Kapitel 7.

 

Helikopteren, som Røde Kors havde sendt, bar Ti-Fam og missionærerne op over bjergene til Port-au-Prince. Ti-Fam iagttog bjergene, der bevægede sig under hende og greb fast om sin amulet. I det ene øjeblik følte hun sig tryg, fordi hun havde den lille amulet, hendes far havde lavet af tøj og hvidløg, og i næste øjeblik var hun bange, fordi hun var på vej til missionsstationen. Men hendes far havde jo sagt, at hun måtte, og hun havde besluttet sig til, at hun ikke ville lytte til ordene fra den sorte bog, bibelen.

Da de havde landet i Port-au-Prince, blev de tre kørt ad den ujævne vej til missionsstationen i Fermathe. Der førte hr. og fru Turnbull Ti-Fam hen til det samme hus, hvor Ti-Fam og hendes mor havde været den nat, stormen begyndte.

En tåre gled ned af hendes kind, da hun tænkte på sin mor, der var blevet dræbt under bjergskredet, og hun tøvede, for hun følte sig så svag og usikker og langt mere bange end tryg.

"Vent lidt," sagde hr. Turnbull og tog en tremmekasse frem fra bagagerummet. "Sid lidt ned her og hvil dig i den varme sol".

Fru Turnbull løb hen imod den anden bygning og kaldte: "Bedstemor, vi er tilbage!"

Ti-Fam så den venlige, gråhårede kvinde, som havde forbundet hendes mors fod, og som havde været så rar. Hun så bedstemor omfavne fru Turnbull, og hun længtes efter sin mors arme.

"Ti-Fam," sagde bedstemor og kom hen til hende. Hun tog om Ti-Fams hage og løftede hendes ansigt op mod sit eget. "Hvor er jeg glad for, at du er her."

"Vi har taget hende med hjem, så hun kan blive rask," sagde fru Turnbull.

"Vil du sørge for, at vor lille dame får rene forbindinger på og en ny kjole?" Spurgte hr. Turnbull. "Og nu må vi hellere gøre os klar til at tage imod alle dem, som kommer efter mere hjælp på grund af orkanen. Det er meget småt med mad i bjergene."

Hr. Turnbull klappede Ti-Fam på hovedet, - fru Turnbull kyssede hende kærligt på hendes tynde kinder og skyndte sig af sted.

Mens bedstemor forsigtigt skiftede Ti-Fams forbindinger i poliklinikken, talte hun til hende med en stemme så blød og varm, som hendes mors havde været i de kølige aftener ved bålet. "Du vil snart få det bedre, og jeg har noget, som vil få dig til at føle dig bedre tilpas - - en dejlig ny kjole." Ti-Fam smilede og smilede.

"Og jeg ved endnu en grund til, at du vil blive lykkelig her sammen med os, Ti-Fam. Jeg husker det glimt i dine brune øjne, da jeg bad dig om at læse."

"Åh, bedstemor, jeg vil gerne lære at læse, men bedstemor, jeg er bange for den sorte bog, Bibelen. Jeg kan ikke lære at læse den!"

"Herren Jesus ønsker ikke, at du skal være bange."

Ikke være bange ... Hvor ville det være vidunderligt, tænkte Ti-Fam, mens hun drejede sin amulet mellem fingrene ... Aldrig være bange for at gøre ånderne vrede. Men far havde sagt, at han kastede en forbandelse på hende, hvis hun vendte om. Men mor havde ikke været bange, Viktor var ikke bange, og Marie var ikke bange. Marie ...

"Bedstemor, kommer Marie fra Berly her til skolen?"

"Ja, nikkede bedstemor, "hendes familie flytter her hen i nærheden. Du vil få hende at de."

Ti-Fam smilede igen. Så snart hun var stærk nok til det, ville hun gå til skolen sammen med Marie, men hun ville aldrig tage amuletten af, som hang om halsen, hun ville aldrig læse i den sorte bog, og hun ville lukke ørene for Jesus. Hun var stadigvæk bange, meget, meget bange, men hun ville vove at gå.

Da Ti-Fam blev stærkere, og hendes sår og skrammer var forsvundet, var hun stadig sikker på, at hun kunne lære at læse uden at lytte til den sorte bog.

Hver morgen tog hun sin smukke nye kjole på, stoppede omhyggeligt amuletten inden for kjolen, korsede sig og gik sammen med Marie.

Hun gik i skole sammen med Marie og andre piger og drenge, og de sad på bænke uden ryg. Hun lærte at synge deres sange og at tælle. Men det vigtigste af det hele var, at hun begyndte at lære at læse. Det gik langsomt i begyndelsen. Læreren kunne fortælle hende, hvad et ord betød, og hun ville se og se på det, men når hun så næste gang så det, kunne hun slet ikke huske det. Men et for et, ved at studere og repetere, lærte hun det ord efter det andet.

Hver dag læste læreren højt af den sorte bog, og hver dag lukkede Ti-Fam ørene til og lavede tegninger på bordet med fingeren. Da hun havde lært at tælle, lukkede hun ørene og talte fluerne, så langt som hun kunne, eller hun talte murstenene i muren.

En dag var læreren syg, og i stedet for kom hr. Turnbull. "Vi vil læse en lille smule udenfor i dag," sagde han og tog klassen med sig udenfor, hvor han fortalte dem om Nikodemus.

Ti-Fam stod for sig selv. Først talte hun skyerne og bagefter bjergtoppene rundt om hele Fermathe, men så begyndte ordene at nå ind i hendes øre og ned i hjertet. Hun trak hurtigt sin amulet frem fra kjolen og holdt den først i den ene hånd og så i den anden. Ordene lød meget mærkelige og alligevel som musik - at være et lysets barn - et barn af Gud, men der var også noget med at fødes på ny - efter at man var født en gang.

Hun betragtede amuletten, og en af pigerne så det. Så snart hr. Turnbull forlod dem, løb hun hen til hende og hviskede:

"Djævlebarn, djævlebarn!"

Ti-Fam var lamslået. Var hun djævelens barn, fordi hun havde sin amulet i en snor rundt om halsen? ... Hun ville ikke tilhøre djævelen!

Hun brast i gråd.

"Hvad er der i vejen?" Spurgte fru Turnbull.

"Er jeg djævelens barn?" Snøftede hun.

"Nej, men din amulet viser, at du er bundet af frygt, at du lever for djævelen - ikke for Jesus Kristus. Når du bliver født på ny, vil Jesus gøre dig fri. Det kan ske i samme øjeblik, du ønsker at modtage Ham som din frelser."

Ti-Fam stak af. Hun kunne ikke fortælle fru Turnbull, at hun ikke havde lyttet, og at hun kun havde hørt en lille smule om at blive født på ny, og det havde hun ikke forstået. Og hun kunne ikke tro på Jesus, selv om hun gerne ville. Hendes far, medicinmanden Orestil, havde sagt, at hun ville kaste en forbandelse på hende, hvis hun modtog evangeliet.

Ti-Fam gik rundt for sig selv og tænkte og tænkte. Hun hørte nogen kalde, men hun svarede ikke. "Er der noget i vejen, Ti-Fam?" Spurgte bedstemor og kom hen imod hende.

"Nej ... Jo, bedstemor, jeg ønsker ikke at tilhøre djævelen, men jeg forstår ikke det med at blive født på ny. Hvad betyder det?" Ti-Fam rystede bare ved tanken om have stillet sådan et spørgsmål.

"Heller ikke Nikodemus forstod det, da Jesus sagde til ham, at han måtte fødes på ny. Lad mig prøve at forklare det for dig," sagde bedstemor. "Hvis familien blev du født ind i?"

"Ind i men fars familie, naturligvis. Orestils familie."

"Så er du Orestils barn ved fødslen, er du ikke?"

"Ja," nikkede Ti-Fam. Så meget vidste hun da.

"På akkurat samme måde må du fødes ind i Guds familie for at blive et barn af Ham."

Guds barn. Det lød vidunderligt. Næsten før hun vidste, hvad hun gjorde, spurgte hun: "Hvordan kan jeg blive Guds barn?"

"Først må du forstå, at vi alle er syndere. Bibelen siger: "Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud" (Rom. 3,23).

Ti-Fam nikkede. Hun huskede, at Viktor havde sagt det til hendes mor den nat, hun havde troet det, han havde sagt om Jesus.

"Gud hader synd, men Han er barmhjertig. "Han kender vor skabning, Han kommer i hu, vi er støv"" (Sl. 103,14). "Derfor sendte Han sin Søn, Jesus, herned for at dø på et kors, for at tage straffen for de ting, du har gjort forkert. Når du tager imod Ham som din Frelser, behøver du ikke at frygte for de onde ånder."

Ti-Fam tøvede. Det ville være vidunderligt at være lykkelig og ikke bange. Med meget lav stemme sagde hun: "Far vil kaste en forbandelse på mig, hvis jeg bliver troende."

"Kære ven," sagde bedstemor, "vi beder om, at din far en dag må blive en kristen. Måske du endda kommer til at vise ham vejen. Og du behøver ikke at være bange for din fars forbandelser. Han kastede en på Viktor, og der skete ingen ting med ham."

"Gud beskyttede Viktor," huskede Ti-Fam med en følelse af lettelse.

"Denne Gud er sikkert den eneste sande Gud, en mægtig Gud, og Han elsker mig. Åh, jeg vil gerne tro, bedstemor! - jeg tror"! Ti-Fam rev sin amulet af og kastede den så langt væk, hun kunne. "Jeg tager imod Jesus som min Frelser lige nu."

Ti-Fam åndede dybt og rettede sig helt op. !Tak, bedstemor," og hun begyndte at løbe. Hun fandt Marie og hr. Og fru Turnbull.

"Jeg tilhører Jesus! Fortalte hun dem åndeløst, og hun lavede en lille sang:

"Altid vil jeg elske Jesus, Jesus, Jesus,

Altid vil jeg elske Jesus,

Fordi Han døde for mig!"

Efterhånden lærte Ti-Fam at læse, og hun fik sin egen lille sorte bog, Det nye Testamente. Hun skubbede alle tanker væk om, hvad der ville ske, når hendes far, medicinmanden, fandt ud af det.

Så kom han efter hende.

"Din søster Rosa er syg, og det er hendes mand og baby også. Du må komme og hjælpe."

Ti-Fam skælvede. Hun elskede ham, og hun ville gerne hjælpe, men hendes gamle frygt begyndte at komme tilbage. Hendes læber bevægede sig lydløst: "Kære Jesus, hjælp mig." Hun vidste, hun måtte følge ham til Rosa. Ville han kaste en forbandelse på hende? Hvad ville der ske?