Kapitel 8.

 

Efter at Per havde ligget der på jorden i nogen tid, begyndte han at fryse. Selv om det var et dejligt vejr om dagen, var det alligevel koldt at ligge på den bare jord. Nu havde han det også meget bedre, følte han, så han rejste sig, rullede soveposen ud, og gik over til bålpladsen for at tænde op. Det var ligesom mere hyggeligt at sidde der ved bålet, end bare at sidde og stirre ud i mørket. Det var de samme tanker der hele tiden kredsede rundt i hovedet på ham. Nogle gange var det, som om han kunne se et billede af forældrene, kammeraterne og politiet, der ledte efter ham i det område, hvor han skulle have været.

Nu indså han hvor ærgerligt det var, at han, på grund af det faglige møde blandt chaufførerne, ikke var kommet til den rigtige skov. Nu var han i stedet i en skov, hvor han aldrig havde været før, og som lå mange kilometer derfra. Per ønskede ikke at tænke disse tanker, så han jog dem hurtigt på flugt. Det nyttede jo ikke noget, han blev bare mere ked af at tænke på det. I stedet prøvede han at tænke på, at han jo dog havde sin fulde førlighed, og at han, bortset fra sin angst for biler, var rask og sund.

Vand havde han nok af, og mad var der jo også i bækken i form af fisk. Desuden var der masser af dyr i området, som han kunne fange og spise. Han kom også til at tænke på, at der måske ville gå nogle dage, før han ville være i stand til at komme med bussen. Derfor var der nogle ting han gerne ville have forbedret ved bivuakken.

Han havde dog ikke holdt opgivet håbet om at komme hjem en af de nærmeste dage. På den anden side var det nok bedst at se i øjnene, at mulighederne ikke var de allerbedste. Mon der egentlig ikke var en anden vej ud af skoven? Hvis han dog bare kunne komme i kontakt med nogen mennesker, så kunne de måske ringe hjem til hans forældre, og berolige dem med at han havde det godt.

Han var helt sikker på, at de så ville komme og hente ham med det samme. Han blev helt opmuntret ved tanken om dette, og begyndte straks at lægge planer for, hvordan det skulle lykkes han at finde en vej ud af skoven.

Den næste dag var han tidligt oppe, og medens han tilberedte de to sidste fisk, tænkte han på sin plan, og hvordan han ville gå væk fra vejen.

Han vidste at der var vej på de to sider, men der var jo stadig to andre sider, som han endnu ikke havde undersøgt.

Straks efter morgenmaden bagav han sig ud på den planlagte tur væk fra vejen, i håb om at han så ville komme ud af skoven. Dette ville jo kunne lade sig gøre, hvis der var et sted, hvor markerne stødte op til skoven, og der ikke var nogen vej imellem. Så kunne han måske komme i nærheden af et hus eller en går, hvor han kunne henvende sig om hjælp.

Pers humør var højt, da han begav sig af sted. Han besluttede sig til ikke at tage noget med, udover det han normalt havde med, når han var ude på tur. Han kunne jo sagtens nå at komme tilbage og få pakket før hans forældre nåede derud.

Han var ikke kommet ret langt væk fra lejren, for vejret begyndte at blive dårligere. Solen skinnede ikke mere så dejligt, som den havde gjort de foregående dage, men det var der nu ikke tid til at bekymre sig om. Per havde ikke endet i tankerne end et prøve at finde den vej.

Han fandt dog snart ud af, at det godt kunne blive vanskeligt at finde vej tilbage til lejren igen. Han lavede derfor nogle mærker, så han kunne følge dem på tilbagevejen.

Det var ellers meningen, at han ville bruge kompasset. Men det var ikke muligt, da der mange steder var så tæt et krat, at han ikke kunne komme igennem. Han måtte derfor følge de stier hjortene havde lavet, når de skulle ned til bækken for at drikke. Jeg tror, tænkte han, medens han travede af sted langs en af stierne, at hvis jeg stadig er her i aften, vil jeg gå ned til bækken for at se dyrene, når de kommer for at drikke.

Som spejder havde Per lært flere forskellige måder at afmærke en rute på, så han nemt kunne finde den samme vej tilbage igen.

At brække grene af, eller skære mærker i træernes bark, var ikke en værdig måde at afmærke en rute på for en spejder. I stedet brugte man visene grene eller sten, hvis der da var nogen i nærheden.

Per valgte at bruge visne grene, da han ellers skulle bruge for meget tid med at samle sten. Visne grene var der ret mange af der omkring. Han fandt hurtigt grenene, og brækkede dem af i ca. en meters længde. Derefter skar han et mærke en håndsbredde fra den ene ende. Den anden ende spidsede han, så den var let at stikke ned i jorden. Hver gang han kom til et sted, hvor der kunne herske tvivl om, hvilken vej han skulle, stak han sådan et vejmærke i jorden.

Per havde været så optaget af tanken om at komme hjem, at han slet ikke bemærkede, at det nu var blevet gråvejr. Kørst da nogle regndråber ramte ham, blev han klar over hvor dumt det var af ham, at han ikke havde en regnfrakke med på denne tur.

Per så op mellem de spredte trækroner og spekulerede over, om det mon gav en ordentlig bløder. Det ville nu ikke gøre nogen forskel, han var jo nu en gang kommet af sted uden den regnfrakke. Ærgre sig over det ville han altså ikke.

Han skulle lige til at gå videre, da han hørte nogle fugle skræppe op. Han bevægede sig hurtigt hen mod det sted, hvor lyden kom fra. Da han kom nærmere, kunne han se et lille bogfinkepar, der forskrækket fløj rundt om et lille, men tæt træ. Per gættede på, at de havde deres rede der i træet, og at der nu var et rovdyr, som prøvede på at få far i æggene i reden. Og ganske rigtig! Der sad et egern og slikkede indholdet af æggene i sig!

Nu kom der flere fugle til. En solsort, og et par musvitter forsøgte, sammen med bogfinkeparret, at drive den frække ægrøver på flugt ved at flyve rundt om træet og skrige op. Per, der stod skjult bag en fyrrebusk nogle meter derfra, kunne se det hele meget tydeligt. Han tænkte først på at jage egernet væk, men før han nåede det, var egernet tilsyneladende færdig med alle æggene, eller måske havde den fået nok af al den skræppen. Den kravlede nu højere op i træet, og med et spring landede den pludselig i et andet træ og for derefter videre ind i skoven. Fuglene forfulgte den til den var godt af vejen.

Per kunne mærke, at han endnu ikke var kommet helt til hægterne endnu, så derfor havde han bestemt, at hvis han kom i nærheden af en vej, ville han vende om med det samme. Derfor standsede han med jævne mellemrum op, for at lytte efter billyde, for så ville der uden tvivl være en vej.

Han var derfor ikke særlig tryg, da han, efter et par timers gang, kunne høre biler køre forbi et sted ude i det fjerne. Han følte ikke lyst til at gå nærmere. I stedet prøvede han, om det var muligt at finde ud af, i hvilken retning vejen gik.

Det var nu ikke så let, men efter nogen tid mente han, at han ved hjælp af kompasset kunne fastslå, at den gik i samme retning som den vej han var kommet af, da han kom med bussen på turens første dag.

Selv om han havde stået i læ flere gange, var han alligevel blevet gennemblødt. Han blev derfor enig med sig selv om, at det nok ville være det bedste at gå tilbage til lejren for at få noget tørt tøj på.

Desværre havde turen jo ikke givet det resultat han havde håbet på, men der var dog endnu en side han ikke havde undersøgt. Der blev ikke noget med at ligge på lur efter hjorte den aften. Det regnede, og han havde endnu ikke fået sit tøj tørret efter dagens regnvejrstur.

Den næste dag var det koldt, og solen kunne ikke trænge gennem de grå skyer, som fyldte himlen. Derfor var Per glad for det varme tøj han havde haft med hjemmefra. Det var ikke rart at fryse. Det regnede ikke endnu, men det så ud til at det kunne begynde når som helst.

Det blev nu ikke til noget med regnen, så Per benyttede formiddagen til at fiske i bækken. Han ville ellers gerne have været ud på den tur, der kunne afgøre, om det var muligt at komme ud af skoven ved at gå mod vest.

Først var han dog nødt til at have noget at spise, derfor var fiskeriet jo lige så nødvendigt. Mens han sad og fiskede, kom han til at tænke på, at det for en gangs skyld kunne være helt rart med nogle andet mad end fisk! Han syntes det var ved at blive lidt for ensformigt, så han bestemte sig derfor til, at han om eftermiddagen ville lave en flitsbue, og så prøve om han kunne skyde et dyr.

Om aftenen ville han gå ned til hjortenes drikkested ved bækken. Han håbede at se nogle af de store flotte dyr, og hvis han var helt stille skulle det nok kunne lade sig gøre.

Per havde nu ikke stort held med sig som jæger, men det gjorde nu ikke noget. Han havde da også mad nok i fiskene, så sulte behøvede han da ikke.

Om aftenen klædte han sig godt på og gik ned til det sted, hvor siderne af bækken var trådt helt ned. Her gemte han sig i det tætte buskads. Selv om han var godt gemt, ja, næsten skjult af grene, havde han alligevel et godt udsyn over drikkestedet. Han kunne se alt, hvad der foregik nede ved bækken. Det vil sige, det var nu ikke hele tiden han kunne se bækken, da månen sommetider gemte sig bag en sky, og så blev det helt mørkt.

Det var netop da månen var skjult bag en sky, at han hørte noget bevæge sig. Måske var det en hare, eller måske en ræv. Efter lyden at dømme mente han ikke det kunne være en hjort. Per anspændte sig til det yderste for at se, hvad det var for et dyr der puslede, men han kunne alligevel ikke se noget. Endelig kom månen frem igen, og nu kunne han se, at det var et pindsvin, som rodede rundt for at finde noget spiseligt. Det så ikke ud til at være særlig kræsen, da det tilsyneladende spiste alt hvad det kunne finde, orme, snegle og frøer.

Men hvad var det nu der skete?

Pludselig rullede det sig sammen som en kule. Per så sig omkring, og opdagede en ræv. Ræven, der er en af pindsvinets værste fjender, snusede forsigtigt til den stikkende kugle, så skubbede den til den med den ene pote, og pindsvinet rullede et par omgange. Så skubbede ræven til den igen, og sådan blev den ved, lige til pindsvinet rullede ud i det kolde vand.

Nu rettede det sig ud, men da der i det samme gik en sky for månen, kunne Per ikke se, hvad der videre skete. Han gættede dog på, at ræven fik held til at æde pindsvinet til sidst. Per ventede endnu nogen tid, men gik så tilbage til lejren. Om det nu var fordi hjortene havde kunne lugte ham, eller om de ikke havde været tørstig den aften, vidste Per ikke, men der var i hvert fald ikke kommet nogen hjorte den aften, som han havde håbet på.

Da Per den næste dag gik tilbage fra turen til den sidste af de fire sider, var han meget nedtrykt. Der var vej på alle fire sider, han var spærret inde!