Kapitel 6.

 

Da Per en times tid senere tændte bål for første gang på bålpladsen, var det for at stege de fisk han havde fanget i bækken. Men sig havde han også haft vand, som han brugte til at vaske fiskene i. Da han havde renset og vasket fiskene, og fået dem sat på spid, og lige skulle til at sætte dem ind over bålet, kom han til at tænke på, at det jo godt kunne være farligt at bruge vandet sådan lige fra bækken. Det kunne jo nemt være forurenet. Han lagde hurtigt spiddet med fiskene fra sig, og fandt så den kasserolle frem, som han havde haft med hjemmefra. Den blev nu fyldt med vand, hvorefter han holdt den ind over ilden for at koge vandet. Da det havde kogt i 10 minutter var det klart til brug.

Han kunne nu bruge det til madlavning, og til at drikke, og også til opvask og rengøring af madvarer, i dette tilfælde planter. Per var godt klar over, at der kunne fås nogle piller til at komme i vandet, hvorved de sygdomsfremkaldende bakterier i vandet blev uskadeliggjorte. Der var dog nogen der mente, at disse tabletter ikke var særlig gode. Derfor holdt Per sig til det sikre, nemlig at koge vandet i mindst 10 minutter.

Det var næsten mørkt, da han igen var klar til at holde spiddet med fiskene hen over bålet. Han havde da renset og vasket dem i det kogte vand. Medens han sad der i mørket og drejede spiddet, tænkte han på dagens begivenheder. Det havde været en streng dag med mange spændende oplevelser.

Han kom til at tænke på, hvad hans kammerater ville sige, når han på tirsdag skulle aflægge rapport ved mødet. Han morede sig lidt, når han tænkte på at han jo var et helt andet sted end det havde været meningen han skulle have været. Nå, det var jo på grund af arbejdsnedlæggelsen hos DSB. Han kom også til at le, da han tænkte på, at der måske var en eller anden, der var kørt ud til den skov, hvor de plejede at være, for at se hvordan det gik ham.

Fiskene smagte dejligt, og han var også blevet godt sulten, så han fik spist helt op. Da han var færdig med at spise, sad han endnu en kort tid ved bålet, men efterhånden som bålet brændte ud, begyndte det at blive køligere. Selv om det havde været dejligt vejr hele dagen, var det stadig koldt om natten. Hantog nu det sidste vand fra vandsækken, og hældte det ud over de forkullede træstumper der var tilbage i bålet. Han skulle godt nok bruge vand i morgen, men han ville hellere hente en ekstra portion vand, end han ville risikere at der måske var en lille glød tilbage i resterne af bålet. Den lille glød kunne, hvis uheldet var ude, sætte en hel skov i brand, og det ville være forfærdeligt.

Da han var kommet ned i soveposen, tænkte han på, hvad søndagen mon ville bringe. Mon oplevelser, som lørdagen havde været?

Han tænkte også på, at i den skov de plejede at være med spejderne, kendte han næsten hvert eneste træ. Men her var alt ukendt for ham. Det gjorde nu ikke noget, syntes Per, for det gjorde bare det hele endnu mere spændende.

I morgen ville han gå en længer tur i omegnen for at se nærmere på terrænet.

Det dejlige friske skovluft gjorde, at han sov ualmindelig godt. Han havde jo også opholdt sig udendørs hele dagen. Dog vågnede han meget tidligt den næste morgen, fordi en rødstjert fra det træs top, hvorunder han havde slået lejr, vækkede ham med sin meget specielle morgensang.

Per kunne se, at det var en han, og han var klar over, at den med sin sang var ved at fortælle de andre rødstjerter i nærheden, at dette område tilhørte ham og ingen anden. Samtidig var det nok også en invitation til at hun om at komme og parre sig med ham, det var jo ved at være ved den tid. Per kunne godt tænke sig, at han kunne være blevet der i området i nogen tid. Så kunne han måske se, hvordan rødstjerten byggede rede, lagde æg og fik unger. Det kunne der jo desværre ikke blive noget af, da han skulle med rutebilen hjem klokken 5 minutter over halv frem. Per lagde mærke til, at musvågen allerede var ude på en af sine kunstflyvninger, og han kunne høre, at spætten arbejdede lige i nærheden.

Da han nogen tid efter havde spist alt, hvad der var tilbage af gårsdagens madpakke, pakkede han soveposen sammen, og ryddede de forskellige ting til side, så det så pænt og ordentlig ud. Det var nu ikke blot fordi han ville have et par billeder mere af bivuakken og bålpladsen, men det var lige så meget fordi han syntes, at der skulle ryddes op i naturen, når man havde lavet uorden.

Da han var færdig med det, tog han sit fiskegrej og vandsækken med. Det ville jo være nødvendigt for ham at fange et par fisk mere, hvis han skulle blive sulten til middag.

Før han gik ned til bækken for at fiske, var det meningen, at han ville gå sig en tur rundt i det skønne landskab, også for at udforske det lidt nærmere. Det viste sig, som han jo nok tidligere havde bemærket, at det var et virkeligt skønt sted han havde fundet. Han kunne høre, at spætten stadig var meget ivrig, og han prøvede at følge lyden for at se den på nært hold.

Det lykkedes da også efter nogen tids forløb. At det var en flagspætte overraskede ham ikke, da det jo er den mest almindelige spætte her i landet. Han stod nu en tid og betragtede dens skønne farver, samtidig lagde han mærke til, hvordan den arbejdede. Han nød rigtig sådan at gå rundt i skoven på opdagelse og betragte naturen, fuglene og dyrene. Flere steder fandt han spor af egern ved hjælp af afgnavede grankogler. På sin tur rundt i skoven samlede han også nogle spiselige vilde planter sammen. Han havde allerede fundet nogle hyrdetasker, og her var et par mælkebøtter, som han prøvede at rykke op med rod. Det var imidlertid svært, så hen måtte have sin dolk til hjælp.

Pludselig stod Per helt stille. Han havde fået øje på et egern, der sad oppe i toppen på et grantræ. Han kunne se egernets mælkehvide bug, men han kunne desværre også se et andet dyr, der sad på en gren lidt længer nede. Dette dyr var dobbelt så stort som egernet og meget kraftigere. Det var egernets værste fjende, nemlig skovmåren. Den havde opdaget sit bytte, og sad nu helt stille og lurede på en anledning til at springe efter egernet.

Nu opdagede egernet måren. Et øjeblik bliver den siddende, og pisker forskrækket med halen. Nogle få sekunder senere springer det af sted i vild flugt. Det gælder livet, er den klar over. Skovmåren følger efter. Egernet skriger af angst, eller er det måske fordi måren allerede har fanget det? Per løber alt hvad han kan efter lyden. Nej, der er det igen. Grannåle og barkstumper falder ned i hovedet på Per, da egernet, med måren efter sig, springer forbi det træ Per står under.

Nu sætter egernet fra og springer, så det lander helt over i et andet træ.

Per står med tilbageholdt åndedræt og ser på den vilde jagt. Egernet farer ned af træet, hen over skovbunden og op i et nyt træ, som er endnu højere, ja, faktisk er det det højeste træ der i området.

Skovmåren er lige i hælene på det. Per kan se, at egernet næsten ikke har flere kræfter tilbage. Menendelig når det helt op i toppen på det høje træ, men da er måren også så tæt ved det, at det faktisk kan sætte tænderne i det. Netop i det øjeblik springer egernet ud i luften, mens det med halen styrer sit spring. Selv om det er et vældigt spring klarer egernet sig, og lander med et bump på jorden. Her slår det en kolbøtte. Er hurtigt oppe igen, og styrter så af sted for at gemme sig mellem nogle trærødder.

Måren sidder et øjeblik forvirret tilbage i det høje træs top. Den kan ikke foretage et sådant spring, og farer derfor ned af træstammen. Det er imidlertid for sent. Egernet har nået at skjule sig mellem rødderne, hvor måren ikke kan nå det.

Da Per nu havde gået rundt der i skoven i nogen tid, nåede han atter til bækken, og han bestemte sig for at følge den tilbage til det sted, hvor han havde fisket aftenen i forvejen. På denne vandring kom han til et sted, hvor siderne var trådt ned af store dyr. Han kunne se, at der var spor af rådyr og kronhjorte, og han ærgrede sig over at han ikke havde set det dagen i forvejen. Så ville han nemlig have været derud og ligge på lur, så han kunne se dem på nært hold, når de kom for at drikke. Det ville have gjort hans kammerater helt grønne af misundelse, hvis han kunne fortælle dem om en sådan oplevelse. Men det blev der nu ikke noget af, da han jo skulle hjem om nogle timer.

Heldigvis havde han jo haft oplevelsen med egernet og måren, og det trøstede han sig med. Han gik nu videre langs bækken, men det var ikke altid lige let at følge den. Krattet var mange steder så tæt, at han ikke kunne komme igennem. Til sidst nåede han frem til det sted, hvor han før havde fisket.

Da han senere kom tilbage til lejren, var det kun med en fangst på en eneste fisk! Det så derfor ikke ud til, at han skulle blive mæt denne gang. Nå, han klarede sig nok til aften, hvor han jo var hjemme igen. Men fisken blev stegt på spiddet, vaskede han nogle af de planter han havde fundet. Han var kommet til at holde meget af stedet her, og mens han forberedte maden, tænkte han på at det kunne have været rart, hvis han kunne blive der nogle dage længere. Det ville altså ikke være muligt, derimod var det måske en mulighed, at han, sammen med nogle af hans kammerater, kunne foretage en tur derud i løbet af sommeren. Efter at have spist fisken, rødderne og bladene, pakkede Per det hele sammen, så han var klar til at tage af sted, når det var tiden. Der var dog endnu nogle timer til bussen skulle køre, så han bestemte sig for at gå en lille tur. Denne gang ville han gå i en anden retning, da han gerne ville kende så meget af terrænet som muligt, hvis det blev til noget med den tur med kammeraterne i spejdertroppen.

Vejret havde vel nok været ualmindelig fint på hele turen. Det havde næsten været helt sommervejr. Per havde derfor ikke haft brug for sin overtøj, og det var han nu ikke ked af. Solens varme stråler skinnede ned gennem træernes grene og fuglene sang så det var en lyst. Mange af dem havde allerede bygget deres reder, og også lagt æg.

Pludselig fik han øje på et træ med en mængde grankogler nedenunder. Der måtte være et egern her i nærheden, tænkte han, og gav sig til at se nøjere efter i træerne omkring. Han kunne ikke se noget, så det var nok allerede langt væk nu, eller også havde det gemt sig godt, og så var det svært at få øje på det.

Længere fremme var der nogle udgåede træer. Her kunne Per se, at spætten havde arbejdet. Under er andet udgået fyrretræ lå der en stor bunke kogler, og oppe i træet kunne Per se, at der var en sprække, hvor spætten satte koglerne fast, mens den pillede frøene ud. Efterhånden havde Per gået rundt i lang tid, og han skulle nu se at komme tilbage ti bivuakken, da han ikke ville risikere at komme for sent til rutebilen.

Først ville han dog gå lidt længere frem, idet han mente at kunne høre biler, der kørte forbi med jævne mellemrun. Per var klar over, at der måtte være en anden vej end den han var kommet af i går. Han var jo gået i en anden retning i dag. Så han gik derfor længere ud mod vejen for at tage den nærmere i øjesyn. Han ville også se om der var skov på den anden side af vejen.

Da han kom nærmere kunne han se, at det var en meget smal og snoet vej. Han kunne også se, at der var noget skov på den anden side af vejen. Pludselig opdagede han, hvordan en personbil slog et slag ud foran en modgående lastvogn. Lastvognen prøvede på at bremse op og vige udenom. Men da vejen var smal, og begge vogne havde godt fart på, var et sammenstød uundgåeligt. Der lød et øredøvende brag da de to biler stødte sammen. Personvognen rullede rundt. Per kunne høre nogen der skreg højt. Lastbilen var nærmest blevet løftet nogle meter i vejret ved sammenstødet, men den landede dog på hjulene igen. Igen lød der nogle forfærdelige skrig fra den bil, der var væltet rundt, og Per kunne se at forruden var oversprøjtet med blod. Ud af vinduet mente han at kunne se nogen hænge, det kunne godt ligne et barn. Det var dog et frygteligt syn!

Hvad skulle han gøre?

Per blev helt bleg, fik koldsved, og pludselig blev alt sløret for ham. Han mærkede at han var ved at miste bevidstheden, og faldt sammen ved vejsiden.