Kapitel 8.

 

Ti-Fam klatrede støt efter sin far hen ad den smalle sti, som gik op gennem Haitis stejle bjerge. Hun havde savnet ham i alle de syv måneder, hun havde været på missionsstationen.

Hendes øjne hvilede på hans orangegule skjorte og røde tørklæde, mens han haltede af sted foran hende i det klare solskin. Hans ben er ikke blevet bedre, tænkte hun. En dag må han gå til missionsstationen.

Da han standsede et øjeblik, indhentede hun ham og stak sin lille hånd ind i hans store brune. !Far," begyndte hun, !Far, de kan ordne dit ben på missionsstationen."

Han så ned på hende. "Måske har de gjort dig rask, kære Ti-Fam men ånderne er vrede. De vil ikke lade mit ben blive bedre, fordi jeg gav dig lov til at komme dertil."

Hun rystede, da hun kom i tanker om, hvad han havde sagt, før hun rejste. "Du må gerne rejse til missionsstationen ved Fermathe, men hvis du lyver til missionærerne vil jeg kaste en forbandelse på dig!" Hendes skælvende fingre rørte ved det blå bånd, hun havde om livet. Mon hun kunne se den lille sorte bog, hun havde skjult der? Ville hendes far ikke elske hende mere? Hun så på hans øjne. De var fæstet på hendes hals.

"Datter, du har ikke din amulet på! Ånderne vil ikke beskytte dig, hvis du ikke behager dem. Jeg vil lave en til dig, når vi kommer til Rosas hus." Han gik videre, og Ti-Fam fulgte efter. Han havde ikke bemærket den lille bule, som Det nye Testamente lavede.

Solen var ved at gå ned bag bjergene, da de nåede korsvejen og drejede ned ad den lille sti, hvor Rosa boede. Pludselig talte Orestil.

"Se, det er ikke for mørkt endnu. Du kan se det derovre! Det er, hvad jeg har haft for, datter, - at bygge et nyt tempel for guderne. Nu vil ånderne blive glade."

Ti-Fam anstrengte sig for at se gennem tusmørket og så en lille hytte med voodooskrift over det hele, akkurat ligesom det, bjergskredet havde dækket.

Hun hik lidt nærmere. Hvad var det! Der var jo kun enkelte bogstaver og kruseduller! Nu da hun havde lært at læse - kunne hun se, at det slet ikke var rigtige ord!

Orestil, der stod lige ved siden af hende, så hendes skuffede udtryk. "Hvad er der i vejen?"

"Ingen ting."

"Jeg må lave din amulet snart."

"Far -" Men medicinmanden hørte det ikke. Han var forsvundet ind i sit nye tempel.

Ti-Fam stod alene. Så hørte hun, at han begyndte at mumle genske sagte og så højere og højere. Hun snublede over klipperne hen imod noget rødt lysende på jorden. Det var sikkert madbålet udenfor Rosas stråtækte hus.

"Rosa," kaldte Ti-Fam, "Rosa!" Nu så Ti-Fam sin ældre søster. Hun holdt den lille baby, Per, i sine arme og svingede klagende frem og tilbage med ham foran det lave bål. Hun var ikke vokset meget.

"Vi har ventet på dig hele dagen," stønnede Rosa. "Min mand er så syg, at han ikke kan komme udenfor mere. Vi er ved at dø."

"Nej, nej, Rosa! Der kommer snart mere medicin og mad og korn. Det bliver sendt fra Amerika til missionærerne. Menneskene der ved om orkanen og bjergskredet, og at der kun er faldet lidt regn. Jeg har en lille smule mad med til babyen og lidt korn til at så."

Rosa sukkede dybt. "Godt! Og før du sår kornet, må far slå med pisken over jorden."

"Det hjælper ikke," sagde Ti-Fam.

"Hjælper det ikke," gispede Rosa. "Du har lyttet til missionærerne! Viktor, som boede længere nede i bjergene og som plejede at slå voodootrommerne, lyttede til dem og blev forandret. Senere lyttede mor til dem og blev også forandret, - og nu du!"

"Ja, Rosa, på mange måder. Jeg var meget syg, da de bragte mig til missionsstationen. Se nu! Alle sårene er væk. Det gør ikke ondt nogen steder mere!"

"Du ville have blevet rask alligevel."

"Jeg tror det ikke, og de lærte mig at læse!" Ti-Fam tog sit nye Testamente frem fra båndet. "Mor var død, og alting var så mærkeligt. Jeg prøvede på ikke at lytte, men disse ord kom til mit hjerte. Jeg var tom. De fyldte mit hjerte."

"Hvad er det for ord? Hvad fortæl ...."

Orestils stemme brød ind fra mørket. "Her er din nye amulet," sagde han og rakte hende en lille bitte glasflaske.

Ti-Fam tog den, men var klar over, at hun ikke kunne bære den. Der var en gang, hvor hun havde ønsket sig en amulet som denne, men ikke nu,

Hans øjne blev små, da han så hendes tøven. "Det er sent nu, jeg vil tale med dig i morgen." Ti-Fam rystede. Hvad ville der ske?

Om morgenen vågnede Ti-Fam ved, at den lille skreg og ved en pisk, der smældede i den friske luft, som var klar på grund af en let regn. Hun løftede Per op, men lagde ham ned på hans måtte ved ilden, da hun hørte sin far kalde: "Ti-Fam, jorden er påret. Kom med kornet."

"Jeg har ikke den nye amulet på, hvad vil han gøre?" Tænkte hun. "Jeg må ikke være bange, jeg må ikke være bange." Ordene tumlede rundt mellem hinanden i Ti-Fams tanker, mens hun løb ind i haven og prøvede at smile.

"Jeg vil så kornet," sagde han og tog det fra hende. "Men først vil jeg bringe det frem for ånderne for at standse missionærernes ondskab.

"Missionærerne er gode." Ti-Fam bed sig i læben.

"Min datter, er du blevet omvendt?" Spurgte han, "er du blevet troende?"

Ti-Fams hjerte slog vildt. "Nej," hviskede hun hæst. Medicinmanden begyndte at tale, men standsede og gik ind i templet.

Ti-Fams øjne fyldtes med tårer, som strømmede ned ad hendes kinder. "Kære Jesus, jeg er så bange, så bange! Hjælp mig!" Udbrød hun.

Hun samlede en stor pind op og begyndte at grave i den bløde jord. Hun tænkte på de syv måneder på missionsstationen, hvor hun ikke havde været bange.

Pludselig for Ti-Fam op ved et hjælpeløst og skrækslagent skrig. "Lille Per!" Hun løb hurtigt fra haven og samlede det hylende barn op fra glæderne i bålet. Men der ene hånd tømte hun i en fart vandkanden ud over den hårde jord. Men fingerspidserne prøvede hun at skrabe mudderet af hans forbrændte små kinder og bryst, mens hun hele tiden slog med tungen for at berolige ham.

Rosa kom søvnig frem for at se, hvad der var sket, og Orestil kom løbende hen imod dem med sin mærkelige halten.

"Per - han faldt ind i bålet," klagede Rosa.

Orestil vendte sig mod Ti-Fam. "Det er din skyld," råbte han. "Hvorfor passede du ikke på ham?"

"Jeg var i haven."

"Du kunne se ham derfra!"

"Jeg så ikke efter, - undskyld, undskyld. Rosa, far, lad mig bringe Per til missionsstationen hurtigt. Bedstemor har medicin - han vil blive rask."

"Nej," Rosa tog den skrigende baby fra hende.

"Nej, det vil ikke hjælpe," sagde Orestil. "Du lyver. Du er blevet omvendt. Ti-Fam er du blevet troende?"

Ti-Fam var tavs. Men så stod hun så ret som et strå og sagde: "Ja, far! Jeg har taget imod Jesus som min Frelser. Han døde for mig. Han elsker Rosa og Per. Far, Han elsker dig! Denne bog fortæller om Ham." Ti-Fam tog sit nye Testamente frem.

Medicinmandens øjne lynede, og han rev bogen ud af hendes hænder. Han flåede den i stykker, mens han dansede hylende omkring hende. Så standsede han og skreg: "Hvis du bliver her med evangeliet, vil du og barnet dø ..." Han kunne ikke få sig selv til at sige det. Han drejede om og forsvandt hurtigt ind i templet.

Ti-Fam indså, at han stadig elskede hende, så han ikke kunne kaste en forbandelse på hende og babyen. "Kære far," mumlede hun, "jeg beder om, at du snart vil komme til at kende Jesus Kristus."

Babyen begyndte igen at skrige, og Ti-Fam løb til korsvejen efter vand. Hvad ville der ske med Per? "Kære Jesus, hjælp os," bad hun.