Kapitel 6.

 

Bøn og en helikopter!

Ti-Fam vågnede med et sæt. Hun gispede efter luft og fik munden fyldt af vådt og grynet sand. Hendes øjne ville ikke åbne sig. Hun prøvede desperat at løfte sine arme og sparke med benene, men dynger af jord synes at holde hende nede. Hun blev grebet af rædsel. Desperat skubbede hun hænderne op gennem sandet, indtil hun fik den ene hånd ud i fri luft.

Hun hørte sin fars stemme. "Hun lever! Hurtigt! Hjælp mig at få sandet væk!"

"Jeg er i live," sagde Ti-Fam til sig selv. Da vægten af sten og jord lettede, indåndede hun den friske luft i dybe drag. For svag til at åbne sine øjne, følte hun, at stærke hænder løftede og bar hende. Hver lille del af hendes krop smertede efter den frygtelige vægt af mudder og jord. "Mor, mor," jamrede hun.

Viktor lagde hende forsigtigt ned og sagde: "Her er din far." Ti-Fam løftede de svulne øjenlåg og så på sin far, Orestil, der sad ved siden af hende. Hun mærkede, at hans hånd rystede på hendes skulder. "Far, åh far, det gør så ondt - over - det hele."

"Jeg ved det, mit barn, lig blot stille. Hvis bare jeg kunne få fat på en hane til voodooånderne, ville det måske hjælpe."

"Jeg vil tale med mor. Hvor er hun? Jeg vil tale med hende."

Et fortvivlelsens råb brød frem fra den stærke mands læber: "Du er alt, hvad jeg har tilbage. Mor er død. Alle her i dalen er døde."

Ti-Fam synes ikke at kunne fatte, hvad han sagde. Mor, død?

Mens Ti-Fams fingre langsom famlede efter sin hvidløgsamulet, fik hun øje på Viktor. Hvad var der sket? Hendes far havde taget sin kniv og var fulgt efter Viktor for at dræbe ham, men her var han, høj og stærk. Hun kunne ikke finde ud af det. Alting var så indviklet. Hun så forfærdelig sulten, og hele hendes krop smertede. Hun var så forfærdelig sulten, og hele hendes krop smertede. Hun kunne blot blive liggende og klage.

Hun hørte Viktor sige: "Hun er kommet slemt til skade og har feber og kan ikke gå. Jeg beder om, at den sande Gud vil sende missionærerne til at hjælpe os."

"Du laver spøg, mumlede Orestil mellem sammenpressede læber. "Vore bjerge er stejle, og missionærerne er blege og svage."

"Du kender ikke pastor Wallace og hans hustru," forsvarede Viktor dem varmt. "Det kalder vi hr. Turnbull for. Han er ung og stærk som en bjørn, og du skulle se fru Turnbull ride en hest."

Orestil smækkede med tungen. "Amerikanske kvinder! De kommer ikke uden for deres hus. Der er kun en, som måske ville komme. Det er min datter Rosa fra den næste dal. Men hun har nok heller ingen mad. Ånderne er vrede. Vi må dø."

"Jeg vil blive ved med at bede," fastholdt Viktor. "Gud Herren hører. Missionærerne vil komme."

"Fjols," vrissede Orestil, !stierne er jo udslettede."

"Gud har gjort mere end at hjælpe missionærerne over en sti. Elias bad, og Gud sendte ild fra himmelen og beviste, at Han er den sande Gud, der hører bøn."

Elias, tænkte Ti-Fam, Elias' Gud var mægtig. - Hun hørte ganske svagt et råb oppe fra bjergene. Det var Marie, der råbte til dem oppe fra den flade plads ved de store klipper. !Missionærerne er kommet til Berly. Min far er taget af sted for at lede dem hertil. De vil sætte en redningsstation op her."

"Dum pige, at lyve sådan," mumlede Orestil. Han samlede en sten op og kastede efter hende, men Marie var allerede forsvundet.

Ti-Fam skælvede. Kunne missionærerne fjerne det, der gjorde ondt og gøre hende rask? Nej ... Vi vil dø ... Dø. Eftermiddagen slæbte sig langsomt af sted.

Pludselig råbte Viktor: "De er kommet! Gud har svaret på bøn akkurat, som Han hjorde for Elias."

Ti-Fam stirrede forventningsfuldt. "Far, er de der virkelig?"

"Der er nogen," indrømmede Orestil.

"Se den høje mand," udbrød Viktor, "det er pastor Wallace. Den slanke kvinde i blå og hvid kjole er fru Turnbull. Og se! De andre har kasser med hjælpemidler med." Han knælede ned ved siden af Ti-Fam og lagde sin kølige hånd på hendes smertende hoved.

"Feberen er steget," sagde Viktor. "Jeg må bringe hende over til dem med det samme. Bagefter vil jeg komme tilbage efter dig."

"Rør hende ikke," brummede Orestil vredt. Han prøvede at rejse sig, men faldt tilbage, stønnende af smerte. "Godt, så tag hende, men kom ikke tilbage efter mig. Du og missionærerne er skyld i alt dette!"

Ti-Fam mærkede, hun forsigtigt blev løftet og båret op mod missionærerne.

Ti-Fam skævede med det ene øje og så hr. Turnbull rulle hvide strimler tøj ud på jorden. Han vinkede til Viktor og råbte over skulderen til sin hustru, der stod ved hytten: "Ellinor og Marie, nu kommer jeres første patient," og til Viktor: "Fru Turnbull vil gøre alt, hvad hun kan. Vi kunne kun bringe meget lidt med os, men militæret sender en flyvemaskine for at se hvad vi behøver. Du kan hjælpe mig med disse signaler til maskinen - i tilfælde af at skyerne skulle spredes."

Ti-Fam undrede sig over, hvad det mon betød.

Viktor skyndte sig hen til hytten og lagde forsigtigt Ti-Fam ned. Han gav fru Turnbull hånden og vendte sig til Marie: "Din veninde Ti-Fam er den eneste overlevende efter bjergskredet. Hun er slemt såret, og hendes far forvred sit ben i et fald tidligere. Hun sagde, han ikke ville lade os hjælpe dem med noget som helst, men han skiftede mening og lod mig bringe hende hertil." Derefter gik Viktor for at hjælpe hr. Turnbull.

"Stakkels barn," sagde fru Turnbull.

Ti-Fam så op i et venligt ansigt med store blå øjne. "Stakkels barn," gentog fru Turnbull. Hurtigt gav hun Ti-Fam noget medicin. Men blød hånd rensede hun mudderet væk og forbandt sårene og skrammerne. Bagefter mosede fru Turnbull en banan og hjalp tålmodigt Ti-Fam med at spise den bid for bid. Marie stod stille ved siden af og rørte blot nu og da Ti-Fams arm. Elias' Gud hører, tænkte Ti-Fam, og Han svarer. Det er sandt!

Pludselig standsede fru Turnbull med skeen halvt oppe ved Ti-Fams mund. Hun lyttede og sagde til Marie: "Det lyder som en flyvemaskine. Løb ud og spørg hr. Turnbull, om der kommer ned."

"Nej," råbte hr. Turnbull tilbage. "Den vender om. Skyerne er for tunge. Vi må vente til i morgen."

Så hører deres Gud ikke altid, tænkte Ti-Fam. Han er ikke bedre end de onde ånder. Ti-Fam mistede alt håb. Hun faldt i en urolig søvn og vågnede hen imod daggry, hvor hun fandt sin far siddende ved siden af sig.

"Far."

"Schh, mit barn, jeg kravlede herind for at se, at ingen gør dig fortræd."

"Far, flyvemaskinen kom ikke. Missionærernes Gud er ikke bedre end ånderne. Bliv hos mig."

"Det vil jeg."

"Far, jeg elsker dig."

Morgenen viste, at dagen ville blive grå og overskyet igen. Ti-Fam var en lille smule stærkere og kunne sidde udenfor hytten. Orestil sad ved siden af hende. De så hr. Turnbull tale til mange mennesker fra de andre dale, som også var kommet for at få hjælp. Hvor så de tynde ud alle sammen!

"Vi har kun meget få midler tilbage nu," sagde missionæren. "Men flyvemaskinen vil komme nær og læse vore signaler, når skyerne løfter sig. Manden og medicinen og kornet vil blive bragt os til fods."

Hr. Turnbull fortsatte: "I har kaldt på jeres guder og har gjort alt, hvad I kunne finde på for at behage ånderne med jeres voodoo amuletter og danse."

Ti-Fam lagde mærke til, at hendes far vendte ryggen til gruppen, men hun lyttede omhyggeligt til hr. Yurnbull.

"Har I fået fyldt jeres maver? Er der glæde og lykke i jeres hjerter?"

Hendes far rørte uroligt på sig, og Ti-Fam betragtede ham. Hun tænkte: "Ingen kan sige ja til det."

"Viktor har gået mellem Berlys bjerge i mange måneder. Han har fortalt jer om Jesus Kristus. Nogle af jer har lyttet og troet, men resten af jer har vendt ryggen til og nægtet at lytte. Jeg siger jer, at Viktors budskab er sandt. Det kommer fra Guds ord, Bibelen. Bibelen siger, at Gud selv kom som Jesus Kristus til jorden, at Han døde for dine synder i dit sted, at Han lever nu, og at Han venter på, at du skal vende om og tro på Ham."

En mand talte: "De, som har brændt deres amuletter og siger, at de elsker Jesus, de sulter også." Et smil for over medicinmandens ansigt.

"Men de har bedt, og vi er kommet," sagde missionæren. "Skyerne ligger stadigvæk tungt, og flyvemaskinen kan ikke komme tæt nok på til at læse vore signaler, men vore hjerter er fyldt af bøn til Herren om, at Han vil sende mere mad og medicin. På en eller anden måde vil Han sende det."

"Tro ikke på de løgne, de fortæller jer," snerrede Orestil.

"Far," sagde Ti-Fam svagt og gjorde et forsøg på at tale, "hvad nu, hvis det er sandt, hvad de siger? Viktor løj ikke med hensyn til bjergskredet."

"Han har talt sandhed en gang, det er det hele. Vi vil ikke lade os narre."

Skyerne forblev mørke og tunge hele den dag og den næste med. Folkene gik igen. Så pludselig den tredje dag lød der et råb fra hr. Turnbull: "Se! En helikopter!"

Ti-Fam så i den retning, han pegede og så en mærkeligt udseende ting i luften. Den landede et lille stykke fra dem og en mand i en nydelig uniform trådte ud. Hr. Og fru Turnbull og Viktor gik hen for at møde ham.

"Røde Kors sendte mig af sted for at finde jer, fordi militærmaskinen ikke kunne komm jer nær. Delene til denne helikopter ankom netop for en uge siden, og vi har arbejdet på at sætte den sammen lige siden. Lige i rette tid!"

"Guds vej og Hans time er altid fuldkommen," sagde hr. Turnbull "Jeg vil give dig en detaljeret liste over, hvad folkene behøver."

"Godt," sagde piloten, "og jeg vil komme tilbage på mindre end en time."

Hr. Turnbull sagde til Viktor: "Sig til folkene om at komme. Gud har hørt og advaret." Viktor stak af i løb.

Ti-Fam studerede sin far. Han så forbi hende over bjergene. Hans øjne var fyldt med en undren, som stod på linie med hendes egen. "Far, det er gået akkurat sådan, som missionærerne sagde, det ville." Han svarede ikke. Ti-Fam så piloten gå ind i helikopteren og hvordan, den forsvandt op mod himmelen for noget senere at komme tilbage med store kasser fulde fa mad og medicin.

Ti-Fam så folkene komme alle vegne fra. Alle var syge og sultne og behøvede korn til at så.

Pludselig viste der sig en familiær skikkelse. Det var Rosa. Hun skyndte sig hen til dem. "Lige indtil i går troede vi at alle var blevet dræbt. Men så kom Viktor og sagde, vi skulle komme og få hjælp. Han fortalte os om jer," Hun omfavnede faderen og Ti-Fam. "Lille søster og far, I må komme og bo hos os. Far, jeg trænger til dig. Nu har vi fået korn at så, og du må komme og svinge pisken over jorden, så der ikke kommer nogle tyve nær. Ti-Fam, når du får det bedre, må du passe lille Per."

"Ti-Fam er for syg og svag til at gå, og jeg kan ikke bære hende på grund af mit dårlige ben."

"Men jeg trænger til dig," Rosa vred sine hænder.

Fru Turnbull kom hen til dem og spurgte; "Kan jeg hjælpe jer?"

"Det er min Ti-Fam," nikkede Orestil, "hun bliver ikke bedre."

"Jeg ved det." Fru Turnbull så med bedrøvede øjne på Ti-Fam. "Vi har gjort alt, hvad vi kan for hende. Det ville være bedre, hvis hun kunne komme til missionsstationen."

"Nej! Nej," sagde Orestil.

"Nej," mumlede Ti-Fam, "jeg vil ikke."

"Men du vil blive rask der, og min mor, bedstemor Holdeman, er der. Hun vil passe dig."

"Åh!" Ti-Fam kunne godt tænke sig at se bedstemor igen. Hun var sådant et venligt menneske. Så sagde hun ikke mere, men tænkte på, hvordan de ville få bragt hende til missionsstationen, så svag og hjælpeløs hun var.

Hun tænkte og tænkte lige til søndag morgen, da piloten landede helikopteren på et jævnt sted. Hr., og fru Turnbull aftalte noget med piloten, og fru Turnbull kom bagefter hen til Ti-Fam: "Ti-Fam, der vil blive plads til dig også i helikopteren."

"Må hun rejse?" Spurgte fru Turnbull medicinmanden."

"Nej. Nej, Ti-Fam må ikke komme ind i den flyvende ting," sagde Orestil. "Hun vil blive dræbt."

"Men hr. Turnbull og jeg flyver med. Og piloten flyver i den hele tiden."

"Nej, nej, siger jeg," råbte Orestil.

"Far," Rosa lagde en hånd på hans arm. "Det er bedst for Ti-Fam. Lad hende flyve med dem."

"Godt," han opgav tøvende. "At Ti-Fam bliver rask er vigtigt. Hun er alt, hvad jeg har i denne verden." Hans mørke øjne blev små som sprækker, da han lænede sig tæt ind mod Ti-Fam og hviskede: "Du må gerne rejse til missionsstationen ved Fermathe, men hvis du lytter til missionærerne, vil jeg kaste en forbandelse på dig, du min egen lille."

Ti-Fam lukkede sine øjne, og hendes hjerte bankede. Hun var så bange for sin fars trylleri. Han må aldrig bruge det mod mig!