Kapitel 1.

 

Ti-fam: medicinmandens datter er en missionshistorie fra Haiti. Dette bjergrige land ligger på den vestlige del af øen, Hispaniola, i det caraibiske hav, og udmærker sig ved at være den eneste uafhængige negerrepublik på den vestlige halvkugle. Dens modige befolkning vandt deres uafhængighed fra Frankrig i 1804 efter 13 åre stadig kamp.

Haitis historie, et land lidt mindre end Danmark, har været præget af besværligheder. I de senere år har de politiske stridigheder dog hovedsagelig ramt hovedstaden, Port-au-Prince. Det har kun i ringe grad berørt det haitiske folk, der lever i bjergene og højlandet. Fransk bliver talt af byfolket, mens det øvrige folk bruger creole, en fransk dialekt, blandet med afrikanske, spanske og engelske ord.

Ti-fam: medicinmandens datter er en beretning baseret på virkelige kendsgerninger. For adskillige år siden var dette lille land, Haiti, (se kortet) hjemsøgt af en række katastrofer. Orkaner, der fejede over øerne, forårsagede stor skade, blandt andet et bjergskred, hvor alle i en dal blev dræbt med undtagelse af en pige. Dernæst fulgte mange måneder med tørke, som efterlod folket på hungersnødens rand, fordi høsten ikke kunne modnes. Så kom den første frost i Haitis historie og ødelagde den tidlige høst. Billedet af missionærlivet og deres virke samt af rednings- og hjælpearbejdet, er baseret på missionærers virkelige erfaringer.

Ti-Fam er datter af bjergfolket. Hendes fader er medicinmand og leder i den voodiske gudsdyrkelse. Disse former for gudsdyrkelse stammer fra de skikke, negrene bragte med sig fra Afrika, da de blev sejlet til Haiti som slaver. Voodoisme indeholder tilbedelse af onde ånder, åndebesættelse og tro på magisk magt og amuletter. Dans til ekstatiske slag på store trommer er ofte en del af deres ritualer.

Kapitel 1

Voodoo amuletter og bananblade!

Solen var ved at krybe op over bjergene i Haiti, da Ti-Fam søvnigt rullede sin tynde bananbladmåtte, der tjente som seng, sammen. Hun bar den ud i solen og stillede den op ad deres toværelses lerhytte. Ti-Fam rettede sig op og strakte sig dovent. Dernæst tog hun et snavset, gult tørklæde op af sin lasede lomme og bandt det rundt om sit korte, filtrede hår, så hun kom til at se så pæn ud som mulig. Med halvt lukkede øjne skelede hun til den mudderdækkede gris, som de holdt, for at den skulle æde køkenaffaldet. Hun bemærkede en lille, dunet kylling, som var på vej lige ind i bålet og skyndte sig at samle den op. Hun klappede den kærligt: "Du må passe på; jeg kan ikke holde øje med jer små babyer hele tiden."

"Ti-Fam", kaldte hendes mor højt, på vej ud i haven. "Vi skal have resten af de søde kartofler gravet op i dag til markedet i morgen. Gå med det samme og skær så mange bananblade ned, som du behøver til at beklæde kurven med."

Ti-Fam satte kyllingen ned igen, blinkede med sine brune øjne og strakte sig igen. "Arbejde .... Arbejde .... Hvorfor skal jeg altid arbejde?" Tænkte hun. Hun prøvede at glatte folderne ud på sin smudsige og lasede kjole, da hun pludselig kom i tanker om noget! I morgen var det en særlig markedsdag! Mor havde lovet, at hvis der var penge nok til overs fra salget af de søde kartofler, skulle hun få en ny kjole! Først skulle de købe sukker, bønner, olie og en ny lygte. Hvis de så havde pengene, skulle de købe en ny kjole til hende! Ti-Fam samlede sin store, lange kniv op og løb hen til banantræerne.

"Jeg vil skære de pæneste blade af", sagde hun til banantræet, "og jeg vil grave de søde kartofler omhyggeligt op. Alle vil ønske at købe dem! Så kan mor købe sin mad og lygte, og jeg kan få en ny kjole af en kornsæk - ah! Måske kan jeg endda få en med ord på!"

Ti-Fam nynnede forventningsfuldt, mens hun arbejdede. Naturligvis ville der være masser af penge, tænkte hun. Min far er medicinmanden! Han havde knaldet med pisken over jorden. Det fik altid tyvene til at frygte for de onde ånder. Og de søde kartofler skulle blive fuldendte! Hun lavede en lille sang:

"i morgen skal vi til marked, til marked, til marked,

i morgen skal vi til marked, og købe en kjole til mig!"

Ti-Fam huggede løs på et sejt blad og tilføjede ganske sagte: "Håber jeg." Pludselig gik bladet løs, og hun tumlede bagover og tabte både kniven og hele den favnfuld blade, hun stod med.

Hun sukkede, mens hun samlede sig selv op og lyttede så.

"Ti-Fam", kaldte en sagte stemme.

Ti-Fam så hen mod stien. Hun så en pige på omtrent samme alder som hende selv komme hen imod sig med sine rottehaler strittende ud på hver side af hovedet.

"Åh, Marie, gæt hvad jeg skal have af nyt."

Marie lagde langsomt hovedet på skrå og famlede ved seglgarnet rundt om den ene rottehale. "Ja-e ... Begyndte hun. Ti-Fam kunne slet ikke vente på venindens svar.

"Når vi kommer ind til Port-au-Prince i morgen, vil mor købe en ny kjole til mig - en med ord på!"

Maries mørke øjne blev store.

Hun greb fat i Ti-Fam. !Med ord!" Sagde hun. "Du vil ikke kunne læse dem! Men der er sket noget, og jeg skal snart lære at læse."

"Er det sandt, Marie? Vil du lære mig det?"

"Ja, hver dag. Vi får også noget nyt. Det er ...."

"Lad mig gætte! - en ny voodoo amulet fra min far!"

Marie rystede på hovedet.

"Men min far laver amuletter til alle her i Berly. Han laver de bedste amuletter i hele landet."

"Amuletter .... Duer ikke", holdt Marie på. "Og vi vil aldrig mere købe nogen amuletter af din far."

Ti-Fams mund stod på vid gab. Hun greb fat om sin hvidløgsamulet, som hang om hendes hals. "Ikke købe flere voodoo amuletter", gispede hun. "Måske vil jeres hus brænde ned! Måske vil du blive syg! Kære Marie, er du ikke bange?"

"Nej -" Marie stod fast. "Vi er kristne nu. Vi tror Jesus vil passe på os."

"Jesus! Har Han mere magt end min fars voodoo amuletter?"

"Han er Guds Søn. Viktor fortalte os alt om Ham."

"Viktor! Han er nabo til min søster Rosa. Hun har fortalt mig om ham. Han fortæller noget til hendes mand om en Gud, der hedder Jesus og som elsker os, men min fat siger, at det, Viktor fortæller, ikke er sandt."

"Det er sandt," sagde Marie.

"Nej"! Ti-Fam greb sin venindes hånd. "Viltor slår ikke på trommerne mere til voodooceremonierne. Nu besøger han amerikanerne på missionsstationen." Ti-Fam løftede hænderne i vejret. "Han går alle vegne med sine løgne."

"Viktor fortæller alle om Jesus."

¨"Tro ham ikke; han lyver."

"Nej, han gør ikke. Viktor taler sandhed," sagde Marie roligt.

"Han lyver, lyver, lyver!!!" Skreg Ti-Fam.

"Ti-Fam", forklarede Marie, "Viktors ord kommer fra Guds ord, bibelen. Det er sandt. Jeg skal snart begynde at lære at læse den, og jeg vil lære dig det. Efter markedet vil vi købe en bibel på missionsstationen."

"Nej, Marie! Gør det ikke. Gå ikke til missionsstationen. De fremmede vil gøre dig fortræd. Du vil komme til at behøve min far, og han vil ikke komme, hvis du gør det!" Ti-Fam korsede sig.

Marie rystede på hovedet. "Jesus er stærkere."

Ti-Fam måbede.

"Missionærerne kom fra Amerika for at fortælle os om den sande Gud. Viktor siger, at missionærerne er venlige og gode og hjælper syge mennesker til at blive bedre."

"At få syge folk raske, er min fars arbejde," holdt Ti-Fam på. "Og han er den bedste medicinmand her i bjergene. De har ikke noget at gøre med min fars arbejde." Ti-Fam samlede sin bananblade og kniven op.

"Jeg er ked af, at du ikke vil tro på, hvad jeg siger," sagde Marie, idet hun langsomt begyndte at gå op ad bjergstien, der førte til hendes hjem.

Ti-Fam kunne ikke glemme Maries ord. De tumlede rundt i hendes tanker. Marie skalle lære at læse .... Og de ting, hun havde sagt om Jesus .... En Gud, der elsker. Ånderne elskede ikke nogen, ikke en gang hendes far, medicinmanden. Hvad mon hendes far ville gøre, når han hørte, at Marie og hendes familie havde vendt sig til evangeliet og ikke mere ville købe hans amuletter?

Ti-Fam besluttede, at lige meget hvor mange, der holdt op med at købe hendes fars amuletter, så ville hun aldrig ophøre med at følge sin fars voodoo veje. Hun elskede sin far. Han var høj og stærk og legede med hende. Kun når han var vred, var hun bange for ham. Nu ville han blive meget vred.

Ti-Fam gik hurtigt hen mod haven med sine bananblade. Hun gik forbi gudernes hellige tempel, hvor hendes far lavede voodoo amuletterne. Det rislede koldt ned ad ryggen på hende, som det altid gjorde, når hun nærmede sig dette sted. Hun havde aldrig fået lov til at komme derind. Hun mindedes de sten og torne og firben, hun fandt til sin far, og som han brugte til amuletterne. Men nu ville han måske bruge noget andet .... Sidste markedsdag havde hun fundet en lillebitte lås med nøgle til! Med den kunne han fange den ånd, som var skyld i al denne uro.

Ti-Fam korsede sig og skyndte sig hen til familieamuletten i gården. Den revnede flaske, der var fyldt med sæbeskum, var fuld af kraft, - det var hun sikker på, og kornneget tjente som mad for deres beskyttelsesånd. Amuletten ville holde de onde ånder borte fra deres hus, og den nye amulet, hendes far ville lave, ville bevirke, at Viktor ikke kunne omvende flere familier i Berly.

En sagte stemme forskrækkede Ti-Fam. Hun så op i sin fars, medicinmandens, ansigt.

"Lille Ti-Fam, jeg så dig sammen med Marie. Svar mig ærligt. Hvorfor har de ikke købt en ny amulet af mig?"

Ti-Fam øjne fyldtes af frygt. Hendes stemme skælvede. "M-M-Marie sagde, at de var blevet kristne og i-i-ikke behøvede dine amuletter mere."

Orestils øjne lynede. "Det er den Viktor igen. Det er Viktors skyld! Ti-Fam så, at hendes far tog sin stok og ridsede noget på jorden. Han mumlede sagte og krøb ind i gudetemplet.

Ti-Fam løb hen til sin mor, som træt stod ved siden af kurvene i den lille have. "Mor! Mor! Maries familie vil aldrig mere købe nogen voodoo amuletter! De er kristne, siger Marie." Ti-Fam trak vejret dybt. "Og nu er far gået ind i templet!! Hør -- "

Ud fra hytten lød der en dæmpet mumlen, da medicinmanden talte ind i glasflaskerne, som han troede indeholdt de onde ånder.

"Jh, mor, tror du, at far vil blive så vred på Marie, at han vil forbyde mig at lege med hende?" Ti-Fams stemme sank til en hvisken. "Marie sagde, at hun skulle lære at læse, og at hun også ville lære mig det."

"Hvis Marie og hendes familie er blevet kristne, må du virkelig ikke lege med hende mere, og desuden, hvorfor skulle du lære at læse?" Fru Orestil satte hånden på hoften. "Vil det måske holde ormene væk fra de søde kartofler?"

"Mor," gispede Ti-Fam, "er kartoflerne dårlige?"

"D er frygtelige! Men vi vil vaske dem godt og vende de værste sider nedad i kurvene. Men selv da, du lille, ved jeg ikke, om vi kan få så mange penge for dem, at vi får nok til sukker, bønner, en ny lampe og en kjole med ord på til dig."

Ti-Fam bed sig i læben for at holde tårerne tilbage. Hun så på de uregelmæssige ranker. Hvorfor var de søde kartofler ikke gode? Hendes far kunne få alting til at ske. Han havde knaldet med pisken over jorden. Det kunne ikke være hans fejl.

"Nej," sagde hun højt. "Det er ikke fars fejl. Det er - den Viktor. Han er kommet til Berly med al den snak om en anden Gud, og ånderne er vrede på os alle."

Ti-Fam troede på sin fars voodoo amuletter, fordi hun havde lært det. Du tror måske ikke, at en voodoo amulet kunne beskytte dig mod ulykker og sygdom, men mon du aldrig har haft en lykkeskilling? Nogle drenge og piger, og også voksne, bærer sådan en eller en medalje, fordi de tror, at den vil beskytte dem eller værne dem mod at tabe noget.

En lykkeskilling har ingen magt til at hjælpe, og kun Jesus kan frelse et menneske. Nogle drenge og piger ville svare sådan, hvis de blev spurgt, om de er på vej til himlen sammen med Jesus: "Ork ja, jeg går i kirke hver søndag" eller "min far og mor er kristne," eller "jeg beder hver dag." De ved ikke, at Jesus Kristus sagde: "Ingen kommer til Faderen uden ved mig." De tror, at de kan blive frelst ved disse andre ting, så de bekender ikke deres synder eller tror på Jesus Kristus som deres personlige frelser. Er der nogle af jer drenge og piger, der har taget fejl på den måde? Tror du, at du er frelst, fordi du går i kirke eller i bibelklub eller fordi, dine forældre er kristne? Hvis du gør det, så lyt til, hvad bibelen har at sige;