Kapitel 10.

 

Orestil klatrede langsomt op ad den stejle bjergskrænt sammen med sin datter Ti-Fam for at lede efter føde. Solen stod højt, og det var næsten middag ... Men alt, hvad de havde fundet at spise, var en ynkelig håndfuld rødder. Orestil strammede tøjet rundt om livet, så han ikke følte sulten så meget og gravede på et andet sted i jorden med en lille pind. Han rykkede de små rødder op og lagde dem ned i kurven.

Ogestil rettede sig op så nøje på Ti-Fam. Ville hun aldrig beklage sig? Hun sagde noget til hende. Hun kunne se, hun ikke forstod det, han tog den sten ud, han havde under tungen og som hjalp til. At sulten blev mindre, og talte så igen: "Ikke en gang et fugleæg!" Brummede han. "En lille smule græs og nogle få rødder. Det er alt, hvad din Gud giver os at spise!"

"Jeg er taknemmelig for græsset og rødderne," sagde Ti-Fam stille.

Han så ned på hende over skulderen. "Der findes ikke sådan en Gud, der elsker som Ham, du siger, du kender, min datter. Jeg tror du er blevet narret."

"Nej, far, Jesus tilfredsstiller stadigvæk mit hjerte."

"Ti-Fam, du er tåbelig," - hans stemme knækkede over, idet han tryglede hende: "Kom tilbage til voodoo guderne. Jeg vil lave en stor trommefest. Jeg vil lave en speciel amulet til dig."

"Åh, far, jeg elsker dig. Jeg vil gøre alt, for at gøre dig lykkelig, men det kan jeg ikke. Og det vil heller ikke tilfredsstille dit hjerte. Kun Jesus kan gøre det."

Medicinmanden advarede ikke. Hvordan kunne han tro på Jesus? Han begyndte langsomt at gå ned ad stien, der førte til huset. Det var sandt, at han var ensom og ulykkelig og behøvede noget, - men vende sig fra voodoo guderne? Aldrig! Han blev grebet af stor frygt i sit hjerte. Ånderne ville aldrig give ham fred.

Han rystede, selv om solen stod højt. Han prøvede at gå hurtigere, men det ben, han havde forvredet under orkanen, gjorde mere ondt end nogen sinde. Så hørte han ekkoet af nogen, som kaldte gennem bjergene: !Hallo-o-o, hallo-o-o."

"Gå hen til korsvejen," råbte han tilbage til Ti-Fam, "og se, hvem det er. Måske er der nogle vigtige nyheder." Ti-Fam for af sted.

Orestil haltede efter. Da han nærmede sig korsvejen, standsede han og satte sig ned på jorden. Hans ben bankede af smerte, og hams hjerte var mørkt af frygt og ulykke. Han så folkene komme. Han så Ti-Fam stå og tale med en høj mand, der smilede.

Medicinmanden genkendte hr. Turnbull og hans kone ved siden af. Det var missionærerne fra Fermathe! Hvad ville de her igen? De havde allerede bragt al den mad, de havde - og korn. Ha! Kornspirerne var blevet ødelagt af frosten. Deres Gud elskede ikke nogen. Han var ikke bedre end voodooånderne.

Orestil rejste sig smertefuldt, og flyttede sig nærmere for at høre, hvilke tåbeligheder missionærerne nu ville sige. Ti-Fam vendte sig og fik øje på ham og stillede sig ved siden af ham.

"Vi har godt nyheder til jer," sagde hr. Turnbull. "Da de kristne i Amerika hørte, at I var ved at dø af sult på grund af frosten, ønskede de at hjælpe. De har sendt penge, sådan at vi kan give jer korn nok til at så til en ny høst, og også mad, indtil den nye høst er høstet. De har gjort dette i Herren Jesu navn, fordi de elsker jer og ønsker at hjælpe jer."

Orestils mund stod på vid gab. Mad - det behøvede han - han måtte have noget at spise, men, hvis han modtog det af missionærerne, ville folket vende sig til dem, vær fra ham og ånderne. Han kunne se på ansigterne hvor ivrige folket var. Hvor var de tåbelige. Han turde ikke løsne det greb, han havde om dem, for det ville sige, at han aldrig mere ville kunne sælge flere amuletter. Nej, han kæmpede imod det stærke ønske om mad og råbte: "Tag ikke imod det! Gør det ikke!"

Han haltede igennem skaren og stod foran dem. "Disse mennesker," råbte han og rystede sin knytnæve mod her. Og fru Turnbull, "de bringer jer mad, som er forgiftet! Hør på mig! De ønsker, at vi alle sammen skal dø!! Jeg, medicinmanden Orestil, vil holde en voodoo fest i aften. Jeg vil befale ånderne at fjerne giften."

Hr. Turnbull sagde ingen ting og ventede. Fur Turnbull sagde ingen ting og ventede.

"Det er godt mad," var der en, der mumlede.

En mand bagved sagde bittert: "Du har ikke hjulpet os endnu, Orestil."

"Du har taget alle vore penge til amuletter," sagde en kvinde med skingrende stemme, "og vi har stadigvæk ingen mad."

"Og din vej, Orestil!" Råbte en mand.

"Gid lynet må slå ned i jer alle sammen!!" Skrålede Orestil. "I skal få at se, hvad ånderne vil gøre!" Han tog en pind og skrev noget på jorden, og idet han raslede med sin medicinmands halskæde, haltede han hovmodigt bort.

Stemmer, der bad om den mad, som han gerne ville, de skulle tro var forgiftet, nåede hans øren. Han rystede på hovedet. Nej, ... Der var ingen, der troede på ham mere. Han havde narret dem med mange ting, men alligevel, - ånderne var mægtige, var de ikke? Jo, naturligvis, prøvede han på at overbevise sig selv. Og han kunne befale over dem, kunne han ikke? Orestil rystede igen på hovedet. Han var ikke sikker nu. Han måtte prøve noget stort.

Han gik langsomt hjem og sank ned ved siden af bålet. Han ville vente og vise dem. Den tid måtte komme, hvor alle og enhver igen ville købe hans amuletter. Han kunne ordne det!

I lang tid så han dybt ind i det døende bål, så mærkede han Ti-Fams hånd på sin skulder.

"Jeg er ked af, jeg ikke kom tilbage sammen med dig, men far, jeg hjalp med maden. Hr. Turnbull fik os alle sammen til at stille op, og sammen med fru Turnbull gav de os alt, hvad vi behøvede."

"Det er forgiftet," brummede han.

"Nej," sagde Ti-Fam langsomt. "Far, der er noget andet, som også snart vil ske." Hun tog hånden væk fra hans skulder. "Hr. Turnbull sagde, at Viktor vil komme hver søndag for at fortælle os om Jesus, og det varer ikke så længe, så begynder folkene at bygge en kirke!"

Det gav et sæt i Orestil. "Viktor og en kirke i Berly - nej! Det må aldrig ske. Jeg vil kalde på ånderne i nat - og hver eneste nat, og alle skal få at se."

Hver dag hørte Orestil mere om Viktor og kirken, og hver aften gik han ind i sit voodoo tempel. "Den tid må da komme, hvor ånderne vil gribe ind," blev han ved med at sige desperat til sig selv.

Men der skete intet. Viktor blev ved med at forkynde evangeliet ved korsvejen, og mange besluttede at modtage Kristus og blive kristne. Og snart begyndte folkene at bygge kirken.

Hvor var ånderne? Hvor var deres kraft? Hvorfor ville de ikke lytte? Orestil gik hen for at se på den stråtækte kirke, og ind gennem døren så han Viktor, som talte til folket. Ordene nåede ud til ham.

"I har set, hvordan jeg er blevet en anden." Sagde han. "Jeg fulgte voodoo guderne. Jeg var bange, ensom og ulykkelig. Jeg hørte ordene fra bibelen, og mit hjerte sagde mig, at den sorte bog taler sandheden. Den fortæller om en Gud, der elsker, - elsker så meget, at Han sendte sin egen søn, Jesus, til at dø for al min ondskab. Jeg vendte om fra voodoo guderne og så op til Jesus Kristus. Han har forvandlet mig. Jeg er ikke længere bange for ånderne. Jeg er ikke alene og ulykkelig mere, - Jesus, den sande Guds Søn, er altid hos mig."

Orestil rystede nervøst med sin perlekæde og gik igen ind i sit gudetempel. Han talte foran glasflaskerne, som han troede ånderne boede i: "Dette er jeres sidste chance. Åh, ånder, vis mig jeres magt i nat! Vis det for dem alle! Han talte heftigt, idet han slog sig for brystet: "Vis mig det!! Vis mig jeres magt. Ødelæg kirken med ildebrand i nat!"

Natten kom. Orestil gik forsigtigt til korsvejen og skjulte sig ved den ene side for at iagttage kirken. Han så på den time efter time. Der kom ikke det mindste lysglimt eller knitren af ild, som kunne melde, at det brændte. Alt var fuldstændig mørkt.

Han vred sine hænder. Jeg her taget fejl, tænkte han igen og igen.

Da det blev daggry, kunne han ikke holde det ud længere. Ånderne ville vise deres magt ved at hjælpe ham. Han ville se kirken brænde. Han skyndte sig tilbage til huset. Der var bålet - det brændte stadig. Uden en lyd tog han en brand ud af ilden og begyndte igen at gå mod korsvejen, mens han skærmede for flammen med den ene hånd. Mens solen stod op, havde Orestil kun det ene intense ønske: at se kirken brænde.

En gang gik flammen ud, så han standsede og blæste forsigtigt og tålmodigt, indtil flammen atter slikkede om træet. Han skyndte sig videre og nåede snart korsvejen. Han smuttede hen til siden af kirken. En lyd standsede ham et øjeblik. Idet han sagde til sig selv, at det ikke var noget, rakte han træet med ilden hen til kanten af det stråtækte tag.

Pludselig var der en hånd, der trak hans arm ned og vred den rundt. Orestil tabte ilden og hævede den anden hånd, parat til at kæmpe. "Viktor," gispede han. I det øjeblik indså han, hvor fuldstændigt ånderne havde lidt nederlag. Hans krop sank sammen, og han faldt om på jorden.

"Voodoo ånderne hjælper mig ikke," sagde han og rystede på hovedet. "De kan ikke en gang ødelægge kirken. Nu ser jeg, at din Gud er stærkere. Han sendte ild ned, da Elias råbte. Mine guder og ånder kan ikke. De holdt ikke en gang dig væg, så jeg kunne brænde kirken."

"Herren sendte mig for at tale med dig, Orestil. Han har omsorg for dig," sagde Viktor.

Medicinmanden så op på Viktor. Denne Viktor med det strålende ansigt og den milde stemme, som talte med kærlighed og venlighed, selv om han vidste, at Orestil havde prøvet at dræbe ham og nu på at brænde kirken.

"Sig mig, Viktor," sagde han "Kan din Frelser, Jesus Kristus, frelse en mand, som jeg? Er der nogen hjælp for en så ond mand som jeg? Jeg har fulgt voodooånderne, jeg har løjet og har prøvet at dræbe og brænde. Kan Han elske mig?"

Tålmodigt fortalte Viktor beretningen om den Gud, som elsker alle, selv den værste synder. Han fortalte om Frelseren, som døde for at betale straffen for den synd. Han fortalte om, hvordan enhver, også Orestil, kunne finde frelse ved at modtage Kristus som sin Frelser.

"Jeg tog fejl," sagde Orestil ydmygt. "Nu forlader jeg alle voodooånderne for at følge den sande Gud. Jeg ved, Han elsker mig. Jeg tror på alt, hvad du har fortalt mig, og jeg modtager Jesus som min Frelser."

Orestil og Viktor gik hurtigt til Rosas hus. Så snart Rosa og Ti-Fam hørte, hvad der var sket, greb Ti-Fam sin fars hånd og hoppede op og ned rundt om ham. Hun lavede en lille sang:

"Far tror på Jesus, på Jesus, på Jesus,

Far tror på Jesus,

Åh, jeg elsker ham mere og mere."

Hun standsede et øjeblik. "Kære far, brænd din amuletter."

Han tøvede og sagde tankefuldt: "Det er sandt, at jeg er fri, og at mit hjerte er fyldt med noget, der er langt mere vidunderligt end det, ånderne nogen sinde har givet mig ... Ja! Jeg vil brænde hver eneste amulet."

Orestil gik ind i gudetemplet og bragte alting ud. Sammen med Ti-Fam kastede han det hele på bålet. Mens han så på flammerne, tog han sin halskæde af og gav den til Viktor, som stod ved siden af.

"Giv den til hr. Turnbull," sagde han klart, "så han kan forstå, at jeg tror på Jesus, og at Jesus har forvandlet mig."

Da Ti-Fams far, medicinmanden, modtog Kristus, blev livet nyt for ham. Medicinmanden kastede øjeblikkelig alle voodoo amuletterne væk, som havde betydet så meget for ham i hans tidligere liv. Også Ti-Fams liv blev nyt, da hun lærte at tro Gud. De vidste, at de ikke kunne leve for Kristus og alligevel bliv ved at gøre de samme ting, f.eks. at tilbede voodoo guderne, som havde været en del af deres liv før.

Hvad med jer drenge og piger? Mange af jer har bet Jesus om at være jeres Frelser, og I er blevet nye mennesker. Men er I holdt op med at lyve og snyde, skændes og gå til steder, hvor Jesus ikke ønsker, I skal være? Hvis ikke, lever I ikke for Kristus.

Ti-Fam vidste, at det at leve et nyt liv i Kristus, sådan som vort mindevers nævner, indebærer mere end blot at holde op med nogle af de ting, som ikke behager Gud. At leve et nyt liv i Kristus betyder også at tjene Han og vidne for Ham, lige meget hvor vi er.

Ti-Fam besluttede at læse i bibelen og lære alt, hvad hun kunne, sådan at hun kunne fortælle andre om Jesus Kristus, og det gjorde hendes far også.

Hr. Og fru Turnbull og Viktor indså, at der var mænd og kvinder, drenge og piger på Haiti, som ikke ville få høre om et evigt liv i Kristus, hvis ikke de fortalte det. Fordi de levede nær Herren og læste i hans ord, blev Ti-Fam, hendes familie og mange andre frelst.

Der er drenge og piger, ja endog voksende, som ikke kommer til at høre om Jesus med mindre du fortæller dem om ham. Bed om at Gud vil hjælpe dig til at være trofast i at fortælle andre om Jesus!