Kapitel 1.

 

Lige så langt Toro kunne huske tilbage, havde han boet i Danmark. Han var dog ikke født i Danmark, det var hans lillesøster derimod, men hun var også to år yngre. Han kunne godt, sådan meget svagt, huske da de kom til Danmark, selv om det nu var over ti år siden.

Faderen, der var gartner, havde nogle få tdr. land jord, hvor han dyrkede forskellige ting, så han var hjemme det meste af tiden. Da det imidlertid ikke kunne give så mange penge, at de kunne leve af det, havde moderen taget arbejde på sygehuset i nabobyen.

Toros mor og far var blevet danske statsborgere for næsten fire år siden, og det betød at de, i forhold til mange af de andre fremmedarbejdere der var kommet til landet, havde mere stabile forhold. De behøvede feks. ikke at få deres opholdstilladelse fornyet med jævne mellemrum.

Selv om både Toro og hans søster var gamle nok til det, var der ingen af dem der gik i skole. Der er ikke skolepligt men undervisningspligt, havde faderen sagt, og derfor kunne de holde børnene hjemme, når de selv sørgede for deres undervisning, og det gjorde de. Det betød ganske vist en hel del ekstra arbejde for moderen, da det var hende, der stod for undervisningen. At forældrene havde besluttet at holde børnene hjemme fra skole og selv undervise dem, var ikke fordi de synes at børnene ikke behøvede at lære noget, så derfor gik der mange timer med at forberede deres lektier, og desuden skulle der jo også rettes og hjælpes.

Toro var glad for at han ikke gik i skole som andre, da han jo nu havde meget friere forhold at arbejde under. Der var ikke noget med at skulle op og være o skole på et bestemt tidspunkt, nej, han kunne bare blive liggende en time længere, hvis han havde lyst, og så blive lidt længere ved lektierne om eftermiddagen. Dwt vil sige, sådan skulle det have været, men det hændte ikke så sjældent, at en af hans jævnaldrende kammerater kom på besøg efter skoletid, og så var der ikke tid til lektier for Toro. Dem laver jeg i aften eller i morgen, plejede han gerne et sige, men det resulterede dog næsten altid med, at han kom så langt bagefter med sine lektier, at moderen, selvom det var imod hendes vilje, var nødt til at springe noget stof over og lade ham fortsætte der, hvor han skulle være kommet til, hvis han havde læst sine lektier. Dette medførte endnu mere arbejde for moderen, som jo havde mere end nok at se til i forvejen.

Det bekymrede Toro sig dog ikke om, snarere tværtimod, for jo mere på tværs han kunne være, jo bedre. Hvis det f.eks. var søsteren, der havde set på bordet, ville han ikke spise af den tallerken hun havde rørt ved, og moderen måtte så rejse sig og hente en ny tallerken. Gaflen ville han måske heller ikke spise med, og så måtte moderen igen af sted efter en ny gaffel. Det var næsten som om han frydede sig, hver gang han kunne få en eller anden til at springe for sig, det var jo også lettere og sjovere sådan at have en tjener på hver finger, end selv at skulle gøre sagerne.

Det var nu ikke altid han overholdt sine egne love om dette ikke at ville røre eller bruge noget, som søsteren havde rørt ved. Hvis det f.eks. En dag var godt skiføre, ja, så ville han gerne låne hendes ski. Det er jo ikke så tit det er skivejr, så det ville være dumt, hvis jeg brugte mine penge til ski, sagde han. Og når så først endelig en gang imellem det var det rigtige vejr, ja, så ville han ud at stå på ski, og da var det lige meget om det ikke var hans egne ski, og at hans søster jo da selvfølgelig havde rørt ved sine egne ski!

Toros store mål var at komme i lære hos farbroderen, der havde et autoværksted. Det var efterhånden flere hundrede timer han havde tilbragt i farbroderens bilværksted. Det der med at stå på hovedet i en gammel bil var noget af det bedste han vidste, og han kendte da også en hel del til de forskellige bilmærker og modeller.

Lige så snart han kunne få lov til det, tog han af sted til værkstedet, så det var derfor ikke så sjældent, at han en tidlig søndag morgen tog cyklen og cyklede de ca. 12 kilometer op til farbroderen. Toro havde flere gange talt med ham om at komme i lære, så snart han kunne komme ud af skolen, men der var bare den hindring, at der er ni års undervisningspligt, og det var en meget lang tid, specielt for ham, syntes han. Derfor havde han da også allerede talt med sine forældre om der ikke var en mulighed for at han kunne komme ud af skolen, og blive fri for de to sidste år. Derfor var det ikke en dårlig nyhed, da faderen en dag kom hjem fra byen og fortalte, at han havde talt med en erhvervsvejleder. Han havde sagt, at hvis visse betingelser var opfyldt, var der ikke noget i vejen for at Toro kunne komme ud af skolen, når han til næste sommer var færdig med syvende klasses pensum, Toro sprang højt op i vejret af glæde, mens han klappede i hænderne og råbte, så skal jeg ikke gå i skole mere, og så kan jeg komme op til Jørgen og Lis hele tiden.

Ja. Ja, sagde faderen, fald nu lige lidt ned igen. Der er en ting, der ganske vist ikke er en af betingelserne, men jeg er lidt bekymret for om det nu også kan gå an at sende dig hjemmefra. Det bliver jo for langt for dig at cykle hver dag, og det vil jo vare et par år endnu før du er gammel nok til at køre på knallert. En anden ting er, at når vi ser på, hvordan du opfører dig herhjemme, ja, så er der jo ikke ret meget der tyder på at vi kan forsvare at sende dig hjemme- fra endnu. Jeg er derfor ikke meget for at give dig lov til at slutte med undervisningen og lade dig flytte hjemmefra før tiden.

En tredje ting er, sagde faderen videre, hvis du flytter derop skal du jo også have kosten hos dem, og det er jo et ekstra arbejde, især for Lis, der jo, som du ved, ikke er helt rask. Det med at hjælpe til er du jo ikke så flink til.

At arbejde var just ikke Toros livret! Alt det indendørs arbejde er pigearbejde, plejede han altid at sige, men han indrømmede dog, at det udendørs arbejde så til gengæld var mindst lige så meget for drenge som for piger. Når der skulle hentes kartofler ude i kilen, eller tømmes affaldsspand, ja, så mente han, at det var pigearbejde. At hakke kartofler og luge gulerødder ville han kun være med til, når søsteren tog mindst lige så mange rækker som han, og så var det dog med nød og næppe at han tog sin del.

Maden var dog det største problem. Toros familie var vegetarianere, hvilket vil sige, at de ikke spiste kød af nogen art, men forskellige former for vegetabilske fødevarer, som de mente var det mest sunde.

Desuden var de alle i familien enige om, at det var synd at slå dyrene ihjel, når det var muligt at få føden alligevel. Men kan udmærket leve uden at spise kød, men det kræver en lidt større indsats af husmoderen at sammensætte maden på en sådan måde, at man alligevel får de vitaminer og proteiner man nu skal have. Det gælder specielt når man er i voksealderen, eller har hårdt legemligt arbejde at udføre.

Der var derfor forskellige madvarer på bordet det var nødvendigt at spise lidt af, men som Toro bestemt ikke mente han kunne spise. Det var ikke sjældent at faderen truede ham med, at hvis han ikke ville spise det der var nødvendigt, ja, så var det bedre at han spiste kød, selv om det ikke var særlig sundt. Så for Toro op! Han ville bestemt ikke spise kød, og han ønskede dem alle langt væk, og ventede bare på at flytte hjemmefra, så kunne han da spise som han ville, og så var han også fri for at se på den dumme søster! Hende tålte han ikke ret godt synet af. Hvis de var i samme rum ret længe, ja, så skulle han hurtigt finde noget at kritisere ved hende. Han var med andre ord ikke særlig sød mod sin søster.

Det var ellers meningen at han skulle have haft navn efter en af de bibelske personligheder, da det var familiens håb at han ville vokse op og blive hele familiens stolthed. Derfor havde forældrene brugt megen tid på at finde frem til netop det navn, som bedst ville passe til de egenskaber, som de håbede han ville udvikle. Omstendighederne gjorde imidlertid, at det ikke ville se så godt ud der på egnen, og i det land de boede i da Toro blev født, så derfor fik han et andet navn. Hvad navnet Toro betød havde de aldrig tænkt over, for da de ikke kunne give ham det navn de havde tænkt på, spekulerede de ikke nærmere over, om det navn de nu gav ham havde en særlig betydning.

Et eksempel var han i hvert fald blevet, men desværre ikke på de gode ting som de så meget havde håbet på, men derimod på det modsatte. Faderen bebrejdede tit sig selv, at han ikke havde formået at give ham en bedre opdragelse, men han var imod at slå børnene, så når de gjorde noget de ikke måtte, fik de en omgang skældud. Det kunne man jo bare lukke ørerne for, og så fortsatte børnene med at gøre som det nu passede dem. Det havde de nu gjort hele deres barndom, og derfor var Toro vel som han var.

En pæn hentydning om, at han jo godt kunne tage ud af bordet, da faderen og moderen var trætte efter en lang dags arbejde, og søsteren havde lavet maden, gjorde rent o.s.v., mens han blot havde leget med sine kammerater hele dagen, blev blot mødt med at vredesudbrud og en sur mine. Det var i hvert fald ikke hans arbejde. Hvis der skulle ryddes af bordet, kunne søsteren eller moderen gøre det, han blev det i hvert fald ikke.

Det var i sådant et øjeblik at faderen kunne sige, at det Toro mest af alt trængte til var en rigtig god gang tæsk, og så ellers lære at bestille noget og gøre hvad der blev sagt!

Det havde Toro også et svar til,- du vover at slå mig, det har du ikke lov til. Jeg har læst om flere børn, der har meldt deres forældre til politiet fordi de havde slået dem, og så er børnene flyttet hjemmefra og har fået det godt.

Jeg er nu ikke så sikker på at de har fået det bedre end du har det, jeg vil snarere tro det er lige modsat, sagde faderen, en anden ting er jo, at så vil du nok ikke kunne slutte skolen efter syv år. Hvordan vil du så klare dig med kosten, du må ikke tro, at du et andet sted sådan lige kan få den kost du vil have.

Jeg vil da bare gå ud i skoven og finde nogle spiselige vilde planter, og så er man jo også fri for at se på det grimme fjæs der, sagde Toro, og rakte tunge efter søsteren, som så svarede, at han skulle da ikke tro at han var for køn, og så tog det ene ord det andet, og et skænderi var i gang. Jeg vil sidde i denne stol her og se fjernsyn, flyt dig, det er min plads, råbte Toro.

Jeg har vel også lov til at være her, svarede søsteren.

Du skal ikke komme her og bestemme, råbte Toro og for op.

Det skal du heller ikke, svarede søsteren, og så var der igen et slagsmål i gang. Vil I nu holde op! Sagde moderen, som nu kom ind i stuen, efter at have taget af bordet. Jette driller, råbte Toro.

Nej jeg gør ej, svarede Jette.

Hold nu op, råbte moderen, men da det ikke hjalp, måtte hun råbe på faderen, at han skulle komme og skille dem ad.

Jeg tror I trænger til at komme tidligt i seng i aften, sagde faderen, da han endelig havde fået så meget ro at han kunne få ørenlyd.

Jeg skal nok selv bestemme, hvornår jeg vil i seng, svarede Toro, jeg skal i hvert fald se en film der kommer klokken ti. Da klokken slog ti, foreslog faderen, at de skulle gå i seng alle. De havde haft en hård dag, og det ville ikke blive bedre i morgen, da de skulle have alle drivhusene gjort i stand efter vinteren, så de var klar til at blive taget i brug så snart det blev lidt mildere i vejret.

Jamen I kan da bare gå, sagde Toro, jeg skal i hvert fald først se den film der kommer klokken ti.

Du kunne nu godt gå med ud i morgen og hjælpe mig med at gøre såkasserne rene, de er så tunge for mig, sagde moderen.

Det kan jeg ikke, for Kell kommer i morgen, og så skal vi spille fodbold. Jeg er derfor nødt til at læse lektier i morgen formiddag. Du plejer jo også altid at sige, at jeg skal sørge for at få mine lektier lært, svarede Toro.

Jeg går i seng nu, sagde faderen.

Det gør jeg også, sagde moderen.