Mor fyrede godt op under kedlen, medens drengene sad ved bordet over deres grød og mælk. Bickie tænkte ikke mere på gåsen. Han tænkte på den sorte frakke.

Han vidste, at mor ikke på nogen måde kunne nå at sy ham en frakke eller skaffe ham en, før han skulle i skole i morgen, så hans mod sank længere og længere ned, helt ned i skoene. Mors gamle sorte frakke var skåret meget stor i ryggen for at gøre plads til en tournure. Til hende var den temmelig kort, men den ville være lang nok til Bickie - åh ja, den ville være lang nok.

»Vær ikke så ked af det, Bickie.« Mor kom over og stod ved hans stol. Hun klappede ham på hovedet. »Du skal kun have den på nogle få dage, og den vil holde dig varm.«

Hun tog drengen i sine arme og satte sig ned i en gyngestol ved komfuret. Bickie følte noget varmt og vådt på sit ansigt - en tåre? - Græd mor?

Så vidste Bickie, at han ville gå med den gamle sorte frakke med tournureryggen uden at klage, for mor elskede ham og prøvede at gøre det bedste for at skaffe ham en frakke. Når alt kom til alt, havde hun ikke regnet med, at han gav soldaten sin gamle blå frakke. Men nu var der gåsen at tænke på. Hans mund løb i vand ved tanken om, hvordan den stegte gås skulle smage efter skole i morgen. Han kunne se frem til det hele dagen igennem, lige meget hvor vanskeligt det ville blive for ham i skolen.

Da Bickie næste morgen gik over legepladsen iført den sorte frakke med tournureryg, var der flere udbrud af hånende latter, og et nyt navn blev opdigtet.

»Bedstemor Lucy! Bedstemor Lucy! « Børnene råbte i vanvittig lystighed og drilleri. »Bedstemor Lucy! Bedstemor Lucy! - Kære bedstemor Lucy.«

Bickie fæstede sine øjne lige frem på skolens trappe og gik op ad den uden at se til højre eller venstre. Han tog den forhadte frakke af og hængte den ved de andre i forhallen. Nu ville han blive kaldt »Bedstemor Lucy« hele tiden. Det var værre end »Soldat« eller selv »General Storsnudet.« Disse navne var i det mindste beregnet for mænd. Overvældet af ydmygelse gik han til sin pult.

Da stavetimen begyndte, stod Bickie ved siden af Pete Whitney, som havde sin sædvanlige plads bag i klassen. Det første ord, de skulle stave, var »owl«, og den ene efter den anden stavede forkert, selv Bickie.

»Nu, Pete,« sagde lærerinden venligt. »Her er et ord, hele klassen har stavet forkert. Du ved, hvordan det skal staves. Jeg indøvede det med dig i går, og du stavede det rigtigt for mig ti gange, så stav nu til »owl«.«

Petes øjne lyste op med utæmmet glæde, »0-U-L« stavede han højt. »Hurra, jeg fik det rigtigt.«

»Han begyndte at gå op foran klassen, men frk. Kitty mødte ham på halvvejen og lagde en fast hånd på hans skulder og gav ham et stød og ruskede ham. »Du lille dumrian,« råbte hun. »Du stavede forkert. Gå tilbage, hvor du hører til.«

Bickie krympede sig af skam over sin vens fejltagelse, men han fik kun kort tid til at føle medlidenhed med Pete.

»Stav »deuce«!« råbte lærerinden til ham. Knægten stod forstenet.

»Stav »deuce«.« Frk. Kitty kom et skridt nærmere.

Bickie kunne stadig ikke samle sine tanker, og han kunne slet ikke forestille sig, hvordan man stavede til »deuce«.

Lærerinden kom endnu et skridt nærmere og løftede hånden. Bickie undgik behændigt slaget ved at kaste sig voldsomt til venstre. Rækken af drenge faldt omkuld ligesom en række dominobrikker sat på kant.

»Bicknall Haverhill Ross,« kaldte lærerinden gennem forvirringens larm. »Du kan blive inde i frikvarteret. Jeg må tale alvorligt med dig. Timen er forbi.«

Bickie sad hele frikvarteret og følte sig meget forurettet. Han ville tage hævn over frk. Kitty. Han og Pete ville udtænke en god måde at tage hævn på. Men frk. Kittys pludselige vrede var kølnet af, og hun brugte frikvarteret til at skrive et brev. Da klokken ringede som afslutning på frikvarteret, og de andre børn marcherede ind, hviskede Pete til Bickie: »Spiste I gåsen?«

Så kom Bickie i tanker om gåsestegen, som ventede dem, når de kom hjem i aften. Hvordan kunne han dog glemme den? Han så, at Tommie rystede under sin lasede trøje. Tommie fik ikke nok at spise - ikke nær nok. Gåsen skulle smage godt.

Ved middagstid så drengene soldaten Rudolph komme op imod skolen.

»Det er vores soldat,« råbte Bickie, og de fire drenge løb for at møde ham.

»Hvordan var gåsen.« Han smilede, da han så ned på dem. Han havde den blå soldaterfrakke på, og den klædte ham.

»Vi har ikke spist den endnu,« fortalte Bickie ham. »Vi skal have den til middag i aften.«

Soldaten så undersøgende på den sorte frakke, Bickie havde på. »Er det din anden frakke, dreng?« spurgte han med sin dybe stemme.

»Det er en af dem,« tilstod Bickie. På en eller anden måde vidste han, at Rudolph forstod alt om den gamle blå frakke og også om denne sorte med tournureryg. Han så lige ind i soldatens smilende øjne uden at føle sig skamfuld eller forlegen.

»Har I drenge nogen sinde set et hus med en slyngrose over hoveddøren og to små grønne vinduer i gavlen?« Manden stillede spørgsmålet uden at se bort og med det samme varme smil på ansigtet.

»Min bedstemor havde et hus med en slyngrose over hoveddøren,« sagde Nels. »Det var endda en rød slyngrose, men hun bor der ikke mere. Hun bor hos os.«

»Har huset to små vinduer oppe i gavlen?« spurgte manden.

»Det tror jeg ikke.« Nels kløede sig i nakken. »Skal huset have små grønne vinduer?«

»Det hus, jeg søger, skal have to små grønne vinduer oppe i gavlen, « sagde Rudolph.

»Hvorfor vil du gerne finde det?« spurgte Bickie. »Ønsker du at bo der?«

»Nej,« sagde han, og der kom et bedrøvet udtryk i hans øjne. »Nej, en af mine soldatervenner boede der, men han blev dræbt i krigen. Han fortalte mig om sit hus, og jeg ønsker at se det.«

Drengene så på hinanden. De syntes om Rudolph. Han havde skudt gåsen for dem, og han talte venligt til dem, som om de var voksne mænd. De ville med glæde hjælpe ham at finde huset med slyngrosen over hoveddøren, men nu var det vinter, og ingen af dem kunne huske hvilke huse, der havde slyngroser, før foråret kom, og roserne igen blomstrede.

Den gennemtrængende lyd af skoleklokken kaldte dem alle tilbage til skolens dør. Bickie vendte sig om i døren for at vinke til Rudolph. Han stod stadig på legepladsen med den sorte, bløde hat i hånden. Nu løftede han den, og med en elegant bevægelse svingede han den gamle hat lavt over skolegården og derefter højt over hovedet.

»Måske venter han på os, til det bliver frikvarter igen,« hviskede Pete til Bickie, men da frikvarteret kom, var der ingen soldat at se omkring Fergusonskolen.

Klokken var nu snart fire, og Bickie begyndte at tænke mere og mere på gåsen. Hvor nær mon de skulle komme hjemmets dør, før de kunne lugte gåsen? Mon mor havde fået et løg og måske nogle få kartofler til at stege sammen med den? Mon hun havde fyldt den med noget?

Bickie sad ved sin pult og tænkte så meget på gåsen, at han helt glemte, hvor han var. Hans tanker gik til fjerne steder, hvor stegt gås og kartoffelmos og græskarpie og anden overdådighed fandtes overalt.

En skarp stemme fra katederet vækkede ham af drømmen.

»Bicknall luk din bog op. Hold op med at drømme og tag fat på arbejdet, eller jeg må bede dig komme her op foran.«

Bickie skyndte sig at få Steeles biologi taget frem. Han ville undgå enhver mulighed for at blive kaldt op foran. Der skulle han nemlig stå i et hjørne med ansigtet mod væggen og en bog i hånden. Hvis han så meget som bevægede en fod eller en hånd, ville der falde et sviende slag på øret. Han bøjede sig over Steeles biologi, besluttet på at ville lære lektien.

Det farvelagte billede i begyndelsen af kapitlet fangede Bickies interesse. Der var skrevet noget under det. Han stavede ordet. Der stod »fordøjelseskanalen«. Bickie havde ingen ide om, hvilken slags kanal det kunne være, men det var tydeligt, at det var et billede af et menneskeligt væsen. Han vidste, at de ting, som var trykt i farver på billedet, var det indre af mennesket - dets mave, tarme, lunger, lever og hjerne. Han tænkte på, om frk. Kitty så sådan ud indvendig. Højst sandsynlig gjorde hun det. Han fik en lys ide og tog et stykke tegnepapir fra pulten.

Med omhu og betydelig dygtighed kopierede han figuren fra bogen, men han gav den karaktertræk - et rigtigt hoved, og håret sat op i en knude. Så tegnede han lungerne, leveren, maven, tarmene og alle de andre kulørte ting ind i billedet, og han gjorde sig umage med at komme forbilledet så nær som muligt. Det tog lang tid. Han følte sig stolt af tegningen, da den var færdig. Han ville vise den til Tommie, Pete og Nels. Øverst på arket skrev han med store bogstaver »FRK. KITTY«.