Kapitel 1.

 

Martsvinden hylede gennem ahornlunden bag det lille hus på en Iowagård. Den tog fat i den nøgne slyngrose ved fordøren og rykkede den frem og tilbage, så den frembragte en dunkende lyd, idet den slog mod vinduet.

Bickie Ross hørte den klagende vind og slyngrosen, som slog mod vinduet. Han følte det lille soveværelses isnende kulde, og en tyk kvælende lugt fyldte hans næsebor. Han nyste. Så trak han de tunge tæpper op over hovedet for at lukke den kolde, hvileforstyrrende luft ude. Det var lettere at ånde under tæpperne. Han smøg sig op til sin yngre bror, Tommie, og døsede langsomt i søvn igen.

Så blev tæpperne revet af. Bickie mærkede den frostfyldte luft gennem sin tynde natskjorte. Et mærkeligt lys viste sig i værelset, og en knitrende, spyttende lyd syntes at komme imod ham fra et sted meget nær.

I det spøgelsesagtige, dansende lys skimtede han en svær skikkelse i en tyk overfrakke med skindkrave. Det var deres nabo, Red-Hog Smith.

Han råbte til dem: »Brand! Brand! Huset brænder! Hører I?«

Han trak dem ud af deres varme senge hen imod det lille værelses vindue. Med et slag af sin vantebeskyttede, knyttede næve slog han vinduet ud og fjernede de takkede glassplinter fra vinduesrammen.

Bickie hørte sin mor kalde på ham og Tommie. Stemmen kom udefra, og den lød afsindig og bange, slet ikke som mors almindelige stemme.

Red-Hog greb alle tæpperne sammen med dynerne og halmmadrasserne og skubbede dem ud af det ituslåede vindue. Så tog han Bickie og lod ham falde ned, og et øjeblik efter landede Tommie oven på Bickie.

Drengene landede på et bjerg af dyner, puder og tæpper, så de var uskadt, selv om de faldt over fire meter. Moderens arme rakte ud efter dem: »Åh Bickiel Åh Tommie!« råbte hun og trak dem bort fra huset.

»Træk disse ting bort! « råbte Red-Hog til dem, »få det over til snevolden bort fra muren.«

Red-Hog kastede ting hulter til bulter ud af vinduet. De bar tingene, indtil de var adskillige meter borte fra huset. Så lod mor drengene stå på de endnu varme tæpper, fordi sneen gjorde deres fødder kolde.

»Det er i orden. Græd ikke!« Hun holdt dem tæt ind til sig igen. »Vi er alle i sikkerhed!« Da så Bickie, at mor havde sin gamle frakke på over natkjolen. Hun var også barfodet, og hun løb tilbage til den brændende bygning.

Red-Hog Smith sprang ud af det ituslåede vindue og løb efter hende. Han lagde sin hånd bestemt på hendes skulder.

»Nej, nej fru Ross!« råbte han højt. »Det er ikke til nogen nytte - kedeligt med huset, men det er borte nu. Der er ingen grund til at risikere Deres liv. Se, vi reddede alt sengetøjet og en del andre ting - endog uret. « Her pegede han på en stabel ting i sneen.

Da alt var trukket bort fra huset, førte Red-Hog Smith mor tilbage til tæpperne, hvor drengene krøb sammen under dynerne.

»I kan vente her et minut, medens jeg ser til kornmagasinet og laden. De er langt nok borte. Jeg tror ikke, de vil blive antændt, men jeg vil gerne være sikker.« Han vendte sig om for at se på huset igen.

Det var omspændt af flammer. Ilden væltede ud fra alle vinduer.

Medens de så til, faldt taget ind med et brag. Skønt Bickie følte den varme ildsånde i sit ansigt, var han kold, frygtelig kold. Hans fødder og hænder var følelsesløse.

»Vent her,« sagde Red-Hog igen. »Jeg vil blot se mig omkring igen, og derefter kommer jeg med slæden og tager jer alle over til mit hus. John kommer vel ikke hjem før i morgen?«

Da huskede Bickie, at hans storebror John var i Marshalltown 20 km herfra.

Mor stod der i lyset fra det brændende hus. Det glimtede i hendes lange, sorte hår. »Nej, nej, John kommer ikke hjem - han kommer ikke hjem - hvad er det i dag i det hele taget?«

Bickie havde aldrig før set sin mor så rystet.

Red-Hog knappede sin overfrakke op og tog sit tykke sølv ur op af bukselommen. Han så på det.

»Netop 12 midnat!« Han rystede uret lidt og så nøje på det, som om han ikke kunne tro, hvad det viste. »Det synes for mig, at det skulle være senere end det!«

Han stak uret i lommen igen. »Hvis ikke jeg havde set ilden komme ud gennem taget, så ville I alle være brændt levende!«

Mor pakkede drengene fastere i de tykke tæpper og holdt dem tæt til sig under dynen, medens Red-Hog gik tilbage til kornmagasinet og laden.

»Det er Guds store barmhjertighed,« sagde hun. »Jeg sov godt - ja vi sov alle sammen. Hvis Red-Hog ikke var kommet forbi, og hvis han ikke havde set ilden! ... Lad os takke Gud!«

Bickie kunne se den mørke skygge af slæden og de to hvide heste ude på vejen, hvor Red-Hog havde efterladt dem. Nu så han den store mand åbne lågen og lede hestene ind i gården. Han tog dem helt op til stedet, hvor drengene sad rystende under de mange tæpper.

De blev alle pakket i slæden, og Red-Hog løsnede tømmerne, hvorpå hestene for af sted over sneen til Smiths hjem fem kilometer længere fremme mod det åbne land øst for Iowa State Center, Iowa.

»Jeg var netop på vej hjem fra det skolemøde,« forklarede Red-Hog til sin kone, der havde travlt med at varme fedtsten og gnide drengenes kolde fødder. »Det var heldigt, at jeg så den brand - et held!«

Fru Smith redte seng til Bickie og Tommie på gulvet i den lille dagligstue, og de to drenge krøb ned under de varme dyner, men Bickie kunne ikke sove. Han huskede hele tiden, hvorledes ilden bølgede ud af huset - deres eget hus, det eneste sted, de havde boet. Braget fra taget, der styrtede ind i den brændende bygning, lød stadig i hans ører.

»Sover du Tommie,« hviskede han.

»Nej naturligvis ikke,« Tommie rejste sig op på albuerne. »Jeg føler mig slet ikke søvnig. Tror du, at vi nu skal bo her i Red-Hogs hus?«

Bickie tænkte på dette en stund. »Måske vil de bygge vort hus op igen.«

»Hvem vil?«

»Åh måske John og - og - måske Red-Hog ville hjælpe og måske hr. Whitney, Nels og Petes far.«

»Jeg hørte mor sige, at det kostede femten hundrede dollars at bygge vort hus, og jeg tror ikke, at der er nogen af os, der har penge nok til at bygge det igen.« Tommie lagde sig ned igen og rystede hovedpuden for at gøre det mere behageligt.

»Hvis far levede ...« begyndte Bickie.

»Men far er død, og onkel Dirk er død,« sagde Tommie. »Det betyder, at de aldrig nogen sinde vil komme tilbage for at hjælpe os.«

Drengene talte ikke mere, fordi de vidste, at de kunne komme til at græde, hvis de fortsatte, og de var alt for store til at græde. Bickie var ni og Tommie syv år.

Bickie huskede så mange ting fra huset. På en eller anden måde syntes det mere vigtigt nu, hvor det var brændt. Onkel Dirk havde bygget huset, da han kom tilbage fra Californien fire år før krigen. Han havde været i Californien i næsten ti år. Han rejste ud sammen med 49erne. Naturligvis kunne Bickie ikke huske så langt tilbage, men han vidste det, fordi han havde hørt sin mor fortælle om det så mange gange.

Bickie huskede end ikke, hvornår huset blev bygget. Han var født i huset, og nu var det brændt - helt brændt op!

Huset var ikke stort, men det var godt. Bickie lukkede sine øjne. Han kunne se for sig, hvor smukt huset så ud med de gule slyngroser og de to små vinduer i gavlen over fordøren. Naturligvis var der aldrig nogen, som gik derop, men de små vinduer så godt ud forfra.

Der var også kælder under huset. Den var beklædt med røde sandsten. Hele husets fundament var af røde sandsten, og kældergulvet var af brædder, for at det skulle se godt ud.

Da Bickie endnu var lille, begyndte krigen. Far og onkel Dirk drog af sted med unionssoldaterne. John var næppe gammel nok til at stå for den lille gård selv med mors hjælp. Tommievar blot en lille baby dengang. Og nu - det smertede Bickie at tænke på det, at nu havde Hake Collins mere at sige over gården end nogen anden. Bickie havde ikke vidst nøjagtigt hvorfor, men mor sagde, at det var på grund af »pantebrevet«. Hun forklarede, hvad et »pantebrev« var, og nu forstod Bickie, at når som helst de høstede korn eller solgte en gris eller en kalv, så ville Hake Collins være der for at tage pengene. Han vidste, at der ikke blev penge tilbage til at købe mad og klæder for, sådan som andre mennesker havde det. Så mor gik ud for at pleje syge mennesker, og undertiden modtog hun vasketøj for at tjene penge til mad.

Bickie tænkte på, hvad Hake Collins ville sige til branden -. Hake Collins med sin lange næse, sit skaldede hoved og den smalle mund så ud, som om han netop havde suget på noget eller skulle til at begynde.

Bickie forstod på Tommies åndedrag, at han endelig var faldet i søvn, men til ham selv kom søvnen ikke, og endelig var det morgen.

Det meste af drengenes tøj blev reddet fra ilden. Red-Hog havde kastet alt det tøj og sengetøj, han kunne finde, ud af vinduet. Adskillige af mors gamle kufferter var oplagret i kornmagasinet, og der var nogle ekstra tæpper i dem.

Tidligt næste morgen gik Red-Hog over for at samle det tøj sammen, han kunne finde, og senere kørte de alle i slæde over for at se på ruinerne af huset og lægge planer for, hvad der skulle gøres.

»Nu har jeg det!« Mor lignede sig selv for første gang siden branden, »vi kan bo i kornmagasinet!«

»Det vil blive for koldt,« protesterede Red-Hog, »I vil alle fryse i den træk.«

»John og drengene kan tætte sprækkerne,« sagde mor. »Når alt kommer til alt, er vi midt i marts, og sneen vil snart forsvinde. Om en måned begynder foråret.«

»Det bliver, som De siger, frue.« Red-Hog trak i sit tykke skæg. »Jeg tror, naboerne vil hjælpe med at samle nogle møbler sammen. De må få komfuret fra vort vaskehus. Det er stort og i rigtig god stand, og det har også en god ovn.«

De stod alle og så på kornmagasinet og lagde planer for det, da John kørte ind i gården. Bickie havde aldrig før set sin ældre bror så bleg og bekymret. Hans læber skælvede, og hans øjne var mørke, da han kom hen imod dem.

»Mor, mor!« han slog sine arme om hende, »har du det godt? Hvorledes skete det?«

Så forklarede mor, hvorledes Red-Hog var kommet forbi og havde set ilden og vækket dem. Jeg tror, ilden begyndte ved skorstenen. Vi vedligeholdt ilden, fordi det var så koldt.«

»Hvad skal vi gøre nu?« John havde stadig sin arm om mor.

»Vi vil sætte kornmagasinet i stand og bo i det. Synes du ikke, det er en god ide?«

Bickie så Johns ansigt lyse op. »Naturligvis er det en god ide. Vi kan sætte det i stand, så det vil blive behageligt at bo i. Jeg vil rette det op og tætte sprækkerne. Bickie og Tom vil hjælpe og...«

De så alle op ved lyden af hjul. En vogn kom i god fart ned ad vejen fra øst. Bickie kunne med det samme se, at det var Hake Collins. Han gik over og stod tæt op ad sin mor. Han så Johns ansigt blive hårdt, og hans tunge kæbe fik et beslutsomt træk. John så helt voksen ud, når hans ansigt blev hårdt som dette. Skønt han ikke var højere end mor, var han seksten, og det er en god alder for en dreng.

Hake bandt sin hest til en stolpe ved porten og skyndte sig hen imod dem med ansigtet fordrejet i et skulende blik. Hans smalle øjne studerede ruinerne af det brændte hus. Hans tynde mund skælvede af ophidselse.

»Fru Ross, John« begyndte han, og hans stemme var hård. »Dette forringer min sikkerhed til næsten ingen ting!«

»Vi brændte det ikke med vilje.« John trådte et skridt nærmere Hake. »Vi behøver det mere, end De gør.«

»Vær ikke næsvis, unge mand!« Hakes ord boblede og spruttede ud af ham, som om de kom ud af en kogende kedel. »Enten bygger I dette hus op igen, så det er så godt som før, eller I betaler mig, hvad I er skyldige!«

Så brød Red-Hog Smith ind. »Jeg ville ikke være alt for hård ved fru Ross,« sagde han på sin venlige måde. »John her er en flittig fyr. Han vil betale hver eneste cent af de 300 dollars, er jeg sikker på, hvis du blot giver ham lidt tid. «

»Dette er ikke noget, du skal blande dig i!« Hake rystede sin finger foran Red-Hogs ansigt. Bickie iagttog det helt fortryllet. »Du kan tage vare på dit og jeg på mit!«

Hake rakte ud for at tage fat i Johns skulder, men Red-Hog gik imellem. Han ragede over Hake, og med sine store hænder i overfrakkelommerne stod han og stirrede ned på den mindre mand.

»Gå hjem! Gå hjem Hake Collins. Hvis jeg hører, du besværer fru Ross igen, så skal jeg brække hvert eneste ben i din krop!«

Før ugen var forbi, flyttede familien Ross ind i kornmagasinet. Naboerne var gavmilde med tallerkener, gryder og pander og nogle få møbler, så der var nok til at gøre stedet beboeligt. Der var oven i købet en kommode og en servante.

John begyndte at bygge et skur langs bagsiden af kornmagasinet, og derved fik de et ekstra soveværelse til de tre drenge. Han byggede også et simpelt skillerum i kornmagasinet og delte det i et stort køkken og et mindre værelse til mor. I laden fandt han nogle gamle brædder, som han lavede tre senge af.

Det gamle Seth Thomas ur, som ved et mirakel blev reddet fra branden, hang på væggen over køkkenbordet og tikkede time efter time, medens forår og tidlig sommer gik, og det blev juni. Skoleåret var forbi, og Bickie legede de lange dage bort sammen med Tommie i ahornlunden bag kornmagasinet.

Ved siden af og lidt nærmere vejen lå ruinen af det brændte hus, sort og sammenstyrtet, medens ukrudtet voksede tykt og højt omkring den. Den gule slyngrose ved fordøren var slemt forbrændt, men nu skød nye, stærke skud frem. Mor havde gjort den ren for aske og passede den omhyggeligt.

»Hvem ved?« sagde hun til drengene, medens hun slog en stærk blomsterpind i jorden, som den nye slyngrose skulle klatre op ad, »måske bygger vi en dag et andet hus her på denne grundvold, og så vil slyngrosen være parat til at række over fordøren igen.«