Kapitel 5.

 

Da Toro vågnede den næste morgen, varede det lidt før det rigtig gik op for ham, hvor han egentlig var. Selv om der var mange ting der stod helt klart i hans erindring, var der også noget ting han ikke rigtig kunne få til at passe. Han synes stadig, at det var en stor fejltagelse at han i det hele taget var havnet på den politistation. Men det var jo den fjollede journalist. Men hvordan det kunne gå til, at han ikke straks var kommet væk derfra igen, det kunne han ikke rigtig finde ud af. Et fængsel var da kun for forbrydere, og han vidste ikke af, at han havde begået noget ulovligt, snarere tværtimod. Det kunne jo også være, at man ikke havde kunnet finde en passende lejlighed eller villa til ham om eftermiddagen. Det hele var jo sket så pludselig. Dog kunne de så have lejet et hotelværelse til ham, i stedet for at sætte ham i fængsel.

Nu havde han altså været nødt til at overnatte i arresten! Nå, det gik jo nok alligevel, han havde jo sovet nogenlunde. Maden havde ikke ligefrem været den bedste, men det blev der nok rådet bod på i løbet af dagen.

Han begyndte at spekulere på, om der ville blive stillet en kok til hans rådighed, eller om han bare skulle tage telefonen og ringe til et hotel, hvor han så bare kunne bestille den mad han ville have.

Den journalist Toro havde kørt med ind til politistationen, kørte den næste dag tilbage til Mollerup, hvor han dagen før havde samlet Toro op. Han havde fået lyst til at skrive en artikel om drengen og hans specielle problemer. Da han var af den type journalist, der gerne ville have dækning for det han skrev, ville han se om det var muligt at få enten bekræftet eller afkræftet nogle af de antydninger, Toro så levende havde fortalt ham i går, medens de kørte til Århus.

Hele formiddagen gik med at tale med forskellige mennesker i byen. Han var da også så heldig, at han traf et par drenge, som kendte Toro. Resultatet var, at da han ved middagstid igen kørte mod Århus, havde han et ganske godt billede af, hvordan Toro i virkeligheden havde haft det. Han bestemte sig derfor til at opsøge drengen i arresten, og forelægge ham de ting, han nu havde fundet ud af.

Det var tydeligt, at Toro ikke havde ventet at journalisten ville komme og besøge ham der i arresten. Han blev derfor meget overrasket over at se ham igen. Toro vidste ikke rigtig om han skulle blive glad for det, eller om han skulle være ked af det. Da de var blevet alene, sagde journalisten, hør nu her, Toro, jeg har tænkt mig at skrive en artikel om dig og dine problemer. Før jeg kan det, er det imidlertid meget vigtigt for mig at kende hele sandheden, og det er derfor jeg er her nu. Ser du, da vi talte sammen i går, havde jeg ikke min båndoptager med, så derfor er det ret vanskeligt for mig at huske alt det du fortalte. Nu har jeg taget den med, så nu vil jeg gerne have, at du fortæller mig om dig selv og dine problemer igen. Der er dog lige en ting vi skal være enige om. Det skal være en sandfærdig og rigtig fremstilling, for ser du, jeg er nemlig ikke meget for at skrive om noget, der ikke er sandt.

Toro var lige ved at blive vred, men han besluttede at lade som ingenting. Det lød jo næsten som om journalisten ikke troede på det han havde fortalt. Det kunne selvfølgelig også være, at det var fordi han journalisten ikke kunne huske, hvad det var Toro havde sagt, så han besluttede sig til at tro på, at det var sandheden.

Båndoptageren blev nu startet, og journalisten gjorde tegn til Toro, at nu kunne han godt begynde at fortælle. Det var nu ikke så let. Dagen i forvejen var det gået meget godt. Da havde Toro i en flydende og uophørlig strøm af ord, fortalt om sig selv, og om de mange problemer han havde, men nu var det som om han ikke rigtig kunne få det sagt. Han kunne heller ikke huske hvad han havde sagt, så derfor blev det nu til noget værre noget. Toro var derfor glad, da journalisten efter kort tids forløb afbrød optagelsen, og medens han spolede tilbage, sagde han til Toro at det skulle han ikke være ked af. Det var en ganske naturlig ting at lide af det, der i fagsproget kaldes mikrofonskræk.

Nu foreslog han så at Toro skulle prøve igen, og denne gang ville han så hjælpe med nogle spørgsmål, som han så bare skulle svare på.

Det gik straks meget bedre, og Toro blev derfor forbavset, da journalisten igen standsede båndoptageren. Det kunne jo være, at han blot ønskede at de skulle holde en lille pause, tænkte Toro. Toro, se lige på mig, sagde journalisten. Toro rystede forvirret på hovedet, idet han så op på ham. Toro, jeg er ikke ude på at skade dig, tværtimod vil jeg meget gerne hjælpe dig. Men en betingelse for at jeg overhovedet har nogen mulighed for det er, at jeg finder frem til sandheden.

Toro så forbavset på ham. Han var ellers lige begyndt at kunne lige den journalist, men da han nu begyndte at tvivle på det han fortalte, blev han meget fornærmet. Før Toro nåede at sige noget, fortsatte journalisten. Toro, jeg har været ude ved Mollerup i dag. Jeg har talt med mange forskellige mennesker, ....sådan helt diskret, forstår du, sådan som kun en mand med mange års erfaring kan gøre det. Han holdt en lille pause, og fortsatte så. Jeg talte også med nogle af dine kammerater.

Der blev igen en pause, og da Toro ikke sagde noget, fortsatte journalisten. Jeg har ikke talt med din familie, hverken din far eller din mor eller lillesøster. Det skulle jo foregå så diskret som muligt, forstår du. Der blev nu en længere pause, da Toro ikke vidste, hvad han skulle sige. Han sad bare og så frem for sig. Igen var journalisten der med flere bemærkninger. Hvad synes du er det bedste. At vi igen begynder helt forfra, og så får sandheden denne gang, eller skal vi fortsætte der, hvor vi var kommet til? Toro sagde stadig intet, så journalisten fortsatte, du vil måske helst være fri for at tale om det lige nu?

Toro var i tvivl om, hvad han skulle sige. Inderst inde viste han jo godt, at det måske ikke var helt rigtigt alt det han havde sagt, men noget af det var da sandt nok, mente han.

Der blev nu raslet med nøgler uden for døren. Det var manden med middagsmaden, der kom. Det var kartofler med sovs, og et stykke medisterpølse. Som dessert, budding med saftsovs. Journalisten rejste sig og sagde, idet han så på Toro. Tænk nu over det, min dreng. Jeg vil komme tilbage om en times tid, og så må du se at finde ud af, hvad du vil.

Toro skubbede medisterpølsen over til den ene side af tallerkenen, og gav sig til at spise kartoflerne, medens han tænkte på det journalisten lige havde sagt. Han spekulerede på hvad han skulle sige, og kunne ikke lade være med at smile, da han kom til at tænke på, hvordan han havde set på situationen på køreturen dagen i forvejen. Hvordan han havde fortalt om alt det, der var overgået ham. Nu bagefter kunne han godt se, at det hele nok havde været lidt overdrevet. Han kom også til at tænke på, hvordan betjenten igen og igen havde stillet de samme spørgsmål.

Toro sad i dybe tanker, så han bemærkede slet ikke at døren blev låst op, og nogen kom ind til ham. Det var derfor først da hans navn blev nævnt, at han blev klar over, at han ikke var alene.

Det var en betjent, som Toro ikke havde set før, der var kommet ind til ham. Han bad Toro følge med, da der var nogen der ville tale med ham. Toro blev ført ind på et kontor. Her sad en herre og en dame. Toro havde ingen anelse om, hvem de var. Da han havde sat sig ned, og betjenten var gået, fortalte herren, at han hed Jens, og var politimand.

Han havde specialt med børn og unge mennesker at gøre. Jeg hedder Karen, og er psykolog. Jeg er tilknyttet børne- og ungdomsforsorgen, sagde damen. Hun fortalte nu, at de aftenen før havde været ude hos Toros forældre, hvor de havde talt om hans problemer. Her i dag var det så meningen de skulle have talt med Toro allerede om morgenen. Men da de var kommet til politistationen, og havde set den rapport, der var blevet optaget da Toro var kommet ind på stationen, blev de enige om, at det var nødvendigt at tage tilbage til Mollerup for at få nogle flere oplysninger. Der var tilsyneladende noget modsigende ting i det de havde fået at vide af forældrene, og så det der stod i rapporten. Manden lænede sig frem mod Toro og sagde. Før du siger noget, er det meget vigtigt, at du forstår en ting. Og det er, at vi er her for at hjælpe dig. Måske vil du få den tanke, at vi er imod dig. Det er ikke rigtigt. Vi er på din side og vil hjælpe dig!

Der er dog lige en ting mere, sagde damen, og det er, at vi jo ikke er i stand til at give dig et helt kongerige for dig selv. Det har jeg på fornemmelsen at du venter. Der er jo andre mennesker end dig, og vi skal alle være her.

Damen lænede sig frem mod Toro, og med venlig stemme spurgte hun. Sig mig, Toro, hvis du nu selv kunne bestemme fremtiden, altså fra nu af og så nogle år frem, hvad ville du så? Toro tænkte sig om. Det var da et underligt spørgsmål. Det hele var lidt forvirrende, syntes han. Han havde svært ved at finde ud af, hvad han skulle svare. Da Toro således ikke sagde noget, fortsatte damen, sig mig nu Toro, hvad kunne du så tænke dig. Er der ikke noget med at du har en farbroder, som ejer et automobilværksted. Og at du gerne ville arbejde der?

Joh, sagde Toro, og nikkede. Du virker ikke særlig overbevisende, sagde manden, der er måske noget du hellere vil?

Nej, det er der bestemt ikke, men .... svarede Toro tøvende.

Jamen, hvis det er det du helst vil, og det er det du ønsker, hvad er der så i vejen med det? spurgte damen.

Jeg skal jo gå i skole, og min far siger, at det ikke er så godt at jeg kommer op til min farbroder, svarede Toro.

Hvorfor i alverden synes din far ikke det? Næh ... kom det meget svagt og langsomt fra Toro.

Toro du, at det har noget at gøre med at du skal gå i skol?

Toro svarede ikke, men trak blot på skuldrene.

Tror du, at det måske har noget at gøre med, at du er en smule kræsen? spurgte damen. Måske, svarede Toro.

Hør nu her, Toro, sagde damen, idet hun igen lænede sig frem mod ham, hvis vi nu kan få det ordnet sådan, at du kan komme op til din farbroder når sommerferien begynder, hvad ville du så sige til det?

Det ville bestemt være dejligt, sagde Toro, og livede helt op ved tanken.

Vi kan selvfølgelig ikke love deg noget helt bestemt, da vi jo ikke har talt med din farbroder endnu, men jeg tror er gode muligheder for at det kan ordnes.

Det var det bedste Toro havde hørt i lange tider, og det var tydeligt, at han var meget glad for forslaget.

Jeg synes at vi nu hellere må køre dig hjem til dine forældre igen, fortsatte manden, og så prøver du på at få det til at gå uden problemer med at forliges med din søster, ikke?

Det kan da godt være, at hun sommetider kan være lidt irriterende, men så må du jo bare tænke på, at du er den ældste, og så lade være med at tage dig af det. Du kan jo f.eks. undgå at være alene med din søster. sagde damen. Og så lige en ting mere. Du må jo også selv gøre lidt for at det hele skal gå, og derfor lade være med at drille hende. Det første par uger gik det så nogenlunde derhjemme. Men hvis ikke Jens og Karen (det var den betjent og den dame Toro havde talt med lige før han blev kørt hjem) var kommet for at tale med forældrene og Toro om, hvordan det bedst kunne ordnes, så Toro kunne komme op til farbroderen, ja, så var det nok endt som det helt store opgør.

Forholdene i hjemmet blev vanskeligere og vanskeligere, synes Toro.

Men da var ligesom det hjalp lidt, da de havde været der, og da faderen en søndag morgen foreslog, at de skulle pakke en madkurv, og køre en tur i det fine forårsvejr, blev det straks enstemmigt vedtaget.

Faderen havde set en annonce om en gartner nede omkring Varde, som havde haft stor succes med en meget tidlig art tomater. Nu averterede han med planter til salg. Faderen var meget interesseret i at købe nogle af dem, derfor blev det bestemt at de først skulle køre derned. Derefter skulle de så finde et godt sted, hvor de kunne spise deres mad, hvorefter de så ville køre en tur op til farbroderen.

De syntes alle vældig godt om forslaget, så det varede ikke længe før madkurven var pakket og de var på vej.

Det tog længere tid at få fat i de tomatplanter end de havde regnet med. Da faderen ikke kunne undgå at skulle med gartneren rundt og se nogle af de forsøg, han havde i gang. Det blev derfor næsten middag før de kunne køre derfra. De besluttede at køre ud til Vesterhavet, hvor de fandt et dejligt sted med udsigt over havet.

Her kunne de sidde og nyde den medbragte mad, og samtidig få godt med frisk luft fra havet.

Før de kørte videre, blev der da også lige tid til en hurtig løbetur ned til vandet, for at se om der var skyllet ravstykker i land. De fandt nu ikke noget rav, derimod nogle meget flotte sten. Hvis det ikke var fordi de havde bestemt, at de ville køre en tur op til farbroderen før de kørte hjem, ja, så kunne de såmænd godt have fået hele eftermiddagen til at gå der på stranden. Klokken blev næsten tre, før de igen fortsatte deres tur. Det var et meget skønt landskab de kørte igennem. Faderen og moderen nød rigtig turen og det gode vejr. Jette og Toro sad på bagsædet og studerede de mange fine sten de havde fundet nede ved vandet.

Pludselig blev de uenige om, hvem der havde fundet et stykke grønt glas, det var et meget flot stykke, som var slebet helt rund af vandet. De begyndte at skændes, og snart blev det til håndgemæng.

Moderen prøvede at få dem til at falde til ro, men det ville ikke lykkes for hende. Det var først, da faderen vendte sig om mod dem, at de forstod at nu var det alvor. De kunne se på hans ansigt, at det nu var på tide at holde op.

Uheldigvis kom bilen til at slå et mindre sving idet faderen vendte sig, og da der i det samme kom en modgående lastbil, og vejen tillige ikke var særlig bred det sted, var en ulykke uundgåelig.

Begge bilerne havde god fart på, så selvom de prøvede at undgå et sammenstød, kunne ingen af dem afværge ulykken. Der lød et øredøvende brag, da de to biler ramte hinanden.