Kapitel 4.

 

Selv om det var lørdag var Per tidligt oppe. Det vat nu ikke noget nyt for ham, han stod altid tidligt op, da han gerne ville gå rundt og nusse lidt inden han skulle i skole. Han ville også gerne have god tid til morgenmaden. Men i dag var det nu ikke det, der var årsag til at han var tidligt oppe, da han jo ikke skulle i skole om lørdagen. En af Pers store interesser var nemlig spejderarbejdet. Han var, som så mange andre drenge og piger, spejder, og det var derfor ganske naturligt, at han var medlem af KFUM spejderne der i byen.

Han havde været med på mange spejderture, både små korte på nogle få dage, og på lange ture der ofte havde varet i flere uger. Det var nu otte år siden han først var begyndt at interessere sig for spejderlivet. Da hans forældre mente, at det var en sund interesse, havde de opmuntret ham til at fortsætte, selvom mange af hans kammerater var sprunget fra lidt efter lidt.

Det Per synes var det bedste og mest spændende var, når de var på vildmarkstur. Det blev det kaldt, fordi de på disse ture skulle klare sig selv så meget, som det nu overhovedet var muligt. De skulle f.eks. Finde vilde planter, og selv lave mad af dem og derefter skulle de selv spise måltidet. Det var nu ikke altid lige sjovt, men Per kunne alligevel godt lide de ture, selvom han havde svært ved at spise noget af de retter der blev ud af planterne.

Efterhånden som man vennede sig til det, synes han imidlertid ikke det var så slemt mere. Det bedste ved det hele var, når der kom en ny med, som aldrig havde prøvet det før, det at spise plantemad. Så blev der grinet og lavet sjov, og i sådan en situation var der ingen af de mere garvede spejdere, der lod sig mærke med, at det også nogle gange havde været svært for dem at få maden ned.

Per, der lige var fyldt 14 år, bar godt i gang med det, der hedder rolandsprøven, og han håbede, at han kunne afslutte den inden de skulle til Norge i sommerferien, hvor de skulle være sammen med spejdere fra mange forskellige lande. Det glædede han sig meget til. En ting han endnu manglede for at have bestået rolandsprøven var, at tilbringe en weekend i vildmarkslejr, hvor han selv skulle bygge sig bivuak, og selv finde føden han skulle spise. Det kunne f.eks. være planter, frugt fra vildtvoksende buske og træer, rødder, eller kød fra et dyr han enten havde fanget i en fælde, eller skudt med et hjemmelavet våben, som f.eks. en flitsbue.

Per havde aftenen før turen pakket det meste af det han skulle have med, så det var blot hurtigt at få noget morgenmad, og så komme af sted. Pers mor var også tidligt oppe. Hun ville sørge for, at sønnen fik et godt måltid inden han tog af sted, og en god madpakke skulle han da også have med. Så snart han var færdig med at spise, tog han rygsækken og soveposen med ud på cyklen, og af sted gik det de tre kilometer ind til byens rutebilstation.

Derfra skulle han med en DSB bus ud til den skov, hvor de plejede at være når de var på weekend tur. Men da Per kom ind på rutebilstationen fik han at vide, at der ikke var nogen af busserne der kørte i øjeblikket.

De holdt fagligt møde på grund af, at en tillidsmand var blevet flyttet over på en anden rute end den han normalt kørte på, så nu var alle busser standset, indtil der var fundet en tilfredsstillende løsning på denne sag. Det var næsten det værste der kunne ske, synes Per. Nu var han lige så opsat på at tilbringe denne weekend i vildmarkslejr, og så strejkede buschaufførerne. Men hvad med de private busser. Mon de også strejkede?

Per lyste atter op, og skyndte sig hen til en af de private rutebiler, der holdt i båsene beregnet for rutebiler.

Kører denne bus i dag? spurgte Per chaufføren, der var ved at billettere. Ja, svarede han, lige så snart jeg er færdig med at ordne billetterne så kører vi. Hvis du skal med, så er det altså lige i sidste øjeblik. Chaufføren tog sin taske, som han havde haft hængende på den ene skulder, og placerede den ved førersædet.

Kører De ud til en skov? spurgte Per. Ja, om en lille times tid er vi ved en temmelig stor skov, svarede chaufføren, skal du med derud?

Ja, sagde Per, og betalte for en returbillet, og så vil jeg også gerne have en køreplan, så jeg kan se, hvornår jeg kan komme hjem igen.

Per smilte ved sig selv, mens han sad og så ud af vinduet i bussen. Dette her så ud til at blive mere spændende end han havde ventet, men det havde han nu ikke noget imod. Han lænede sig tilbage og tænkte på, hvad hans kammerater ville sige, når han ved spejdermødet tirsdag aften skulle aflægge rapport om turen.

Medens de nu kørte ud af landevejen kunne Per se, hvordan landmændene var i fuld gang med forårsarbejdet. Nogle steder var de ved at pløje, andre steder var de ved at så. Der herskede en livlig aktivitet alle steder. Det var nu ikke så sært, for det var allerede sidst i april, og frosten havde været i jorden så længe, at det ikke havde været muligt at komme i gang med forårsarbejdet før nu. Men nu havde solen og varmen fået overtaget, og det var blevet et dejligt vejr, ja, det var næsten som en sommerdag.

Ja, så er vi her, sagde chaufføren, henvendt til Per, da bussen efter en tid standsede. Per fandt hurtigt sine ting frem og steg af bussen. Straks kunne han mærke den dejlige friske duft af skov, og det var som om et helt kor af skovens fugle bød ham velkommen. Højt oppe over trætoppene lavede musvågen en flyveopvisning for ham. Per følte i hvert fald, at det var til ære for ham, og betragtede det storslåede syn et lille stykke tid. Nå, men det kunne jo ikke gå an at stå der og falde i staver, så han begav sig nu ind i skoven. Her mødte han endnu et storslået syn. Der var det dejligste grønne mostæppe over hele skovbunden, og på en lille skråning mod syd, var der masser af krokus, guldstjerner og vorterod, som udfoldede hele deres farvestrålende pragt.

Det var et meget smukt syn, synes Per. Det var svært for ham at rive blikket løs fra det smukke syn, men der var ikke noget at gøre han måtte videre. Det første han søgte var et godt sted, hvor han kunne lave en bivuak. Da det var hans mening at tage nogle billeder af den, som han ville vise sine kammerater, ja, så kunne han ikke bygge den hvor som helst. Han måtte finde et rigtig godt sted. Den skulle også laves ordentligt. Selv om det ikke just var sandsynligt, at der ville komme nogen af hans kammerater ud i skoven, hvor han nu var, ville han alligevel lave en af virkelig god kvalitet, også selv om det så skulle tage hele dagen.

Efter nogen tid fandt Per hvad han søgte. Det var et dejligt tæt grantræ, hvor der var en hel del krat omkring, og foran træet var der en lille åben plads på en halv snes kvadratmeter. Med øksen fjernede han nu nogle af de visne grene på grantræets bagside, og ligeledes et par af de vildtvoksende fyrrebuske, der dannede en del af det krat der var omkring grantræet. Et højt træ, der var gået ud, blev fældet og lagt således, at det lå med den ene ende på jorden, og den anden ende lagt op på en af grantræets grene. På denne måde dannede det en overlægger til den bivuak han ville bygge. Den var, på trods af det lidt materiale der skulle til, en af de bedste en mands bivuakker. Så vidt Per kunne huske, hed den en skovmandsbivuak.

Efter et par timers hårdt arbejde, kunne han med tilfredshed tage et billede af bivuakken som nu var færdig. Han glædede sig over, at nu var da den del af arbejdet vel overstået. Der var dog endnu et pat ting der skulle ordnes inden det blev aften. Han ville se om det var muligt at finde vand i nærheden. Han vidste jo at vand var en af de vigtigste ting for at opretholde livet. Et menneske kan leve mange dage uden mad, men det er kun muligt at leve nogle få dage uden vand, eller anden form for væske. Dog, han skulle jo hjem igen i morgen, så det havde ikke den store betydning for ham om han fandt vand eller ej. Desuden havde han 1½ liter vand i sin feltflaske, og det skulle være nok, især hvis han sparede på det. Den anden ting at lave var et ildsted. Heller ikke det var så nødvendigt for at klare sig i to dage, men da det var en del af prøven, så skulle det altså laves. Før han gik i gang med det, ville han nu spise sin madpakke, som moderen havde forsynet ham med. Han var godt sulten, og fandt snart et godt sted, hvor han kunne sidde og nyde maden.

Medens han nu sad på det dejlige grønne mostæppe, kunne han høre en spætte i nærheden, men selv om han så godt efter i træerne i den retning, hvor den karakteristiske lyd kom fra, fik han ikke øje på spætten. I stedet så han en skovmår. Den stak snuden frem bag en af træstammerne, og snart efter kom dens unger til syne. Per sad længe og fulgte skovmårens leg med sine unger. Han glemte næsten helt at spise, og sad bare der og nød at se på dyrene. Efter nogen tids forløb forsvandt måren dog med ungerne, og nu kan det nok være at Per fik travlt. Der var gået meget længere tid med den madpakke end han havde tænkt sig, og det ville vel også snart blive mørkt. Resolut rejste han sig op, nu skulle der laves et ildsted!

Heldigvis havde han prøvet det før, og han huskede på at der var visse ting, som var meget vigtige at tænke på, når man skulle lave et ildsted. For det første var det meget vigtigt at vælge et egnet sted, hvor der ikke var fare for at ilden ville brede sig op i træernes grene. Skovbunden skulle også være rengjort for blade og kviste, og man skulle også tage hensyn til det tørre græs. Ild, og særlig åben ild, var noget man skulle have respekt for, det havde Per tidlig lært inden for spejderbevægelsen.

Det første var nu meget nemt at opfylde, da der lige foran den bivuak, han havde lavet, var en lysning på et halvt hundrede kvadratmeter. Han gik nu i gang med at fjerne blade, kviste og tørt græs, som han lagde til side, for siden at bruge det til optænding af bålet. Det var et hårdt arbejde, og da solen stadig skinnede, varede det ikke længe før Per svedte så vandet løb af ham.

Han bestemte sig for, at han ville grave det midterste stykke af den lysning han lavede ildstedet på. Han fandt nu en sammenklappelig spade frem af sine medbragte ting, og begyndte at grave. Det var imidlertid så varmt, at han måtte holde pause flere gange, før han endelig havde gravet et stykke der var af en sådan størrelse han mente var forsvarligt. Ved at grave det stykke i midten, hvor han ville have ildsted, sikrede han sig, at ilden ikke kunne brede sig. Det ville jo være en katastrofe, hvis der gik ild i skoven. For yderligere at sikre sig at ilden blev, hvor han ønskede den, gik han ud for at se om det var muligt at finde nogle store sten. Han ville lave en rundkreds af dem på det stykke han havde gravet.

Medens han nu gik rundt i terrænet for at finde stenene, lagde han mærke til, at området var fuld af små bakker, og at der ikke blev fældet træer i denne del af skoven. Det lå nærmest hen som et vildnis.

Der stod flere forskellige slags træer mellem hinanden uden nogen form for orden. De stod bare rundt omkring, så det næsten lignede en hel urskov. Det var tydeligt, at her fik naturen lov at passe sig selv, uden indgriben fra menneskers side. Per synes, at det var godt der fandtes sådanne steder, hvor blomster, træer og buske kunne få lov til at udvikle sig på helt naturlig måde.

Det var også tydeligt at dyrene kunne lide det, for der var masser af fugle og dyr i dette område. Per havde set, at et mindre bøgetræ var væltet, og han så straks, at her kunne han hente noget gode stykker træ til sit bål. Da Per, efter flere ture med favnen fuld af sten, endelig havde fået samlet det antal sten sammen han skulle bruge, tog han sin spejdersav og øksen, og gik tilbage til det væltede bøgetræ. Selv om han var godt træt, tillod han sig ikke noget hvil, de han gerne ville have bøgetræet savet i stykker og båret hjem så tidligt, at han kunne nå at gå en lille tur rundt i terrænet før det blev mørkt. Det var vanskeligere at save bøgetræet i stykker end han havde ventet, så da han var halvt færdig, kunne han se, at det ikke kunne nytte noget at fortsætte. Det ville tage for langt tid, hvis han skulle nå at gå en tur i den nærmeste omegn. En af de ting han var interesseret i, var at finde ud af, hvor stor et område vildnisset strakte sig over.

Han hængte saven og øsken på en gren af det træ han var ved at save i. Redskaberne skulle hænge der til i morgen, når han kom for at hente det sidste af bøgetræet. Han fyldte nu favnen med bøgebrænde, og gik tilbage til bålpladsen med det. Vildnisset strakte sig over at langt større område end han først havde troet, og midt igennem det snoede sig en bæk. Det var ikke fordi den var særlig dyb, og med lidt tilløb kunne man også nemt springe over den. Han fulgte dens snoede løb et stykke. Pludselig standsede han, slog hænderne sammen og sprang smilende i vejret. Så løb han, alt hvad han kunne, tilbage til lejren idet han sagde til sig selv, der må være ørreder, ja, det er lige det rigtige sted for ørreder. Han fandt hurtig sin fiskesnøre og en krog med flue frem, og løb så tilbage til det sted han havde set. Da han kom tilbage, så han, at et stort træ stod halvt ude i vandet med nogle af rødderne strittende frem bag lerbanken, så det lignede udstrakte fingre. Vandet var helt roligt der, strømlæ61; hed det vist. Jo, her måtte bestemt være ørreder!