Kapitel 9.

 

Før Ti-Fam løb til korsvejen for at hente vand, så hun på sin søster Rosa og hendes tynde lille baby. Per lå i Rosas arme og klynkede. Tårerne trillede ned af Rosas kinder, mens hun rokkede frem og tilbage for at trøste ham. Han havde ikke fået det bedre. Hans brandsår ville ikke heles, og han blev tyndere og svagere for hver dag.

Ti-Fam tænkte på, hvilket ord fra Det nye Testamente der mon ville have hjulpet hende nu. Pludselig huskede hun et ord, hun havde lært - : "Bed, så skal der gives jer, søg, så skal I finde, bank på; så skal der lukkes op for jer" (Matt. 7,7). "Kære Jesus, jeg vil bede igen. Vil du ikke nok hjælpe Per til at blive rask. Vis mig, hvad jeg skal gøre. Det er alt sammen min skyld, fordi jeg ikke så efter ham, som jeg skulle. Tilgiv mig, og hjælp os."

Hun så sin far komme og binde en hane fast til en stok nær ved Rosa og barnet. "Nu bliver lille Per rask!" Sagde han stolt uden at se på Ti-Fam. "Saå snart lille Per er rask igen og løber omkring, vil du se at voodooguderne er mægtige. Du vil ønske at gå med din fars amuletter igen!"

Så begyndte han at slå vildt på sine trommer, mens han messede med syngende stemme.

Da han var færdig, forklarede han: "Dette vil beskytte ham mod satan, - og nu må du betale mig 5 cents."

"Vi har ikke 5 cents," sagde Rosa, "min mand gav dig vore sidste penge til at købe hanen for."

"Så kan jeg ikke love dig, at dit barn bliver rask," sagde Orestil og begyndte at gå. "Hvis hanen dør, vil Per blive dårligere. Jeg kan ikke gøre noget ved det," tilføjede han over skulderen.

Ti-Fam gik videre efter vandet. Da hun nærmede sig korsvejen, så hun en stor skare samlet. Der stod Viktor ved siden af flonellografen. Ti-Fam sluttede sig til gruppem.

"Gud besvarede Elias's bønner," sagde han, "og Han har besvaret de troendes bønner. Fordi I kun har så lidt mad, vil der blive fordelt fødemidler mellem jer snart, og I er velkomne til at bringe jeres små børn til missionsstationen og lade dem blive der et par måneder, så de kan blive raske og stærke igen."

Ti-Fam blev overrasket, da hun så sin far træde op ved siden af Viktor.

"Lyt ikke til ham," råbte han. "Lad ikke jeres børn komme til missionærerne. De beholder dem og gør dem til slaver."

Viktor talte langsomt: !Din datter var op missionsstationen, og hun er tilbage hos dig nu. Missionærerne vovede deres liv for at bringe jer mad og medicin efter orkanen. De vil ikke gøre børnene fortræd. De ønsker kun at hjælpe jer."

"I skal få at se - alle sammen," brummede Orestil, idet han gik.

Ti-Fam skyndte sig hjem. Hun prøvede at tale til Rosa om at tage til missionsstationen med Per, men Rosa ville ikke høre. "Det er din skyld, og far gør noget ved det nu - du taler bare."

Hele dagen og den næste med sad Rosa med babyen. Der var ingen mad at give hanen, så hen mod aften den anden dag faldt den sammen og døde.

"Åh, hvad skal jeg gøre?" Grød Rosa bekymret. "Nu er alt håb ude."

"Kære Rosa, jeg ved, at missionærerne kan hjælpe. De gjorde mig rask. Jeg så mange komme til stationen, også drenge og piger, der var faldet ind i et bål, og de blev alle sammen hjulpet. Hr. Og fru Turnbull og bedstemor er her op Haiti for at lære alle om den sande Gud, som elsker os. Lad os gå til dem."

"Fars voodoo guder hjalp alligevel ikke. Måske de kan hjælpe. Måske. Jeg vil tænke over det."

"Kære Herre Jesus," bad Ti-Fam den aften, før hun lagde sig til at sove. "Hjælp Rosa til at se, at missionærerne kan hjælpe Per og også hende selv."

Ti-Fam vågnede om natten, ved at månelyset strømmede ind gennem det lille vindue. Hun hørte en lyd udenfor og gik hen til vinduet for at se ud. Hun så en eller anden, der stille bevægede sig i skyggen af bålet. Skikkelsen fortsatte ud i månelyset, og Ti-Fam så, at det var Rosa med den lille Per i sine arme. Hvad mon hun ville?

Så, så Ti-Fam, at hendes søster drejede ned ad stien, der gik mod Fermathe. Hun måtte være på vej til missionsstationen!

"Kære Jesus," bad hun, "giv Rosa kræfter til at komme dertil." Hendes hjerte bankede vildt af spænding. Hun følte det som om, hendes far måtte kunne høre det. Hun holdt vejret og lyttede. Ingen andre var vågen.

Hun kunne ikke sove mere den nat, od så snart det blev morgen, gik hun ud i haven. De grønne kornspirer var ved at komme op. Hun smilede og sang. Haven ville blive vidunderlig. De ville få mere at spise. Alting var vidunderligt. Så, så hun sin far komme. Hun blev alvorlig.

"Hvor er Rosa?" Spurgte han.

"Hun er rejst." Sagde hun enkelt.

"Hvor er Per?"

"Rosa har taget ham med."

"Hun må være gået til missionsstationen," råbte han. "Hvornår gik de? Jeg vil få fat i dem og bringe dem med tilbage."

"De gik for mange timer siden. Det var mørkt, men månen lyste klart, og Rosa kunne se vejen."

"Du så hende gå, og du standsede hende ikke?"

"Far, hanen hjalp ikke og døde. Jeg blev rask på missionsstationen, det vil Per også blive."

"Men Rosa vil høre om missionærernes Gud."

"Åh, ja, far, og du må også lytte. Han er en vidunderlig Gud. Det er derfor, missionærerne gør alt dette. Vi har fået medicin og mad af dem - men det vigtigste er - at de har fortalt alle om Jesus. Han har fyldt mit hjerte. Jeg er en anden nu. Jeg er ikke bange for ånderne. Jeg - jeg er ikke bange for dig."

Orestil så nøje på sin datter.

"Jeg er lykkelig i mit hjerte. Det er fordi, jeg er blevet født på ny."

"Hvor tåbeligt! At blive født på ny!"

"Far, det er, hvad jeg troede. Men hr. Turnbull forklarede det, og det gjorde bedstemor også, og jeg begyndte at forstå det. Alle tilhører satan, djævelen. Vi gør alle sammen det, som er ondt. Husker du, at Viktor fortalte mor, at vi alle er syndere?"

Orestil gned på alle amuletterne på sin voodoo halskæde, men var tavs.

"Gud hader synd, far, men Han ønskede, at vi skulle komme ind i Hans familie, derfor kom Han til jorden som et lille barn, voksede op og blev korsfæstet, hvad Han slet ikke havde fortjent, fordi Han var fuldkommen. Han døde for os, for at vi ikke altid skal tilhøre satan. Når vi tror, Jesus gjorde det, er Han vor Frelser, og vi bliver født på ny, - vi kommer ind i Guds familie. Guds bog fortæller os det alt sammen."

Orestil lyttede med interesse, men så blev hans ansigt mørkt af frygt og vrede.

"Kære far, jeg elsker dig," Ti-Fam så op i hans ansigt. "Jeg ville så gerne, at du skulle kende Jesus."

Ti-Fam," sagde Orestil langsomt, "du er, hvad dit navn siger: en lille kvinde. Du ved, at din far er ensom ... Og bange ... Og meget slem. Du ville ikke elske mig, hvis du vidste, hvor slem jeg er. Jeg vidste godt, hanen ikke ville hjælpe - og heller ikke de fem cents."

Medicinmandens hånd rystede, da han lagde den på Ti-Fams skulder. "Jeg trænger til den sande Gud, men, -" han tøvede, "jeg er ikke sikker. Jeg må vente."

Orestil sad i mange timer og ind i ilden.

Ti-Fam følte, at når Rosa og Per blev rask, ville hendes far blive sikker. Hun malede kornet, som var kommet fra missionærerne og kogte lidt af det hver dag til sin far og til Rosas mand. Hun så de grønne kornspirer vokse og en dag, da hun var på vej til korsvejen, så hun Rosa komme med lille Per.

Hun løb dem i møde og gik ved siden af sin søster. "Åh, Rosa, hvor ser Per rask ud! Hvordan har hr. Og fru Turnbull det? Og bedstemor?"

"De har det alle sammen godt, og de gav mig noget med til dig! Jeg fortalte bedstemor, at far havde revet din nye Testamente i stykker. Og se! Hun sender dig et nyt!"

"Tak, tak," sagde Ti-Fam og standsede midt på stien. "Åh, Rosa, lyttede du til ordene fra den sorte bog?"

"Ja, kære lille søster, jeg er blevet en kristen. Jeg har taget imod Jesus som min personlige Frelser! Men hvad vil far gøre nu?"

"Kom, når han ser Per og dig, vil han også tro."

Orestil rejste sig, og da de kom nærmere, så han nøje på Rosa og Per.

"Jeg ser, at Per har det bedre, og du også," sagde Orestil med lav stemme.

"Missionærernes Gud er vidunderlig," sagde Rosa. "Far, du må også omvende dig."

Han strøg sig over øjnene med den ene hånd. "En skønne dag måske." Han skuttede sig. "Luften er kold. Jeg vil tale med jer begge to i morgen".

Næste morgen var der frost på jorden. Medicinmanden råbte fra haven: "Ti-Fam, Rosa! Kornet er ødelagt!! I sagde, jeg skulle omvende mig og blive født på ny. Ha-ha! I kan da se, at jeres Gud slet ingen magt har. Hvor er Han nu?"

Ti-Fam så på Rosa. To spørgsmål løb gennem hendes tanker. Vil far nogen sinde blive troende? Skal vi alle sulte ihjel?