Kapitel 5.

 

Kniven og faldet!

Det var om eftermiddagen, og de grå skyer og den tunge regn udelukkede det meste af lyset. Orestil skyndte sig at følge stien til Maries familie. Vinden rasede og tvang ham til at dukke sig for at undgå at blive ramt af korn og grene, der fløj rundt i luften. Han greb fastere om kniven ved sin side og skærmede øjnene mod regnen for at se efter Viktor, men forgæves. Viktor var ikke at se.

Ihærdigt blev Orestil ved, idet han tænkte: "Viktor er god til at klatre, men jeg er bedre, Det skulle ikke være svært at blive af med ham i denne storm. Hvis han er på vej til Maries familie, vil jeg kunne indhente ham på den åbne plads nær de store klipper, og alle vil tro, at han er blevet dræbt af stormen."

Han dukkede hovedet for vinden og greb om sin perlekæde, hans medicinmands symbol, - den ville bringe han held.

Han bevægede sig hurtigt uden at bryde sig om, at han allerede var gennemblødt til skindet og rystede af kulde. Sporet var udslettet og mørket faldet på, men Orestil tøvede ikke, han kendte vejen. Han havde gået vejen til Maries familie så mange gange før, inden de kom til troen på Jesus.

Stormen og regnen slog imod ham, mens han klatrede op. Han ønskede at indhente den prædikant Viktor i en fart og blive af med ham. Han passerede den nye hytte, der lå i læ af de store klipper og fortsatte vinkelret til højre. Måske var Viktor slet ikke gået til Maries hus. Men han havde sagt, at der ville der være sikkert, - han måtte være på vej dertil.

Det lynede, og Orestil så Viktor, men han gik alt for langt til højre. Han gik lige mod afgrundens rand. "Godt," tænkte Orestil, "han vil falde ud over klippen og ingen vil nogen sinde finde ham." Han vendte om og gik tilbage.

Igen blinkede lynet, og Orestil så et stort klippestykke falde ned af bjerget. Pludselig blev han bange. Var det muligt, at kampestenene på toppen af det store bjerg havde løsnet sig? Ville der komme et bjergskred? Mon han ville undgå klippestykket? Han beregnede retningen, men stormen og frygten forvirrede ham et øjeblik.

Pludselig gled hans højre fod ned i et hul. Han faldt lige så lang han var i det slimede mudder. En skarp smerte skar gennem hans krop, da det andet ben blev vredet om under ham.

Han prøvede at rejse sig, men det lykkedes ham kun at komme op og sidde. Ånderne var vrede. De ville ikke hjælpe ham. Viktor var den eneste, der kunne! Og han ville være ved afgrundens rand om et øjeblik.

Orestil begyndte at råbe. Tordenen bragede, og så blev det stille. Medicinmanden råbte og skreg af al sin magt. Han hvilede et øjeblik og åndede tungt, mens han prøvede at finde ud af, om Viktor havde nået kanten eller ej. Hvis Viktor hører det, vil han komme, måtte Orestil indrømme for sig selv, men hvis han ser min kniv, vil han vide, at jeg var på vej for at dræbe ham.

I samme øjeblik blev Orestil klar over, at hans kniv var væk! Den måtte være blevet slået ud af hans hånd, da han faldt. Nu var den forsvundet i mudderet, og den ville aldrig blive fundet mere. Han råbte igen og igen.

Så hørte han et råb, og han kaldte igen. Viktors stemme svarede, og der kom han snublende hen imod Orestil.

"Hjælp mig," klagede Orestil. "Jeg - jeg bestemte, at vi ville gå til Maries hus, fordi vandet kom hurtigere ind." Orestil løj. "Jeg var på vej efter din hjælp, men trådte ned i et hul og forvred mit ben. Hjælp mig bare lige hen til den nye hytte ved de store klipper, så jeg kommer ud af regnen. Så kan du fortsætte." Måske virker voodoo amuletten endnu, tænkte han.

Uden tøven lagde Viktor Orestils venstre arm om sin skulder og løftede ham op på benene. "Jeg gør dette i Jesu Kristi navn," sagde han.

Orestil stod på sit venstre ben og lænede sig tungt mod Viktor. Han prøvede at bruge det højre, men det kunne ikke bære ham. Smerten skar igennem ham, og han krøb sammen ved siden af Viktor.

"Klippen - derovre - til hytten -"

Viktor halvt løftede, halvt bar medicinmanden hen til klippen og ind i den nye hytte, så han var ude af stormen og regnen. Orestil sank til jorden.

"Jeg vil skynde mig ned efter fru Orestil og Ti-Fam, sagde Viktor.

"Nej - gå til Maries familie, som du havde tænkt," opfordrede Orestil.

"Orestil," sagde Viktor. "Det er sandt, hvad jeg fortalte dig. Der er stor fare for dalen. Regnen og stormen har løsnet kampestenene og udvidet revnen på toppen af det store bjerg. Toppen af bjerget kan falde ned hvert øjeblik. Den vil dække det meste af dalen. - Dit hus vil blive ramt og mange andre. Nogle har lyttet - nogle er gået op til Maries hus, nogle højere op til den næste dal. De vil være i sikkerhed - men fru Orestil og Ti-Fam er i fare. Lad mig gå og få dem herop."

"Nej! Bjerget vil ikke falde på Orestils hus. Jeg har behaget voodooånderne. De har herredømmet. De viser deres vrede nu gennem stormen, fordi min kone har vendt ryggen til dem, men de vil ikke lade bjerget tilintetgøre hende. Nå, gå så! Gå!"

En dyb rumlen overraskede dem begge. Det var ikke torden. Den forvandt ikke, men lød stadig højere og højere.

De stod som lamslåede. Så sås det på Orestils ansigt, at han var klar over, at bjerget var i skred.

Han råbte og jamrede: "Min kone, min lille Ti-Fam!! Vi må gå! Du må hjælpe mig."

"Så snart larmen standser -"

Lyden af faldende klippestykker, der rullede af sted, blev ved længe. Så kom der en højere rumlen, og en kampesten faldt ned nær ved. Orestil sad sammenkrøben. Hele verden går under, tænkte han, da lyden af faldende sten blev ved.

Timerne gik. Viktor prøvede at tale til ham, men han ville ikke lytte. Regnen silede, og efterhånden blev det stille. Da den østlige himmel lyste op ved det første svage morgenlys, kunne de se, at spidsen af det store bjerg var forsvundet.

Viktor sagde: "Nu kan vi gå."

Orestil så på ham med frygt i sine øjne. "Hjælp mig derned og gå så din vej."

Viktor hjalp medicinmanden op, og de begyndte langsomt at gå ned ad bjerget, mens de anstrengte deres øjne for at se ned i den endnu mørke dal.

Himmelen blev lysere. De kunne se nu. Bjergskredet fyldte det meste af dalen.

Orestil kunne intet sige. Alt var forbi, forbi.

Viktor opfordrede medicinmanden til at gå nærmere. "Kom, dit hus lå i udkanten. Måske er fru Orestil og Ti-Fam stadig i live!"

Orestils ansigt var furet af smerte, da han lænede sig til Viktor og prøvede at gå hurtigere. I udkanten af stenbrokkerne faldt Orestil på knæ og begyndte at grave.

Pludselig så han noget, som fik ham til at standse og sidde meget stille. "Jeg ser, at min kone er død," sagde han langsomt. "Ånderne beskyttede hende ikke."

"Vi forstår ikke altid Guds veje. Men hun tog imod Jesus som sin frelser, så jeg ved, at hun er i himmelen med Ham."

Medicinmanden vendte sig bort og begyndte igen at grave. "Jeg må finde Ti-Fam. Måske er i live endnu."