Kapitel 6.

 

Den næste morgen tog Bickie og Pete geværerne med og gemte dem i ukrudtsmarken. Efter skoletid, da de andre børn og læreren havde forladt skolen, hentede de dem, og de fire drenge gik på jagt. Bøsserne var ladet med kugler, beregnet til kaniner.

Der gik ikke mange minutter, før de jagede en kanin op i en tilstødende mark.

»Nu, ret dine øjne på kaninen og luk dem, når du skyder,« advarede Bickie Pete, idet han selv lagde bøssen til skulderen. Kaninen havde fundet et midlertidigt skjulested i en lille fordybning nogle få meter borte.

Bickie løftede sit gevær og trak i aftrækkeren. Til trods for de lukkede øjne brændte flammen hans ansigt, så det gjorde ondt. Han kunne nogle få sekunder ikke se noget. Bagslaget fra det tunge gevær, skønt det var ladet med lette kugler, slog Bickie i brystet, som om det var en rambuk. Pete blev væltet omkuld af bagslaget fra sit gevær. Da drengene igen kom til sig selv, var kaninen forsvundet.

»Bedre held næste gang,« lød en dyb stemmelige bag dem. »Her, lad mig hjælpe jer med at lade bøsserne.« Med overraskelse og frygt så drengene sig omkring, men manden, som stod der i marken, så ganske tilforladelig ud i sin slidte frakke og bløde sorte hat. Så, så Bickie G.A.R. emblemet på hans skulder. Alle drengene vidste, hvad det betød. Nels og Petes far havde også et. Manden var soldat. De stirrede tavse på ham.

»Kom, lad os få disse bøsser ladet, og vi vil se, om vi ikke kan nedlægge noget, før det bliver mørkt.« Den fremmede talte med en dyb, fyldig stemme. »Vi må skynde os, for solen går snart ned.«

Så tog Nels mod til sig og sagde: »Hvor bor De, hr. ...?« Nels var den ældste af drengene og den mest talende. »Kommer De fra Marshalltown?«

»Det er helt rigtigt, lige nu kommer jeg fra Marshalltown,« smilede manden ned til dem, »men det er ikke mit hjem. Jeg bor i Illinois. Jeg er her for at gøre forretninger. I må kalde mig Rudolph.«

Manden tog sin bløde sorte hat af. Hans hår var tykt og krøllet. Hans blå øjne tindrede. Hans fuldskæg var mørkt og krøllet ligesom håret.

Drengene rakte deres gevær over til den venlige fremmede. Han tog først Bickies gevær. »Din far må have været en unionssoldat,« sagde han, idet han så på Bickies gamle blå frakke.

Bickie følte, han blev rød i hovedet. »Min far blev taget til fange ved Bentolville, og han var i fængsel i Andersonville - min onkel Dirk døde før Vickburg.« Han brugte nøjagtig de ord, som mor altid anvendte.

»Vores far kom syg hjem fra krigen - han lå syg i lang tid, og så døde han,« underrettede Tommie manden.

»Vores far var i kavaleriet,« sagde Nels fuld af stolthed. »Og han er ikke syg - han er hjemme.«

»Skal vi lade til at skyde gæs?« spurgte deres nye ven.

»Det ville være fint, hr.« De var alle enige.

Rudolph tog Bickies krudtflaske og hældte to mål krudt ind i bøssens munding. Så trak han ladestokken ud fra sin plads under løbet på det gamle gevær.

»Har I noget papir?« spurgte han drengene.

Nels trak en stump ru tavlepapir op af lommen. Soldaten stødte det ned mod krudtet. Derpå tog han et mål bly fra flasken og hældte det ned over krudtet og stødte en ny stump papir ned oven på det.

Så puttede soldaten omhyggeligt ladestokken tilbage på sin plads under geværets løb og anbragte fænghætten på det hele rør, som førte til krudtladningen. Når aftrækkeren blev trukket, ville den ramme hætten, som ville eksplodere og sende en flamme ned i røret for at an-tænde krudtet. Rudolph ladede begge geværer, men han lod Pete bære sit. Bickies gevær løftede han til skulderen, og de gik ned mod bækken.

Solen var allerede ved at gå ned i vest, og den rødlige glød, som hang over den hvide sne, fik det til at se koldere ud.

Flokke af gæs fløj i store kiler mod syd hen over markerne. De fleste fløj så højt, at der ikke var en chance for at skyde en af dem, men som om noget af lykkens åndedrag fulgte deres nye ven, kom en flok gæs i et nedslag mod bækken, som løb mellem skolens jord og Ross-familiens jord.

De store fugle kom ned for at drikke. Rudolph udså sig en gås, som kom sejlende ind lige over træerne, og med et frygteligt brag flammede den gamle bøsse ud i aftenstilheden.

»Du fik den! Du fik den!« råbte alle drengene, medens de løb til stedet, hvor gåsen lå lige ved vandkanten. Det var en stor flot fyr.

»Den vejer mindst 6 kilo,« sagde Rudolph, da han løftede fuglen.

Han rakte den til Bickie. »Det er din, min dreng,« lo han. »Den blev skudt med din bøsse, så det er din gås.«

Da Bickie rakte hænderne ud for at modtage gåsen, var han fyldt med sådan en beundring og ophidselse, at han følte det, som om hans hjerte skulle briste af glæde. Hvad ville mor sige, når hun så denne gås komme ind ad døren? I dagevis havde de spist majsmelsgrød til morgenmad og middag om aftenen, medens de havde syltetøjsmadder med i skolen til frokost. Bickie og Tommie var sultne hele tiden.

»Kunne De ikke have lyst til at gå med os hjem?« Bickie holdt fastere på gåsen. »Jeg ved, mor gerne vil se Dem. «

»Er det jeres hus derovre?« Soldaten pegede på det umalede kornmagasin.

»Ja, det er vort hus. Der er ikke ret langt derover,« tilskyndede Bickie.

»Jeg ville gerne komme,« sagde Rudolph, idet han klappede Bickie på hovedet, »men jeg skal skynde mig tilbage til byen. Jeg vil imidlertid være her omkring i nogle dage, så vi ses nok igen, drenge. «

Pludselig fik Bickie en lys ide. Han så på soldatens tynde frakke. »Måske vil De gerne have min frakke,« sagde han. Det var kun rimeligt, at han gjorde noget for denne mand, som havde været så venlig. »Jeg behøver den i virkeligheden slet ikke, og jeg tror, den vil passe Dem - De er soldat.«

Rudolph rettede sine blå øjne mod Bickie og så på ham et øjeblik. »Er du sikker på, at du ikke behøver den?« spurgte han.

»Åh, jeg har andre frakker,« pralede Bickie. Det var sandt. Tommie havde en af dem på nu, og en anden meget laset frakke var i laden. En af hønsene havde i måneder brugt den som rede. Ja, ræsonnerede Bickie med sig selv, han kunne meget let undvære den blå frakke, især når manden havde givet dem den fine gås.

Rudolph stod længe uden at sige noget. Han så på Bickie med sine skarpe øjne og målte frakken fra hale til krave, og med et udtryk af bedrøvelse i øjnene sagde han: »Det er godt lille mand, jeg vil tage imod din frakke, hvis din mor giver lov, men vi må gå op nu og spørge hende. Jeg ønsker ikke, at du skal forære noget væk, som din mor vil blive ked af.«

I døren til kornmagasinet råbte drengene: »Mor se! Soldaten har skudt en gås til os. Kan du lave den til nu? Han er en god soldat.«

Før mor kunne sætte sit strygejern på komfuret eller sige noget, spurgte Bickie: »Må jeg give ham min gamle blå frakke, mor? Den vil lige passe ham, og han behøver den.«

Mor så på gåsen i Bickies arme. Hun så på de andre drenge, for Pete og Nels kom også masende ind i køkkenet. Så, så hun hen over deres hoveder lige på soldaten, Rudolph. Bickie vidste, at hun med det samme kunne se, hvor meget han behøvede den frakke. Hun kunne da se, at han frøs, og at hans egen frakke var så tynd. Bickie vidste, hun kunne se det.

»Manden hedder Rudolph,« tilføjede Tommie. »Han skød gåsen med vores bøsse.«

Soldaten havde ikke sagt noget endnu. Han stod smilende der i døren med hatten i hånden.

»Hvis Bickie ønsker, De skal have hans frakke, så tror jeg, De skal tage imod den,« sagde mor. »Vil De ikke blive og spise middag sammen med os? De har gjort mine drenge så glade.«

»Jeg kan ikke blive denne gang,« sagde soldaten stadig smilende, idet han trak den gamle blå frakke på. »Men jeg vil gerne komme tilbage.« Han gik ud i den snefyldte aftenluft. Døren lukkede sig efter ham.

Så ønskede Nels og Pete at løfte på gåsen, og der var en hel del begejstret pjatten, hvorefter Whitney-drengene gik hjem.

Bickies hjerte sang. Han kunne ikke sige, hvad han var mest glad for, om det var for gåsen eller det, at den blå frakke var borte. Sådan en dobbelt velsignelse var næsten mere, end han kunne bære.

»Fin, fin,« sagde mor og tog gåsen op igen. »Den er vidunderlig.«

Hun så på det gamle Seth Thomas ur. »Det er for sent at lave den til i aften, men jeg kan ordne den, så den er parat i morgen.«

»Lad os spise vor grød og mælk lige med det samme,« sagde Bickie. »Jeg kan ikke vente. Jeg er så sulten. Gåsen kan blive stegt til os, når vi kommer hjem fra skole i morgen.«

»Det er en god ide,« sagde mor. »Jeg tror, John kommer tilbage fra Marshalltown. Nu vil han blive hjemme en tid. Majsen skulle have været høstet, før sneen faldt.« Bickie syntes, mors øjne så, så bekymrede ud, men lidt efter lyste hendes ansigt op igen. »Se, jeg bager frisk brød i dag, så I kan få noget brød og gele, og jeg kærner også i dag, så der er frisk smør til brødet.«

De sultne drenge satte sig ned til den sparsomme middag og spiste solidt, medens mor fyldte den store kedel med vand og satte den over ilden og gjorde forberedelse til at ordne gåsen.

»Jeg synes, det var pænt af dig at give soldaten din frakke,« sagde mor til Bickie. »Han så ud til at fryse, stakkels fyr. Nu spekulerer jeg blot på, hvad du kan have på i skole.«

»Jeg kan tage frakken, som er ude i laden.« Bickie spiste sin grød med stort velbehag.

»Du mener den, hønen bruger til rede?« lo mor. »Den er så laset, at du slet ikke kan holde varmen i den.« Smilet forsvandt fra hendes ansigt, og hun så bekymret ud, men hun sagde ikke, at Bickie ikke skulle have givet sin frakke væk. Mor fik altid hurtigt medlidenhed med folk, som ikke havde klæder eller mad.

»Jeg ved, hvad vi vil gøre.« Hendes ansigt lyste op. »Du kan tage min gamle sorte frakke på i morgen, og så skal jeg se, hvad jeg kan gøre for at sy en rigtig frakke til dig.«

Pludselig smagte grøden i Bickies skål bitter, mælken måtte være sur. Hans mave havde det heller ikke godt. Den gamle byrde tyngede ham ned, netop som den havde gjort, før Rudolph kom forbi denne eftermiddag.