Kapitel 3.

 

Da John kom hjem fra Marshalltown den følgende eftermiddag, kunne Bickie se, endnu før hans storebror kom ned fra vognen, at han var ulykkelig og bekymret over noget. De to yngre drenge løb til den åbne port og klatrede op bag i vognen for at køre med det sidste lille stykke ind i gården.

De råbte ikke med det samme til John, at han skulle kalke deres sten. Der var noget i Johns ansigt, som afholdt dem fra det. De fulgte ham ind i huset.

»Hvad er der i vejen, søn?« spurgte mor John, da hun så op fra vaskebaljen, hvor hun skrubbede tøj. »Kunne du ikke få den repareret?«

»Jeg fik den godt nok repareret,« fortalte John hende. »Jeg mødte Hake Collins i byen.«

Bickie så en skygge komme over mors ansigt. »Hvad sagde han? Fortæl mig det John.«

»Han siger, at han vil overtage pantet den 1. januar, hvis vi ikke kan skaffe de tre hundrede dollars.«

Johns stemme hang lige som en sky i det store rum. Bickie så ud af det åbne vindue. Der måtte komme en kold vind igennem det, for han følte sig pludselig kold.

Mors ansigt mistede et øjeblik noget af sin sædvanlige rosenfarve. Så strømmede det røde tilbage i hendes kinder. »John,« hun lagde sin hånd, våd og rynket fra vasken, på Johns skulder, »selv Hake Collins må have et hjerte. Han vil ikke sætte en enke med sine små børn ud i januar - ikke i januar! Jeg vil gå og tale med ham! I behøver ikke at være bekymrede.«

Hun fik John til at sætte sig og hvile, medens hun lavede en stor portion stegt majsgrød til ham.

»Hvad, Bick og Tom, jeg glemte noget! Løb og se under vognsædet. Der er en spand med gele!«

De to drenge for ud af døren og kom tilbage et minut senere, slæbende på den store træspand med gele mellem sig. John åbnede den og smurte et tykt lag af den dejlige røde gele på sin stegte grød.

»Kunne I også tænke jer noget, drenge?« spurgte mor Bickie og Tommie.

Om de kunne? Synet af den liflige gele, som smeltede på grøden på Johns tallerken, var for meget for dem. De hostede og kvalte svaret ud, at det kunne de rigtignok.

Verden syntes god igen med John hjemme igen - og geleen. Medens mor sang ved vaskebaljen, kølede huset af i sommeraftenen. Bickie så John stå ved sin stol, mæt og i bedre humør.

»Vi vil gerne havde dig til at kalke en sten for os,« sagde han. »Mor siger, vi kan bruge den til at holde vor soveværelsesdør åben. Vi ønsker den kalket ligesom Red-Hog Smiths sten.«

»Hvor er stenen?« John skubbede sin stol tilbage og så på mor.

»Vi kommer med den.« Bickie og Tommie skyndte sig ind i deres værelse for at hente den ægformede sten.

»Så det er den, I ønsker kalket.« John så på stenen. »Jeg har aldrig set sådan en sten før. Hvor fandt I den?«

»Vi gravede den ud af jorden,« sagde Tommie. »Den har været der lige siden syndfloden. Måske blev den skyllet hertil fra Kina eller Nordpolen. Hvordan skal vi vide det?«

John lo. »Få fat på noget majshalm og læg det her ved komfuret, « bad han dem. »Vi vil ikke dryppe kalk på mors rene gulv.«

Den aften, efter at de to små drenge var gået i seng, sad mor og John en lang tid og talte sammen i køkkenet. Døren var åben mellem soveværelset og køkkenet. Bickie kunne høre brudstykker af, hvad de sagde. Han vidste, de prøvede på at finde ud af, hvordan de skulle få pengene til Hake Collins. Han vidste også, at skønt de havde givet Hake alle majspengene sidste efterår og nogle fra grisene og kalvene, de havde solgt, så skyldte de stadig tre hundrede dollars. Tiden for betalingen var næsten inde. Bickie vidste, at der ingen penge var til betalingen, og der ville ikke være nogen, før majsen var tærsket. Der ville måske ikke blive nok.

»Blot onkel Dirk havde været her!« hørte Bickie mor sige. Bickie kunne svagt huske mors eneste bror, onkel Dirk. Det var ham, som havde bygget den lille gård 2 km øst for State Center, Iowa. Han byggede også huset. Onkel Dirk giftede sig aldrig, og han boede hos dem med undtagelse af de år, hvor han søgte efter guld i Californien. Onkel Dirk var en lystig fyr. Han havde sort hår og røde kinder ligesom mor. Han lavede altid sjov og legede med babyerne, for Bickie og Tommie var ikke stort andet, da han rejste bort.

Far og onkel Dirk drog i krig med unionssoldaterne, og onkel Dirk kom ikke tilbage igen. Han døde »før Vicksburg«. Det havde han hørt far og mor sige mange gange, »før Vicksburg«.

Det var vanskeligt at forstå, at onkel Dirk aldrig ville komme tilbage. Med far var det noget andet. Han kom hjem, syg og såret i tjenesten, med unionsarmeen, og han blev aldrig rask. Drengene så, han blev svagere og bleg, og sidste år døde han. Det var let at forstå, at far ikke ville komme tilbage.

Så holdt Bickie op med at lade tankerne vandre hid og did. Han satte sig op i sengen og forstyrrede Tommie, som allerede sov. Han hørte mor sige noget, som han ønskede at høre. Han lyttede med begge ører. Han lyttede med sin mund. Han lyttede med sit hjerte. De talte om onkel Dirk.

»Det sidste, han sagde til mig, var: »Fietta, der er penge nok i huset til at sørge for dig, indtil vi kommer tilbage. Så blinkede han til mig og pegede ned i gulvet. Du ved, hvordan onkel Dirk var. Han elskede mystik og spøg.«

»Hvad tror du, han mente?« spurgte John.

»Jeg tror, han mente, at der var penge skjult i huset et eller andet sted. Du ved, vi altid troede, at han bragte mere med, end han lod sig mærke med, fra sine miner i Californien.« Hun sukkede. »Ja, ja, huset er nedbrændt nu. Jeg formoder, han lagde dem i gulvet et eller andet sted. Det kunne lige netop ligne ham. Det gavner ikke at tænke på det mere.«

»Mærkeligt at han ikke sagde noget til far om det.« Johns stemme lød klart i Bickies ører.

»De kom fra hinanden næsten med det samme, efter at de sluttede sig til armeen, og de så aldrig hinanden siden. « Mor sukkede igen.

»Har du aldrig søgt efter, hvad han kunne have skjult?« Bickie kunne høre iveren i Johns spørgsmål.

»Da jeres far var syg, søgte jeg hundrede gange, er jeg sikker på. Jeg undersøgte gulvet bræt for bræt, men ingen af dem så ud til nogen sinde at have været brækket op. Jeg undersøgte væggene også og kælderen. Jeg så overalt.« Mors stemme blev svag, så han kunne næppe høre den. »Så var det, jeg gik til Hake Collins.«

Bickie lagde sig ned på puden igen. Ingen talte i køkkenet nu. Mor og Johns skygger viste sig et øjeblik i den åbne soveværelsesdør, og så hørte Bickie ham gøre sig parat til at gå i seng i mørket.

Igen jog minderne om det brændende hus gennem Bickies tanker. Igen så han flammerne springe gennem vinduerne og hørte Red-Hog Smiths mægtige stemme drøne over ildens knitren. Han gyste. Det kom alt sammen tilbage så virkeligt og skræmmende. Ja, hvad så siden onkel Dirk måtte have skjult i huset, var det brændt.

Han prøvede på at glemme huset og krigen og alle de forfærdelige bekymringer om Hake Collins og pantebrevet. Han prøvede på at glemme, hvorledes mors ansigt havde set ud, da hun talte med John den eftermiddag. Han prøvede at tænke på, hvad han kunne gøre for at tjene penge. Tre hundrede dollars var en bunke at skulle tjene før januar.

Det var en uge senere, da John igen omtalte spørgsmålet. »Jeg tror, jeg vil rejse til Marshalltown og få arbejde på jernbanen. På fem måneder skulle jeg kunne tjene noget.«

»Du vil aldrig kunne tjene nok,« svarede mor ham. »Vi må sætte vor største tillid til majsen. Hvis den yder 5000 kg pr. hektar, skulle vi få over et hundrede dollars ud af den.

»Det er ikke sikkert, at majsen vil indbringe så meget dette efterår.« John sad ved køkken-bordet og snittede på benene til et lille soveværelsesstativ, som han lavede til sin mor.

»Jeg kan skaffe maden til børnene ved at vaske og pleje børn.« Mor strøg skjorten på træ brættet ved siden af bordet, hvor lampen stod. »Vi kunne måske låne nogle penge et eller andet sted?«

»Nej mor,« Johns stemme lød beslutsom. »Vi vil ikke låne flere penge. Vi vil sælge gården, hvis vi bliver nødt til det. I mellemtiden vil vi samle hver eneste cent, vi kan, til betalingen. Måske Hake vil blive tilfreds, hvis vi kan betale det meste af det. I det mindste har han givet os en frist indtil nytår - fem måneder.«

»Men John, der er ingen, som køber gård nu. Det er den vanskeligste tid på hele året at sælge jord.«

»Det ved jeg, det ved jeg.« John lagde arbejdet på bordet. »Vi må stole på Gud.«

»Jeg vil ikke udsætte det en dag mere, « erklærede mor. »Jeg vil gå til Hake Collins i morgen.«

Den næste dag tog mor sit bedste sorte tøj på. Hun kyssede de to små drenge farvel og bad dem lege pænt, indtil hun kom tilbage. De så hende gå ned ad vejen, og de vidste, at hun gik hen til Hake Collins.

Den kalkede sten stod nu og holdt døren til drengenes værelse åben. Den så fin ud, som den stod der og lignede nøjagtigt et mægtigt hvidt æg. De to drenge så på den. Bickie kom med en blyant og skrev Æ - G på den med store bogstaver.

»Lad os gå og grave nogle flere skatte op,« foreslog Tommie.

Bickie tøvede. Han følte en dyb uro indvendig. Han vidste, at mor var gået for at tale med Hake Collins om de tre hundrede dollars. Han kunne se for sig Hakes blå øjne, der så lige så hårde ud, som de kugler, drengene legede med i skolen. Han kunne se Hakes modbydelige sugende mund og hans hænder, der altid så ud, som om de vred noget. Bickie kunne se mor i sit gamle sorte tøj og de rosenrøde kinder og det tykke krøllede hår og det lille smil på hendes ansigt. Han krøb sammen indvendig. Hvis Hake talte stygt til mor! Vreden for gennem ham. Han rystede Tommies hånd.

»Lad os gå mor imøde,« sagde han. »Jeg tror, hun snart kommer tilbage. Når vi kommer til bakken ved gærdehjørnet, kan vi næsten se hele vejen til Hakes sted.«

Drengene løb, indtil de kom til bakketoppen, hvor det flade land lå udbredt for deres blik, fladt som et bord.

De ventede en lang tid. Så, så de mor. Hun gik langsomt og så ned på det gulnende græs langs vejsiden. Nu måtte hun kunne høre deres stemmer.

Da de kom så nær, at de kunne se hendes ansigt, mente Bickie, der var en tåre, som løb ned ad hendes kind, men han kunne ikke være sikker på det, for hendes stemme lød munter. Hun holdt armene ud og greb dem, da de kom i fuld fart imod hende ned ad den støvede vej.

Hendes stemme lød opmuntrende. »Når vi kommer hjem, må I gå og samle æg med det samme. Jeg skal bage en kage til aftensmaden.«

Bickies tanker blev lettet. Bekymringens sky, som havde tynget ham, siden han hørte samtalen om onkel Dirk, forsvandt. Han og Tommie løb og hoppede muntert ved siden af mor, indtil de kom til det lille kornmagasin.

Mor omtalte aldrig sin samtale med Hake. Dagene gik, og vejret blev koldere. Efteråret kom. John arbejdede det meste af tiden i Marshalltown for ti dollars om måneden. Han måtte snart komme hjem for at tærske majsen.

To gange havde Bickie set Hake Collins gå langs med det nordlige gærde til majsmarken. Engang så han, at han klatrede over gærdet og gik ind i majsen. Han brækkede en kolbe af og pillede den. Så stak han den i lommen. Bickie fortalte det ikke til mor, men i hans hjerte voksede vreden.