Kapitel 5.

 

Bickie og Tommie udførte det sædvanlige huslige arbejde, som bestod i at tage brænde og majskolber ind, hente vand ved pumpen og give foder til hønsene og de to kalve. Bickies fødder slæbte sig af sted. Hans hjerte var tungt som bly. Det var hårdt nok at gå i skole med den gamle blå frakke, men at have en høj hat på også ...!

»Vær ikke ked af det, Bickie,« hviskede Tommie, da de hentede det gamle vaskekar ind fyldt med det sidste læs majskolber. »Jeg så en sæk under frakkerne. Jeg tror, der er noget i den.«

»Der er almindeligvis noget i sække,« spottede Bickie. »Var det en papirsæk eller en jute sæk?«

»Kom og se!«

Det er æbler, drenge,« fortalte mor dem, da de begyndte at se efter sækken under frakkerne og andet tøj, som hang på væggen bag ved døren. Red-Hog Smith var her i dag, og han gav os en sæk æbler.«

Drengene tog hver et æble og satte sig ned på kanten af brændekassen nær ved komfuret.

»Jeg viste Red-Hog stenen, som I gravede op, og han siger, det er et tordenæg. Han løftede det og sagde: »Eftersom det var så tungt, måtte det have en stor kærne af agat.«

De to drenge løb igen hen for at se på den store sten, som holdt soveværelsesdøren åben. »Tordenæg! Tordenæg!« Bickie sagde det igen og igen. Hvad kunne et sådant navn betyde?

»Mor,« kaldte Tommie. »Fortæl os, hvad Red-Hog sagde om det. Hvorfor bliver det kaldt et tordenæg?«

»Ja, Red-Hog siger, at der er mange af disse sten i den Californiske ørken. Indianerne kalder dem tordenæg.« Mor strøg håret væk fra panden og tog et nyt jern fra komfuret.

»Indianerne tror, at det er en kæmpefugl, som laver tordenskraldet. De kalder den tordenfuglen. Naturligvis er der ingen, som har set sådan en fugl, men når indianerne fandt de store æglignende sten i ørkenen, formodede de, at det var den store tordenfugls æg.«

Bickie så på stenen igen. Han følte en stærk stolthed vælde op i sit hjerte. Denne vidunderlige tordensten tilhørte ham og Tommie. De havde selv fundet den og gravet den op af jorden.

»Hvordan tror du, den kom her på vor jord?« spurgte Tommie. »Var det syndfloden?«

Mor lo: »Nej, det tror jeg ikke. Jeg skulle ikke blive forbavset, om jeres onkel Dirk havde den med fra Californien. I ved, at han altid samlede på sten. Der er en stor stenbunke bag ved gærdet i hjørnet af ahornlunden. I drenge kan gå og se på den.«

Begge drengene så ud ad vinduet. Det var ved at blive mørkt, og Bickie besluttede, at han ville vente til i morgen med at gå hen og se på onkel Dirks stenbunke.

»Mor, hvad mente Red-Hog, når han sagde, at den har en kærne af agat?«

Mor skubbede det tunge jern frem og tilbage over skjorten, som hun var ved at stryge. »Jeg tror, I drenge hellere selv må tale med Red-Hog. I husker, han også var med i guldkapløbet. Han var i Californien i mange år på samme tid, som onkel Dirk var der.«

»Hvornår må vi gå?« spurgte Bickie.

»Naturligvis kan I ikke gå i aften,« hun så ud ad vinduet. Det er allerede ved at blive mørkt. Hvis I skynder jer hjem fra skole i morgen eftermiddag, så må I gå.«

Den aften, da Bickie lå lunt og godt under de tykke tæpper ved siden af Tommie, tænkte han på tordenægget. Han spekulerede på, hvorfor det var blevet gravet ned i kældergulvet. Hvorfor lagde onkel Dirk det ikke på stenbunken sammen med de andre sten, mor havde fortalt dem om. Han huskede igen, at de aldrig havde fortalt mor, hvor de havde gravet stenen op. Han kom atter til det resultat, at det betød ikke noget. Når alt kom til alt, var det blot en sten - et tordenæg fra Californien, men trods alt kun en sten.

»Tommie.« Han vækkede sin døsige bror. »Tommie, hvordan tror du, det gik til, at tordenægget blev gravet ned i vor kælder?«

Tommie rejste sig på albuerne. Han gned sine øjne og gabede. »Jeg tror stadig, at det var syndfloden,« sagde han. »Ja, det må have været syndfloden, som skyllede det helt herover fra Californien.«

»Nej, jeg tror, onkel Dirk havde det med,« påstod Bickie. »Netop som mor fortalte os.«

Tommie krøb igen ned under tæpperne og sagde ikke mere.

Det var ikke let for Bickie at falde i søvn. Hans tanker gik til den gamle blå frakke og den høje hat. Han vred sig under tæpperne, idet han så sig selv iført det forhadte tøj, men da han endelig faldt i søvn, drømte han om Californiens ørken, overstrøet med tordenæg og mægtige fugle flyvende i luften.

Da han vågnede den følgende dag, kunne han et øjeblik ikke huske, hvad det var, som gjorde hans hoved så tungt, og hvorfor han var i dårligt humør. Så væltede det pludseligt ind over ham. I dag skulle han have den høje hat på - ikke alene den blå uniformsfrakke, men også den høje hat.

»Mor, lad mig blot tage et tørklæde om hovedet,« bad han. »Det vil holde mine ører varme.«

»Nej, Bickie, jeg er bange for denne ørepine. Hatten vil beskytte mod vinden. Tørklædet er ikke tykt nok. Du må have både hatten og tørklædet på. «

Så gik Bickie i skole den dag med et lyserødt tørklæde viklet om ørerne og den høje hat sat godt fast på hovedet. Han stirrede ud under den og prøvede på at finde vejen mellem snedriverne.

»Hej, se!« Hans legekammerater råbte hånende, da de så ham: »Det er general Storsnudet!

»Hvordan har De det, general Storsnudet?« hilste de og stod ret, idet de spottede ham.

I skam og brændende vrede fulgte Bickie de andre ind i forhallen, da skoleklokken ringede. Her tog han sin høje hat af og skjulte den med den blå frakke og det lyserøde tørklæde under det andet overtøj. Hatten var vanskelig at skjule. Den var høj og stiv.

De andre elever sad allerede ved deres pulte. Han måtte gå ind. Med alle tegn på afsky så han sig tilbage, før han gik ind i klassen og prøvede på at glemme den nye skændsel i morgenens aktiviteter. Han så frk. Kitty se spørgende på ham. Hun smilede endog til ham, og det varmede hans hjerte et øjeblik. Hun kunne naturligvis ikke vide noget om den pine, han led.

I frikvarteret greb en af de store drenge hatten fra krogen, før Bickie fik fat på den. Han tog den ud på legepladsen. De andre drenge sluttede op om ham.

»Hej, jeg vil gerne være general Storsnudet!« råbte en af dem og snuppede hatten og satte den på hovedet.

»Nu er jeg general Storsnudet!« skreg en anden af hans kammerater og greb hatten. Bickie så til i smertefuld forlegenhed, medens drengene sloges. I hemmelighed håbede han, at hatten ville blive ødelagt, så man ikke kunne have den på mere, men dog var han bange for, hvad mor ville sige, for det havde været hendes fars.

Nu kom Nels Whitney med en lang stok. Han hejsede hatten op med stokken, og alle drengene stillede op til parade bag lederen, som de hilste »General Storsnudet.«

De bar hatten ud til en mark med højt ukrudt, hvor et stort vejskilt var opstillet. Det oplyste med store bogstaver:

MARSHALLTOWN .... 20 km
EDENVILLE 19 km
STATE CENTER          2 km

Nels løftede hatten med stokken, så han kunne hænge den på et af det store vejskilts hjørner.

»Nu kan General Storsnudet se, hvilken vej han skal gå.« Drengene råbte og dansede og frydede sig. Skoleklokken ringede. Alle børnene løb om kap til døren. Bickie så op på hatten, højt oppe på vejskiltet. Nels havde taget stokken med. Han kunne ikke på nogen måde få den høje hat ned. Frk. Kitty ville skænde, hvis han kom for sent til sin pult. I middagsfrikvarteret ville der blive tid nok til at tage hatten ned ... han skyndte sig ind.

Ved middagstid var hatten borte. Vinden kunne have blæst den bort, eller en eller anden, som kom forbi, kunne have taget den. Børnene var alle kede af dens forsvinden. Bestemt havde ingen af dem haft til hensigt at ødelægge den. Men til trods for al deres søgen fandt de den ikke. Den aften gik Bickie hjem med hovedet svøbt i det lyserøde tørklæde.

Da mor hørte hele historien, fandt hun nogle gamle stykker uldent stof i en kuffert, og ved petroleumslampens lys arbejdede hun til midnat. Om morgenen havde Bickie en fin ny hue at tage på. Den gamle høje hat fandt han aldrig.

Den næste morgen ventede Pete Whitney på Bickie i ukrudtsmarken, hvor den gamle hat forsvandt. Pete var en tyk fyr med rødblondt hår og uskyldige grå øjne. Han lo ikke så meget eller sagde vittigheder som hans bror Nels, men han kunne udtænke flere skarnsstreger end nogen af de fire drenge.

»Kom herind!« kaldte han på Bickie, da Rossdrengene kom forbi på vejen. »Vi skjuler os her, indtil vi ser frk. Kitty kommer ud med klokken, og så løber vi så hurtig, vi kan.«

Bickie vidste, hvorfor Pete havde ventet på ham. Han ønskede at ordne det sådan, at drengene ikke fik tid til at lave sjov med den gamle blå frakke.

»Lad os gå på kaninjagt i morgen,« hviskede Pete, da de to drenge, forpustede af deres korte løbetur, hængte deres overtøj i forhallen. »Jeg vil tage min fars gevær med, og du kan tage din fars - din mor vil nok lade dig tage det, tror du ikke?« Bickie nikkede.

»Vi kan gå lige efter skole,« hviskede Pete, da de gik ind i klasseværelset.

Nu havde Bickie to ting at se frem til og tænke på. I eftermiddag, efter skole, ville de besøge Red-Hog Smith og spørge om tordenægget. I morgen eftermiddag ville de gå på kaninjagt.

Dagen var ikke så slem som sædvanlig, skønt frk. Kitty var gnaven, og børnene ikke havde glemt deres øgenavne til ham, »Soldat« og »General Storsnudet.«

Bickie var glad, da skoledagen var forbi. Han og Tommie skyndte sig hjem for at udføre deres pligter i en fart, og så løb de ned ad vejen mod Red-Hog Smiths gård.

Da drengene fandt Red-Hog, var han netop ved at fodre grisene; de flotte røde grise, som stod om trugene, var et fint syn. De vidste, at der ikke fandtes bedre grise i Iowa. De vidste også, at Red-Hog havde fået sit navn på grund af sine smukke grise.

»Så du vort tordenæg?« spurgte Bickie den store gårdejer.

»Ja, jeg så det i går.« Red-Hog smilede til dem. Det er en fin sten. Det må være en, jeres onkel har haft med fra Californien.«

»Jeg er sikker på, at det er et tordenæg,« fortalte han dem. »Jeg løftede det. I kan altid kende et tordenæg på dets store vægt. Geoder har også form som et æg, men de er hule. Du kan mærke forskellen ved at løfte på dem.«

»Vor sten er frygtelig tung,« sagde Tommie. Siden John kalkede den, har den stået mod vor soveværelsesdør ligesom stenen i jeres hus.«

Red-Hog lo. »Det indre af et tordenæg er af agat - I ved, ligesom jeres kugler. « Han tyggede på sin tobak. »Hvis I saver et tordenæg over og polerer fladerne, så ser de ud som kostbare sten. Agaten indeni er hård og tung.«

»Jeg forstår ikke, hvorfor onkel Dirk transporterede en ting som denne hele vejen fra Californien,« sagde Bickie.

»Din onkel holdt af sten.« Red-Hog hældte den sidste spand svinefoder i grisenes trug og gik hen imod huset. »Jeg holder også af dem, og jeg havde en med hjem. Vil I gerne se den?«

Drengene stod på verandaen udenfor døren, medens Red-Hog gik ind efter det halve af en ægformet sten, som ikke var helt så stor som deres. Han holdt den, så drengene kunne se den renskårne flade. Den var glat som glas og funklede i skønne farver.

I midten var der noget, der så ud som en hvid trone, og en grøn figur sad på den. Bag denne figur var der vingede skikkelser, som lignede engle. Ved foden af tronen løb en grøn flod med strømhvirvler på begge sider. Drengene så på stenen, overvældet af forundring.

»Det er et billede af Vorherre på sin trone i Himmelen,« fortalte Red-Hog dem. »Det er ikke alle tordenæg, som har et billede i sig, men den polerede sten er altid smuk. Nogle gange er der træer og dyr.«

»Tror du, at vort tordenæg har et billede i sig?« Bickie var helt ophidset og kunne næsten ikke lade være med at danse.

»Jeg løftede den, da jeg sidst var ovre hos jer.« Red-Hog smilede til dem. »Jeg tror, den har noget smukt inden i sig, men den er hård at skære i og vanskelig at polere. Jeg fik det gjort i Marshalltown, og manden, som gjorde det, forlangte tre dollars, og så beholdt han endda den anden halvdel af stenen.«

Drengene stirrede stadig på den vidunderlige stens skinnende overflade. Red-Hog lod dem holde den, og de lod fingrene glide hen over den glatte overflade.

»Hvor fandt I den sten, I har?« spurgte Red-Hog dem.

»Vi fandt den begravet midt i kældergulvet. Du ved, kælderen under huset, som brændte ned.«

»Jeg tror, at syndfloden må have skyllet den herover fra Californien og begravet den her,« sagde Tommie med et klogt ansigtsudtryk.

»Nej, det tror jeg ikke.« Red-Hog rynkede panden. Der var dybe rynker mellem hans øjne, og hans mund var blot en streg. »Nej, drenge, jeg har aldrig set en sten som denne i disse dele af landet - jeg mener, at jeg har aldrig set sådan en i naturen her. En eller anden må have gravet den ned i jeres kælder.« Hans pande var stadig rynket, og han trak i sit kraftige skæg. »Jeg tror, det må være en af jeres onkel Dirks små løjer. Jeg tror, han har haft stenen med fra Californien og skjult den der.«

»Hvorfor gravede han den ned?« spurgte Bickie.

»Det ved jeg ikke.« Red-Hogs ansigtstræk slappede af i et stort smil igen. »Sådan var jeres onkel Dirk. Han syntes om mærkelige ting. Han kunne lide at lave sjov med folk, og han var også glad for sten. Han havde en hel samling af dem i Californien, og han må have taget nogle af dem med hjem.«

Den eftermiddag gik Bickie og Tommie om til gærdehjørnet for at se på den dynge sten, som onkel Dirk havde samlet, men ingen af dem lignede tordenægget, og heller ingen af dem så, så smuk ud. De skyndte sig ind i huset og fortalte mor om den polerede sten, Red-Hog havde vist dem, og så løb de ud for at udføre deres pligter, før det blev mørkt.

Samme aften sad de på gulvet med tordenægget mellem sig. De talte om alle de ting, som Red-Hog havde fortalt dem, og mest af alt spekulerede de på, hvorledes de kunne tjene tre dollars, så de kunne tage stenen med til Marshalltown og få den skåret igennem og poleret ligesom Red-Hogs sten.