Kapitel 4.

 

Storm og regn.

Stormen piskede mellem bjergene, mens Ti-Fam og hendes mor stred sig frem mod deres hjem i Berly.

Ti-Fam kunne høre flodens brølen, længe inden de nåede deres bredder. Da de kom dertil, stod hun i mudderet ved bredden og så, hvordan floden rasende væltede over klipperne og lavede hvirvler af frådende skum.

Fru Orestil stod et øjeblik og hvilede sin sårede tå på den raske fod. Med hænderne på hoften så hun ud over den rivende strøm. "Vi er nødt til at komme over på den anden side," mumlede hun hæst. "Vi kan ikke blive her. Hvis vi gør det hurtigt, tror jeg, vi kan klare det."

"Det kan vi nok," sagde Ti-Fam, men hun var ikke så sikker på det. Hun rakte sin hånd frem, og hendes mor greb den.

Fru Orestil trådte ud i floden med Ti-Fam ved sin side. Vandet føltes isnende koldt og hvirvlede op til anklerne, til knæene, til Ti-Fam hofter og truede med at rive fodfæstet fra hende. Hun kan lede fødderne af sted hen ad den stenede flodbund og kæmpede sig frem.

En gren kom farende ned af floden og ramte Ti-Fam og hendes mor. Fru Orestil skubbede grenen væk, og den forsvandt hulter til bulter ned ad strømmen. Ti-Fam snublede, da hun ikke havde sin mors hånd at holde fast i, floden synes at opsluge hende. Hendes mor greb hende i skulderen og fik hende tilbage på sine fødder. Ti-Fam klynkede og klamrede sig desperat til sin mor, mens hun stred sig frem. Endelig nåede de den modsatte bred.

Ti-Fam følte det, som om floden havde taget al kraft ud af hende og begyndte at græde, men så lagde hun mærke til noget: "Åh, mor, du har tabt din forbinding."

Fru Orestil bed sig i læben og nikkede: "Ja, i floden."

"Jeg håber ikke, din tå bliver værre." Ti-Fam mindedes, dengang hendes søster Rosa havde skåret sin fod, og der var gået betændelse i den. Hun havde ikke kunnet gå i månedsvis.

Hendes mor svarede ikke, men prøvede at gå ved kun at bruge den ene fod og hælen. Det tog længere tid på den måde, men endelig nærmede de sig hjemmet.

Orestil rev døren op og hjalp dem ind i huset.

"Kære far, vil du ikke standse stormen

"Kære far, vil du ikke standse stormen," råbte Ti-Fam og næsten snublede over ordene. Hun satte sig ned ved det rygende bål for at blive tør. "Jeg beholdt min amulet på, far. Jeg lyttede ikke til ordene fra den sorte bog om Jesus, og jeg vil aldrig gå til missionsstationen igen."

Orestils øjne lynede. "Missionsstationen!"

Han satte sig ned mellem sin kone og datter. Han så ind i liden, mens han drejede sin perlekæde mellem fingrene.

Røgen hang lavt i hytten og sved Ti-Fam i øjnene. Orestil begyndte at tale med en stemme, der dirrede af vrede.

"I har vovet at gå til missionsstationen! Og jeg er Orestil, medicinmanden!"

Han slog sig for brystet og råbte: "Jeg er Orestil, medicinmanden! Stormen er jeres skyld. I - I har begge to ophidset ånderne for meget. Nu er der ingen ting, der kan standse dem."

Ti-Fam så ned på sin hvidløgsamulet.

Ville den ikke hjælpe hende spor?

Grisen og kyllingerne ilede væk, da Orestil rejste sig og hvileløst vandrede rundt i den lille stue. Ti-Fam fangede to små kyllinger, som var på vej lige ind i det ulmende bål. "Nu er i der igen," skændte hun. "I små rollinger må passe på, hvor i går."

Fru Orestil klagede af smerte.

"Far," sagde Ti-Fam ængsteligt. "Du har ikke set på mors fod endnu. Åh, far. Se hvor hævet den er! Vil du ikke nok gøre den rask, far?" Tårerne glimtede i Ti-Fams øjne.

Orestil så ned på sin kone. Hans vrede forsvandt. Hans skuldre ludede, da han sagde: "Lille mor, hvordan kan jeg hjælpe dig? Du vil ikke bære din amulet. I alle disse år har jeg lavet de bedste amuletter til dig, og nu har du slet ingen på!"

"Måske har jeg set, de aldrig virker," sagde fru Orestil langsomt, Medicinmanden rystede på hovedet og sagde alvorligt:

"Det kan ikke være sandt." Han satte sig ned ved siden af hende igen.

De sad tavse. Ti-Fam vidste, at hendes mor tænkte på den Gud, der elskede, den Gud, der hjalp.

Stormen hylede omkring hytten, og regnen styrtede ned.

De tre krøb tæt ind til hinanden og rystede, når lynene glimtede ind i stuen, og når tordenen bragede. Timerne gik.

Vandet begyndte at sive ind i hytten. Tre dage gik i denne fugtighed og elendighed, uden at noget skete. Kun den stadige lyd af regn og vindens hylen fortsatte.

Den tredje dag var der en, der dundrede på døren.

"Hvem kan det mon være i denne forfærdelige storm?" Spurgte fru Orestil svagt.

"Ti-Fam, åbne døren," kommanderede Orestil.

Opmuntret ved tanken om at se en eller anden, gik Ti-Fam hen til døren. Hun løsnede slåen, men stormen rev døren ud af hendes hånd. En mand fangede den og trak den på plads, idet han trådte ind i stuen.

Det var Viktor!

Ti-Fam førte hånden til halsen og holdt fast på sin amulet, mens hun hurtigt vendte tilbage til ilden. Han er ikke død endnu, tænkte hun forbavset, selv om far endda har kastet en dødsforbandelse på ham for længe siden.

"Hvorfor kommer du her?" Brummede Orestil til den mand, som han hadede.

"I må lytte til mig," Viktors øjne bønfaldt den om at vise venlighed. "Stormen er meget værre, end I tror. Regnen har løsnet store sten på det store bjerg, og det ser ud som om, der vil blive et stort skred. Jeg har gået fra hjem til hjem for at advare folk, og ville have været her meget før, men stien er komplet forsvundet, og jeg for vild. I må straks tage af sted."

"Vrøvl," snerrede Orestil, "bjerget vil aldrig skride."

"Men dette er en frygtelig orkan. Gå højere op, ud af bjergskredets bane." Han så fru Orestils svulmende fod og tilføjede: "Gå i det mindste til Marie og hendes familie. Der er mere tørt der og langt mere sikkert end her."

"Nej," råbte Orestil.

"Orestil, jeg advarer dig. Ånderne vil ikke hjælpe dig, for de kan ikke hjælpe dig."

Orestil løftede øjenbrynene og kneb munden sammen til en tynd streg. "Kan din Gud virkelig hjælpe os?"

"Mit hjerte er fyldt af glæde, og jeg frygter ikke for ånderne. Den sande og levende Guds vej er fuldkommen. Han elsker os, og lige meget hvad der sker, vil jeg vide det. I kan også komme til at kende Hans kærlighed."

"Lad ham fortælle os hvordan," bad fru Orestil. "Han er trods alt kommet midt i stormen for at advare os."

"Godt," Orestil samtykkede træt, men begravede ansigtet i hænderne.

Ti-Fam så op på Viktor. Hun ville lytte en lille smule. Han var jo dog i live på trods af faderens voodoo amulet imod ham. Måske vidste han noget om en gud, der elskede. Viktor begyndte at tale langsomt og omhyggeligt. Han gav dem en følelse af, at hans ord indeholdt det vigtigste budskab, der fandtes i hele verden. "Det er på en måde meget enkelt," sagde han. Ligesom der kun kan være en, der styrer i et hjem, sådan kan der kun være en eneste, ene sand Gud, som styrer universet. Han er større end alle ånder. Han har skabt alting, og Han elsker os."

"Elsker." Gentog fru Orestil, som om ordet blev varmt i hendes mund.

"Ja," Viktor nikkede. "Gud elsker jer. Han vil ikke, at I skal leve i frygt for disse onde ånder. Han vil hellere, at I frygter for synd.

"Synd," mumlede Orestil vredt. "Hvem er du til at tale om synd til os?"

"Det er ikke fordi, jeg ikke har syndet," sagde Viktor, "for det har jeg. Bibelen, Guds Ord, siger, at "alle har syndet", men Gud gjorde noget ved synden. Han sendte sin eneste søn, Jesus Kristus, som ikke kendte til nogen synd, for at dø på et kors for al vor synd. De, som tror på Ham som deres frelser, får tilgivelse for deres synd. Ikke en behøver at leve sit liv i frygt ved at prøve at behage ånderne, så de ikke gør nogen fortræd."

"Men -" fru Orestil så ivrigt på ham, "hvad med amuletterne? Jeg har lagt mærke til, at de, der tror som du, ikke bærer amuletter."

"Det er rigtigt. Bibelen siger: "På hin dag skal menneskene se hen til deres skaber - de skal ikke se hen til altrene, deres hænders værk, eller skue hen til, hvad deres fingre har lavet, hverken til asjerastøtterne eller solstøtterne".

"Jeg vil se hen til din Gud nu," sagde fru Orestil lykkeligt.

"Vil du se, du kommer ud herfra," råbte Orestil. "Du taler imod mig og de ting, jeg har tilbragt mit liv med at lave, amuletterne, som formilder ånderne. Gå ud herfra!"

Viktor bukkede: "Det er dit hjem. Jeg kan ikke andet end respektere dine ønsker. Fru Orestil, Herren vil være god imod dig, tro Ham.

Ti-Fam så Viktor gå. Hun var forvirret over sin mor mors uventede tro, Viktors mod og sin fars vrede. Hun vidste ikke, hvem eller hvad hun skulle tro.

Så snart døren blev lukket, vendte Orestil sig mod sin kone. "Hvordan kan du tro på de løgne, den mand fortæller?"

"Jeg ved i mit hjerte, at han taler sandheden. Jeg er ikke bange, i stedet for har jeg fred herinde," Hun lagde hånden på sit hjerte.

Orestil rokkede frem og tilbage med sammenknebne øjne og sagde så med desperat beslutsomhed: "Den Viktor har bragt nok forstyrelse." Han rejste sig. "Jeg skal sørge for, at min amulet imod ham virker."

"Hvad vil du gøre, far?" Udbrød Ti-Fam.

Han samlede sin lange kniv op.

"Nej!" Fru Orestil prøvede at rejse sig.

"Hverken du eller nogen anden kan standse mig nu!"

"Den sande Gud kan!" Trodsede fru Orestil sin mand.

Orestil så på sin kone. Hans øjne lynede af vrede. Så vendte han sig hurtigt og forsvandt ud i den hylende vind og styrtende regn.

"Viktor gør forkert i at tale mod far og ånderne," snøftede Ti-Fam, "men jeg ønsker ikke, at far skulle dræbe ham."