Kapitel 3.

 

Bjergstien og den sorte bog.

Næste uge da Ti-Fam og hendes mor igen var til marked i Port-au-Prince, stod vinden pludselig stille. Så begyndte det at blæse, og støvet hvirvlede rundt. Kvinderne bandt deres tørklæder mere sikkert og holdt fast på deres kurve. Ti-Fam greb fat i sin mors kjole. Hun kneb øjnene sammen og blinkede for at holde støvet ude.

Hun kunne ikke standse et øjeblik for at se sig om. Viktor må være her et eller andet sted, tænkte hun. Hun havde set efter ham hele dagen, og nu var det næsten tid til at vende hjem til Berly igen.

Mon hendes fars voodoo forbandelse havde dræbt ham allerede?

En gysen for igennem hendes lille, tynde krop. Hendes far var en mægtig medicinmand. Men hvorfor ville hendes far dræbe Viktor? Ville folket mon ikke købe amuletterne igen, så snart de opdagede, at Viktors Gud ingen kraft havde? Og mor ville begynde at bære sin amulet igen.

Ti-Fam så nogle støvskyer, der dukkede op her og der for så at forsvinde ved næste vindstød. Er det det, der er sket med Viktor, tænkte hun. Er han bare lige forsvundet?

Regndråber ramte hendes kind. "Det begynder at regne, mor!"

"Åh, det vil få støvet til at lægge sig,! Sagde hendes mor. "Lad os gå hjem."

"Men mor, vi har ikke set Viktor. Hvor er han? Tror du, han er - er død?"

"Nej," hun rystede på hovedet, "jeg tror ikke, han er død. Han er ikke bange for voodoo."

"Er du heller ikke bange, mor, når du ikke har din amulet på?" Ti-Fam vidste, at hendes mor ikke havde haft den på i over en uge. "Er du ikke bare en lille smule bange?"

Fru Orestil trak på skuldrene uden at svare.

De forlod markedet, og Ti-Fam kikkede stadig tilbage for at prøve at få øje på Viktor.

Uden for byen begyndte Ti-Fam og hendes mor at klatre op ad den snoede sti til den første bjergryg.

Oppe på toppen fik et pludseligt og kraftigt vindstød kurven til at falde ned fra Ti-Fams hoved. Kurven rullede ned ad stien og efterlod tørrede røde bønner alle vegne. Ti-Fam løb efter kurven. Hun standsede, da hun så den rulle ud over kanten ned i en dyb afgrund.

Ti-Fam vendte om, og hendes mor så op, mens hun prøvede at fange bønnerne.

"Åh, mor," græd hun og løb hen til hende, "jeg kunne ikke gøre for det. Vinden var så stærk!"

"Det gør ikke noget med kurven, lille Ti-Fam, men bønnerne - det er næsten alt, hvad vi har at spise. Fru Orestil så bekymret ud. "Vi må finde så mange som muligt."

De fandt kun nogle få stykker og puttede dem ind under bananbladene i fru Orestils kurv. Hun så op mod den sorte himmel. "Skyerne samler sig hurtigt. Det vil snart regne stærkt. Kom, datter, vi må skynde os."

De gik langs bjergkammen uden at tale. Ti-Fam holdt fast i sin mors kjole og stred sig frem efter hende. Vinden tog af, blev så stærk igen og bragte med sig en pludselig, gennemtrængende regn.

Idet de gik ned ad en stejl skråning, begyndte Ti-Fam at glide og hun skreg op. Fru Orestil vendte sig og greb hende, men slog selv sin fod mod en skarp klippe, der slog hendes sko af og næsten og sank ned på stien. Ti-Fam lagde armene rundt om sin mor og klappede hende på kinden.

"Lille mor, lille mor," mumlede hun ind i hendes øre. "Jeg skulle have givet dig min amulet."

"Jeg ville have faldet alligevel, min ven. Er vi nær ved missionsstationen?"

"Åh, mor!" Hun korsede sig. "Vi kan ikke gå der ind! Missionærerne vil gøre os fortræd. Ånderne vil blive meget vrede, og far vil ikke synes om det."

"Vi må gå til missionsstationen ved Fermathe," sagde fru Orestil fast. "Vinden og regnen vil blive stærk igen og igen. Vi må spørge, om vi kan blive der i nat."

"Mor, åh, mor, gør det ikke!" Bad Ti-Fam. Men hendes mor gik videre, og Ti-Fam fulgte efter på afstand, mens hun korsede sig og holdt fast på sin amulet.

De nåede missionsstationen. Fru Orestil gik hen mod den nærmeste bygning. Hun bankede ganske let på døren, men da tordenen i det samme brød løs, og regnen styrtede ned, dundrede hun løs.

I løbet af et øjeblik blev døren åbnet af en mand. Det var Viktor!.

Ti-Fam og hendes mor stod målløse.

"Kom ind, kom ind," sagde han med en kraftig og munter stemme. "Kom ind og sid ned ved ilden".

Fru Orestil gik ind og satte sig træt ned på en lille skammel ved siden af ildstedet. Ti-Fam holdt sig tæt ved sin mor. Hun var så forfærdelig bange, og hun kunne næsten ikke tro, at hun virkelig så Viktor. Men her var han - lyslevende! Hun iagttog ham omhyggeligt, mens han lagde noget brænde på ilden. Han så ikke en gang syg ud.

"Stormen er slem, og den bliver værre," sagde han. "De sagde i radioen i morges, at den vil blive meget hård."

Han vendte sig mod Ti-Fam. "Kom nærmere hen til ilden, så du kan blive tør." Ti-Fam rørte sig ikke. Hendes øjne var store af frygt. Han så undersøgende på hende. "Jamen, er det ikke den pige, der solgte mig de søde kartofler på markedet i sidste uge?"

"Jo, og mor købte en ny kjole til mig og --, "hun tøvede.

"Det var godt," smilede han, "og Bedstemor Holdeman skar de værste ormehuller væk, og vi spiste alle sammen søde kartofler."

Ti-Fams øjne funklede varme ved hans venlighed, men blev bedrøvede, da fru Orestil talte. "Vi horte din historie. Jeg kunne godt lide, hvad du fortalte om din Gud. Men da jeg sagde det til min mand, medicinmanden Orestil, kastede han en voodoo dødsforbandelse på dig."

"Du vil dø," sagde Ti-Fam skælvende, "og vi skulle ikke blive her. Ånderne bliver vrede, og missionærerne vil gøre os fortræd."

"Missionærerne vil jer intet ondt. Hr. Og fru Turnbull har hjulpet os med at skaffe mad til alle dem, der behøver det."

"Stormen blæste min kurv og næsten alle de røde bønner væk." Ti-Fams stemme kunne næppe høres. "Og jeg begyndte at glide, og mor greb mig, men hun slog sin tå."

"Lad mig se." Viktor knælede ned og så på den ødelagte tå. Han rejste sig og gik hurtigt hen til døren. "Bedstemor Holdeman er i sit hus ikke så langt herfra. Jeg vil få fat i hende, og hun vil se på din mors fod."

Viktor smøgede frakkekraven op i nakken og løb ud i den øsende regn.

Da han var gået, kikkede Ti-Fam sig rundt i værelset for første gang. Hendes øjne løb hurtigt over bænkene til noget, hun synes at kende. Det var tavlen på ben, som hun havde set på markedspladsen, da Viktor fortalte historien om medicinmændene. Hun gik hen til den og så på billederne. Åh, der lå den sorte bog slået op på hylden! Hum greb om sin amulet og vendte sig bort.

"Mor! Den sorte bog er her. Åh, mor, hvis bare jeg ikke var så bange, så ville jeg gerne lære at læse ordene."

I samme øjeblik åbnedes døren. Det var Viktor, som kom tilbage med en gammel, rynket kvinde, der smilende sagde: "Goddag!" Mens hun trak sit tørklæde af, så man kunne se hendes hvide hår.

Her er bedstemor Holdeman. Det er fru Turnbulls mor. Hun vil hjælpe jer. Regnen har lavet oversvømmelse i kældrene i den anden bygning, så Turnbulls behøver mig der. Vi ses senere." Døren smækkede i efter Viktor.

Bedstemor Holdeman tog nogle forbindinger og nikkede hen mod flonellografen.

"Lille pige, mens jeg vasker og ordner din mors fod, kan du læse højt fra bogen, der ligger på hylden. Det er Guds Ord, bibelen."

Ti-Fam så først ned i gulvet og så på bedstemor, idet hun kejtet snoede sine fingre rundt om sin amulet. "Jeg kan ikke læse," sagde hun langsomt, "og forunderlig historie, min ven. Den fortæller om en mand, som elskede og hjalp folk," sagde bedstemor, mens hun vaskede fru Orestils fod. "En dag var der en dreng, der havde høj feber. Da denne mand talte, forsvandt feberen, og drengen blev rask. Andre gange fik han lamme mennesker til at gå og blinde til at se."

"Det tror jeg ikke på. Min far er medicinmand, og han kan ikke gøre den slags."

"Men denne mand var anderledes. Han var Gud selv."

"Fortæl mig om Ham," sagde fru Orestil og lænede sig frem.

Bedstemor afsluttede forbindingen, gav den tynde fod et lille klap og rejste sig. Hun gik hen til tavlen, tog bogen og kom atter hen til fru Orestil.

Da bedstemor begyndte at læse, gik Ti-Fam hen til vinduet. Hun ville ikke lytte. Hun var bange. Hvordan kunne hendes mor dog lytte til ordene fra den sorte bog?

Regnen faldt tungt mod taget. Hun hørte navnet Jesus og stak fingrene i ørene.

Så hørte hun bedstemor sige: "I kan blive her i nat. Måtterne ligger i gangen. Jeg skal hente dem til jer."

"Nej!" Ti-Fam løb hen til døren, rev den op og prøvede at løbe ud. Men stormen tvang hende ind igen.

Vi er nødt til at blive," sagde hendes mor. "Vi vil gå videre tidligt i morgen."

Hele natten lå Ti-Fam og vendte og drejede sig. Hun så sin fars ansigt, der var fortrukket af vrede ved at høre, at hendes venindes familie var blevet kristne. Hun så sin mors ansigt, da hun fortalte til faderen, at Viktors Gud sikkert havde mere magt end ånderne. Hun så Viktors smilende ansigt, og bedstemors - og den sorte bog med ord i!

Hun for op ved et tordenbrag. Ånderne var frygtelig vrede på dem, fordi de var blevet her. Hun var vist ved at dø! Vinden var lige ved at rive taget af. Hun åndede tungt og ventede. Der skete intet.

Da hendes øjne havde vænnet sig til mørket, studerede hun værelset med intens frygt. Måske der var nogen - måske en ond ånd. Hun så ned på sin mor, der sov ved siden af hende, og med en lille gysen smuttede hun ned under tæppet og krøb ind i sin mors arme. Vinden stilnede af, og regnen faldt blidt mod taget. Ti-Fam sov.

Moderens hvisken ind i hendes øre vækkede hende tidligt til en tåget og grå morgen. Vinden hylede udenfor, og regnen slog mod taget. "Skynd dig, Ti-Fam, vi skulle være på vej hjem. Regnen er ikke standset. Hvis vi ikke skynder os, vil floden være løbet over sine bredder, og vi vil ikke kunne komme over den i mange dage."

Stille rejste de sig fra tæpperne og slap ud af døren. Fru Orestil bandt bananblade rundt om sin fod, men regnen og vinden rev dem snart af. Hun haltede langsomt af sted, og Ti-Fam fulgte efter. De kæmpede af al deres magt mod den voldsomme storm, som sendte store mængder af regn over dem hele tiden. Hvordan skulle de nogen sinde nå hjem?

"Åh, mor," jamrede Ti-Fam, "Ånderne er meget vrede på os. Vi må gå hjem og bede far om at standse stormen," Svag af frygt tumlede Ti-Fam af sted bag ved sin mor, mens hun snøftede og klagede sammen med vinden.