været høstet før oktobersnestormen, men den var så godt som forbi nu. John ville begynde at høste i morgen. Bickie tænkte på alle disse ting, medens han sindigt fyldte sig med den stegte gås.

Så blev han klar over, at mor talte igen. Bickies tanker vendte tilbage til bordet og den gode middag.

»Red-Hog sagde, at han aldrig før havde set den mand, som gav ham de 50 cent til kartofler.«

Lige på en gang huskede Bickie det udtryk i Rudolphs øjne, da han spurgte ham om den sorte frakke. Han var næsten helt sikker på, at det var Rudolph, som havde sendt kartoflerne. Men han sagde ikke noget til mor.

Næste morgen, medens Bickie og Tommie klædte sig på, hørte de en uvenlig stemme i køkkenet. Bickie kiggede gennem den åbne dør. Det var Hake Collins.

»Jeg ser, at jeres majs er færdig til høst.« Hake talte til mor og John. »Nu har jeg til hensigt at forsvare min ret. Jeg sætter fire mænd i arbejde på jeres mark først i næste uge, og deres løn vil blive taget fra de penge, majsen giver, når den er solgt.«

»De behøver ikke at gøre det, hr. Collins.« John talte roligt. »Jeg skal høste og sælge majsen, og hele det beløb, som den indbringer, vil blive betalt til Dem.«

»Jeg stoler ikke på dig, John.« Hake tyggede drøv på sin skrå. »Jeg har været forfærdelig god mod jer, og så lod I huset brænde ned. Jeg stoler ikke på jer med den majs.«

»Men hr. Collins, lønnen til fire mænd for at høste den majs vil blive mere end 50 dollars.«

»Regn det, som De vil, fru Ross.« Hake spyttede en mundfuld tobakssovs ud på gulvet. »Men som jeg sagde, har jeg været forfærdelig god mod jer, og jeg må forsvare min ret.«

Den gamle gårdejer vendte sig og gik ud i den sne fyldte morgenluft. John og mor så på hinanden.

»Halvtreds dollars, John. Vi kan ikke tillade ham det.« Mor var rød i ansigtet, og hendes øjne funklede.

»Vi gør det heller ikke.« John satte sig til bordet, hvor mor allerede havde fyldt skålene med grød. »Vi vil selv høste det - det vil vi. Om vi så skal hænge en lygte på vognens sæde, skal vi få majsen ind.«

»Bick og Tom, « John vendte sig til drengene,: I fyre kan ikke gå i skole i dag eller i det hele taget, før majsen er høstet. Hører I?«

»Jeg vil også hjælpe,« sagde mor. Vi vil alle arbejde sammen, og vi vil arbejde så hårdt og hurtigt, som vi kan. Vi vil narre Hake denne gang.«

Så snart morgenmaden var spist, gik de alle ud i majsmarken. Tommie gjorde et stort nummer ud af at køre hestene, selv om de var godt oplærte til at standse og sætte i gang, når der blev talt til dem, og de var vant til at være med ved majshøsten.

Sammen med John og Bickie vred mor kolberne af og pillede majsen, efter den var brudt fri, hvorpå de kastede den op i vognen.

De arbejdede hårdt uden at sige noget. Al den styrke og energi de havde, blev brugt på arbejdet, som lå foran dem. Mor bragte mad og drikke, når det var spisetid. De fortsatte med at arbejde til solnedgang. Når de havde fyldt vognen, kørte John den ind på gårdspladsen og skovlede majsen ind i den bageste del af den store lade, hvor et rum blev brugt til kornmagasin, efter de havde taget det virkelige kornmagasin til beboelse.

Mor og John så meget bekymrede ud ved slutningen af den anden dag. De var ikke nær halvfærdige, og der var kun to dage tilbage før helligdagen. Ingen af Ross familien ville arbejde på den dag, end ikke for at beskytte sig mod Hake Collins.

Den tredje dag om morgenen kørte Red-Hog Smith ind i gården. »Jeg ser, I er ved at høste jeres majs,« sagde han. »Jeg vil give jer en hjælpende hånd i dag og i morgen, og så kan John hjælpe mig til gengæld et par dage, når jeg begynder på mine marker.«

De så på Red-Hog med vantro øjne. »Gud må have sendt dig, « sagde mor, og Bickie så tårer på hendes kinder.

Red-Hog var den bedste majshøster i landet. Nu var det ikke nogen sag. De ville blive færdige i tide.

Bickie traskede stadig med langs majsrækkerne, og han gjorde sit bedste for at følge med John og mor, medens Red-Hog kørte sin egen vogn langs den anden ende af marken.

Bickies sko, som havde været udslidt og tynde den første del af ugen, var nu fuldstændig ødelagt. De bare tæer, røde og forfrosne, stak ud af de lasede huller i skoene.

»Den dreng burde have et par nye sko,« bemærkede Red-Hog Smith til John, da de skovlede det sidste af majsen ind.

»Du ved, alle majspengene skal betales på Hake Collins pantebrev,« sagde John. »Hvordan kan vi så købe sko?«

»Se nu her, John,« sagde Red-Hog. »Der er lige majs nok på vognen til at betale for et par sko. Jeg vil selv tage mig af det. Det bliver ikke dig, og det bliver heller ikke din mor. «

John løftede Bickie op på Red-Hogs vogn, og de kørte ind til State Center, hvor majsen blev ombyttet med et par solide sko.

Bickies hjerte svulmede af stolthed, ikke alene på grund af de nye sko, men også fordi en fin, stor og stærk mand som Red-Hog Smith var gået med ham til skotøjsforretningen og havde kaldt ham »søn« og ladet ham prøve det ene par efter det andet, indtil de fandt de allerbedste. Det var næsten som at have en far.

Da Red-Hog kørte hjem, satte han Bickie af ved porten, og han løb ivrigt ind i huset for at fortælle mor om de nye sko og vise hende dem.

»Jeg er bange for, at det ikke er rigtigt,« sagde hun til John. »Naturligvis behøvede han skoene, men pantebrevet skulle betales med majsen. «

Så blev Johns ansigtsudtryk mørkt. »Mor, Hake Collins kender ikke forskel på blod og penge.« Han slog sin knyttede næve ned i bordet. »Jeg ønsker ikke, du skal tale til mig igen om dette - aldrig mere.« Og mor gjorde det heller ikke.

Kornet blev solgt, men det indbragte ikke helt ét hundrede dollars. Da Hake kom mandag morgen for at sætte sine mænd i arbejde i majsmarken, mødte John ham i porten med pengene i hånden. Vurderingsmanden fra State Center kom lørdag aften og betalte majsen i kontanter.

Bickie stod tæt op ad John. Han var stolt over, at han også havde hjulpet til med høsten og derved havde været med til at spare de ekstra halvtreds dollars.

Hake Collins talte pengene to gange. Så klatrede han op i vognen igen. Han lænede sig ud over siden med pisken i hånden og sagde: »Husk på, at der endnu er to hundrede og fire dollars og tre cent, som skal betales inden nytår, ellers bliver I sat ud.«