Kapitel 3.

 

Efter at Toro var kommet ind i bilen, følte han at nu var hans livs chance kommet. Nu havde han rigtig mulighed for at fortælle, hvordan han gerne ville have det, så munden stod ikke stille på ham. Han fortalte at han blev tvangsfodret med mad, som der ikke var andre der ville spise. Hvordan han måtte gøre alt arbejdet, både inde og ude, og aldrig havde han den mindste smule fritid til at lege med sine kammerater. Altid var de på nakken af ham derhjemme, og aldrig havde han fred.

Jo mere han fortalte, jo ivrigere blev han, og efterhånden som tiden gik, blev hans fantasier mere og mere vidtløftige. Medens der i begyndelsen havde været noget rigtigt i hans beretning, lod han nu fantasien løbe af med sig, og bedre blev det ikke, da han fik at vide, at det var en journalist og hans kone, der havde taget ham med sig i bilen. Ganske vist var journalisten pensioneret, men han skrev dog endnu nogle artikler, sagde han. Hans kone forklarede, at det jo var svært at holde op med noget, der gennem en hel menneskealder havde været ens levebrød. Toro var faktisk vældig godt tilfreds med sig selv, og han var ikke fri for også at være lidt stolt. Han så allerede sig selv som den store helt i den næste dags avis. Han spurgte journalisten, om han ikke skulle have et billede af ham, og om artiklen kom til at fylde hele forsiden.

Det var derfor en stor skuffelse for Toro, da han fik at vide, at det slet ikke var sikkert at artiklen ville komme på forsiden, men nu ville journalisten se, hvad han kunne gøre.

Da de ankom til Århus, kørte de ind på en politistation, hvor Toro fik lov til at sidde og vente i forhallen, mens journalisten og hans kone var inde for at få skrevet rapport over hændelsesforløbet. Nogen tid efter kom journalisten og hans kone ud igen, og til Toro store skuffelse skulle han ikke med dem. Han skulle blive tilbage på stationen.

Nu var det hans tur til at komme ind på kontoret, så han kunne give sin forklaring på det, der var sket. Toro syntes det var en temmelig åndssvag betjent, der skulle skrive den rapport, for han stillede hele tiden spørgsmål, så Toro måtte gentage det han lige havde sagt. Han havde en følelse af, at betjenten ikke rigtig troede på det han fortalte. At nogen, udover hans søster, kunne finde på at tvivle på det han sagde, mente han var helt uhørt, og så var det endda politiet der ikke ville tro ham. Nå, det var nok bare den betjent der optog rapporten, der var så åndssvag. Toro bad derfor betjenten om der måtte komme en anden, som kunne optage den rapport. Det skulle helst være en af de overordnede, og allerhelst politimesteren selv. Det han, Toro, havde at fortælle var jo ikke helt almindeligt. Det var jo en meget vigtig sag, der ikke sådan skulle behandles med ligegyldighed, og det mente han den blev i øjeblikket.

Da betjenten ikke agtede at tage noget hensyn til Toros forlangende, fortsatte han med at stille spørgsmål. Til sidst blev det Toro for meget. Han nægtede simpelthen at sige noget som helst til andre end politimesteren selv. Betjenten holdt stadig fast ved, at de skulle se at få den rapport færdig, men efter flere forgæves forsøg, måtte han opgive. Han rejste sig og gik ind i et andet kontor, hvorfra han dog kort efter kom tilbage med den besked, at politimesteren ikke havde tid til at snakke med Toro lige nu, så hvis han ikke ville være samarbejdsvillig, ja, så måtte han vente til et senere tidspunkt. Toro mente nu at være på den høje gren igen, og han fortalte derfor betjenten i en overlegen tone, at han i hvert fald ikke havde i sinde at lave rapporten færdig sammen med ham. Hankunne godt gå med til at vente til politimesteren havde tid.

Det er helt i orden, sagde betjenten, og rejste sig, vil du så være så venlig at følge med. Toro rejste sig overlegent og fulgte med betjenten. Denne gik nu hen og åbnede døren ind til stationens arrest, og med en håndbevægelse viste han Toro ind, idet han sagde, at her kunne han vente til politimesteren fik tid til at tale med ham.

Det var bestemt ikke hvad Toro havde ventet! Det kom imidlertid så overraskende for ham, at det først var da nøglen blev drejet om, at det rigtig gik op for ham, hvor han var. Toro mente at det måtte være en stor misforståelse at han, den store og aldrig fejlende Toro, skulle sættes i arresten som en anden forbryder. Han, der altid gjorde det rigtige og aldrig havde gjort nogen ondt, tænk at han skulle lukkes inde som forbryder!

Det var mere end han kunne tage, der måtte absolut være sket en fejltagelse.

Toro så sig om i lokalet. Der var noget, der nok skulle ligne en seng, men det var bestemt ikke en han kunne sove på. Det ville nu heller ikke blive aktuelt, for når politimesteren først fandt ud af, hvad der var sket med ham, ja, så ville de alle blive nødt til at give ham en undskyldning for den uret han havde lidt. Så ville man finde et mere passende sted for ham. Sådan en seng ville være mere passende for søsteren, tænkte Toro, mens han med ubehag så sig om i det uhyggelige rum. Udover sengen var der et solidt træbord, og en lige så solid træbænk.

Begge dele var gjort forsvarlig fast til væggen. Højt oppe var der et lille vindue med tremmer for.

Hvor længe Toro havde stået der og betragtet det hele, vidste han ikke, men nu kunne han høre nogen, der raslede med et nøgleknippe, og en nøgle blev sat i låsen. Det var nok politimesteren der kom for at give ham den oprejsning, han mente at have fortjent. Skuffelsen stod derfor tydeligt malet i Toros ansigt, da han i stedet for en stor flot politimand i fin uniform, så en ganske almindelig mand i grå arbejdstøj åbne døren. Han rakte en bakke med et par tallerkener på frem mod Toro, idet han sagde, du må vist være sulten!

Toro stod som forstenet, men han fik dog fremstammet, at det vist var en stor fejltagelse at han var her, og at han kun ventede på at politimesteren skulle få tid til at tale med ham. Politimesteren er til møde lige nu, men tag nu det her, og få dig noget at spise, mens du alligevel venter, sagde manden i det grå arbejdstøj.

Toro tog modstræbende bakken, som blev rakt frem imod ham, og døren blev igen lukket. Selv om det var god mad der var på bakken, spiste Toro ikke noget af det. Han var ellers godt sulten, men det var ikke den slags mad han kunne lide, så da manden i det grå arbejdstøj nogen tid senere kom tilbage, fik han det hele med sig igen, og Toro lagde sig modløst på briksen. Alt synes at gå ham imod, og det endda til trods for, at han mente det nu endelig var lykkedes for ham at udføre noget af det, han så længe havde gået og haft planer om. Det var ellers begyndt så godt, mente han da. Men først var der journalisten. Han havde ikke været nær så ivrig efter at få Toros historie på forsiden af avisen, som han havde ønsket. Desuden var der betjenten. Han havde, efter Toros mening, ikke det mindste begreb om at skrive en rapport. Så var der politimesteren der ikke ville komme og tale med ham, for slet ikke at glemme den store fejltagelse med at støtte ham, Toro, ind i en fængselscelle!

Mand var også en skuffelse, at de dog ikke en gang kunne servere den mad han kunne lide!

Da han om formiddagen havde siddet i bilen hos de fremmede, havde han forestillet sig, at nu var alle hans trængsler og bekymringer forbi. Fra nu af skulle han bare gøre hvad der passede ham, og hvis han manglede noget, kunne han bare knipse med fingrene, og straks var der en, som opfyldte hans ønske. Han havde tænkt sig, at han ville få et stort værelse stillet til rådighed. Det ville selvfølgelig blive møbleret efter hans ønske. Maden, ja, den ville blive serveret for ham, og hvis den ikke var efter hans smag, kunne han bare sende den ud igen, så ville der straks blive lavet noget nyt. Herefter ville han kun få den mad han kunne lide. Søsteren kunne godt få lov til at komme og gøre rent og rydde op efter ham. Men hensyn til moderen og faderen vidste han nu ikke rigtigt. De var jo dog hans forældre, men på den anden side skulle man jo passe på, at de ikke fik for meget at skulle have sagt så .......

Pludselig blev han revet ud af sin drøm. Der var nogen der talte sammen uden for døren, og nu blev der igen raslet med nøgler og døren blev låst op. Toro sprang op, og to betjente kom ind. Toro genkendte straks den ene. Det var ham, der skulle have skrevet en rapport om sagen. Den anden havde han ikke set før, han var lidt ældre. Han så venligt på Toro, og sagde så alvorligt. Mit navn er Henriksen, det er mig, der er den øverste her på stationen. Toro livede helt op, og spurgte, er det så Dem, der er politimesteren?

Ja, det kan vi vist godt kalde det, sagde politimesteren. Toros ansigt strålede. Endelig var oprejsningens time kommet, og han forventede nu, at politimesteren ville give betjenten en ordentlig overhaling, for derefter at give ham, Toro, en undskyldning for den måde han var blevet behandlet på.

Toro blev derfor helt målløs af forbavselse, da politimesteren sagde, det nok var det bedste, at Toro blev der på stationen til i morgen. Så var der mulighed for at finde den bedste løsning på denne sag. Vi har, sagde han, kontaktet dine forældre, og de ved at du er her, men det er imidlertid som om der er nogle ting i denne sag, der ikke rigtig passer sammen. Derfor vil vi gerne have mulighed for at undersøg det nærmere.

Jamen, fik Toro fremstammet, jeg har jo fortalt det hele til betjenten, og han skrev op, så jeg troede at .......

Hvad er det du troede? spurgte politimesteren, og hvad er det du har fortalt?

Da Toro ikke svarede, fortsatte politimesteren, ser du Toro, du er jo ved at være en stor dreng, du må derfor være klar over, at du ikke altid kan få det som du vil have det. Der blev igen en pause, hvor ingen sagde noget. Jeg ved godt, fortsatte politimesteren, at mange gange kan det være svært at være et ungt menneske, og at meget også sommetider kan synes uretfærdigt, men sådan er livet nu en gang.

Toro var målløs! Her havde han siddet og ventet på at politimesteren skulle komme og give ham oprejsning, og at alt ville blive som han havde tænkt sig. Det der i virkeligheden var sket, var lige det modsatte.

Politimesteren havde nærmest irettesat ham, og holdt med både betjenten, forældrene og journalisten. Toro forstod ikke noget af det. Det var som ond drøm. Alt var gået helt anderledes end han havde ventet. Var der da ingen retfærdighed til?

Hvor længe Toro stod der og nærmest bare så ud i den tomme luft, vidste han ikke, men da han kom til sig selv igen, var politimesteren og betjenten gået. Så gav Toro op. Smed sig på sengen og græd med hovedet i tæppet, og syntes at hele verden var imod ham.