Kapitel 2.

 

Majsen på Rosses sydvendte marker nåede allerede til knæene, når John gik over dem, og når Bickie og Tommie krøb langs de grønne rækker, var de næsten skjult.

Dette år var der ingen mark med kartofler. »Ingen læggekartofler,« sagde John til drengene, når han hørte, de talte om det. »Et held, at vi fik fat på majs til at så, da vi må have dem for at kunne betale af på pantebrevet, ved I nok. «

Det var midt i juli, og majsen var høstet. John begyndte at fjerne de forkullede planker fra det nedbrændte hus. Alt, som kunne bruges til brænde, stablede han op bag kornmagasinet, og derefter rensede han kælderen for aske og murbrokker. Til sidst var der intet andet tilbage end kælderens sandstensvægge og grund-volden.

Det var et fint legehus for drengene. Kælderdøren hang stadig på sine jernhængsler, og Bickie brugte mange dejlige timer til at lege »sørøvere«, »guldgravere« og »skattejægere« med Tommie. Sommetider blev den åbne kælder til en hule for løver, tigre og frygtelige, vilde elefanter, som for frem over landet og udrettede stor skade på piletræshegnene og hyldebær-buskene, hvorpå de galoperede tilbage til deres hule.

Det var en varm mandag formiddag i slutningen af juli. De to drenge legede i kælderen. Det var lidt køligere der. De tog de forkullede gulvbrædder op og stillede dem skråt ud fra væggen, så de dannede en løvehule.

»Lad os lege »skattejagt«,« foreslog Tommie. »Hvor skal vi grave?« spurgte Bickie.

»Ah, lad os grave lige her,« Tommie sparkede til en lysere plet på kældergulvet.

Begge drengene gravede nogle minutter, men de kunne ikke grave på det sted, Tommie havde valgt, det var alt for hårdt. De kradsede jorden op omkring stedet.

»Gå ud i laden og tag det gamle økseskaft bag ved døren,« tilskyndede Bickie Tommie. »Dette må være et klippestykker, og vi behøver noget til at lirke det med.« Han så ned i hullet, som de havde lavet.

Tommie løb efter økseskaftet og kom forpustet tilbage.

»Nu lirker du det med økseskaftet, medens jeg skubber fra denne side. Måske kan vi få det ud.«

Begge drengene knælede ned ved hullet og undersøgte den ting, som de prøvede at grave ud. Det så ud som et mægtigt, gråt æg omkring 70 cm langt og i det mindste ligeså meget i omkreds på det tykkeste sted.

»Hvad tror du, det er?« Bickie slog på det med økseskaftet.

»Det er en sten, det er, hvad det er!« Tommie lirkede og skubbede og trak ved hjælp af asketræsøkseskaftet.

»Jeg ved, det er en sten, men har du nogen sinde set en sten som denne før?«

»Nej, men der er mange sten, som jeg aldrig har set. Jeg antager også, at der er millioner af sten, som du aldrig har set.« Tommie var træt. Han satte sig ned midt i jorden, de havde gravet ud, og så på Bickie.

»Det er ikke en ret pæn sten.« Bickie sparkede til klippestykket, som stadig var delvis indesluttet af jord. »Jeg kan heller ikke se, hvorfor det er så vanskeligt at grave den op. Alt, hvad vi kan se af den, ser ret glat ud. Du tror vel ikke, den har rødder eller sådan noget?«

»Nej.« Tommie begyndte at kradse mere jord bort fra stenen. »Den har ikke rødder, men den er forfærdelig tung, det er sagen!«

Bickie så lige op i himmelen over dem. Solen skinnede ned, og luften duftede af kløver, mælkebøtter og brandbægere.

»Godt, jeg håber, vi kan få den ud,« sagde han. »Vi vil skure den og tage den ind i vort soveværelse. Vi kan lave sjov med den - sådan en mærkeligt udseende sten!«

»Jeg spekulerer på, hvorfor den blev gravet ned her i kælderens gulv.« Tommie brugte løftestangen igen. Han hev og pressede på den grå sten. »Måske var den der, da Gud skabte jorden, eller måske kom den her, da syndfloden druknede alle ting og spredte klipperne omkring.«

»Ja, det ser ud, som om den altid har været her.« Bickie tog økseskaftet op, og med sin stærkeste arm på løftestangen løsnedes stenen lidt og rullede til den ene side af hullet, de havde gravet rundt om den.

»Se! Den er løs!« råbte Bickie. »Tommie, hjælp mig at løfte den!«

De to drenge rullede stenen væk fra hullet og satte sig ned for at undersøge deres skat. I virkeligheden var den slet ikke smuk, og den så slet ikke glat ud nu. Den var ru, grå og ægformet.

»Hvis jeg ikke vidste, at det var en sten, så ville jeg tro, at det var en eller anden stor fugls æg,« sagde Bickie. »Du husker, mor fortalte os om fisk og frø, der blev overrasket af syndfloden. De blev begravet i jorden, og lidt efter lidt blev de omdannet til sten - det skete også med planterne. Hun sagde, at de blev forstenede.«

»Jeg tror ikke, der nogen sinde har været en fugl stor nok til at lægge et æg som dette.« Tommie tørrede støvet af stenen med skjorteærmet. »Jeg tror heller ikke, at det er et fossil. Det er blot en tung, gammel sten.«

Efter frokost gik drengene ud for at lege i ahornlunden, og ingen af dem huskede den grå sten, før det var næsten solnedgang.

»Måske burde vi tage stenen ind i huset,« mindede Bickie Tommie om. De løb tilbage til den åbne kælder og så på den igen. »Den er så tung, at vi må bære den i en kurv.«

»Hvorfor kan vi ikke lade den være her?« Tommie sukkede og satte sig på hug på gulvet nær ved stenen.

»Fordi '-Jake Collins altid går og snuser omkring og ser på alting. Hvis han så denne morsomme sten, ville han tage den ...«

Så hørtes mors kalden til aftensmad klart gennem aftenens stilhed. De skyndte sig op til huset og vaskede sig ved bænken, som stod ved køkkendøren, førend de satte sig ved bordet, hvor to store skåle majsgrød dampede. Mor havde sat to skåle ved hver drengs plads. Den ene var fuld af gul grød, og den anden var fuld af fed, kold mælk. Mor gjorde det altid på denne måde i varmt vejr. De tog en skefuld grød og dyppede den i mælken for at køle den. På utrolig kort tid var både grød- og mælkeskåle tomme.

»Mor, vi fandt en sten,« fortalte Bickie hende.

Mor var høj og smuk med sort hår og rosen-kinder. Hun lo eller smilede næsten altid. Bickie og Tommie vidste, at hun var den smukkeste mor i den del af Iowa.

»Vi fandt f n sten, der ser ud som et stort æg,« sagde Tommie.

»Det er fint!« Mor smilede til drengene. »Hvis den er tung nok, så er det bedre, I tager den ind i huset og bruger den til dør stop for jeres sovekammer dør. Så behøver I ikke at bruge en stol til at holde den åben med.«

»Åh, den er stor nok! Den er tung,« fortalte Bickie hende.

»Men den er ikke smuk,« Tommie tøvede. »Måske du ikke vil synes om den i huset.«

»Jeg så en sten ovre i Red-Hog Smiths hus. De havde kalket den, og de bruger den til at holde en af deres døre åben med.« Mor begyndte at tage af bordet efter aftensmaden.

»Åh, det er en god ide! Når John kommer hjem i morgen, vil vi spørge, om han vil kalke vor sten, og så vil den se fin ud fra soveværelset.« Bickie sagde: »Så vil den have mere lighed med et æg, synes du ikke Tommie?«

Deres bror John var i Marshalltown, hvor han var taget ind for at få et stykke af en maskine repareret. Han ville ganske sikkert komme tilbage i morgen. Der var kun 20 km til Marshalltown, og det var en stor by. Tommie og Bickie havde været der nogle få gange, og begge drenge brugte timer til at fortælle om Marshalltowns vidundere.

Efter at Bickie og Tommie var færdige med aftensmaden, gik de ud for at tage den store sten ind. De bar den i den tomme majskurv, og da de lagde den i soveværelsesdøren, kom mor og så på den.

»Det er en mærkeligt udseende sten, er det ikke?« Hun vendte den om og børstede med hånden på dens ru overflade. »I sandhed ser den ud som et æg. Jeg er sikker på, at jeg aldrig har set noget lignende før.«

Drengene skyndte sig at hente majskolber og træ til komfuret og vand til spanden, som stod på bænken. Så var det mørkt, og de satte sig på gulvet midt på mors nyflettede kludetæppe med stenen imellem sig.

»Hvornår kommer John hjem?« spurgte Bickie mor.

»Jeg tror ikke før i morgen eftermiddag.« Hun sad ved køkkenbordet tæt ved lampen og sorterede tøjet i lappekurven, som stod på en stol foran hende.

»Jeg ville ønske, vi kunne rejse til Marshalltown,« sagde Tommie til Bickie. »Husker du den blinde mand, som spillede?«

»Naturligvis husker jeg ham.« Bickie kunne aldrig glemme det. »Det er lang tid siden. Det må være et år siden allerede. Husker du drengen, som ingen arme havde, men som kunne skrive fint med tæerne?«

Drengene talte og talte om de store og vidunderlige ting, de havde set i Marshalltown. Bickie havde stadig et stykke papir med et bibelvers, skrevet smukt af drengen uden arme.

»Hvis jeg var i Forepaughs forretning i Marshalltown, så ville jeg købe nogle kager, bolsjer og noget gele ...«

»Nej, det ville du ikke,« Tommie så tankefuldt hen mod mor. »Du ville ikke købe noget, for du har ingen penge.«

»En dag vil jeg være lige så stor som John. Så vil jeg tjene penge, og jeg vil gå ind i Forepaughs forretning og købe alt, hvad jeg ønsker, « erklærede Bickie.

Forepaughs forretning var fyldt med vidunderlige ting. Der var frakker og tøj af fine stoffer og lamper, lygter, sadler og fødevarer. Der var tønder med kiks og store, runde, gule oste, småkager, bolsjer og sække med ris og mel. Under disken i fødevareafdelingen var der marmelade og gele i træspande. Der var også majsmel, og der var meget af det til små priser. Selv i State Center 2 km derfra var der meget majsmel.

Ofte, når drengene spiste deres majsgrød, talte de om det brune sukker og gele, de havde set i Forepaughs forretning året før. Nu, medens de tænkte på, at John kom hjem i morgen, kunne de heller ikke lade være med at tænke på, om han kunne have en spand gele med. Somme tider havde han. Geleen var meget billig.

Den aften, da Bickie lå i sengen, huskede han, at de ikke havde fortalt mor, hvor de havde fundet stenen med den mærkelige form, og hun havde ikke spurgt. Han tænkte dog, at det ikke betød noget. Det var blot en gammel sten, som havde været der i kældergulvet lang tid.

Mor kunne ikke blive vældig begejstret for nogen af de ting, de gravede op. De havde gjort det hele sommeren. Tidlig på foråret gik en historie rundt i nabolaget om en mand, som ved at grave sin kælder dybere, havde opdaget en kiste fuld af guld. Skønt mor fortalte dem, at historien sikkert ikke var sand, begyndte drengene en serie opgravninger over hele området.

Hver aften rapporterede de, hvad de havde fundet. De gravede et par rustne hestesko op, et gammelt øksehoved og en strigle. Alle disse skatte blev sat op i en ordentlig række ved siden af deres senge i soveværelset. I morgen ville den ægformede sten efter kalkning få plads imellem dem - den største og vigtigste af deres opdagelser.

Det er en drømmesten. Bickie tænkte for sig selv. Drømmeting er altid gode at have, fordi de kan få en dreng til at glemme tøj i laser, majsgrød og mange andre ting.