Kapitel 10.

 

Da Bickie og Tommie gik ind i klassen den følgende morgen, så frk. Kitty op fra katederet. »Kom her Bicknall. Jeg har noget at sige dig.«

Bickie slæbte sig hen til lærerinden.

»Jeg har tænkt på, hvem der skal deklamere digtet i vort taksigelsesstykke. Jeg tror, du kunne gøre det meget fint. Kunne du tænke dig det?«

Bickie så på frk. Kitty. Hun havde det samme smalle ansigt, den samme grå knold og den flade sløjfe af sort bånd mod halsen. Han huskede, hvorfor hun var så tynd - ingen løg - og skamrødmen bredte sig over hans ansigt. I dette øjeblik var hun smuk i hans øjne. Han så for første gang, at hendes øjne var blå og i dette øjeblik meget venlige.

»Det ville jeg være glad for,« sagde han og kørte med snuden af de nye sko på det ru gulv.

»Så er det her.« Hun gav ham det håndskrevne digt. »Lær det så hurtigt, du kan. De små vil spille Mayflowers ankomst og landing på Plymouth Rock. Du skal fremsige versene, medens pantomimen spilles. Jeg tror, det skal blive meget fint.«

Bickie kunne ikke sige et ord mere. Han tog papiret af lærerindens hånd og gik tankefuldt tilbage til sin pult.

»Hvad har du fået at kopiere?« hviskede en af de store drenge, da han prøvede at spænde ben for Bickie i gangen.

»Hvad er der lagt op til nu?« sagde en anden, da Bickie stak papiret ind under pulten.

Han svarede dem ikke. Han vidste, at han var ildrød i ansigtet. Men hans hjerte sang. Han så på frk. Kitty, og hun smilede. Han så rundt i klasseværelset, på det gamle udskårne kateder, den revnede tavle, de poliske (gavtyveagtige) børn og den tynde, gråhårede lærerinde. For første gang syntes han, de så hyggelige ud.

Han havde set børnene øve på pantomimen i går. Der var en »kyst« og en båd, lavet af pap, hvor børnene, som repræsenterede pilgrimmene, stod på »Mayflower« og så ud over den »barske og forrevne klippekyst«.

Bickie hørte lærerinden sige, at de skulle lave store blå bølger af papir, og på kysten ville de have Plymouth Rock omgivet af mindre klipper, så det så ud som den forrevne klippekyst, hvor pilgrimmene landede.

Bickie læste alle sine lektier den dag, og i frikvartererne legede han på livet løs. Han kunne ikke lade være at fortælle Pete om det vidunderlige, som var sket, og Pete fortalte alle de andre drenge det. Nu var Bickie en betydnings-fuld person på legepladsen til trods for frakken med tournureryggen. Han fik lov til at være griber i de store drenges boldspil i middagsfrikvarteret, og da hans side skulle slå, slog han to til at løbe hjem på.

Sammen med alt dette fandt Bickie ofte tid til i hemmelighed at se på papiret, frk. Kitty havde givet ham. Om aftenen kunne han de første otte vers. Der var tolv vers i det hele.

Om aftenen, medens drengene udførte deres pligter, deklamerede Bickie sine vers for Tommie og køerne og hønsene og de to arbejdsheste. Senere fremsagde han dem endog for mor.

Aftensmaden var knapt nok kommet af bordet, da Rudolph bankede på døren. Drengene løb for at lukke op for ham.

»Fru Ross. « Han tog hatten af og gav hende sin frakke. »Lige siden jeg kom til Marshalltown og State Center, har jeg prøvet på at finde et bestemt hus. Jeg havde andre ting at tage vare på, og lige efter krigen var jeg syg i lang tid. Så jeg er meget forsinket - tre år i virkeligheden - med at komme til denne del af landet. Jeg har gode grunde til at tro, at det er Deres hus, som jeg har søgt efter så længe.«

Bickie og Tommie sad i døren til deres soveværelse, ligesom de gjorde aftenen før, men nu havde de ikke noget tordenæg mellem sig. Bickie kom i tanker om det og så på Tommie. Han kunne se, at Tommie også huskede det.

»Drengene fortalte mig, at De spurgte dem om vort hus.« Mor bød Rudolph en stol nær ved komfuret.

»Ja,« soldaten tøvede. »Jeg er ked af at tage smertefulde minder frem, men det kan have nogen betydning for Dem. Havde De en bror, som kæmpede med Unionsstyrkerne, og var hans navn Dirk Himes?«

»Ja, naturligvis.« Mors øjne strålede, og hun lænede sig frem for at høre hvert ord, den fremmede soldat måtte have at sige. »Ja, min bror boede altid hos os. Han rejste til Californien sammen med niogfyrrerne. Han havde lidt penge med tilbage og købte denne gård og byggede huset. Det er brændt ned nu. Jeg tænker, drengene har fortalt Dem det.« Hun lod øjnene hvile på kornmagasinkøkkenets kalkede vægge.

»Sagde Deres bror nogen sinde noget, som kunne få Dem til at tænke, at han havde penge eller andre værdier skjult i huset?«

»Ja.« Mor strøg en sort lok bort fra panden. »Jo, det gjorde han. Da han rejste sammen med min mand for at indrullere sig sammen med de andre frivillige fra Iowa, sagde han: »Fietta, der er penge nok i dette hus til at underholde dig, til vi kommer tilbage. Led efter dem. Jeg er sikker på, at du vil finde dem, når du behøver dem. Så pegede han ned i gulvet.«

»Troede De, at han mente, nogle penge var skjult?«

»Jeg var ikke helt sikker,« sagde mor. »Han kunne have ment husets værdi. Min bror var en stor spasmager, han lo altid meget og sagde ofte en hel del sludder. Mange gange vidste vi ikke, om vi skulle tage det, han sagde, alvorligt, eller vi skulle betragte det som en spøg.«

»Søgte De nogen sinde efter noget sådant?«

»Åh jo.« Mors øjne formørkedes af smerte. »Jeg brugte megen tid til at søge efter det, Dirk talte om, dengang min mand var syg i så lang tid, og vi var i nød. Jeg gennemrodede alle kufferter og klædningsstykker. Jeg brækkede endog et par gulvbrædder op. De så ud til at være lidt løse - men der var ikke noget. Vi måtte låne penge og tage lån i huset.«

Rudolph lænede sig frem i stolen og så på mor. »Jeg var hos Dirk Himes de sidste timer af hans liv. Jeg er feltpræst. Deres drenge har sikkert fortalt det. Han var såret og lå i febervildelse og fantaserede det meste af tiden, men et øjeblik syntes han mere rolig. Han tog min hånd og trak mig ned, så jeg kunne høre, hvad han ønskede at sige til mig. Han var meget svag. Han talte meget hurtigt, og så vidt jeg kan huske, sagde han noget lignende dette: »Min søster bor i Iowa, State Center, sammen med sine børn. De kan kende huset på en gul slyngrose over hoveddøren og to små grønne vinduer i gavlen. Navnet er Ross - søg efter stenen - stenen -.« Så kunne jeg ikke forstå resten af det, han sagde. Han blev aldrig i stand til at sige mere.«

Mor og John så på hinanden i forbavselse. Bickie og Tommie stillede sig ved siden af Rudolph.

»Kendte De virkelig min onkel Dirk?« sagde Bickie. »Jeg var bare en lille dreng, da han rejste. Tommie var slet ikke født endnu, men jeg husker ham. Han lignede mor.«

»Ja.« Rudolph smilede til dem. »Han var meget smuk ligesom jeres mor, samme øjne; naturligvis kendte jeg ham ikke så meget. Jeg så ham kun, da de kaldte mig til og bad mig besøge ham, fordi han var ved at dø.«

Smilet forlod soldatens ansigt, og i stedet for kom et udtryk af dyb bedrøvelse.

Mor og John så stadig på hinanden, og Bickie kunne se, at de var rådvilde.

»Sagde De - en sten?« John kløede sig i nakken og knappede flippen op. »Jeg kan ikke forstå, hvad det kunne betyde. «

»Var en del af huset bygget af sten?« spurgte Rudolph John.

»Ja, naturligvis. Kælder væggene og grunden var af røde sandsten. De står stadig derude under sneen. De kan ikke se dem nu, men i morgen kan vi se på dem.«

»Jeg er sikker på, han sagde »Stenen«.« Rudolph syntes at tale mere til sig selv end til John. »Det betyder måske ikke noget. Han vidste måske slet ikke, hvad han sagde.«

»Han var altid interesseret i sten,« sagde mor. »Han var glad for at samle på dem, allerede da han var en lille dreng.«

»Hans tanker kan være gået tilbage til guldvæddeløbets dage i Californien.« John kløede sig i nakken.

»De skal i hvert fald have mange tak, fordi De kom,« sagde mor venligt. »Jeg synes, det var meget smukt af Dem at komme hertil for at finde os og fortælle os om dette.«

»Jeg havde andre ting at ordne her i Marshalltown, « sagde Rudolph, da han rejste sig og rakte ud efter den gamle blå uniformsfrakke og sin sorte hat. »Det er nu tre år siden, G.A.R. blev organiseret. Noget af det vigtigste, de gør, er at undersøge sådanne forhold, som angår enker og forældreløse og andre pårørende til de mænd, som kæmpede for Unionen.«

»Kom tilbage i morgen, så vi kan se på den gamle grund,« sagde John, da Rudolph gik ud ad døren.

»En sten - en sten. « Bickie sagde ordene igen og igen i sine tanker. Der var et eller andet gemt derinde, og pludselig kom det frem i et begejstret udbrud; »Tordenægget - Tordenægget.«

Han begyndte at danse vildt omkring på køkkengulvet.

Mor greb ham i armen og trak ham hen til sig. »Hvad er det, du siger? Hvad er dette om tordenægget?«

Bickie rev sig løs fra hende og kastede sig på gulvet ved siden af Tommie. »Mit tordenæg, mit tordenæg. Det er stenen, onkel Dirk talte om. Det er jeg sikker på, det er. Vi fandt den jo netop i kældergulvet. Jeg vil vædde på, at han anbragte den der. Og nu har Hake Collins taget den.«

Mor puffede Bickie op. »Du har aldrig fortalt mig, at I fandt den i kældergulvet.« Mor så alvorlig ud. »I sagde, at I gravede den op af jorden.«

»Det gjorde vi også, mor,« indskød Tommie. »Vi gjorde. Vi gravede den ud af jorden lige midt i det gamle kældergulv. Vi tog alle gulvbrædderne op og stillede dem op ad siderne, og derefter legede vi skattegravere. Stenen var lige der, så vi gravede den op.«

»I morgen må I vise os nøjagtigt, hvor I fandt stenen,« sagde John. »Det kan være vigtigt.«

»Men Hake har stenen.« Bickie skreg næsten i sin ophidselse og vrede. »Hake har stenen, og han vil aldrig give den fra sig.«

»Nej, det tror jeg heller ikke, han vil,« sagde John, idet han rystede på hovedet og slog næven ned i bordet.

Da Bickie lå i sin seng den aften, vidste han, at han måtte finde en måde at få tordenægget tilbage på. Der måtte være en udvej. Måske var der noget værdifuldt inden i det. Måske var det en speciel slags tordenæg, som var mange penge værd, og onkel Dirk vidste det, og det gjorde Hake Collins måske også. Han samlede sten, ligesom onkel Dirk havde gjort. Han opbevarede en hel dynge på verandaen. Naturligvis kunne Hake ikke vide, hvad Rudolph havde fortalt dem i aften.

Det var vanskeligt for Bickie at falde i søvn, så han gentog versene i sit digt igen og igen, indtil det pludselig var morgen.