Kapitel 9.

 

En billist, der havde kørt et lille stykke bag den bil Toro og hans familie kørte i, havde set ulykken. Heldigvis var han så langt bag ved, at han kunne nå at bremse, så der skete ikke noget med hverken ham eller bilen han kørte i.

Han så straks, at det var en ret så alvorlig ulykke. Han var imidlertid alene i bilen, og da han ikke kunne tåle synet af hårdtsårede, kørte han hurtigt af sted for at hente hjælp i en fart. Han forsøgte nu at finde frem til et hus, hvorfra han kunne ringe efter en ambulance. Da han var på vej, kom der en modkørende bil. Han blinkede med lyset og vinkede til føreren ud af det nedrullede vindue, for at få ham til at standse. Da bilen standsede, fortalte han, at der var sket en ulykke længer fremme, og at han var på vej til en telefon for at ringe efter Falck.

Da der nogen tid efter ankom to ambulancer, havde tililende fået de tilskadekomne ud af den forulykkede bil. Men havde også talt med lastvognens fører, men da han, bortset fra et mindre chok, ikke synes at fejle noget, fik han lov til at køre med den kranvogn, der kom for at trække hans bil hjem. Toro var den der var mest medtaget, medens forældrene var sluppet med nogle mindre skrammer. De havde jo også siddet foran, og som følge deraf brugt sikkerhedssele. Toro og søsteren havde siddet på bagsædet.

På hospitalet fandt man ud af, at Toro havde brækket det ene ben. Han fik det derfor lagt i gips. Da han imidlertid ikke rigtig var kommet til bevidsthed endnu, blev han kørt ind på intensivafdelingen, hvor der hele tiden kunne blive holdt øje med ham.

Da han langsomt vågnede op, var der straks en sygeplejerske der kom hen til ham, for at høre, hvordan han havde det. Om han kunne huske noget af det der var sket. Hun spurgte ham også om hans navn, hvor gammel han var, og hvad hans forældre hed.

Meningen med disse spørgsmål var, at hun derved ville prøve at finde ud af om hans hukommelse var i orden, for derved at konstatere, at hjernen ingen skade havde taget. Det så heldigvis ud til, at han, bortset fra nogle overfladiske skrammer, kun havde brækket det ene ben. Men det kunne jo også være slemt nok, selv om det var nådigt sluppet.

Selv om alt var noget tåget for ham endnu, kunne han godt besvare sygeplejerskens spørgsmål. Hun fortalte ham, at hans søster også var blevet indlagt. Forældrene havde derimod fået lov til at gå efter en undersøgelse, der havde vist at de intet var kommet til. Sygeplejersken var sikker på, at de sad ude i venteværelset, hvor de spændte ventede på at høre hvordan Toro havde det. Nu skal jeg gå ud til dem, og spørge om de vil ind for at hilse på dig, sagde hun. Kort efter kom hun tilbage med forældrene, og sagde at de kun måtte have lov til at tale med ham nogle få øjeblikke, da han trængte til hvile efter at have været bevidstløs så længe.

Forældrene fortalte Toro, at han havde brækket det venstre ben, det som nu var lagt i gips. Da det var et meget slemt brud, måtte han ikke forvente at komme hjem før der var gået en 10-14 dage. Lægen ville være sikker på, at det groede rigtig sammen før de sendte ham hjem. Søsteren derimod, ville sikkert få lov til at komme med dem hjem, når de kom igen i morgen.

Sygeplejersken gjorde nu tegn til Toros forældre, at de nu ikke måtte tale mere med ham, så de skyndte sig at sige farvel, og lovede at komme igen næste dag.

Da de kom den næste dag, var Toro flyttet ind på en stue, hvor der i forvejen lå tre andre drenge. De var alle på samme alder. Da middagsmaden blev serveret, lagde Toro mærke til, at en af drengene ikke spiste kød. Han var åbenbart vegetarianer som han selv. Derfor blev han meget nysgerrig efter at få at vide, hvorfor drengen ikke spiste kød. Stor var hans forbavselse da han sagde, at det var fordi der i bibelen står, at det ikke er godt for mennesket at spise kød, og at Gud i begyndelsen ikke gav mennesket kød at spise. Det havde Toro aldrig før hørt, men det var jo da en grund til ikke at spise kød.

Toro fortalte så, at heller ikke han spiste kød, men det var fordi han syntes, at det var synd at slå dyrene ihjel. Men kunne jo godt få den mad man skulle have alligevel. Drengen fortalte, at han hed Niels, og havde ligget der på sygehuset over 14 dage, og nok skulle være der i endnu nogen tid. Selvom Toro synes Niels var en mærkelig fyr på mange måder, så var det alligevel ham han talte mest med, og efterhånden kom han til at synes vældig godt om ham. Han havde godt nok mange sjove ideer, men han kunne lide ham alligevel.

Niels holdt meget af at fortælle om Guds store kærlighed til alle mennesker. I begyndelsen var det nu ikke fordi Toro var særlig interesseret i at høre om det, men efterhånden synes han alligevel, at det var helt interessant. Specielt var det spændende, når Niels fortalte, hvordan Gud havde hjulpet mennesker i mange forskellige situationer.

Om eftermiddagen, da Toro forældre kom for at se hvordan han havde det, sad han op i sin seng. Han var i strålende humør, selv om han havde en smule ondt i benet. Han havde fået noget smertestillende, og det havde da også hjulpet.

Han var glad for at se sine forældre, og han fortalte dem om Niels, som lå i den seng, der stod lige ved siden af hans. Moderen fortalte ham. At de havde talt med lægen, og han havde sagt at de godt måtte tage søsteren med hjem efter besøgstid. Det var de meget glade for. De ville naturligvis også gerne have haft ham med hjem, men det kunne ikke lade sig gøre, da lægen, som sagt, gerne ville se at hans ben groede rigtigt sammen, før han fik lov at komme hjem. Det ville nok tage en 10-14 gage, havde lægen sagt.

De trøstede Toro med at den tid såmænd hurtigt kunne gå. Faderen fortalte, at bilen var blevet så ødelagt, at den aldrig blev til bil mere. De havde da heldigvis haft den forsikret, så der var en mulighed for, at de kunne købe en anden bil i stedet for.

Efterhånden som dagene gik, kom Toro til at holde mere og mere af Niels.

I begyndelsen havde han, som sagt, ikke været særlig interesseret i at høre Niels fortælle om sin Gud. Men det var som om det var blevet en meget nær ven Niels fortalte om. Alt det han fortalte lød så enkelt og ligetil, synes Toro.

Han kunne huske de fleste af de beretninger Niels havde fortalt. Det var godt nok ikke alt, han forstod, men han nænnede ikke at afbryde Niels midt i en beretning, så han ventede til han var færdig, før han stillede sine spørgsmål.

En af de beretninger Toro bedst kunne lide, var den om Niels's farbroder, som havde været i Australien. Medens han opholdt sig der, blev han syg og måtte indlægges på et hospital. I Australien var der ikke noget der hed sygedagpenge eller socialhjælp, så konen og børnene havde kun deres tro på Gud til at hjælpe dem. De havde godt nok en have, men da det var en dårlig jord, og desuden var meget tørt, ville der ikke rigtig gro noget i haven.

Da farbroderen nu blev syg, gik konen alligevel ud i havben, for at forsøge at finde nogle planter og andre sager for at opretholde livet for sig og børnene.

Nogle gange lå Toro og Niels og talte sammen til langt ud på natten, og en gang imellem tænkte Toro, at det ville være dejligt at have sådan en ven, som Niels havde. Toro kunne forstå på Niels, at han talte med Gud om alting. Han fik altid svar, selv om det ikke altid var det svar han gerne ville have. Det var dog altid det bedste svar.

Når de talte om disse ting, plejede Niels at sige. Gud har tre måder at svare på, enten siger han ja, eller også siger han nej, og så er sagen jo klar. Men han kan også sige vent! Og så er det jo bare at væbne sig med tålmodighed.

Dagene var gået hurtigt, så det kom helt bag på Toro, da lægen en dag under stuegang sagde: Ja, Toro, nu har du jo så været her i 10 dage. Nu må vi heller få dig ind til en undersøgelse og se, hvordan det går med dit ben. Hvis det er gået som vi håber, ja, så skulle der ikke være noget i vejen for, at du kan komme hjem i morgen.

Lægen må have kunne se på Toro, at han ikke var særlig glad for denne nyhed, for han spurgte undrende, om han da ikke var glad for snart at komme hjem?

Joh, fik Toro fremstammet. Men i virkeligheden ville han gerne være blevet endnu nogle dage, da der stadig var meget han skulle have talt med Niels om.

Vi kan desværre ikke beholde dig længere end det er nødvendigt, det kan du sikkert nok forstå, men nu får vi se hvad undersøgelsen siger, sagde lægen.

Da lægen var gået, sank Toro fortvivlet tilbage i sengen. Han ønskede næsten, at benet var groet forkert sammen, eller at der var noget andet i vejen. Nu havde han endelig fundet en ven, og så skulle han hjem!

Niels prøvede at opmuntre ham så godt han kunne, men det hjalp ligesom ikke rigtigt.

Du kan da komme og besøge mig, sagde Niels. Vi kan da også skrive sammen, - også efter at jeg er kommet hjem, foreslog han.

Der blev en lang pause, hvor ingen af dem sagde noget.

Pludselig spurgte Toro, idet han rejste sig op på den ene albue og så over på Niels, sig mig helt ærligt, Niels, tror du, at Gud også vil være min ven?

Niels var ikke i tvivl om hvad han skulle svare. Om han vil! Jeg er helt sikker på, at han allerede er din ven!

Jamen, jeg har ikke altid været særkig rar, særlig ikke over for min søster, sagde Toro ærligt. Derefter skjulte han ansigtet med den frie hånd, og forsøgte at holde tårerne tilbage.

Hør nu her, Toro, sagde Niels, du skal ikke tænke på, hvordan du har været, men hvordan du vil være i fremtiden.

Toro faldt atter tilbage i puderne. Han følte sig pludselig så svag, men han var alligevel glad.

Ja, tænkte han, så er det nok alligevel rigtigt, hvad Niels siger. Gud er allerede min ven, og jeg vil ikke svigte eller såre ham ved at være sur og tvær og vanskelig, eller ved at drille Jette. Jeg vil også hjælpe til med opvasken og andre ting derhjemme, selv om jeg stadig syntes det er pigearbejde.

Toro følte sig pludselig så uendelig glad, og ænsede slet ikke den sygemedhjælper der kom for at hjælpe ham ind til undersøgelse. Da han kom tilbage, kunne han fortælle Niels, at han måtte komme hjem den næste dag. Han ville meget gerne komme og besøge ham, og også gerne skrive sammen med ham, når nu Niels selv kom hjem.