September var ualmindelig varm det efterår. John udsatte sin hjemrejse, idet han håbede, at sneen ville komme sent. Han ville gerne tjene endnu ti dollars, og måske ville det kolde vejr vente længe nok, så majsen ikke ville tage skade.

Rossdrengene, Bickie og Tommie og deres nære venner Nels og Pete Whitney legede på vej til skole, når de for ind og ud mellem klynger af solsikker langs med landevejen.

Om middagen spillede de bold. I frikvartererne og efter skole var der leg og væddeløb og brydekampe. Der var en ny lærerinde i Fergusonskolen, frk. Kittie Shrike. Bickie syntes, hun så meget gammel ud. Han holdt ikke af skolen. Han og Tommie muntrede sig i det sene efterårs solskin og glemte, at vinteren ville komme.

Det var en morgen tidligt i oktober, at vejret forandredes. Bickie og Tommie havde spist deres morgenmad, det var majsmelsgrød og mælk. De stod ved køkkenvinduet i kornmagasinet og så ud på den faldende sne. De store flager fyldte vinduesrudernes hjørner og klæbede til glasset. Bickie gned ruderne med hånden for at fjerne fugten på den indvendige side. Han trykkede næsen mod glasset. Det så koldt ud udenfor.

»Kom drenge, det er tid at gå, og I vil komme for sent, hvis I ikke skynder jer!«

Bickie tøvede stadig ved vinduet. Aldrig før i sit liv havde han frygtet så meget for at gå i skole.

»Tag din frakke, Bickie.« Mor skyndede på ham. »Det er så koldt i dag, så du vil behøve den.«

»Men mor, jeg føler det ikke koldt! Jeg vil løbe - det er kun så kort, blot to kilometer. Vi vil løbe, ikke sandt Tommie?« Bickie så på sin bror.

»Nej, nej.« Mor lagde det sidste stykke brød med gele ned i madkassen. »Nej, Bickie, du kan aldrig løbe hurtigt nok til at holde varmen i dag. Du må tage frakken på.«

Så blev de brune øjne milde og blide. »I det mindste vil den holde dig varm, Bickie.«

Han så på mors hænder, de var helt røde og rynkede af at vaske så meget tøj. Han var lidt skamfuld over, at han følte sig så ulykkelig over at gå med den gamle frakke.

»Mor ville gerne skaffe dig en ny frakke, hvis hun kunne.« Hun syntes at læse hans tanker. »Vi er så heldige at have god mad at spise. Det var en lykke, at disse kufferter var oplagret her i kornmagasinet. Ellers ville I drenge slet ikke have haft en frakke. « Hun smilede til ham. »Vi har hinanden. Vi har et varmt, tørt sted at bo, og vi har mad nok at spise. Vi skulle være meget taknemmelige.«

Men Bickie følte ikke taknemmelighed. Han så på Tommies frakke. To år før havde den tilhørt ham. Før det havde John brugt den. Brandnatten havde Red-Hog Smith grebet den fra væggen og kastet den ud af vinduet sammen med andre ting. Den var laset og tynd, men ikke så lys og iøjnefaldende som den gamle blå frakke.

Han tog det foragtede klædningsstykke fra knagen på køkken væggen, hvor de tunge udendørsting hang.

Mor knappede de store messingknapper hele vejen op. Den lukkede tæt omkring Bickies hals. Da far levede, sad den tæt ind til ham hele vejen ned; men Bickie med sine ni år kunne kun sjokke rundt i den som en pæl i et tungt blåt telt. Det var en nordhærsoldats flotte uniformsfrakke. Dens svalehaler slæbte ti centimeter på gulvet, når Bickie havde den på, skønt han rettede sig op i sin fulde højde. Den havde slæbt 20 cm mere sidste forår, da han havde haft den på et par gange efter branden, men drengen følte sig ikke tilpas i den.

»Lad mig klippe halerne af. « Mor drejede Bickie rundt, så hun kunne se frakkens ryg.

»Nej mor, den ser værre ud på den måde. Jeg så en med halerne klippet af.« Bickie greb sine strikkede vanter og den skinnende madkasse og skyndte sig for at indhente Tommie.

Drengene løb. Det var for sent at gå. Bickie håbede, at de ville komme netop, som skoleklokken ringede, så de andre børn ikke ville have tid til at komme med bemærkninger om hans frakke, før de gik ind i klassen.

»Ah se! « råbte en af drengene, da de to Ross-drenge kom over legepladsen. »Se, her kommer soldaten.«

»Hvordan har du det soldat?« Mange andre råbte med i det hånende ord. De hylede og lo, idet de spankulerede rundt på militær maner.

Bickies mod faldt. Det ville blive lige det samme som sidste vinter. Den nye lærerinde stod i døren. Hun havde kun undervist i Ferguson skolen en måned. Frk. Kitty havde klokken i hånden. Bickie så hendes læber bevæge sig.

Han tænkte bittert, at også hun ville nok le. Alle ville nok le, når en dreng kom gående ind i skolen med en gammel blå uniformsfrakke, der slæbte halerne på jorden.

Rækken stillede op, og eleverne marcherede ind i forhallen. Her tog drengene og pigerne deres overtøj af og hængte det på knagene langs med væggen. Bickie var sidst inde. Han så på rækken af overtøj. Hans gamle blå frakke adskilte sig fra de andre ligesom en rød kam på en hvid hane. Han standsede et øjeblik for at føle på tøjet i nogle af de fine frakker, som hang der. Han vidste, at han aldrig selv kunne få en sådan frakke - hvad med branden og Hake Collins ...

Bickie gik til sin bænk. En af drengene skubbede til ham og hviskede ganske stille: »Soldat! Soldat!«

Alle børnene sad på deres bænke. Morgensangen var hurtigt forbi, og første klasse begyndte at læse højt. Pete Whitney, Bickies bedste ven, satte sin fod ud i gangen og puffede Bickies fod netop nok til at få ham til at se ned på sine gamle sko. Så, så han op på Pete. Petes røde hår hang forpjusket over hele hans runde hoved. Hans fregner syntes at danse over hele ansigtet, medens han grinede og lavede ansigter. Han holdt et stort rødt løg lige under bordpladen. Han kradsede og pillede i løget.

Bickie huskede, at lærerinden, frk. Kitty, hadede løg. Hun kunne ikke holde lugten ud, sagde hun. Sommetider havde Whitneydrengene løg i deres madpakke. Bickie vidste, at frk. Kitty kunne lugte Petes røde løg, og at hun ville komme og se efter det. Pete måtte have tænkt på det samme, for han gav tegn til Bickie, at han skulle være parat til at modtage løget.

»Børn!« Frk. Kittys ansigt fortrak sig i en grimasse. »Jeg lugter løg!« Hun snusede. »Hvem af jer har et løg?«

Børnene så på hinanden med store spørgende øjne, men ingen svarede på spørgsmålet. Pete Whitney vendte sig helt omkring på bænken for at se på sin ældre broder, Nels, som sad tre bænke bag ham.

Nels stirrede tilbage på Pete med et fuldkomment uskyldigt udtryk på sit rødmende ansigt. Første klasse fortsatte monotont. Frk. Kitty flyttede febrilsk om med tingene på sit kateder. Hendes grå hårtop vaklede en smule, og den flade sløjfe af sort fløjlsbånd ved halsen bevægede sig ret hurtigt op og ned. Bickie huskede, hvad Nels Whitney havde fortalt dem den førsteskoledag dette efterår. Han forklarede, hvorfor frk. Kitty var så tynd: »Hun spiser aldrig løg!«

Pete drejede stadig det røde løg rundt og rundt i hånden. Han tog endnu et lag skind af og kradsede dybere i det med sine skarpe fingernegle.

»Jeg lugter løg!« Frk. Kitty rejste sig og med et vredt udtryk i ansigtet styrtede hun hen mod Pete Whitneys pult. Han gled så langt ned, han kunne og gjorde sig så lille som muligt. Den tykke knægt fæstede sine store grå øjne på lærerindens ansigt. Med sin højre hånd tog han løget ned til gulvet og skubbede det blødt, så det rullede over mod Bickies plads. Bickie fangede det sikkert mellem sine fødder.

»Ræk hænderne frem!« befalede lærerinden Pete. Han rakte dem øjeblikkeligt frem, og lugten fra løget kvalte hende næsten. Hun hostede og nyste.

»Tag det modbydelige løg op af din lomme!« Frk. Kitty løftede hånden for at give Petes øre et hurtigt dask. Han undgik behændigt slaget.

»Jeg, jeg har det ikke!« stammede Pete i en hysterisk pine af frygt. Han blinkede til Bickie.

»Bicknall Haverhill Ross! Ræk dine hænder frem!« råbte lærerinden.

Bickies hænder, der var rene og fine, kom op ter. Han holdt et stort rødt løg lige under bordpladen. Han kradsede og pillede i løget.

Bickie huskede, at lærerinden, frk. Kitty, hadede løg. Hun kunne ikke holde lugten ud, sagde hun. Sommetider havde Whitneydrengene løg i deres madpakke. Bickie vidste, at frk. Kitty kunne lugte Petes røde løg, og at hun ville komme og se efter det. Pete måtte have tænkt på det samme, for han gav tegn til Bickie, at han skulle være parat til at modtage løget.

»Børn!« Frk. Kittys ansigt fortrak sig i en grimasse. »Jeg lugter løg!« Hun snusede. »Hvem af jer har et løg?«

Børnene så på hinanden med store spørgende øjne, men ingen svarede på spørgsmålet. Pete Whitney vendte sig helt omkring på bænken for at se på sin ældre broder, Nels, som sad tre bænke bag ham.

Nels stirrede tilbage på Pete med et fuldkomment uskyldigt udtryk på sit rødmende ansigt. Første klasse fortsatte monotont. Frk. Kitty flyttede febrilsk om med tingene på sit kateder. Hendes grå hårtop vaklede en smule, og den flade sløjfe af sort fløjlsbånd ved halsen bevægede sig ret hurtigt op og ned. Bickie huskede, hvad Nels Whitney havde fortalt dem den førsteskoledag dette efterår. Han forklarede, hvorfor frk. Kitty var så tynd: »Hun spiser aldrig løg!«

Pete drejede stadig det røde løg rundt og rundt i hånden. Han tog endnu et lag skind af og kradsede dybere i det med sine skarpe fingernegle.

»Jeg lugter løg!« Frk. Kitty rejste sig og med et vredt udtryk i ansigtet styrtede hun hen mod Pete Whitneys pult. Han gled så langt ned, han kunne og gjorde sig så lille som muligt. Den tykke knægt fæstede sine store grå øjne på lærerindens ansigt. Med sin højre hånd tog han løget ned til gulvet og skubbede det blødt, så det rullede over mod Bickies plads. Bickie fangede det sikkert mellem sine fødder.

»Ræk hænderne frem! « befalede lærerinden Pete. Han rakte dem øjeblikkeligt frem, og lugten fra løget kvalte hende næsten. Hun hostede og nyste.

»Tag det modbydelige løg op af din lomme!« Frk. Kitty løftede hånden for at give Petes øre et hurtigt dask. Han undgik behændigt slaget.

»Jeg, jeg har det ikke!« stammede Pete i en hysterisk pine af frygt. Han blinkede til Bickie.

»Bicknall Haverhill Ross! Ræk dine hænder frem!« råbte lærerinden.

Bickies hænder, der var rene og fine, kom op i en fart og klarede inspektionen. Efter at lærerinden havde undersøgt Petes lommer og pult, gik hun tilbage til første klasse.

Løget blev omhyggeligt igen rullet tilbage mod Petes pult, hvor han samlede det op og begyndte at plukke i det for at opmuntre det til at give sin kraftige lugt. Frk. Kitty stirrede på ham mange gange og sagde til slut: »Pete, du må blive inde i frikvarteret.«

Da frikvarteret kom, sneede det kraftigt. Børnene kunne ikke gå ud, så de fandt på nogle indendørs lege.

Ved middagstid, da alle sad ved deres pulte og spiste, var den blå frakke glemt - Bickie håbede, den var glemt. Han spiste sine syltetøjsmadder med nogen nydelse. Hans tanker var stadig travlt optaget af at finde på en plan, som kunne skaffe ham af med den gamle blå frakke. Hvor han dog ønskede, at den var brændt op i branden.

Hvis nu en fattig mand kom forbi, ville han give ham sin frakke, eller måske kunne han tabe den, men den var så stor og klar i farven, at det ville være vanskeligt at miste den på marken eller engen. Hvis skolen gik hen og brændte ned, så ville frakken måske brænde også; eller hvis et regnskyl skulle få bækken mellem skolen og hjemmet til at svulme, måske han da kunne prøve på at komme over den, og frakken ville blive revet af ham og forsvinde i det hvirvlende vand; eller hvis en hvirvelstorm kom ligesom den ovre ved Marshalltown, så kunne den rive frakken af ham og bære den højt op i luften, og den ville aldrig komme til syne igen. Så kunne han være ligesom de andre drenge, og ingen ville kalde ham »soldat« længere.

Den aften gik de fire drenge hjem sammen, Bickie og Tommie Ross med Pete og Nels Whitney. Der faldt ikke mere sne, men en kraftig vind blæste. Drengene lavede slagsmål med hinanden på vejen. Vinden løftede Bickies frakke og bar den højt op i luften.

»Den er i det ukrudt!« råbte Pete. Drengene klatrede gennem snedriverne, men da de så efter frakken, var den borte. Ukrudtsmarken dækkede et stort område, og det blæste kraftigere nu for hvert minut. Bickie holdt hænderne over ørerne og løb hele vejen hjem.

»Men Bickie, hvor er din frakke?« spurgte mor, da han pustende og stønnende ramlede ind ad døren med Tommie i hælene. »Hvor er din frakke?«

»Den er borte!« Bickie pustede med en følelse af dyb skam. »Den er borte, mor, vinden trak den op over mit hovede og førte den bort op i luften!« Han løftede sine hænder højt for at vise, hvorledes vinden havde båret frakken væk. »Vi søgte efter den overalt, men vi kunne ikke finde den. Vi søgte alle sammen, gjorde vi ikke Tommie?«

Mor så bekymret ud. »Du kan ikke gå i skole uden frakke.« Hun satte jernet, som hun brugte, tilbage på det varme komfur og tænkte et øjeblik. »Jeg tror,« sagde hun, »jeg vil se i den store kuffert. Det kan være, bedstefars gamle høje hat er der. Den kan komme ned over dine ører og lukke vinden ude. Hvis jeg kan gøre noget til det, så skal du ikke have ørepine i vinter.«

»Men mor.« Bickie fik kvalme, »mor!« Han fulgte efter hende ind i kornmagasinets lille forstue. »Mor, lad mig tage et tørklæde på - blot pakke hovedet ind i et tørklæde! Lad mig, mor!«

Mor rystede på hovedet og gravede ned i den store sorte kuffert. Hun trak en stor papirsæk ud. »Jeg tror, den er heri,« udbrød hun lettet. Hun løste op for sækken og stak hånden ned. »Se, den er i fin form. « Hun trak den sorte høje hat ud. Pulden var fyldt med blødt papir.»Den er næsten ny,« sagde hun og prøvede den på Bickies hoved.

Tårerne brændte i drengens øjne. Der var en fast, bitter klump i hans hals. Så vendte han sig og så, at Tommie var fulgt efter dem ud i forstuen. Tommie lo. Bickie greb ham om skuldrene og gav ham et hårdt skub. Mor fik fat på Bickie og vendte ham omkring, før Tommie kunne ramme ham med sin knyttede næve.

»Bickie,« sagde hun, og hendes stemme var svag og bedrøvet. »Jeg ved, hvor vanskeligt det er for dig at gå i den gamle blå frakke og nu denne høje hat. Det er hårdt at være fattig, min dreng, men det skal vi ikke altid være. Vi vil arbejde sammen, og vi vil ikke klage. Vi vil elske hinanden og stole på Gud. Er det, hvad du ønsker at gøre?«

Bickie så ned i gulvet og nikkede.

»Jeg kan sy dig en frakke, men ikke før i morgen tidlig. Jeg har så meget strygetøj at gøre færdig, så jeg må arbejde til sent i aften«. Hun bar den høje hat ud i køkkenet, og drengene fulgte hende.

Bickie følte sig skamfuld, men i tankerne kunne han se et billede af sig selv, når han gik over skolens legeplads i morgen med den gamle blå frakke og den høje hat på. Måske kunne han tage hatten af og bære den i hånden, når han nærmede sig skolen. Han tænkte på det en stund og kom til det resultat, at det ville se værre ud.