Kapitel 11.

 

Da drengene skulle gå i skole næste morgen, kaldte mor dem hen til sig. Hun lagde en arm rundt om dem: »Hør her drenge, jeg tror ikke, I skal sige noget om Rudolphs besøg her i aftes. Jeg tror ikke, I skal omtale tordenægget eller Hake Collins eller noget som helst om denne historie. «

»Må vi slet ikke fortælle det til nogen?« surmulede Tommie. »Nej,« sagde hun. »Det er meget bedre ikke at tale om ting, der kun angår vor familie.«

I Fergusonskolen optog øvelserne til det kommende taksigelsesprogram det meste af tiden. Alle børnene talte om deklamationerne, sangene og taksigelsesspillet.

De større drenge havde travlt med at få kulisserne til spillet færdig. Pigerne lavede blå bølger af silkepapir.

Frk. Kitty prøvede på at udstyre de små med passende dragter, pilgrimsdragter.

Bickie kunne nu alle versene, og når de øvede med ham i baggrunden, sad de større drenge og piger bagest i værelset og klappede i hænderne af glæde. Det var en smuk pantomime, og Bickies stemme gik så fint igennem.

»Hvad skal vi bruge som Plymouth Rock?« spurgte frk. Kitty børnene.

»Hvor stor er egentlig klippen Plymouth Rock?« ønskede børnene at vide. »Har De nogen sinde set den, frøken?«

»Ja, jeg, har set den engang,« sagde hun. »Den er ikke helt så stor som mit kateder - og ikke så høj.«

»Måske kunne vi bruge nogle kasser og dække dem med pap,« foreslog en af de store drenge.

»Det er muligt.« Frk. Kitty gik fra væg til væg for at måle, hvor meget plads der kunne blive til »klippen«.

»Vi kunne kalke pappet for at få det til at ligne sne og is. Jeg tror, det var koldt, da pilgrimmene landede, var det ikke?« En pige i baggrunden kom med dette forslag.

Pludselig slog en ide ned i Bickie: »Vi kunne få fat på nogle virkelige sten og klippestykker.« Han råbte næsten ordene. »Vi kunne dynge dem op omkring Plymouth Rock for at få det til at se mere naturligt ud og skjule papkanterne.«

»Det er en udmærket ide.« Frk. Kitty smilede til Bickie. Så blev hendes ansigt tankefuldt. »Men hvor skal vi få stenene fra nu, der er dyb sne? Det vil være vanskeligt at gå ud og søge efter dem.«

Så talte Bickie igen med en stemme, der rystede af ophidselse: »Jeg ved, at Hake Collins har en dynge sten på sin veranda. Naturligvis er nogle af dem værdifulde sten, men måske vil han lade os låne nogle af dem til vort program.«

Lærerinden strålede: »Åh, jeg er sikker på, hr. Collins vil lade os låne dem. Han er kasserer for skolekomiteen og er meget interesseret i programmet. Jeg vil selv spørge ham.«

Bickie kunne næsten ikke tage sig sammen til at læse resten af dagen. Naturligvis var det ikke sikkert, Hake Collins ville bringe tordenægget til programmet, selv om frk. Kitty bad ham om sten. Han kunne bringe nogle andre, men måske ville tordenægget ligge på toppen af dyngen, og det ville være let at tage det. Bickie måtte vente og se. Det var hårdt at vente. Men hvis - hvis - hvis Hake bragte tordenægget til programmet, hvad så?

Han besluttede, at hvis Hake bragte stenen, så ville han aldrig lade ham tage den bort igen. Når alt kom til alt, havde Hake i virkeligheden stjålet den. Ingen gav ham den. Ingen sagde, han måtte få den.

Han kunne skjule tordenægget, men det ville ikke være helt ærligt. Hake sagde, at han tog det som renter. Bickie vidste ikke, hvad det betød, men det var måske noget vigtigt. Naturligvis kunne en eller anden tilbyde at købe den - måske Rudolph ville, men hvis Hake fandt ud af, at nogen var villig til at betale penge for stenen, så ville prisen sikkert blive meget høj. Måske havde Rudolph slet ikke nogen penge.

Bickie brød sin hjerne med problemet hele dagen, og frk. Kitty måtte tale skarpt til ham før det sidste frikvarter.

»Tror du, Rudolph kommer i dag?« spurgte Tommie Bickie på vejen hjem.

»Han sagde, at han ville komme i dag. Lad os løbe. «

Hjemme mødte John drengene i porten. »Kom med mig,» sagde han i en barsk tone. Jeg ønsker, at I skal vise mig nøjagtigt, hvor I fandt den sten, jeg kalkede. «

Drengene gik med John hen til den åbne kælder ved brandtomten. Sneen var skovlet ud af kælderen og kastet op i en stor dynge ved siden af. Gulvet var bart, og det var ikke længere muligt at se det hul, hvor stenen var gravet ud for så mange måneder siden.

»Vis mig det nu.« John tog fat i Bickies arm.

»Jeg tror, det var lige her i midten af gulvet.«

»Vi er nu sikre på, at jeres sten indeholdt noget værdifuldt,« fortalte John dem. »Jeg tror ikke, at det betyder så meget, hvor den er fundet. Det vigtigste nu er, hvorledes vi skal få den fra Hake Collins.«

»Hvordan vil du gøre det?« spurgte Tommie.

»Jeg ved det virkelig ikke,« sagde John. »Det nytter ikke noget at spørge ham. Det nytter heller ikke at prøve på at købe den. Det øjeblik, en eller anden giver udtryk for, at den er værdifuld ...«

»Hake ville simpelthen ikke lade ham få den for nogen pris,« sluttede Bickie.

»Har Rudolph været her?« spurgte Bickie.

»Ja, han hjalp mig med at skovle denne sne ud. Han tror, at der er skjult noget inden i stenen - måske guld eller penge: Den var meget tung - husker I?«

»Åh, åh.« både Bickie og Tommie holdt vejret i spænding.

»Han siger, at onkel Dirk sagde: »Find stenen«. I drenge fandt stenen - jeg er næsten sikker på, det er den - og nu er stenen borte.« John så ærgerlig og vred ud.

»Jeg skulle have forlangt, at Hake gav den tilbage til jer.« Han så på Bickie: »Jeg vidste slet ikke, at den havde nogen værdi. Jeg tænkte blot, at han prøvede på at være ond.«

»Ved Rudolph, at Hake tog stenen?« spurgte Bickie.

»Ja. Jeg fortalte ham det.« John sparkede til nogle småsten mellem murbrokkerne på kældergulvet.

»Kunne han ikke finde ud af, hvad vi skal gøre?« spurgte Tommie.

»Nej, naturligvis ikke.« John var utålmodig. »Han vil opsøge den mand i Marshalltown, som skar og polerede Red-Hog Smiths sten. Måske tager Hake stenen derind.«

»Hvad sker der, hvis de skærer den over, og der er mange, mange penge i den?« Tommie dansede rundt på det bare kældergulv i kådhed. »Så kunne vi få gele hver dag og kartofler og græskarpie og bankekød. «

»Vær ikke sådan et fæ.« John tog skovlen op fra kældergulvet: »Vi har ikke tordenægget mere, og vi tæller ikke vore kyllinger, før de er udruget. Der er ikke store chancer for, at noget skal blive udruget for os, når Hake sidder på tordenægget.«

De lo alle ad Johns vittighed og følte sig bedre tilpas.

Bickie sagde ikke noget om sin plan at få Hake til at give nogle sten til taksigelsesprogrammet. Han vidste, at der kun var en lille chance for, at tordenægget ville være med i dyngen af de sten, der blev bragt til skolen, og han havde endnu ikke fundet en måde, hvorpå han kunne beholde stenen, hvis den skulle komme inden for hans rækkevidde igen. Det var muligt, at Hake allerede havde gjort noget ved stenen. Bickies hjerte krympede sig ved tanken.

Han knyttede sine næver, når han tænkte på det, og han følte, at han med glæde ville kæmpe med Hake Collins og få ham til at give slip på stenen. Han havde taget den, selv om den ikke tilhørte ham. Han havde stjålet den. Han skulle straffes ligesom enhver anden tyv. Bickie hidsede sig vældigt op over det.

Dagene gik hurtigt. Der kom ikke meget nyt fra Rudolph. Han havde fundet stenhuggeren i Marshalltown. Manden ville være på udkig efter stenen, og han ville lade Rudolph vide, hvis den kom ind. Men Hake kunne beholde tordenægget i årevis, før han gjorde noget ved det, og sådan ville det måske også gå. Ingen syntes at have en bestemt plan. Selv Bickie havde endnu ikke gjort op med sig selv, hvad der skulle gøres.

Endelig kom aftenen for taksigelsesprogrammet. Alle fra hele skolens distrikt kom. Drengene havde bedt Rudolph komme. Han lovede at komme, fordi Bickie skulle deklamere til pantomimen.

Fergusonskolen var overfyldt, da familien Ross ankom. Bickie gik bag forhænget, som var trukket tværs over platformen. Han måtte se nøjagtigt, hvor han skulle stå og udføre sin del af programmet.

Pantomimen var det første i aftenens under-holdning, og kulisserne var på plads.

Bickies hjerte hamrede, da han så ned på »Plymouth Rock« og de andre sten rundt om den. De var alle fint kalkede med et blåligt skær på de rigtige steder for at få dem til at se isbelagte og kolde ud. Hans øjne undersøgte hver eneste sten, men tordenægget var ikke mellem dem. Han var meget skuffet.

Der var imidlertid ingen tid til at sørge over planen, som slog fejl. Programmet skulle begynde, og frk. Kitty, som så meget fin ud, kom for at vise ham, hvor han skulle stå.

Bickie talte klart og tydeligt, og han huskede hvert ord af sin deklamation. Pantomimen blev smukt udført, og da den var forbi, brød et sådant bifald ud, at det fik den lille skole til at ryste. Bickie følte rødmen stige op i kinderne.

Han snublede ud gennem kulisserne til bagdøren og gik gennem den ind i det store værelse bagved. Det var svagt oplyst af en enkelt lampe, som hang på en krog højt oppe på væggen. Han så, at lampens væge var skruet for højt op, og røgen kom ud fra glasset. Han rakte op for at skrue den ned og snublede da over noget på gulvet. Han så ned. Det snurrede rundt i hans hoved, og han tænkte, om han pludselig var gået fra forstanden. Der lå tordenægget op imod væggen lige under lampen.