Ansagar,
nordens apostel.
Anagar blev født 801 i Nordfrankrig. Hans mor
døde, da han var 5 år gammel. Og faderen satte ham i kloster,
for at han kunne lære at læse.
Ansgar havde dog ingen lyst
til skolegangen. Nej, så var det meget sjovere at lege med kammeraterne.
En nat drømte han, at han var faldet i en mose og ikke kunne komme
op af dyndet. Langs bredden løb en sti, og der så han en skare
hvidklædte kvinder vandre. Mellem dem så han sin egen mor.
En af kvinderne, jomfru Maria, spurgte ham, om han gerne ville over til
sin mor. Da han svarede ja, sagde hun, at så måtte han ikke
bare tænke på at lege og more sig, men flittigt passe sine
lektier, så han kunne blive en dygtig og god dreng.
Fra den tid passede Ansgar
sine lektier med flid, og blev snart en af skolens dygtigste elever.
Allerede som 12 årig
blev han indviet til munk. Han blev kronraget og aflagde løfte om,
at han hele sit liv ville leve ugift, i lydighed og i fattigdom.
Han havde ofte mærkelige
drømme. Som ganske ung, havde han således en nat en drøm,
hvor han lovede Gud, at han en gang ville rejse ud som missionær.
Allerede i 15 års alderen
blev han lærer og bestyrer ved skolen, og trods sin unge alder klarede
han opgaven godt. Han gik til Gud med de vanskeligheder, der kunne opstå,
og hentede der den kraft og hjælp han trængte til. To
og tyve år gammel blev Ansgar udnævnt til forstander for et
nyt kloster i Corvey i Tyskland, samtidig med blev han præsteviet.
Her blev han dog kun i tre
år. En anden gerning lå og ventede på den unge munk.
De modige og berygtede vikinger
i Danmark var kendt og frygtet langt omkring. Langs de engelske, tyske
og franske kyster levede man i stadig angst for de vilde nordboere. Pludselig,
som lyn fra en klar himmel, kunne de være der. Overalt hvor de gik
i land, flygtede folk i rædsel for røverne, som dræbte
og plyndrede overalt, hvor de kom frem. Og bønner steg op til Gud
fra de mange kirker: "Herre, fri os fra de vilde Normanner."
I året 826 lod den
danske konge Harald Klak sig døbe i den tyske by Mainz.
Den tyske kejser, Ludvig
den fromme, forelagde den tyske Rigsdag et forslag om at sende en dygtig
lærer med den danske konge til Danmark. Men skønt rigets fornemste
bisper og præster var samlede om kejseren, kunne de ikke finde nogen,
som var villig til at drage mod nord og vove livet mellem de vilde hedninger.
Men så kom abbeden for det nye kloster i Cervey til at tænke
på Ansgar.
Ansgar blev hentet, og rigets
stormænd betragtede nysgerrigt og undrende den unge munk, som uden
betænkning svarede ja på kejserens spørgsmål.
Der var ingen frygt at spore
i hans klare blik - tværtimod bar det præg af glæde og
fasthed.
Fulgt af klosterbroderen
Autbert drog Ansgar kort efter mod Danmark med Evangeliet om Jesus Kristus.
Tre år senere, 829,
blev Ansgar sendt til Sverige, hvor den svenske kong Bjørg ønskede
at hans land skulle modtage kristendommen.
Kort før havde Ansgar
haft et syn: Det forekom ham, at han hørte sin tidligere klosterfader
fra det gamle kloster i Frankrig sige til sig: Jeg gør dig til hedningers
lys, at min frelse må nå til jordens ende. Ved "jordens
ende" forstod Ansgar Sverige, som var det nordligste land, man dengang
kendte.
Det blev en dramatisk tur
over havet, hvor deres skib to gange blev udsat for vikingernes overfald
og hvor de mistede alt, hvad de ejede; men de nåede dog i land på
den svenske kyst med livet i behold.
Ansgar blev senere udnævnt
til ærkebiskop over Hamburg, og Bremen, hvorfra han styrede de kirkelige
forhold i Norden. Men han fik snart at føle, at der endnu manglede
meget i at gøre de vilde hedninger kristne.
Det var en forårsaften
845 i Hamburg - ingen anede uråd, før de var der. Fra 600
vikingesnekker myldrede de frygtelige vikinger med kong Haarik i spidsen
i land. Hele aftenen og natten og det meste af den næste dag hærgede
og ødelagde de byen. Den dag mistede Ansgar alt, hvad han ejede.Kirken,
klosteret, ja hele byen stod i flammer, før de plyndrende vikinger
trak sig tilbage og sejlede ud af Elben.
Ansgar gav tiende af al sin
indtægt, og fjerdedelen af hvad han fik ind i rede penge. Han havde
altid sin pung hængende i sit bælte og var altid rede til at
hjælpe en trængende. De rige og mægtige betragtede ham
spottende, men de fattige elskede ham som en fader. Det var hans største
lyst at løskøbe fanger og give den friheden.
I Danmark blev mange omvendt
ved Ansgars prædiken. Der oprettedes en skole for danske børn
og byggedes en kirke i Slesvig, og siden en i Ribe.
Stille og jævnt trængte
kristendommen igennem, og i året 890 gik Harald Blåtand over
til kristendommen. Det var en stor dag, da kong Harald med sin hustru og
deres søn blev døbt og dermed brød med de gamle guder,
Odin, Thor og Loke.
Mange fulgte i deres konges
spor, og der kom gang i kirkebyggeriet. På den store Jellingesten
kunne Harald Blåtand skrive: "- - - - den Harald, der vandt sig hele
Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne."
Det varede dog endnu 200
år før kristendommen rigtig trængte igennem. Især
under Gorm den gamle, blev de kristne forfulgt og mishandlet.
Selv om meget af middelalderens
mission kun blev en ydre kristning af folk og lande, er det med tak til
Gud, vi mindes en kristen personlighed som Ansgar - Nordens og dermed også
Danmarks apostel. Ved hans virke trændtes for første gang
lyset i nogle af vore hedenske forfædres formørkede sind og
hjerter.
Måtte dette lys aldrig
flyttes fra vort kære fædreland!
Ansgar ville gerne havde
lidt martyrdøden, men sådan gik det ikke, selv om han ofte
havde sat liv og lemmer på spil for sin Herre og Mester.
På dødslejet,
865, formanede han indtrængende de unge præster til at
tjene Herren og navnlig drive mission blandt hedningerne. På hans
opfordring sang de: O, store Gud, vi lover dig. Gang på gang hørte
de ham gentage skriftordene: "Gud vær mig synder nådig!" og
"I dine hænder befaler jeg min Ånd." Kort efter sov han stille
ind.
|