Kapitel 7.

 

Ganske langsomt begyndte Per at komme til sig selv igen. Han var ikke godt tilpas, og følte sig svimmel og syg. Særlig galt var det når der kørte en bil forbi ude på vejen, så kunne han mærke at det ikke var så godt med ham. Han prøvede at røre sig lidt, han var godt klar over, at han jo ikke kunne ligge der ved skovkanten hele tiden.

Han begyndte at fryse, og indså nu, at han ikke kunne nå den bus han havde regnet med at kunne være kommet med.

Da han havde en køreplan i tasken, som stod ved bivuakken, måtte han se at komme tilbage dertil, så han kunne undersøge om der kørte en bus senere på aftenen.

Det tog lidt tid før han kom så meget til sig selv, at han kunne rejse sig op. Da han endelig kom op at stå, måtte han hurtigst muligt lægge sig ned igen.

Det begyndte at sortne for øjnene så snart han kom op på højkant. Han var klar over, at det snart ville begynde at blive mørkt, og da han allerede var begyndt at fryse nu, ville det jo ikke bedre når det først var blevet helt mørkt. Han tænkte på, hvordan han bedst kunne klare det. Om det eventuelt var muligt at råbe en af de forbikørende biler op, eller om der var andre muligheder for at skaffe hjælp.

Efter nogen tids overvejelse blev han klar over, at det blot ville være spild af tid og kræfter at prøve på det. Der var jo ikke nogen af dem der havde blot den mindste anelse om, at der lå en halvt bevidstløs dreng inde i skovkanten. Derfor var der ikke andet at gøre end at prøve at komme tilbage til bivuakken.

Det gik imidlertid ikke så godt. Først prøvede han igen. Om det var muligt for ham at gå, men det ville slet ikke lykkes for ham, så derfor måtte han prøve at kravle. Det var heller ikke særlig godt, men han kom da fremad, selv om det gik langsomt. Han måtte holde pause hver gang han havde kravlet nogle få meter.

Da han endelig nåede bivuakken var det allerede langt ud på aftenen, og han var helt udkørt af den anstrengende tur tilbage. Han indså nu, at det ikke kunne nytte noget at prøve på at tage en bus den aften, selv om der måske nok kørte en. Han troede nu ikke der var så store mulighed for det så sent som det var blevet.

Da han ikke følte sig sulten, bestemte han sig til at lægge sig til at sove.

Heldigvis havde han endnu bivuakken, så han rullede igen soveposen ud med det håb, at han efter en god nats søvn ville være kommet så meget til kræfter, at han kunne tage den første bus hjem den næste morgen. Per sov godt hele natten, og da han vågnede næste morgen, følte han sig frisk og udhvilet. Han kunne ikke mærke, at han havde været besvimet dagen før, og selv om der nok var en del ømhed efter den besværlige tur, følte han sig alligevel veloplagt.

Han blev alligevel liggende lidt, mens han gennemgik begivenhederne fra dagen i forvejen. Jo, han huskede alt det han havde oplevet, og det uhyggelige der var sket. Den frygtelige ulykke stod meget klart i hans erindring.

Han kravlede langsomt ud af bivuakken og rejste sig op. Han måtte dog gribe fat i en gren i en fart for ikke at falde. Han var alligevel meget svimmel endnu, det kunne han mærke når han kom op at stå.

Efter en lille tid forsøgte han igen, og da han havde prøvet nogle gange gik det lidt bedre, og snart kunne han begynde at gå lidt omkring uden at støtte sig til noget. Snart gik det endog ganske godt.

Det første han tænkte på var at komme tilbage til sine forældre, som sikkert var meget bekymrede for hvad der kunne været sket ham. Han skulle jo have været tilbage allerede dagen før. Han tænkte med gru på, at de måske var kørt ud i den skov, hvor de vidste, at spejderne plejede at være når de var på tur.

Når de så fandt ud af, at han ikke var der, ville de blive alvorlig bange for, hvad der kunne være sket, og hvor han så var. Ja, der var måske allerede en større eftersøgning i gang efter ham!

Han måtte et øjeblik kæmpe med sig selv for ikke at komme til at græde. Nej, dette her kunne ikke blive ved med at gå, han måtte tage sig sammen, og så se at komme med den første bus hjem. Han var ganske vist sulten nu, men det betød ikke noget. Han kunne jo altid spise når han kom hjem til sine forældre.

Han fandt hurtig køreplanen frem, for at se hvornår den første bus kørte.

Han blev meget glad, da det viste sig at der allerede kørte en om en lille time. Det passede ham fint, så han pakkede straks sin sovepose og de andre ting sammen. Han håbede ikke han ville komme for sent til den rutebil! Da han lidt efter var på vej op til stedet, hvor rutebilen kørte, var der næsten en halv time til den skulle komme. Han tog sig derfor god tid. Da han kom tættere på vejen og kunne høre bilerne køre forbi med stor fart, begyndte det igen at svimle for ham, så han måtte sætte sig for ikke at falde. Heldigvis er jeg i så godtid, så jeg kan tillade mig at holde en lille pause, tænkte han.

Medens han nu sad der, prøvede han på at overbevise sig selv om, at det bare var noget pjat at blive svimmel når der kom en bil. Han havde jo set i tusindvis af biler før, uden at blive bange.

Efter en kort pause, rejste han sig igen for at gå videre op mod vejen, men da der i det samme kørte en bil forbi ude på vejen, kunne han mærke, at han endnu ikke var kommet over chokket, og han troede sig derfor ikke i stand til at tage den bus hjem endnu. Godt ked af det og med tunge skridt vendte han nu om, og gik atter tilbage til bivuakken. Da han kom der til, tog han soveposen frem og lagde sig ned for at overveje, hvad han nu skulle gøre.

Han var klar over, at det måske ikke ville gå bedre med hans svimmelhed, hvis han prøvede efter middag. Det ville derfor være nødvendigt for ham, at skaffe sig noget at spise. Han tænkte også på, at han i går havde ønsket at kunne blive der i skoven nogle dage længere.

Det var ikke fordi han var ked af at være i skoven, men det var grund af at hans forældre ikke vidste det mindste om hvor han var, at han var ked af det. Der var dog ikke andet at gøre nu end se at holde hovedet koldt, og så se at få det bedst mulige ud af det.

Heldigvis var der da den lille bæk med fisk, hvor han jo allerede havde fisket, så mad havde han da. Det ville nok være det bedste, hvis han gik derned igen for at prøve om det ville lykkes for ham at fange et par fisk til middagsmaden. Da han gik ned mod bækken, bestemte han sig for, at ville se alle de lyse sider ved den ufrivillige forlængelse af opholdet i skoven.

Han glædede sig derfor over fuglenes dejlige sang, over det fortsat dejlige vejr, og over den friske luft. Alligevel ønskede han bare at komme hjem så hurtigt som muligt! Per havde ikke siddet ret længe ved bækken før han bemærkede en drossel på den anden side af bækken. Snart sad den et sted, snart et andet og sang. Per gættede på, at den var ved at fortælle de andre drosler, at dette her var hans område, og de havde at holde sig væk. Samtidig var det nok også en sang til hunnen, en parringssang.

Nå, nu bliver der vist problemer, for der var kommet en anden drossel, som gjorde krav på det samme område. Det kom til noget der lignede en kamp. Først prøvede de på et skræmme hinanden, ved at indtage en truende holdning, men det lod ikke til at det skræmte nogen af dem. Derefter kom det til en mere kontant kamp om retten til området. Det så ret så drabeligt ud, men der var tilsyneladende ikke nogen af dem der kom alvorligt til skade.

Per var så optaget af droslernes kamp, at han blev helt forskrækket da en stor ørred pludselig rykkede temmelig kraftigt i snøren. Han måtte bruge al sin fiskekunnen for at få den halet i land.

Der var næsten gået tre timer, før Per bestemte sig til at gå tilbage til lejren, med sig havde han da fire ørreder, og han var ganske godt tilfreds med fangsten. Da han kom tilbage opdagede han, at der ikke var mere vand i vandsækken. Det vidste han faktisk godt. Han havde jo tømt den for at tage den med hjem.

Det havde han ikke tænkt på. Da han gik ned til bækken, så derfor var han nu nødt til at gå en ekstra tur. Nå, det tog han jo ingen skade af, tid havde han jo nok af. De to største fisk blev sat til livs, og han følte sig nu dejlig mæt. Da han jo havde bestemt at ville forsøge at komme med bussen om eftermiddagen, lagde han sig for at hvile, indtil han igen skulle spadsere op til vejen. Han mente det ville være det bedste at være udhvilet, da han jo åbenbaret ikke var kommet over chokket over ulykken endnu.

Han kunne høre mange forskellige fule der i dette område, men det var nu ikke så sært, da det jo var et sted, hvor der meget sjældent kom mennesker. Naturen fik jo også lov til at passe sig selv. Han lå og lyttede til skovens lyde, og pludselig var der en ny lyd. Det var en gøg, der med sit kukkuk meldte sin ankomst. Det var nu ikke fordi Per synes særlig godt om gøgen. Han synes den var ret tarvelig, når den sådan lagde sin æg i andre fugles reder, så disse ofte små fugle så senere måtte have det store arbejde med at skaffe mad til en unge, der var mange gange større end den selv.

Men jævne mellemrum så Per på uret. Han ville ikke risikere at komme for sent til rutebilen. Det var med en vis spænding han begav sig op mod vejen, ville han mon klare det denne gang?

Han var kommet ret tæt på vejen, da den første bil kom kørende. Han kunne tydelig se den, da den kom om hjørnet. Det så næsten ud som om den styrede lige imod han, og han kunne mærke at han begyndte at ryste over hele kroppen. Pludselig smed han sovepose og taske fra sig, tog sig til hovedet og råbte nej, nej!

Han hørte bilen køre forbi, men han kunne også høre en anden der var på vej. Hurtigt fik han fat på tasken og soveposen, og løb derefter alt hvad han kunne tilbage til lejren, hvor han kastede sig ned på jorden.