Araberne kommer!

 

Før jeg vandrede op til hulen, gik jeg ind i en forretning og købte noget for de 40 dollars, som min gode ven gav mig. Men jeg vidste ikke meget om mad planlægning for en huleboer. Jeg købte adskillige dåser mad og noget kød – tunge ting til en rygsæk. Efter omhyggeligt at have pakket min rygsæk med de indkøbte ting, tog jeg den op på mine skuldre. Jeg fandt snart stien og forlod byen.

Eftersom jeg huskede fra sidste år, at stien var stejl, gik jeg langsomt. Selv om det var i begyndelsen af januar, var ørken solen stærk, og inden længe stoppede jeg. Jeg satte rygsækken på jorden, tog min jakke af og pakkede den ned i tasken. Efter en kort pause tog jeg tasken på mine skuldre og forsatte turen. Jeg havde besluttet at lægge så megen afstand som muligt mellem folk og mig. Jeg ville gå til den tredje dal.

Jeg mindedes, da jeg prøvede at holde trit med Jim og Sunny. Det var barnemad sammenlignet med det her. Selv uden min jakke svedte jeg, som om jeg var i sauna. Min krop gjorde ondt, og jeg hev efter vejret. Vægten på mine skuldre stoppede for blodcirkulationen, og jeg begyndte at få hovedpine. Jeg følte mig som en lille myre, som bar på tunge sten. Sommetider gik jeg forkert og kunne gå i lang tid, før jeg opdagede min fejltagelse. Jeg havde kun foretaget denne tur en gang før og det var næsten et år siden.

Der gik en time, så to. Jeg begyndte at tænke på, om man kunne dø af træthed. Til slut stod jeg på toppen af det store bjerg. Da jeg kiggede ned, kunne jeg se Palm Springs til den ene side ca. 1.200 m under mig og den tredje dal 4-500 m under mig til den anden side. Mens jeg med øjnene undersøgte den tredje dal, fangede en stor, grå rullesten min opmærksomhed. Inde bag træerne så det ud, som om den stod helt alene bortset fra en lille rullesten bagved den. På den anden side af den lille rullesten hævede bjergene sig lodret op som en mur. Fra hvor jeg stod på stien, så det ud som om en lille å løb lige forbi denne massive sten. Jeg besluttede mig for at undersøge det. Med fornyet energi tog jeg lange, stødende skridt ned ad stien på vej mod dalen.

Da jeg nåede til dalens bund, kunne jeg til venstre se toppen af den store rullesten, og jeg gik imod den i cirka ti minutter. Jeg klatrede over en stor stamme imellem nogle klippestykker, og der stod den et par meter foran mig. Synet af den overvældede mig! Ved bunden af rullestenen, åbnede en hule sig som en spejlvendt skål. Indgangen var en lav bue ca. 9 m bred, og det indre af hulen var badet i solens stråler. Bækken rislede ned over slugten langs hulens højre side, flød op over en stor, glat rullesten og endte i en smaragdgrøn dam omkring 9 m bred og 3 m dyb. Morbærfigen træer og små laurbær træer groede overalt. Til venstre lå der et frodigt område, som endte i et buskads. Jeg nærmede mig langsomt hulen, og mine øjne blev overvældet af stedets skønhed.

Jeg gik forsigtigt ind i hulen, efter at have sat min rygsæk på jorden. Jeg kunne ikke se noget tegn på, at der boede nogen her, men jeg kunne se på det røgfarvede loft, at der havde været nogen før mig. Der lå en sten skubbet op mod væggen, som gjorde det ud for en lav hylde, og på denne hylde lå der en sort bog dækket af støv. Jeg tog den op og pustede støvet væk. Bibelen, stod der på omslaget. Jeg lagde den fra mig uden at åbne den. „En eller anden har søgt efter Gud," sagde jeg til mig selv. „De har nok ikke fundet ham i denne Bibel, ellers ville de ikke have efterladt den her."

Til venstre, bagved en sten, fandt jeg endnu en åbning – en lav en. Jeg lagde mig på knæ og kravlede igennem, og et øjeblik efter stod jeg i et lavloftet rum. En smule lys kom ind fra indgangen,

men der var noget hyggelig ved stedet, som en bjørnehule. „Hvilket godt sted at sove!" tænkte jeg.

Jeg kunne næsten ikke vente med at pakke ud. Jeg ønskede at gøre krav på dette lille paradis med det samme!

Jeg gik tilbage til indgangen, tog min rygsæk op og anbragte den i det første rum. Jeg tog mine dåser op og lagde dem på en klippe-hylde. For enden af hylden lagde jeg et håndklæde pænt sammenfoldet og et stykke sæbe. Så tog jeg min sovepose og mit tøj og kravlede ind i „soveværelset". Efter at have foldet mit tøj, lagde jeg det i en stak ved væggen og rullede soveposen ud på gulvet. Efter klargøringen af mit soveværelse og mit køkken fiskede jeg min hængekøje frem fra rygsækken og bandt den mellem to morbærfigentræer bagved dammen.

Skyggerne krøb allerede frem gennem dalsænkningen mellem de høje klippesider. Tanken om at være alene på dette isolerede sted om natten gjorde mig lidt nervøs. Hvad nu hvis pumaer og prærieulve kom til dammen om natten for at drikke! Jeg måtte hellere lave et bål. Vilde dyr var bange for ild - det troede jeg i det mindste. Jeg fandt flere glatte sten og lagde dem i en cirkel i midten af hulen. Bagefter gik jeg ud for at lede efter grene. Jeg standsede ikke, før jeg havde båret adskillige favnfulde ind og lagt dem i en stak ved ildstedet. Så trådte jeg et skridt tilbage og betragtede mit nye hjem. „Nu er jeg klar!" sagde jeg. Hulen så lige så ryddelig ud, som mit værelse gjorde på militærakademiet, når jeg ventede på inspektionen!

I ugerne der gik, havde jeg mere travlt, end jeg troede var muligt. Madlavning og rengøring tog en stor del af morgenen. En gammel mand i Palm Springs viste mig, hvordan jeg kunne lave en ovn af en stor gryde med låg. Jeg startede hver dag med at lave bananbrød til morgenmad. Der var opvask, og der var mad, der skulle skjules for de små dyr. Jeg lavede en grydesvamp af en græstot, som voksede ved vandløbet. Den virkede lige så godt, som den man købte i en forretning. Jeg gjorde også dammen ved min hule en halv meter dybere ved at opdæmme stedet, hvor vandet løb ud. Hver dag var der noget nyt at lave.

Jeg byggede en stol af tømmer og sten komplet med armlæn og ryglæn og dækkede den med tæpper. Jeg kunne slappe af i timevis ad gangen.

Om sommeren tog jeg mit tøj af og gik nøgen rundt. I begyndelsen var mine fødder ømme, og de spidse sten på gulvet i min hule gjorde ondt at gå på, så jeg gravede dem op. Så bar jeg spandevis af sand fra dammens bred og lavede et glat gulv, som føltes behageligt at gå på.

En af de ting, som jeg lavede, var en dyre fælde. Jeg fangede et egern, som jeg kogte og spiste, og jeg lavede en pose af skindet. Jeg dræbte også en stor klapperslange, som jeg også prøvede at spise. Det var mest ben, så jeg spiste kun en lille smule, men jeg lavede et hylster til min kniv af dens skind.

Jeg havde kun få måder at skaffe penge til at købe det, jeg skulle bruge, men et projekt, som skaffede mig lidt penge, var at lave piber, som jeg solgte til en butik, der solgte psykedeliske artikler i Palm Springs. Disse butikker handlede med marihuana piber og andet tilbehør, der bruges af misbrugere.

1 begyndelsen måtte jeg tage ind til byen for at gøre mine indkøb to gange i ugen, men mine indkøbsvaner ændrede sig, da jeg blev mere sofistikeret med min nye livsstil og jeg kunne klare det med kun en gang om ugen. Jeg lærte at købe tørret mad såsom ris, spaghetti, bønner og mel.

At koge ris og spaghetti gav mig ingen vanskeligheder. De var altid bløde efter at have kogt i femten eller tyve minutter. Men sikke et besvær jeg havde med tørrede bønner! Første gang, prøvede jeg at koge dem i femten minutter, men de var stadigvæk ligeså hårde som sten. Jeg spiste dem alligevel, men jeg blev syg. Næste gang fordoblede jeg kogetiden til tredive minutter, men det hjalp ikke til det bedre. Da de stadigvæk var hårde efter en times kogning, undrede jeg mig over, om der var noget galt med bønnerne. Da jeg fortalte en ven om mit problem, grinede han og sagde, „Du skal koge bønnerne hele dagen, når du befinder dig i en sådan højde."

Det at blive høj og finde nye måder at blive høj på havde næsten været den eneste grund til min eksistens, men nu begyndte min søgen efter Gud. En dag læste jeg en bog om de amerikanske indianeres søgen efter Gud ved hjælp af planter, der gav hallucinationer, og jeg kunne næsten ikke vente med at prøve dem selv. En plante som var nævnt i bogen, hed „jimson-weed", og den voksede kun et par meter fra min hule. Jeg plukkede nogle blade, tørrede dem og rullede dem til en cigaret. Men det kom der ikke noget godt ud af. Det eneste, jeg fik ud af mine anstrengelser efter at have røget cigaretten, var tørhed i munden. Næste dag lavede jeg noget te af bladene, men igen blev jeg lidt dehydreret, og det var alt.

En dag, da jeg tog ind til byen for at købe ind, løb jeg ind i en hippieven, Brad. Efter at have småsnakket, trak jeg et blad op af min lomme og viste ham det. „Ved du, hvad det er?", spurgte jeg.

Han rakte ud efter det, smuldrede det mellem fingrene og lugtede til det. „Selvfølgelig!" sagde han. „Det er `jimson-weed'. Indianerne bliver høje af det – det er en del af deres religion eller sådan noget. Det er noget stærkt stof."

„Nej, det er ej," svarede jeg. „Jeg har prøvet det. Jeg har røget bladene, og jeg har lavet te, men der skete ingenting. Det virker ikke."

Brad grinede. „Du ved ikke, hvordan det skal gøres, mand. Jeg kommer op en dag og viser dig, hvordan det skal gøres". Han havde været oppe ved hulen i weekenden et par gange, så han vidste, hvor jeg boede.

Et par dage senere dukkede Brad op ved hulen sammen med sin bror Steve og en anden, som var løbet hjemmefra, Mark. „Er du klar til et trip?" spurgte han, efter at have introduceret sine venner.

„Når som helst du er," sagde jeg. Han havde medbragt en forsyning af planten og han viste mig, hvordan jeg skulle lave en stærk te af rødderne. Han hældte en kop op til hver af os, men Steve sagde nej.

„Jeg må hellere se på," sagde han.

Vi sad alle på gulvet i hulen og begyndte at drikke.

„Bvadr! Jeg har aldrig smagt noget så bittert!" sagde jeg. „Godt! Det her vil give os et fantastisk trip!"

Vi ventede nogen tid, men der skete ingenting. „Kan du se hvad jeg sagde! Jeg fortalte dig, at det ikke virker!"

„Den skal nok virke, bare giv det tid!" forsikrede Brad mig.

„Lad os solbade ved dammen," foreslog jeg. De kunne alle lide ideen, og snart lå vi alle strakt ud i solen. Men et par minutter senere, begyndte jeg at føle mig mærkeligt tilpas. „Jeg går i seng," sagde jeg. Jeg opdagede, at mine snørebånd var gået op og prøvede at snøre dem, men jeg kunne ikke få mine fingre til det. Jeg gav op og snublede ind i hulen, kastede op og faldt om på gulvet.

Da jeg vågnede, var der mørkt udenfor. Jeg tændte et stearinlys. Først lagde jeg mærke til en cola automat i min hule. „Godt!" tænkte jeg. „Min mund føles så tør, og jeg trænger virkelig til en drink." Men jeg blev forstyrret af en stemme.

„Hvor skal du hen, Doug? Kom her, kom så her!" Jeg vendte mig og så min bedstemor stå ved en grå varevogn. „Gå ind i varevognen! Gå så ind i varevognen!" beordrede hun med skinger stemme. Jeg prøvede at åbne varevognen, men den blev forvandlet til en klippe. Det næste jeg kan huske er, at jeg befandt mig på bjerg-skråningen omringet af pygmæer, som jagtede mig med bue og pil. Jeg løb op ad bakken, så hurtigt jeg kunne.

„Hjælp! Hjælp!" råbte jeg, mens jeg kæmpede for at nå tilbage til mine venner i hulen. „Hjælp mig! De prøver at dræbe mig!" Da jeg endelig nåede frem til hulen, fandt jeg mine venner døde, flydende rundt i dammen. (Faktisk, så var de i Palm Springs flere kilo-meter væk).

Solen var gået ned, men månen var oppe, og jeg kunne se sammenkrøbne skygger, klar til at springe på mig. Jeg skreg og sparkede ud efter dem og begyndte at løbe ned ad bjerget. (De krybende figurer var faktisk kaktuser. Du kan gætte, hvordan jeg fandt ud af det)! Men i stedet for at holde mig på stien, skød jeg genvej til Palm Springs. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg ikke slog mig selv ihjel, kun det at Gud må have holdt sin hånd over mig også på det tidspunkt. Min nedstigning fra bjerget var så stejl, og jeg havde så meget adrenalin pumpende i mine blodårer, at jeg tog store spring. Hvert skridt jeg tog føltes meterlangt, selvom jeg den dag i dag ikke er helt sikker på at det var virkeligt.

Jeg kiggede over min skulder og så store kampvogne køre ned ad bjergsiden imod mig. Arabere kom løbende bagefter med rifler i hænderne. Det hele føltes så virkeligt. Jeg havde aldrig følt så meget frygt i hele mit liv.

Klokken var omkring to om morgenen, da jeg endelig nåede plant niveau i nærheden af Palm Springs. I det fjerne kunne jeg se lyset fra en bar, og jeg løb hen imod det. Den var lukket, men jeg kunne høre stemmer indefra. „Lad mig komme ind, lad mig nu komme ind!" råbte jeg samtidig med at jeg bankede på døren med min knytnæve. „De er efter mig! De vil slå mig ihjel!"

Døren åbnede sig, og to sorte mænd med store øjne trak mig inde og låste døren. „Jeg kan ikke se nogen," sagde den ene af dem. „Hvem vil slå dig ihjel?"

„Hvor er telefonen? Jeg skal ringe til politiet!" gispede jeg og ignorerede mandens spørgsmål. De pegede begge på en mønttelefon ved den ene ende af baren. Jeg trykkede alarmnumret, og en stemme svarede med det samme.

„Mit navn er Doug Batchelor!" råbte jeg ind i telefonen. „Jeg bor i en hule oppe i bjergene, og araberne er efter mig. De har allerede dræbt mine venner!"

Stemmen i den anden ende var stille i et sekund. „Hvor er du?" spurgte han.

„Jeg er i en bar. Et øjeblik! Jeg skal lige finde ud af det," sagde jeg. Jeg vendte mig mod de to mænd, som stod ved siden af og så bekymrede til. „Hvor er vi?" spurgte jeg. De gentog hurtigt adressen i munden på hinanden, og jeg sagde det videre til manden i den anden ende.

„Vi kommer med det samme!" sagde han.

To minutter efter standsede en politibil foran baren med hvinende bremser, og to politimænd sprang ud og skyndte sig hurtigt ind. Jeg mødte dem med vilde øjne. Den ene lugtede til min ånde og lyste mig i mine øjne. „Ingen marihuana, ingen alkohol," sagde han videre til den anden politimand. „Kom med på politistationen," sagde han og åbnede døren for mig. Han satte sig på bagsædet, og den anden politimand satte sig ved rattet.

Da vi nåede til politistationen, førte de mig ind ad en sidedør. Endnu en gang tjekkede de for spor af stoffer og kropsvisiterede mig, men de fandt intet, som indikerede, at jeg tog stoffer. Undtagen det, at jeg var meget bange, så jeg ud til at være normal. De talte lavt sammen, men da jeg havde skarpe ører af at leve i bjergene, så kunne jeg høre hvert et ord.

„Hvad siger du?" sagde den ene med bekymret stemme. „Tror du, at det her har noget at gøre med olieforbuddet?"

„Det er muligt," svarede den anden politibetjent. Overbetjenten åbnede en anden dør og rådførte sig med en tredje betjent. „Det her er strengt fortroligt!" sagde han med lav stemme. „Du må hellere komme og skrive det her ned." Betjenten kom og satte noget papir i skrivemaskinen. Den stod ikke stille, mens vi snakkede. Han kunne skrive hurtigere end nogen, jeg havde set før. Han havde ikke besvær med at følge med min fortælling. „Nu skal du fortælle os præcist, hvad der skete."

Jeg besluttede mig til at udelade den del om pygmæerne, der løb efter mig med bue og pil. På en eller anden måde så passede det ikke ind mere. „Jeg var i min hule," begyndte jeg med. „Jeg hørte skud. Jeg gik udenfor, og jeg så en hel flok, der løb efter mig."

„Kunne du se, hvordan de så ud?" spurgte overbetjenten.

„Ikke så godt!"

„Sagde du, at de var arabere? Hvordan så de ud? Hvordan kunne du se, at de var arabere?" spurgte han.

„Månen skinnede, og jeg kunne se deres hovedbeklædning og deres kjortler. Det var helt sikkert arabere."

Den anden betjent brød ind og begyndt at snakke hurtigt med lav stemme, men igen kunne jeg høre ham tydeligt. „Araberne er godt nok sure over olieforbuddet. De planlægger nok at angribe Palm Springs!" Alle tre mænd så bekymrede ud. Præsidenten havde en bolig der, og mange velhavende og kendte folk boede i Palm Springs, så de tog hvert ord meget alvorligt.

„Du sagde at de dræbte dine venner. Skød de mod dig?" spurgte han.

„Åh, ja. Der var folk over alt. De skød efter mig, og jeg løb i fuld fart ned ad bjerget." Jeg viste dem mine støvler revet af kaktuserne.

„Så blev de store rullesten forvandlet til kampvogne og kom rumlende ned ad bjergene mod Palm Springs."

Maskinskrivningen stoppede langsomt, og mændene kiggede flovt på hinanden. Til slut sagde den ene af dem. „Du må være på noget - vi er ikke helt sikker på hvad, men du er under den myndige alder, og vi vil beholde dig i nogle dage." Med disse ord tog han telefonen, ringede til ungdomsforsorgen og bad nogen om at hente mig.