Kapitel 12.

 

Bickie lagde sin hånd på tordenægget. Det var bestemt den samme sten, som Hake Collins havde taget fra ham for mere end to uger siden. Han følte på den og vendte den omkring. Alle de besværlige tanker gjorde, at det løb helt rundt for ham.

Hvorfor var tordenægget i dette lagerrum. Hvis Hake havde haft det med til programmet, og det måtte han jo have haft, hvorfor var det så ikke på platformen? Hvem havde lagt det her og hvorfor? Nu gjaldt det at finde ud af, hvad han skulle gøre med det.

Bickie satte sig ned og tog skatten op i skødet. Almindeligvis var der ikke andet i dette lagerrum end koste, fejeblade, nogle vinduesskodder og nogle gamle klude, som frk. Kitty brugte til at støve katederet af med. Der var ingen yderdør. Den eneste dør ud af rummet førte ind i selve klasseværelset bag lærerindens kateder. De andre børn ville gå ned fra platformen ad trappen, som førte direkte ud til forsamlingen, men de, som optrådte senere - de store piger og drenge - ville bruge dette rum som udgang. De fleste af kulisserne, som blev brugt i pantomimen, skulle også trækkes herind efter den næste deklamation og sang.

Det var helt utænkeligt, at han skulle efterlade stenen, hvor han havde fundet den, og gå ud ad døren ind til forsamlingen. Bickie skubbede tordenægget op i et hjørne så langt, som han kunne få det, og så stillede han sig lige foran det, medens de store drenge trak kasser og pap støtter ind fra platformen og stillede dem op ad bagvæggen. Når nogen talte til ham eller så på ham, pillede han ved lampen og skruede flammen op eller ned.

Til slut fandt frk. Kitty ham der. »Hvad laver du herinde?« spurgte hun ham. »Du klarede det meget fint Bicknall. Vi er alle stolte af dig. Du behøver ikke være forlegen. Kom med ind.«

»Det er ikke det.« Bickie så ned på sine fødder: »Hvorledes - hvorledes kom denne sten her?«

»Ah den« lo frk. Kitty. »Hr. Collins havde den med hjemmefra sammen med de andre sten, men jeg syntes ikke, at den lignede en rigtig sten, derimod ser den ud som et stort æg. Jeg syntes ikke, at den passede sammen med »Plymouth Rock«, så jeg skubbede den herud. Den er tung, synes du ikke?«

»Jeg tror, jeg vil blive her lidt længere,« sagde Bickie. Han satte sig ned på en af trækasserne fra »Rocken«. »Min mave er så mærkelig.«

»Du har været alt for spændt på, hvordan det skulle gå,« sagde lærerinden. »Jeg henter dig et glas vand.«

Men vandet hjalp ikke, og frk. Kitty måtte naturligvis fortsætte med programmet. Bickie vidste, at han snart skulle stå overfor Hake Collins og kræve sin ret til at beholde tordenægget. Han vidste bestemt, at han ville gøre det, derfor overraskede mavepinen ham og gjorde ham bange.

»Var programmet for meget for dig?« spurgte Nels Whitney, da han kom igennem efter sin sang.

Bickie svarede ikke.

»Bickie har mavepine,« fniste nogle af pigerne.

Til trods for hans ængstelse og utilpashed gik tiden hurtigt, og Bickie kunne nu fra sit hjørne høre programmets afslutningsnummer - en aftensang. Nu var tiden lige ved at være der. Hake ville komme ind for at hente stenene. Drengene havde taget alle stenene fra platformen herind. Hake ville komme og samle dem sammen - jo - jo. Nu kunne han være her hvert minut.

Det var ikke Hake, men Rudolph, soldaten, og Red-Hog Smith, som kom for at se efter Bickie.

»Du ser ikke rigtig rask ud, Bick, hvad er galt?« Red-Hog tog ham om skulderen. »Der kom bud efter jeres mor lige efter din deklamation, og hun bad mig tage jer drenge med hjem.«

»Jeg formoder, en eller anden er syg, og så har de nok sendt bud efter hende til at pleje vedkommende, « sagde Bickie.

»Hvorfor har du skjult dig her?« Rudolph smilede ned til ham. »Du klarede det fint. Hvorfor går du ikke ud og lader folk trykke dig i hånden?«

»Tordenægget, « hviskede Bickie. »tordenægget.«

»Hvad taler du om?« Rudolph så uforstående ud.

Han pegede på hjørnet under lampen, hvor den ægformede sten lå.

»Det er stenen, som vi gravede ud af vor kælder. Husker du ikke - det er den, onkel Dirk fortalte dig om?«

Soldaten kom med et råb af overraskelse, da hans blik faldt på stenen.

»Er det ikke den sten, jeg så hos jer?« Red-Hog Smith tog tordenægget op i sine store hænder. Han drejede den rundt og rundt. »En fin sten tør man nok sige. Hvordan kan det være, at den er her?«

»Hake Collins tog den fra os ...«

Døren gik op, og frk. Kitty kom ind. Hake Collons fulgte hende.

»Vi sætter pris på, at De ville have alt det besvær, hr. Collins,« sagde hun. »Jeg synes, stenene så meget fine ud, og vi behøvede dem virkelig.«

»Jeg var glad for at hjælpe Dem, frøken, « sagde Hake med sin •kvækkende latter. »Jeg synes altid om at være god mod folk ...«

Så faldt hans øjne på Bickie. Han havde taget tordenægget fra Red-Hog og holdt det nu fast i sine arme.

»Hør her, Bick, den der sten er alt for tung for en lille fyr som dig.« Han rakte ud efter den.

Bickie gik et skridt tilbage. »Rør ikke denne sten, Hake Collins,« sagde han. Bickie kunne næsten ikke tro, at det virkelig var hans egen stemme, den lød, som når John talte. »Tag ikke min sten igen.« Bickie stod mellem Red-Hog Smith og Hake.

»Hør nu her,« grinede Hake, og hans mund mistede et øjeblik sin ejendommelige sugende form. ,'Denne sten tilhører mig, gør den ikke frk. Kitty? Jeg gav den til Deres program, ikke sandt?« Han stod og ventede på hendes svar.

Frk. Kitty så fra Bickie til Hake og så til Red-Hog og den fremmede soldat i den blå frakke. »Jo, hr. Collins,« sagde hun, idet hun gav et lille gisp. »Jo, den kom fra Deres hus, det ved jeg. Hvorfor gør du krav på den, Bicknall?«

»Han tog den.« Bickie hævede stemmen. »Han stjal den. Tommie og jeg ...«

»Se nu her. « Red-Hog stirrede vredt på Hake. »Denne sten tilhører Bick og Tom. Jeg så den i deres hjem sidste sommer. De gravede den op midt i deres kælder. Hvordan kan De så komme på de tanker, at den er Deres?«

Hake åbnede munden for at svare, men Rudolph kom ham i forkøbet. »Har den sten nogen værdi?« spurgte han.

»Måske - måske ikke.« Hake rettede sine skarpe blå øjne på soldaten. »Det er ikke noget, De skal blande Dem i. En mand har sine rettigheder. Jeg må beskytte min ejendom.« Han prøvede at vriste stenen ud af hænderne på Bickie.

Drengen kæmpede imod, og stenen, som var temmelig glat og rund, var vanskelig at holde fast på. Pludselig faldt den ned mellem dem, og Hake skreg af raseri og smerte. Eder og forbandelser fyldte luften, og den vrede gårdmand satte sig ned på en af kasserne for at se til sin sårede fod.

»Jeg skal få dig sendt til en opdragelsesanstalt, din lille vildkat,« skreg han til Bickie.

»Tag skoen af,« sagde Rudolph venligt. »Lad os se, hvor megen skade foden tog. Den sten er temmelig tung.«

Han bandt Hakes tykke sko op og trak den forsigtigt af. Hake listede den snavsede sok af, og de så da, at stenen var faldet på hans store tå og havde givet den en slem læsion.

»De vil højst sandsynlig miste den tånegl,« sagde Rudolph. »Det er ikke så godt.«

Hake truede ad Bickie med sin knyttede næve. »Jeg skal lære dig at opføre dig ordentligt, din uforskammede knægt.«

»Vent lige et øjeblik.« Rudolph lagde sin hånd på Hakes skulder. »Hvordan fik De fat på denne sten?«

»Det kommer ikke Dem ved.« Hake stirrede på Rudolph. »Se at komme ud herfra og lad mig selv klare dette her. Vi bryder os ikke om at have fremmede til at blande sig i vore ting.«

Så samlede Red-Hog Smith stenen op fra gulvet. Han holdt den i hånden. »Jeg vil blot tage vare på denne sten, indtil du beviser, at den tilhører dig, Hake,« sagde han. »Så vidt jeg ved, tilhører den Bick. Han siger, at du tog den fra ham, og jeg er tilbøjelig til at tro ham.«

»Den sten kom fra Californien. Jeg har kendskab til sten. « Hakes ansigt var rødt af vrede. »Det der er et tordenæg. Når det er skåret og poleret, kan det være mere end ti dollars værd, og de skylder mig dem.« Hans skarpe stemme steg til et skrig.

Bickie så fra den ene til den anden. Hans hjerte hamrede. Frk. Kitty gik ud af rummet og lukkede døren så stille, at mændene ikke hørte det. Bickie vidste, at de ikke kunne høre noget, sådan som de råbte op.

»Det synes jeg også er den bedste måde at gøre det på, hr. Collins, « sagde Rudolph igen. »Lad hr. Smith opbevare stenen. De ville da ikke bryde Dem om at være uretfærdig overfor en faderløs dreng, det er jeg sikker på. « Han klappede den gamle gårdmand, der sad helt sammensunken, på skulderen. »Jeg foreslår, atvi tager stenen ind til Marshalltown og får den skåret igennem, hvorpå vi kan finde ud af, hvad den er værd. « Han så på Red-Hog. »Hvad siger De, hr. Smith? Prisen, det koster at skære den, kan vi trække fra, og den værdi, der er tilbage ...«

»Fin ide,« afbrød Red-Hog ham. »Alt, hvad stenen er værd, skal du få, Hake Collins, men disse drenge skal beholde deres sten. Deres onkel hentede den helt fra Californien, og han er død.« Red-Hog holdt stadig stenen i sine hænder. Hans blå øjne lynede i lampens lys, og hans store ansigt var meget rødt. »Kom Bick, lad os gå hjem.«

»Hr. Collins,« råbte Rudolph, da de gik. »Hvis De er i Marshalltown kl. elleve i morgen formiddag, så kan De se stenen blive skåret, og De vil få, hvad vi lovede Dem. Ellers vil De aldrig se den igen.«

Forsamlingen stod stadig i små klynger og snakkede ved døren til Fergusonskolen, og de lo og lavede sådan et spektakel, at Bickie var sikker på, ingen af dem havde hørt de høje stemmer fra lagerrummet. Han søgte Tommie og fandt ham hos Pete og Nels. De fulgte alle Red-Hog til bobslæden. Han lagde tordenægget i halmen. Så, så Tommie stenen.

»Bickie, Bickie,« råbte han begejstret.

»Det er kommet tilbage - tordenægget.«

Drengene satte sig til rette under bøffellæderdækkenet og holdt stenen mellem sig.

Rudolph kom ind ved siden af dem. »Den mand har handlet forkert,« sagde soldaten til Bickie. »Han kæmper med en dårlig samvittighed. Jeg tror ikke, han vil lave flere knuder for os.«

Da de var hjemme, stod drengene af. De tøvede et øjeblik. Bickie ønskede mere end noget andet at tage tordenægget og bære det ind i huset, men Red-Hog sagde: »Jeg vil tage jeres sten med mig hjem. I morgen tidlig tager jeg den med til Marshalltown, og hvis I drenge ønsker at tage med mig, så er I velkomne. « Så tilføjede han med en stemme, der var fuld af uventet venlighed: »Jeg ved, at I knægte gerne ville have stenen, men jeg stoler ikke på Hake. Jeg vil ikke lægge noget på den snusende kanins Sti.«

»Hr. Smith har ret« forsikrede Rudolph dem, og de to mænd kørte bort i natten.

Mor var ikke hjemme, men John var lige kommet ind. Han havde kørt hende ca. 3 km til det sted, hvor hun skulle våge ved en syg kvinde.

»John, John,« råbte Bickie begejstret. »Åh, John, tordenægget er tilbage.«

»Tilbage. »Han så fra den ene til den anden. »Hvor er det?«

»Red-Hog har det. Vi skal til Marshalltown i morgen og have det skåret.«

»Vent et øjeblik.« John satte sig ned ved ilden, og Bickie fortalte historien om sin plan, og hvorledes den lykkedes.

Drengene sad rundt om komfuret, indtil det blev meget sent. Så sendte John dem i seng. »Vi må være udhvilede og færdige til at tage til Marshallstown i morgen,« sagde han. »Jeg ville ikke gå glip af det for nogen pris.«

Bickie sov godt den nat, så godt, at da han så en skikkelse famle rundt på gulvet i det svage månelys, vidste han, at det var en drøm.