Kapitel 2.

 

Søde kartofler og kjolen med ord på!

Der var to ting Ti-Fam, datteren af medicinmanden på Haiti, ønskede sig mere end noget andet. Den ene ting var en ny kjole, den anden at lære at læse. Begge dele syntes umuligt. Der var orme i de søde kartofler, så der ville sikkert ikke blive penge nok til en ny kjole. Hendes bedste veninde, Narie sagde, at hun snart ville lære Ti-Fam at læse, men Narie var blevet en kristen, og Ti-Fam vidste, at hun aldrig kunne lege med hende mere, så det så umuligt ud. Ti-Fam lagde hele skylden på Viktor, en kristen evangelist, som hun aldrig havde mødt.

Ti-Fam rettede på kurven på sit hoved, så den ikke skulle falde af på vej til Port-au-Prince. Det er Viktors skyld med de ormede kartofler, tænkte hun. Han kom til Berly og talte om en anden Gud til Marie og hendes familie. Nu er ånderne vrede på os alle. Og vi vil nok ikke kunne sælge de søde kartofler, og jeg vil ikke få en ny kjole med ord på.

"Ord .... Ligesom den i bøgerne," mumlede Ti-Fam. "Ord fortæller noget, og en dag vil jeg vide hvad .... Jeg vil lære at læse."

"Kom, kom, vi må af sted, ellers vil vi aldrig nå til Port-au-Prince," skændte fru Orestil idet hun tog sin kurv.

Der er ikke noget at skynde sig for, tænkte Ti-Fam, mens hun langsomt gik rundt om det lille bål og så på sin far, der atter var på vej hen mod gudetemplet. Hun synes, han så frygtelig vred ud i sin røde skjorte og tørklæde. Hun skælvede. Hvad mon han ville finde på i dag? Mon han ville få de onde ånder til at gøre noget forfærdeligt ved Maries familie, fordi de var kristne? Hvorfor havde de og lyttet til Viktor?

"Gå nu", sagde fru Orestil og skubbede Ti-Fam foran sig.

De begyndte at gå op ad bjergstien, der ledte ud af deres dal.

Ti-Fam holdt kurven på plads med den ene hånd, mens hun med den anden greb fat om nogle stærke grene for at hive sig op.

Da de nåede det højeste punkt, Kikkede Ti-Fam tilbage over den lange dal. Hun talte de spredte, stråtækte tage i Berly. Der var et ... To ... Femogtyve huse i dalen. Det længst væk var Maries. Mon hendes hus ville brænde? Ånderne kunne få det til at ske. Forskrækket begyndte Ti-Fam at løbe for at indhente sin mor.

Da de begyndte at gå ned på den anden side, borede Ti-Fam sine tæer ned i den stenede jord og holdt fast i grenene for at dybe afgrund. Af og til mødte de andre kvinder, som var på vej til marked, og som de snakkede med, mens de gik af sted. De nåede floden og vadede langsomt gennem det kolde vand til den modsatte side, Ti-Fam holdt af at mærke mudderet sive op mellem hendes tæer!

På den anden bred så hun et skåret stykke blodrødt glas. Uden at bøje i ryggen, knælede hun ned og samlede det op.

"Mor - se! Det vil jeg give til far, så han kan kaste en forbandelse på den Viktor, som er skyld i al den forstyrrelse."

"Vil det nytte, tror du?" Spurgte hendes mor med rynket pande.

"Mor! Det er rødt, og far vil tage det med ind i templet. Naturligvis vil det nytte."

Ti-Fam korsede sig hurtigt, mens hun lagde glasset ned i sin lomme. "Denne her amulet har behaget ånderne," sagde hun og greb om sin hvidløgsamulet. "Men en dag håber jeg, at far vil lave en til mig af en lille flaske med hår og tånegle i ligesom din."

Ti-Fam så opmærksomt på sin mor. Hendes amulet var borte!

"Stands mor! Du har tabt din amulet!"

"Nej, jeg har ikke tabt den," sagde hendes mor. "Seglgarnet knækkede i morges, og jeg lod det være. Der vil ikke ske mig noget."

"Åh jo, der vil!" Skreg Ti-Fam.

Hun klemte sine fingre omkring sin amulet og holdt den på den måde i lang tid.

Da Ti-Fam og hendes mor gik forbi Fermathe, hvor missionærerne, der havde undervist Viktor, boede, standsede Ti-Fam og rakte tunge af bygningerne.

Det ville have været en dejlig dag, tænkte Ti-Fam, hvis bare de søde kartofler havde været gode, og hvis jeg kunne få en ny kjole - med ord på. Men nu var det hele ødelagt - det alt sammen. Bare på grund af den Viktor.

Så snart Ti-Fam og hendes mor nåede Port-au-Prince, gik de lige til markedet. De standsede foran en stor, tyk mand, der købte og solgte søde kartofler. Fru Orestil satte sin kurv foran ham. Hun løftede kurven fra Ti-Fams hoved ned og satte den ved siden af den anden.

Den tykke mand skubbede bananbladene til side på den største kurv og så omhyggeligt på de søde kartofler. Pludselig vendte han bunden i vejret på kurven.

"Ah.ha," snerrede han, "du troede vist, du kunne narre mig! Orme - ikke andet end orme ... Jeg vil give dig 35 cents for dem alle sammen."

"Alle søde kartofler er dårlige i år," sagde fru Orestil med skingrende stemme. "Du er heldig, du får nogen. Jeg vil have ikke mindre end en dollar og 25 cents for dem."

Ti-Fam lyttede spændt. En dag vil jeg også handle, tænkte hun, og jeg vil gøre ligesom mor. Hun så ud af øjenkrogen de posede fødevaresækkekjoler, som blæste for vinden i markedsboden ved siden af kartoffelhandleren, som blæste for vinden i markedsboden ved siden af kartoffelhandleren. Dem med ord på er de allerfineste, tænkte hun. Bare jeg kunne få sådan en.

Så, så Ti-Fam sin mor løfte hånden, tage imod en lille smule penge og atter tage Ti-Fams kurv, som stadig var fuld.

"Tag den tomme kurv, du lille."

"Men mor, hvad med min kurv? Den er fuld af søde kartofler!"

Fru Orestil så vigtigt over mod den lille, tykke mand, mens hun svarede Ti-Fam, så han kunne høre det. "V vil sælge disse gode kartofler til en anden."

"Åh, mor! Du skulle have haft din amulet på. Måske er der ingen, der vil betale nok. De er fulde af orm ..."

!Ti stille," fru Orestil smækkede Ti-Fam på munden med sin hånd.

Fru Orestil førte Ti-Fam hen til en tom plet og satte kurven ned. "Sæt dig her. Jeg vil gå og købe bønner og sukker og lampe, og så vil vi se på den her bagefter." Hun sparkede til kurven med kartoflerne. "Og til din kjole - måske."

Ti-Fam satte sig ned ved siden af kurvene. Måske var den Viktor et eller andet sted i Port-au-Prince nu. Hun tog det røde stykke glas frem fra sin pjaltede lomme. Hun kneb øjnene sammen, mens hun så på det. Han skulle få det betalt, at han sådan ødelagde alting.

"Er de søde kartofler til salg?" Spurgte en kraftig stemme.

"J-ja," Ti-Fam så lige op i et brunt, skinnende ansigt, der strålede af glæde, "en - en dollar og f-femogtyve cents." Ti-Fam stammede. Det var første gang, hun nogen sinde havde handlet helt alene.

"Det er for meget," smilede han. "Men jeg behøver dem til Bedstemor Holdeman i dag, så jeg vil betale dig 35 cents."

Ti-Fam rejste sig op. "Jeg kender ingen Bedstemor Holdeman, men jeg har arbejdet hårdt, og j-jeg har baret dem en lang vej. Prisen er 40 cents."

"Godt!" Han smilede igen. "Her er 40 cents."

Han lagde en sort bog fra sig og tømte kartoflerne over i en grov sæk, han havde haft under armen. Derefter forsvandt han i skaren.

Ti-Fam så på pengene i sin hånd. Var det mon nok til en kjole - en med ord på? Hun klemte pengene i hånden og lo.

Ti-Fam samlede de tomme kurve op og begyndte at bane sig vej gennem skaren. "Mor, kaldte hun. Der kom hendes mor.

"Mor, vi kan købe min kjole nu!"

"Nej-nej-nej" Vore penge er næsten sluppet op, og se!" Fru Orestil holdt en lillebitte lampe op, som var lavet af en tørmælksdåse. "Det er den mindste og mest almindelige!"

"Men mor - se!" Ti-Fam satte en af kurvene og åbnede hånden. "Se - 40 cents!!"

"Oh-la-la-la," fru Orestil lagde fødevarerne og lampen ned i sin kurv og satte den på sit hoved. "Måske du kan få din kjole nu.

Ti-Fam trak sin mor hen til det sted, hvor kjolerne hang, Hun pegede på en med engelske ord på.

"Den koster 75 cents," sagde den rynkede, gamle mand.

"Jeg har ikke 75 cents," sagde fru Orestil. "Jeg vil give dig 20 cents."

"Nej!" Manden trak på sine smalle skuldre. '50 cents og ikke en penny billigere!"

"Sig 30 cents, og jeg vil købe den til min lille datter her. Se, hvor hun behøver en ny kjole!"

"Aldrig," sagde manden og lagde den tilbage i bunken.

Ti-Fams øjne fyldtes af tårer og hun borede sine tæer ned i sandet.

"Se, hvad du har gjort. Du har gjort hende ked af det," Fru Orestil var vred nu. Hun tog de 40 cents fra Ti-Fam og lagde dem foran ham. "Tag så alle de penge, vi har!" Hun satte hånden på hoften. "Vi vil ikke spise hele ugen!"

Manden puttede de 40 cents i sin lomme og rullede sækkekjolen sammen. Ti-Fam satte sin kurv ned, tog kjolen i sine tynde arme og knugede den ind til sig. Hun gned sin brune kind imod den og mumlede sagte: "Det er min kjole, og det bare på grund af manden med bogen!"

I samme øjeblik hørte hun en blød stemme over skulderen. Det var Marie!

"Kom og se, hvad Viktor har. Han er her nu og er ved at fortælle en historie!"

"Viktor!" Ti-Fam skælvede ... Og vendte sig ikke om. "Nej." Hun tog det røde stykke glas frem og drejede det i sine fingre, mens hun så Marie gå hen mod en stor gruppe børn.

Foran dem så Ti-Fam en stor flad tavle, som stod på tre ben. Så, så hun en høj mand stå ved siden af. Manden bar en bog under armen.

"Mor!" Gispede hun, "det er den mand, som købte mine søde kartofler! Det er Viktor."

Viktor begyndte at tale med høj, klar stemme. Ti-Fam lagde sin kjole ned i kurven og dækkede sine ørene med sine små, tynde hænder.

"Jeg vil ikke lytte, mor."

Fru Orestil nikkede, men dækkede ikke sine ørere.

"Men jeg vil kikke," sagde Ti-fam forsigtigt, "fordi jeg kan lide ham en lille smule ... Fordi han købte mine kartofler."

"For mange år siden i et fremmed land," - Ti-Fam hørte ordene svagt, "var der en ond konge og et folk, som tilbad en falsk gud, der hed Baal. En profet, der hed Elias, tilbad den sande Gud. Elias sagde, at han ville vise, hvem der var den sande Gud; den han tilbad eller den, som kongen tjente. Mange folk vandrede til bjergets top. Der blev bygget to stenaltre."

Ti-Fam så, hvordan Viktor satte billeder op på tavlen. Hun undrede sig over, hvordan de mon kunne hænge fast. Kunne Viktor også trylle? Hun skilte fingrene lidt ad.

"Den mand, som tjente Baal, dræbte en tyv og lagde den på alteret. Der var 450 profeter. De var akkurat som medicinmænd."

Ti-Fams hænder faldt ned og hendes mund stod på vid gab.

"Da sagde Elias, at det var hans tur. Han dræbte en tyr og lagde den på det andet alter. Nogle mænd gravede en grøft rundt om alteret og hældte fire spande vand over offeret. Det gjorde de tre gange. Selv brændet var gennemblødt. I samme øjeblik Elias bad til Gud om at bevise, hvem Han var, faldt der ild ned fra himmelen og opbrændte offeret, brændet, stenene og selv vandet, som var i grøften. Alle vidste nu, at den Gud, Elias tjente, var den levende og sande Gud! Det er Ham, jeg tjener," sagde Viktor. "Han har al magt, og Han elsker dig!"

"Han lyver, lyver, lyver!" Ti-Fam greb om sin amulet i frygt. Fru Orestil lagde sin hånd på Ti-Fams skulder, og Ti-Fam så, at hendes mor lyttede meget ivrigt til Viktor.

"Måske er der nogle drenge og piger her i dag," sagde han, "som vil holde op med at tjene de falske guder og give deres hjerter og liv til den sande Gud. Hvis der er det, så kom og tal med mig og vi vil bede sammen."

Fru Orestil tog et skridt frem.

"Mor, Mor!" Udbrød Ti-Fam i frygt.

Fru Orestil sagde langsomt, mens hun vendte sig og begyndte at gå hjem: "Jeg tror ... Den Viktor ... Har ret."

"Mor! Hvad vil far sige? Hvad vil han gøre? Åh, du må ikke fortælle ham det, du må ikke," bønfaldt hun.

Men så snart de nåede hjem, hørte Ti-Fam sin mor sige til medicinmanden: "Viktors Gud må have mere magt end dine voodoo guder."

"Holdt! Det er nok," råbte han. "Jeg skal ordne ham! Ikke alene vender har mine naboer imod mig, men nu også dig."

Han vendte sig mod Ti-Fam. "Datter, har du noget særligt med hjem fra markedet, som jeg kan bruge til en amulet mod Viktor?" Ti-Fam så ned, mens hun følte i lommen. Hun lod fingrene glide hen over det røde glas. "Nej, ingen ting," sagde hun.

"Jeg vil behøve noget ganske særligt," sagde han spekulativt - han lukkede sine øjne og svajede frem og tilbage.

Ti-Fam tog det røde glas frem og lod det falde ned i ilden.

Medicinmanden stod stille, åbnede sine øjne og løftede øjenbrynene. Han stak hånden ned i Ti-Fams kurv og sagde: "Jeg vil bruge denne her!" Han trak den nye kjole frem og listede sig hen til gudetemplet.

"Far, min nye kjole!" Gispede hun. En kold gysen løb gennem hende. Hun stod ubevægelig og ventede forskrækket. Hun hørte sin far mumle inde i templet.

Da medicinmanden kom ud, holdt han den kludedukke op, som han havde lavet ud af Ti-Fams nye kjole. "Se, jeg har kastet en forbandelse på Viktor. Denne voodoo dukke er Viktor, og disse nåle har ramt hans hjerte. De to søm vil holde fortryllelsen fast. Og denne sorte tråd betyder, at Viktor skal dø!"

Ti-Fam stod stille og turde næppe at ånde. Hun havde aldrig oplevet, at hendes far havde kastet en dødsforbandelse på noget menneske før.

Hvorfor skulle det lige være på Viktor? Han havde hjulpet hende! Men der er ikke noget at gøre ved det nu, tænkte Ti-Fam. Min far har kastet forbandelsen på Viktor, fordi folk lytter til ham og omvender sig.