Kapitel 2.

 

Foråret var kommet meget sent det år, så der var nok at gøre i marken. Selv om jorden var kold endnu, kunne man godt begynde at forberede den til såning, mente faderen. Hvis vi går godt til den, kan vi måske blive færdige så tidligt med vort arbejde, så jeg kan få tid til at tage lidt ekstra arbejde på en af gårdene, og på den måde tjene en ekstra skilling, sagde faderen. Ja, det kunne vi godt have brug for, sagde moderen, især efter at en del af høsten slog fejl sidste år. Alt er også blevet så dyrt, så man kan godt mærke at der skal flere penge til.

De havde haft travlt de sidste par dage, og selv om faderen havde døjet med en forkølelse, måtte han alligevel ud i marken hver dag. Da det samtidig faldt så uheldigt, at moderen havde dagvagt i denne tid, var børnenes overladt til sig selv det meste af tiden.

Det var ikke sjældent at faderen kunne høre, hvordan børnene sloges inde i huset. Rent galt gik det da Jette kom løbende ud til ham, medens hun råbte om hjælp. Toro var lige i hælene på hende. Han græd af bare raseri, og slog vildt om sig med en bøjle, idet han råbte: Du kan bare vente dig, jeg skal gi dig!

Søsteren løb lige hen til faderen og søgte tilflugt. Det tog Toro ingen hensyn til. Han dansede rundt om faderen i et forsøg på at ramme søsteren, idet han slog vildt om sig med bøjlen han havde i hånden, og ramte snart den ene, og snart den anden. Faderen råbte, at nu skulle de holde op, men det hørte Toro ikke efter, han slog blot endnu vildere om sig. Pludselig greb faderen bøjlen og langede ud efter Toro, dog uden at ramme ham. Toro løb nu alt hvad han kunne op mod vejen, hvor der i det samme kom en bil kørende. Toro råbte i vilden sky, og dette medførte at bilen standsede. En mand og en dame stod ud af bilen. Toro skyndte sig hen til dem, og grædende fortalte han, at faderen ville slå ham med en bøjle. Da manden hørte dette, gik han over med faderen, som nu var nået næsten helt op til vejen.

Er De ikke klar over, at det er strafbart sådan at slå børn med en bøjle61; sagde manden, og henvendt til Toro spurgte han, er det noget han gør tit, er han ond mod dig? Toro øjnede nu en chance for at komme hjemmefra, som han jo så ofte havde gået og drømt om, og idet han fik en ny tårestrøm til at løbe ned af kinderne, fortalte han, hvordan han både skulle arbejde inde og ude, og læse lektier, alt imens søsteren drillede ham. Moderen og faderen gav ham altid skylden for alt, og råbte og skældte på ham hele tiden.

Åh, hvor forfærdeligt, stakkels lille du. udbrød damen, medens hun knælede ned ved siden af Toro. Kom du med os, så skal vi nok hjælpe dig, tænk at forældre kan være så onde mod en lille dreng! Og før faderen nåede at reagere, var de kørt bort med Toro.

Kort efter at faderen var kommet sig over det første chok over bortførslen af Toro, løb han hurtigt ind til telefonen, og ringede til sin kone for at fortælle hende, hvad der var sket. Da moderen hørte det, varede det lidt inden hun atter kunne sige noget, men de blev til sidst enige om, at hun nok hellere måtte tage fri resten af dagen og komme hjem hurtigst muligt.

Faderen ringede derefter til politiet og fortalte dem, at hans søn lige var blevet kidnappet af et ægtepar i bil. Han havde aldrig set nogen af dem før, og han var nu meget nervøs for hvad der kunne ske sønnen. Et øjeblik, sagde den politibetjent han havde talt med, og nu kom der så en anden til telefonen. Han præsenterede sig som politimesteren, og faderen måtte nu gentage sin forklaring om, hvordan en bil med et ukendt ægtepar, var standset op ud for deres have. Faderen havde set, at bilens fører havde talt med hans søn Toro, men da han nåede derhen, kørte de med drengen. Politimesteren fik nu beske om Toros navn, alder, hårfarve, øjenfarve, og hvilket tøj han havde haft på. Hvor meget han cirka vejede, og hvor høj han var. Da han havde fået svar på alt dette, læste han det op for faderen, så han kunne høre, hvordan efterlysningen ville komme til at lyde, og rette eventuelle fejl. Politimesteren læste: Kort før middag, blev en trettenårig dreng, ved navn Toro Jamanski bortført fra sit hjem ved Mollerup, mellem Silkeborg og Århus. De pårørende til drengen har til politiet forklaret, at en mørkeblå bil, vistnok en AUDI, var kommet kørende vestfra. Pludselig standsede bilen, og et ægtepar sted ud af den. Drengen, der på dette tidspunkt befandt sig ved vejen, havde vekslet nogle få ord med ægteparret, hvorefter de havde taget ham med sig i bilen, og var forsvundet i modsat retning. Toro er, som sagt, 13 år, kraftig af bygning, og har helt sort hår, blå øjne, og var ved bortførslen iført blå cowboy bukser, en brunternet skjorte og træsko. Han halter lidt på venstre ben. Toro Jamanski bedes givet til politiet i Silkeborg, eller nærmeste politimyndighed.

Er beskrivelsen korrekt? spurgte politimesteren, da han havde læst den op for faderen i telefonen.

Ja, det er den, sagde faderen. Nå, men så sender vi den efterlysning ud, sagde politimesteren.

Ja, tak for hjælpen, sagde faderen, farvel.

Nej, hov, vent lige lidt, er De ved telefonen endnu? råbte politimesteren.

Ja, svarede faderen, var der noget?

Ja, det er fjernskriveren, jeg kan se at der er ved at komme en melding ind om en dreng på 13 år, som er blevet reddet af et ægtepar, der var på vej til Århus. Dehavde set en mand med en stor kæp i hånden stå og slå løs på drengen. De standsede bilen, og drengen kom løbende hen imod ægteparret, og bad grædende om hjælp. De tog derfor drengen med sig. Kan det passe på Toro? spurgte politimesteren, da han havde læst det op for Toros fader.

Nej, sagde faderen, det passer ikke helt, men det kan godt være ham alligevel. Jeg tror helt bestemt at situationen er blevet misforstået af dette ægtepar, sagde faderen. Han og politimesteren blev enige om, at det nok var det bedste, at vente med at sende efterlysningen ud til det var blevet nærmere undersøgt om det var Toro der var tale om i denne meddelelse, som var kommet ind på fjernskriveren.

Aftalen blev derfor, at politimesteren ville undersøge, om han kunne få nogle flere oplysninger fra Århus, og han ville derefter ringe til Toros fader.

Da moderen kort efter kom hjem, og da hun hørte, hvad der var sket, hvad politimesteren havde sagt, og hvad der var kommet ind på fjernskriveren, brød hun helt sammen. Det varede længe før hun faldt til ro og blev herre over sine følelser igen. Jette syntes, at det var helt forfærdeligt hvad der var sket, og hun lovede, at næste gang ville hun bare lade Toro slå sig, selvom hun mente at det var uretfærdigt. Det ville dog hverken faderen eller moderen høre tale om. Hun var helt uden skyld i det der var sket.

Pludselig for de alle sammen. Det var telefonen der ringede. Faderen var den, der havde mest kontrol over stemmen, så han tog den. Det var politimesteren. Han sagde, at det, efter al sandsynlighed, var Toro, der var blevet bragt til Århus af et ægtepar. Men, som politimesteren sagde, så er der nogle ting vi må have mere klarhed om, før vi foretager os videre i sagen, og derfor sender vi en betjent fra Århus ud til dem i dag, for at tale med dem begge om sagen. Der vil så blive taget stilling til hvad der videre skal ske.

Da der lidt senere ankom en bil med en herre og en dame i, troede moderen først, at det var de mennesker, der havde bortført Toro, og hun gjorde sig klar til at give dem en varm61; velkomst. Men heldigvis havde faderen også set bilen komme, så han var allerede gået ud til dem.

Manden havde uniform på, men damen var derimod i civil påklædning. Han bød dem ind i stuen, og betjenten fortalte, at han specielt havde med børn og unge mennesker at gøre. Damen viste sig at have med de sociale sager at gøre, særlig, hvor der var problemer med de unge. Hun var derfor meget interesseret i, hvordan Toro normalt opførte sig, og også søsteren var hun meget interesseret i. Da hun hørte at begge børnene blev undervist derhjemme, lagde hun ikke skjul på at hun mente, at en stor del af de problemer med Toro sikkert skyldtes, at han ikke gik i en rigtig skole. Der ville han have lært at omgås andre børn, og at indordne sig i forhold til andre mennesker. Faderen var nu ikke helt enig med hende, og hun måtte da også give ham ret i, at der sandelig også godt kunne være problemer med børn der gik i skole.

Jette, Toros lillesøster, blev også afhørt, men hvad de spurgte hende om, og hvad de sagde til hende, fik hverken faderen eller moderen at vide, da de måtte gå ud af stuen mens Jette talte med de fremmede.

Det blev bestemt, at betjenten og psykologen skulle have en samtale med Toro den næste formiddag. Derefter ville de så drøfte sagen med andre der også havde erfaringer med den slags tilfælde, og så ville de ringe besked til forældrene. Det ville imidlertid nok ikke blive før hen på eftermiddagen før de hørte fra dem.

Flere gane i løbet af natten kom Jette ind til forældrene og klagede over ikke at kunne sove. Det var hun imidlertid ikke ene om, ingen af forældrene havde lukket et øje, og straks det begyndte at lysne, stod de op. Dagen var lang, de gik restløs rundt og ventede bare på, at telefonen skulle ringe. Ventetiden var næsten uudholdelig, bare den da snart ville ringe, så de kunne få at vide hvad der skulle ske med Toro. Selv om han jo var meget vanskelig, var han jo dog alligevel deres søn. De holdt jo af ham, trods alt, og var meget bekymrede for ham.