Susies tilhører Gud!

 

"Sygeplejerske ... sygeplejerske ... skynd dig."

"Ja, Susie, hvad er der? Du forstyrrer alle de andre patienter."

"Åh, det er jeg ked af, men jeg hørte uret på kirketårnet slå. Klokken er 9.

Skynd dig, sygeplejerske, skynd dig, at gøre mig istand."

"Gøre dig istand? Hvad mener du?"

"Jamen, husker De da ikke? klokken er 9, og lægen sagde, at jeg kunne komme hjem i dag kl. 9."

"Jo, det er rigtigt, Susie. Det er i dag, du skal hjem."

Ja, Klokken er 9, og nu skal Susie rejse hjem fra hospitalet.

Joe og Prince vil vente på hende i Big River for at køre hende de sidste 200 km på hundeslæden tilbage til skovhuggernes lejr, hvor Susie bor sammen med sin Far og Mor.

Stationsforstanderen gav afgangssignalet, og med et pift i fløjten. Toget kom med nogle store udstødninger af damp og satte sig i bevægelse.

Susie lænede sig tilbage på det store sæde for at den lange rejse kunne blive så behagelig som muligt. Susie sad tavst i nogle minutter og glædede sig over at hun nu var på vej hjemad, hjem til mor og far og alle vennerne i skovhuggerlejren. Med et fik Susie øje på en venlige dame ikke langt fra hende.

"Goddag," sagde hun og nikkede til damen.

"Goddag, min lille pige," svarede damen! Hvad hedder du?"

"Susie."

"Nå, du hedder Susie. Er det ikke et dejligt tog, vi kører i, - synes du ikke?"

"Jo, det er dejligt," sagde Susie. Så tilføjde hun med et skælmsk smil: "Det er i hvert fald bedre end det tog, jeg kom med til Prince Albert."

"Jamen, der er da ikke noget andet tog, der går til Prince Albert."

Susie morede sig over damens forundring. Men så forklarede hun: "Jamen, jeg kom i en lukket godsvogn trukket af et stort lokomotiv."

"Nå," udbrød damen. "Jeg syntes jo nok, jeg havde hørt dit navn før. Så er du altså den lille pige, som kom på hundeslæden gennem snestormen. Jeg så dit billede og hele beretningen i avisen for nogle uger siden."

"Ja," sagde Susie, "men avisen fortalte det ikke rigtigt."

"Gjorde den ikke?"

"Nej, for det var Gud, der gjorde det."

Damen var lidt i vildrede. "Var det Gud, der gjorde det?" spurgte hun forundret.

"Ja," svarede Susie, "og han vil også gøre det igen."

"Gøre der igen? Jamen, hvad mener du, min ven?"

Susie var nu blevet ivrig og fægtede med armene, mens hun fortalte.

"Joe kommer og tager imod mig på jernbanestationen i Big River, og Joe og Prince vil køre mig på hundeslæden tilbage til mit hjem i skovhuggernes lejr."

"Jamen, Susie!" sagde damen forskrækket, "du siger da ikke, at du skal ud på sådan en tur igen!"

"Jo," svarede hun roligt, "der er ikke nogen anden måde at komme hjem på."

"Jamen, er du da ikke bange?"

"Bange? For hvad?"

"For at der skal komme en snestorm igen og for at du atter skal fare vild, og for ulvene og for ..."

"Ok nej," afbrød Susie hende. "Jeg behøver ikke at være bange, for Gud vil være med os igen."

Damen stod af toget ved den næste station, og der kom en svagelig Herre og satte sig ved siden af Susie. I lang tid sad hun og så ud af vinduet. Pludselig lyste hendes øjne op, da hun fik øje på en dejlig Borg, der lå på toppen af et af de fjerne bjerge.

"Den tilhører min Far," sagde hun højt, idet hun tilsyneladende ikke lagde mærke til manden ved siden af.

Manden så hurtigt på hende og udbrød: "Er det sandt?"

"Ja," nikkede Susie.

Toget ilede igennem en lille landsby, der lå i dalen. Susie lagde mærke til de pæne små huse og den smukke, snorlige hovedgade, og igen sagde hun roligt: "Det tillhører min Far."

"Hvad er det, der tilhører din Far?" spurgte manden. "Den lille by. Så De den ikke?"

"Nåh," sagde manden, idet han løftede øjenbrynene.

Toget kørte igen videre, medens den snoede sig ind imellem bjergene. I lang tid sad Susie tavs. Så fik hun øje på et stort skilt ved jernbanelinien. Manden ved siden af læste også, hvad der stod på skiltet. Det var navnet på en guldmine.

"Den tilhører min Far," pralede Susie igen.

"Tilhører hele den guldmine din Far?"

"Ja," nikkede Susie.

Susie lænede sig tilbage på sædet og lagde armene over kors med en mine som en lille dronning på sin trone. Manden så mistænksomt på hende, men sagde intet. Pludselig drejede toget ind i en fredelig dal. Der lå sne i dalen, men på en bjergskråning i nærheden gik der en mængde dejlige røde og hvide køer.

"Nej, se der!" råbte Susie og pressede ansigtet mod ruden.

"Ja, er de ikke søde," sagde manden med en stemme, der syntes at sige: "Du vil vel ikke påstå, at de også tilhører din Far."

Susie smilede stolt, medens hendes øjne lyste, og atter sagde hun som noget ganske naturligt: "De tilhører min Far."

Manden blev overrasket. "Mener du, at alle de køer tilhører din Far?"

"Ja," nikkede Susie. "Men det er kun eet bjerg. De tilhører ham på andre 999 bjerge på samme måde."

"Nu spøger du."

"Nej, det gør jeg ikke. Det er sandt."

Manden fandt det vanskeligt at møde hendes ærlige øjne. Og da det var lige, som om hendes ansigt overbeviste ham om, at hun talte sandt, sagde han:"Sig mig, min lille pige. Du er blevet ved med at sige, at alting tilhører din Far. Borgen tilhører din Far, den lille by tilhører din Far, guldminen tilhører din Far og nu køerne. Din Far må være meget rig."

"Ja, det er han - han er virkelig meget rig."

"Men jeg har aldrig hørt om noget menneske, der var så rig, som du siger, at din Far er ... Sig mig, hvem er egentlig din Far?"

"Jo se, jeg er en Kristen, og Gud er min Far."

"Nå, og hvordan synes du om det?"

"Åh, jeg synes, det er vidunderligt."

"Nå, eh..." Manden var lidt i vildrede og forlegen. Susie sad tavs et øjeblik, så lagde hun hurtigt sin hånd på hans arm og spurgte indtrængende: "Sig mig, er Gud også din Far?"

"Ja, det antager jeg, min lille ven," svarede han med et påtaget tonefald af ligegyldighed. "Jeg antager, at Gud er alles Fader, ikke også?"

"Ih nej," udbrød hun. "Det vil sige, kun på den måde, at det er ham, der har skabt alle mennesker."

"Nå, ja," svarede han, "jeg tror på, at Gud er alles Fader og på broderskabet mellem alle mennesker på Jorden."

Susie rynkede alvorligt øjenbrynene. "Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt forstår, hvad alt det vil sige, men jeg ved, at vi ikke er Guds børn, før vi har antaget ham som vor frelser! og lukket Jesus ind i vort hjerte, så tager Gud vort eget sorte hjerte bort og giver os et hvidt hjerte, og så er vi Guds børn og så er Gud vor Far."

"Sig mig, hvor har du fået fat i den slags ideer?"

"Det er sandt," påstod Susie. "Det står altsammen i Bibelen! Her skal jeg vise dig det. Jeg læste dette på Hospitalet for nogle dage siden." Hun tog sin Bibel og slog hurtigt op på 1Joh 3,10 og sagde: "Her er det, læs det selv."

Han læste langsomt " "Derved bliver det åbenbart, hvem der er Guds børn, og hvem der er Djævelens børn: enhver, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, lige så lidt som den, der ikke elsker sin broder." Ja, det synes at bevise, hvad du siger," indrømmede han. "Det har jeg aldrig tænkt på før. Men" tilføjede han hurtigt, "det taler naturligvis om onde mennesker, og jeg er ikke så slem, så..."

"Jamen," afbrød Susie ham, "vor prædikant derhjemme i skovhuggernes lejr talte en dag om Nikodemus. Han var også en god mand, men Jesus sagde til ham: "Nikodemus, du må fødes påny."

"Var han en god mand?" spurgte manden Susie med. "Hvor står det i Bibelen?"

"Lad mig nu se ... det var lige i nærheden af mit yndlingsskriftsted, Joh 3,16 ..." Hun bladede tankefuldt i sin Bibel. "Jeg er sikker på, at jeg kan finde det ... Lad os nu se ... jo, her er det, lige i begyndelsen af kapitlet."

Manden læste igen højt:" "Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd ..." Han så op og udbrød: "Han må have været en god mand ... en Rådsherre iblandt Jøderne."

"Ja, det var han," nikkede Susie. "Læs bare videre."

"Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham."

Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: dig, den der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige."

Han læste hele kapitlet med stor interesse. Susie standsede ham en gang imellem for at tilføje nogle forklarende ord på sin egen måde.

Der var ingen, der syntes at lægge mærke til den alvorlige samtale mellem den lille pige og manden ved siden af hende. Der var ingen i den jernbanevogn, der vidste, at en sjæl var i færd med at blive født ind i Guds familie, medens to hoveder var bøjet i bøn.

Da toget standsede i Big River, gav Susies nye ven hende hånden og trykkede hendes hånd varmt: "Jeg skal aldrig glemme dig, Susie," sagde han med skælvende stemme. "Jeg var på vej hjem til mit barndomshjem for at dø, men i stedet for har jeg nu fundet livet ... det evige liv."

Susie smilede lykkeligt. "Og nu er Gud også din Far," sagde hun.

"Ja, Gud er min Far. Du havde ret, Susie. Alt det, som du sagde tilhørte din Far, er virkelig hans. Lad os nu se ... hvordan var det nu, at det Bibelvers lød?"

De holdt hinanden i hånden og gentog sammen: "For alt skovens vildt er mit, dyrene på de tusinder af bjerge."

"Det ene bjerg var det, vi så, og der foruden er der flere end 999 andre bjerge," lo Susie.

"Ja, du har ret, Susie."

Da Susie kom hen til jernbanevognens udgang, fik hun øje på Joe, som stod og strakte hals for at se efter hende.

"Goddag, Joe," råbte hun.

Joe banede sig vej gennem menneskemængden og tog hende op i sine store, stærke arme. Så stillede han hende ned på jorden og mønstrede hende nøje.

"Du ser vel nok sød ud," sagde Joe.

"Se, Joe, jeg har taget en avis med fra byen. Der er et billede af dig i den ... og ligeledes af Prince. Der står, at du er en helt."

"Åh, sludder og vrøvl ... jeg har ikke gjort andet, end hvad enhver anden ville have gjort."

"Jo, du har," sagde Susie med bestemthed.

"Hvad da, Susie?"

"Du stolede på Gud, og almindelige mennesker stoler ikke på Gud, således som du gør."

Men Joe tog ingen notits af hendes forsøg på at rose ham.

"Nå, Susie," sagde han, "vi har en lang rejse foran os, så lad os se at komme afsted."

"Jeg er rigtig nok glad for, at det ikke er snestorm denne gang."

"Ja," svarede Joe, "vejret er fint, og jeg tror, du vil nyde turen på hundeslæden denne gang."

Joe pakkede uldtæpperne og skindtæpperne om Susie, og hun lagde sig godt tilrette på slæden, således, at kun hendes store, brune øjne og den lille, røde næse stak frem oven for tæpperne.

"Op med dig, Prince ... og så afsted," råbte Joe. Og afsted gik det.

 

Ja, det er vidunderligt at tilhøre Jesus, synes du ikke?

Jeg er sikker på at du ligesom Susie vede, at Gud virkelig er din himmelske Far og at du er hans barn, fordi du har taget imod Jesus som din Frelser.