Kapitel 10.

 

Pers forældre blev enige om, at de ville køre ind til rutebilstationen og hente Per, når han kom med bussen søndag aften. Da han ikke var med den bus han skulle have været, blev de meget bekymrede over, hvad der mon kunne været sket ham. Selv om de synes han var en frisk dreng som jo nok skulle klare sig, tænkte de alligevel på, om der var sket en eller anden ulykke.

Måske var han faldet og havde brækket benet, og lå nu hjælpeløs og alene ude at kunne skaffe hjælp. Nå, det kunne jo også være, at han bare var kommet for sent til den bus han havde regnet med at kunne nå.

Der var nok slet ingen grund til bekymring, tænkte de, han kom så nok med den næste bus. De prøvede på at tage det helt roligt, men det var nu slet ikke så let. Per var deres eneste barn, og derfor særlig dyrebar for dem.

Da han heller ikke var med den næste bus, blev de for alvor bange. De frygtede nu, at der virkelig var sket noget med ham. Faderen prøvede at ringe til Pers spejderleder, som hed Egon. Han ville høre, om han vidste nøjagtigt, hvor Per skulle opholde sig i skoven. Da Egon hørte, at Per ikke var kommet tilbage som beregnet, kunne han godt forstå forældrenes ængstelse. Han trøstede dem dog med, at det ikke nødvendigvis betød, at der var sket Per noget alvorligt. Han ville dog straks komme ned til rutebilstationen, så de samme kunne drøfte, hvad de skulle foretage sig.

De blev enige om, at forældrene skulle køre i bil ud til skoven, for at se at finde Per derude. Egon ville så blive på stationen, for at se om Per var med den næste bus der kom. Derefter var det så meningen, at de skulle ringe sammen, for at høre om noget af det havde givet resultat.

Det viste sig senere, at ingen af dem havde fundet ud af noget, og selv spejderlederen blev nu nervøs for, hvad der kunne hændt Per. Det var nu over tre timer siden han skulle være kommet hjem.

De besluttede da at forældrene skulle blive ude ved skoven. Egon ville så se at få fat i nogle spejdere, som så kunne hjælpe med til at gennemsøge skoven.

Det blev hurtigt klart for både spejderne og Egon, at Per ikke havde været der i skoven, hvor det var meningen han skulle være. Derfor blev spejderne delt i små grupper, så de kunne eftersøge et større område af skoven. Også det endte uden resultat.

Politiet blev nu alarmeret, og en større eftersøgning blev sat i gang. DSB57;s buschauffører blev også afhørt, men da ingen af dem mente at havde set noget til Per, tog eftersøgningen en ny vending.

Man regnede nu med, at han måske slet ikke var kommet med nogen bus.

Da også hans cykel stadig stod i stativet ved rutebilstationen, indså man nu at situationen var ved at være yderst alvorlig.

Hverken politiets eftersøgning, eller en efterlysning i radioen gav noget resultat, og alle der kendte Per og hans forældre var dybt rystede.

Forældrene var helt ude af sig selv, og nægtede at tro på, at de aldrig skulle se deres søn igen.

Per havde ikke rigtig styr på dagene mere, men han mente det nu var ved at være cirka 14 dage siden han var kommet ud i skoven.

Bortset fra, at det bekymrede ham meget ikke at kunne give sine forældre besked, havde han det faktisk helt godt, og nød det frie liv så godt han nu kunne. Han havde flere gange forsøgt at gå op til vejen, men hver gang var det mislykkedes for ham. Han var stadig angst hver gang en bil nærmede sig. Han havde også tænkt på mange forskellige måder at komme i forbindelse med nogen på, men indtil nu var det også mislykkedes.

Han trøstede sig med, at han jo nok blev fundet en dag. Det kunne måske godt vare et stykke tid endnu, men han mente nok at kunne overleve.

Forældrene havde nok set en masse i gang allerede. Der var sikkert folk, som søgte ham overalt. Der var stadig fisk i bækken, og nu havde han da også lært at bruge flitsbuen, så kosten var ikke så ensformig mere. Flere gange havde han gået lange ture der i området, så efterhånden kendte han det så godt, at han ikke behøvede at sætte mærker, for at finde tilbage til lejren igen.

Når han var ude på sådanne ture, havde han altid en bærepose med. Det var vigtigt for ham at samle alle de spiselige vilde planter han kunne finde.

Der var ikke rigtig nogen, der forstod Toros ændrede opførsel ved hjemkomsten fra hospitalet. Forældrene talte om, at han måske alligevel havde fået en hjerneskade, selv om lægerne havde sagt, at der ikke var noget i vejen. Da det imidlertid var til den gode side han havde forandret sig, var de ikke ligefrem kede af det, og ville derfor gøre så lidt som muligt ud af det. Tværti- mod glædede de sig over den forandring der var sket med Toro.

De måtte derfor give han ret, da han en af de første dage han var hjemme sagde: En ulykke er som regel noget frygteligt noget, go det er noget alle ønsker at undgå. Jeg har det næsten modsat, idet jeg faktisk er glad for at vi kørte galt den søndag derude i skoven. Jeg kunne derfor vældig godt tænke mig at komme derud igen, for rigtig at se stedet, det er næsten som om jeg burde rejse et mindesmærke derude.

Jeg forstår dig godt, men hverken far eller jeg har tid til at køre med derud foreløbigt. Vi er kommet bagefter med såningen, så vi desværre ikke kan tage nogen steder. Du kan jo ikke selv tage derud, da du jo stadig har benet i gips, og du er derfor nødt til at bruge krykker for at gå. sagde moderen.

Jeg kan da tage med, brød Jette ind, vi kan da tage med rutebilen derud. Vi kan have en madpakke med, og så tage næste bus hjem. Det forslag synes forældrene ikke at have noget imod, så det blev bestemt, at børnene skulle tage derud allerede den næste dag.

 

Toro og søsteren Jette, der efter Toros hjemkomst var uadskillelige venner, ønskede, til buschaufførens store overraskelse, at blive sat af ude midt i en skov.

Selv om han prøvede at forklare dem, at det vist måtte være en misforståelse, holdt de på at ville af på det sted.

Det var ikke let at finde stedet, hvor ulykken var sket. Men efter nogen tids søgen, fandt de nogle spor i vejgrøften, som de blev enig om måtte være fra ulykken.

Toro foreslog, at de skulle gå et godt stykke ind i skoven for at finde et sted, hvor de kunne sidde og nyde deres medbragte mad. Det kunne jo være, at de var så heldige at se et egern, eller et andet af skovens dyr. Det var der jo ikke store muligheder for, hvis de blev ude ved vejen, der var al for meget støj.

Både Toro og Jette synes skoven var meget smuk, og uden at de selv tænkte over det, var de efterhånden kommet et godt stykke væk fra vejen og ind i skoven.

Pludselig standsede Jette, greb Toro i armen idet hun sagde: Se derover, der er en lejr! Det ser næsten ud til at der bor nogen her ude i skoven.

Toro var enig med hende. Det var virkelig en lejr, men bivuak, bålplads og det hele. De kunne se, at der lå en sovepose inde i bivuakken, så der måtte altså være en der boede der nu.

Toro og Jette gik langsomt hen mod lejren. De kunne ikke se nogen, men det var tydeligt, at der havde været nogen for nylig. Hvem mon det kunne være?

Jette mente, at det nok var en gammel eneboer, der ikke ønskede at blive forstyrret af nysgerrige mennesker. Toro kunne ikke tænke sig andre muligheder, så han var tilbøjelig til at give hende ret.

De blev enige om, at det nok var bedst at de hurtigst muligt skyndte sig væk fra lejren, før den gamle mand vendte tilbage.

Nysgerrigheden afholdt dem dog fra at gå længere væk, end at de stadig kunne se lejren. Efter at havde gemt sig i et buskads, hvorfra de kunne holde øje med både bivuak og bålplads, tog de madpakkerne frem.

De nåede ikke at få begyndt at spise, før de med åben mund var ved at stirre øjnene ud af hovedet. Der kom en dreng på Toros alder gående med en bærepose i den ene hånd, og et par fisk i den anden! Jette og Toro kunne ikke holde latteren tilbage. Det var altså den sære gamle mand! Drengen stod pludselig stille og lyttede. Jette og Toro rejste sig op, og drengen fik straks øje på dem, og kom hurtigt løbende hen imod dem.

Hvor er jeg dog glad for at se jer! udbrød drengen, medens tårerne løb ned ad kinderne på ham.

Jamen, sagde Jette, hvem er du, jeg har da ikke set dig før, hvor kender du os fra?

Toro, kender du ham?

Næh, sagde Toro, og rystede på hovedet.

Det var nu heller ikke sådan jeg mente, jeg var bare så glad ved at se andre mennesker, da jeg har været alene så længe. Jeg hedder Per, og jeg tog herud i skoven for snart 14 dage siden. Det var meningen, at jeg skulle have været hjem dagen efter min ankomst, men da jeg om eftermiddagen var vidne til en frygtelig ulykke her oppe ved vejen, hvor to biler stødte sammen, fik jeg et chok og besvimede. Jeg er endnu ikke kommet mig over det, - jeg kan ikke gå op til vejen uden at blive dårlig, så derfor kan jeg ikke komme med bussen hjem.

I må love mig at ringe til mine forældre når I kommer hjem. De har nok helt opgivet håbet om at se mig igen.

Per skjulte ansigtet i hænderne og græd, både af glæde og af sorg.

Toro og Jette forstod, at det måtte være den ulykke de havde med deres bil, som drengen havde set.

Det er synd for dig, hvor må du have været ensom herude, sagde Toro.

Kom, sagde Jette og tog blidt Per i armen, og førte ham over til en bænk, som Per selv havde lavet af nogle udgåede træstammer.

Vi skal nok hjælpe dig, forstene må du da være sulten, sagde Jette, da de var kommet over til bænken. Her skal du se, her er mad. sagde hun og tog madpakkerne frem, som de havde haft med hjemmefra. Godt at de ikke nåede at spise dem før de fik øje på Per. Per spiste med god appetit. Det var jo nu nogle dage siden han havde haft et stykke brød i munden.

Så er det jo egentlig os, der er skyld i at du er her, sagde Toro helt ked af det. Der blev nu talt frem og tilbage om ulykken, og om hvordan Per havde klaret sig, om Toros brækkede ben, og om sygehusopholdet og meget andet, så tiden fløj af sted.

Jeg har en ide, sagde Jette pludselig.

Nu kan I blive her og snakke med hinanden, så går jeg hen til det hus der ligger lige på den anden sige af vejkrydset, og så låner jeg en telefon og ringer til Pers far og mor. Jeg fortæller, at han har det godt, og at de skal komme og hente ham. Det synes drengene var en god ide. Hun fik Pers forældres telefonnummer, og så løb hun af sted. Hun nåede nu ikke ret langt før Per råbte efter hende: Du skal også ringe til jeres forældre og sige, at I først kommer senere, ellers kan de jo ikke forstå, hvor I bliver af. Det lovede hun og forsvandt mellem træer og buske.

Da Jette ringede til Pers forældre, troede de først at det var en der ville lave sjov med dem, men det lykkedes hende dog at få dem overbevist om, at det virkelig var rigtigt at Per havde det godt, og at han var sund og rask. Så kan det nok være de blev glade!

Før Per kunne forlade skoven, som nu havde været hans hjem i to uger, måtte hans forældre, Toro og Jette med på en lille tur rundt til nogle af de steder, som Per nu kendte så godt.

Jamen, hvad med jer to? Spurgte Pers moder, da de var kommet ind i bilen, og skulle sige farvel til Toro og Jette.

Vi venter til den næste bus kommer, og så tager vi den hjem.

Ikke tale om, nej, hop I bare ind i bilen, så kører vi jer hjem, det mangler da bare, sagde Pers fader.