Far aflyste alle sine forretningsmøder, så at han kunne flyve med mig til Genova, Italien, hvor skoleskibet havde lagt til i havnen. Vi nød virkelig at være sammen på den flyvetur, og jeg vidste, at han holdt af mig. Han klappede mig endda på ryggen, mens vi sammen gik ombord på skibet. Efter at have hjulpet med at indregistrere mig og bære mine ejendele om bord, trykkede han min hånd, og vi sagde farvel.

„Held og lykke min søn. Arbejd hårdt. Vi ses til jul."

„OK, far," sagde jeg. Efter at han var gået, satte jeg mine ejendele væk og gik ud for at udforske skibet for mig selv.

Det tog ikke lang tid for mig at se, hvem skolens elever var. Mange var sønner af senatorer og politikere og var vilde ligesom mig uden nogen hæmninger og en trussel mod deres fædres rygte derhjemme. Andre var bare forsømte, sønner af velhavende familier, som ikke ville belemres med ungdommens problemer. De lagde simpelthen forældreansvaret over på skolen. Flere af drengene henvendte sig til mig i løbet af mine første dage. „Har du taget stoffer med?"

Hvad far fik fortalt om denne skole, var kun halvt sandt. Faktisk, så var vi på en måde fanger. Vi måtte ikke omgås piger, og naturligvis måtte vi ikke drikke, ryge eller tage stoffer. De tog vores pas, når vi gik i land. I et land som Italien ville de blot sætte dig i fængsel

og smide nøglen væk, hvis du blev taget uden pas; så vi gjorde ingenting, som kunne tiltrække opmærksomhed. Jeg dykkede aldrig, stod på vandski eller dyrkede anden sport, mens jeg var der.

Skolens natur videnskabs fag centrerede sig omkring evolutions-læren, og de som troede på skabelsen, blev gjort grundigt til grin. Film vist på klassen fremstillede Darwin som en helt.

„Der findes ingen Gud," fortalte læreren os. „I bliver nødt til at klare jer selv. Hvis 1 bliver nødt til at træde på andre for at nå jeres mål, så gør det. Hvis I ikke gør det, så vil en anden gøre det." Den kolde filosofi fik mig til at føle mig mere ensom og isoleret end nogensinde.

Jeg søgte stadigvæk efter Gud gennem østens religioner, som fx Shokti, og jeg ville ikke have nogen til at fortælle mig, hvad jeg skulle tro på, så jeg brugte mere og mere tid på at meditere på mit rum og spille på træ fløjte. Drengene drillede mig på grund af det, men jeg var ligeglad.

Alle eleverne kom fra velhavende hjem, men det ville du aldrig have gættet ud fra den mad, vi fik serveret. Dessert fik vi så sjældent, at Snickers chokolade bar blev betragtet som en delikatesse og blev en handelsvare, hvormed vi kunne købe ting fra hinanden. Vi skulle betale 2.500 italienske lire for en chokolade bar, hvilket var det dobbelte af, hvad den kostede derhjemme.

En dag kom en dreng, Eric, forbi min kahyt. „Det er for dårligt, at vi ikke har noget LSD, Doug," sagde han. „Jeg ville give hvad som helst for en enkelt `vinduesrude'."

„Beklager, jeg har ikke noget," fortalte jeg ham, men efter at han var gået, begyndte min lille hjerne at pønse på noget. LSD er kaldet for `vinduesrude' fordi den kommer i små klare firkanter på ca. 0,5 cm på hver side. Jeg tog en lille plastikbilledramme fra min pung og skar to små plastikfirkanter. Det færdige resultat lignede to skud LSD vinduesruder.

Næste gang jeg så Eric, sagde jeg: „Du vil ikke tro det her, men jeg faldt over et par skud vinduesruder."

Hans øjne lyste op. „Fedt!" sagde han entusiastisk. „Vil du sælge mig en? Hvor meget?"

„Hvad siger du til to chokolade barer for et skud," spurgte jeg ham.

„Det er en aftale," sagde han. „Jeg har dem lige her i mit skab." „Vent lige lidt, Eric. Jeg ved ikke om dette stof stadigvæk er

godt. Det har ligget i min pung i lang tid" (hvilket jo var sandt). „Det er bare i orden!" Han viftede min bemærkning til side. „Jeg tager chancen." Vi byttede og jeg vendte mig for at gå.

„For resten, du skal sluge det!" tilrådede jeg ham. „Denne type smelter ikke i munden." Grinende gik jeg hen mod mit værelse og satte mig på kanten af sengen. Jeg rev papiret af den første chokolade bar og bed et stort stykke af den. Jeg tyggede langsomt og smagte på den knasende klæbrige chokolade. „Uhmm, mand! Den her er væk længe før, han opdager, at han er ved at spise min pung," grinede jeg.

Selvom jeg havde narret ham, så begyndte min samvittighed at nage mig. „Nå pyt," rationaliserede jeg, „han ville have gjort det samme mod mig, hvis han havde fundet på ideen."

Jeg samlede mod næste morgen, da han stod foran min dør. „Nu får jeg ballade," tænkte jeg.

Han lukkede døren bag sig, men han så ikke vred ud. Faktisk så smilede han. „Du ved den vinduesrude, ikke?" sagde han glad. „I begyndelsen, så skete der ingenting, og så gik jeg lige i seng, men så vågnede jeg midt om natten og mand sikke et trip! Jeg havde hallucinationer hele natten!" Han rullede med øjnene og lænede sig tilbage op ad min dør.

Jeg må have tabt underkæben. „Der kan man bare se!" mumlede jeg. Senere, da jeg læste bibelverset „Gud giver hvert menneske en del tro," tænkte jeg på Eric. Han troede virkelig på det stykke plastic!

Jeg havde hørt, at der ikke findes ateister i skyttegravene. Jeg fandt selv ud af, at der heller ikke findes ateister i stormvejr på havet. En aften sejlede vi langs en lille klippe ved Sardiniens kyst, men inden for få timer forvandledes brisen til en hylende storm, og de hvide bølgetoppe blev til høje vandkaskader på 8-9 meter. Forstavnen rejste sig højt for at møde de høje bølger, for dernæst pludseligt at falde ned i bølgedalen, som fulgte efter. Dette skabte en voldsom gyngende bevægelse, som snart fik de unge sømænd til at hænge ud over rælingen, hvor de overgav deres aftensmad til havet. Mange nåede ikke hen til rælingen og dækket blev snart tilsølet, når de stakkels drenge stønnede og kastede op.

„Kom væk fra rælingen," brølede kaptajnen. ,,Hvis nogen falder overbord, vender vi ikke om efter ham. I vil dø af chok og kulde, før vi ville kunne finde jer i en sådan nat. Vi måtte bare sætte et mærke på kortet og vise jeres forældre, hvor I døde." Det var nok bluff, men vi kunne ikke være sikre.

Efterhånden som stormens styrke steg, væltede bølgerne ind over stævnen og smed tonsvis af vand på dækket, og når skibet rejste sig for at møde den næste bølge, løb vandet bag ud på agterdækket og ødelagte alt på sin vej. Snart lå redningsveste, kasser og andre løse ting spredt ud over dækket og blev kastet i havet, når vandet løb fra stævn til agter. Den oppustede redningsflåde, kun sikret med et tyndt reb, kastedes faretruende omkring og truede med at ende i de frådende bølger.

„Skynd jer, drenge," råbte kaptajnen til Ralph og mig, de to eneste som ikke var søsyge. „Fastgør redningsflåden inden næste bølge rammer os." Ralph, hvis stenrige far boede i Virginia, var en stor blond bondeknold - en rå individualist. Den næste bølge kom lige, da vi nåede flåden, og sendte os på hovedet ind i den. Vores ekstra vægt gjorde, at rebet knækkede og smed os ned på skibets dæk i en sø af vand: „Yee haw!" råbte bondeknolden, mens vi kastedes rundt, men jeg kunne se, at vi havde retning lige mod rælingen, og mit hjerte standsede næsten. Hvad hvis den ikke holdt? Den stoppede os så brat, at vi næsten fløj overbord, men vi greb fat i rælingen og klyngede os til den. På en eller anden måde lykkedes det os at sikre flåden og overleve krisen. Men før vi kunne nå at lykønske os selv, ramte en endnu større bølge skibet, og storsejlet flænsedes og efterlod os nu i endnu større afmagt. Hvis vi mistede styringen fortil, ville vi drive sidelæns og blive ramt på bredsiden af bølgerne.

Alle, syge eller ej, kom løbende, da de hørte flængen. Sejlet begyndte at flapre voldsomt i den hylende storm. Der var brug for mange hænder til at trække det ned, tage det af krogen og hejse det ekstra op, vi havde. Vi kæmpede med rebene, mens skibet svajede, og vandet trak i vores ben og prøvede at oversvømme os, men vi fik endelig taget sejlet ned og taget det af krogen. Jeg kunne se læber, der bevægede sig, og jeg vidste, at nogle af mine ateist venner bad. Vi havde endelig sat det ekstra sejl fast og var klar til at hejse det op i stormasten. Nogen måtte ride på sadelen eller ringen til toppen af masten og fastgøre sejlet. Ellers ville ringen bore sig ind i masten og hindre sejlet i at bevæge sig frit.

„Vi har brug for en til at ride sadelen," råbte kaptajnen i vinden. „Er der en frivillig?" Han kiggede sig omkring med bedende øjne. Jeg var ikke bange for højder, og jeg vidste, at jeg om nogen kunne gøre det. Jeg var stadig ret stærk fra mine dage i militærskolen.

„Jeg vil gøre det!" sagde jeg frivilligt. Jeg kunne ikke modstå fristelsen for at vise mig frem. Jeg kravlede i sadelen, og mændene og drengene begyndte at trække i spillet. Snart var jeg hevet til tops. Da jeg var kommet to tredjedele op, gled skibet tolv meter frem, og ringen begyndte at slå mod masten, det gjorde det umuligt at hejse den endnu mere. Jeg trak af al min styrke, men jeg kunne ikke få ringen væk fra masten. Jeg kunne høre rebene strammes og slækkes, når de andre nedenunder stadig forsøgte at stramme, og jeg var bange for at rebene ville knække.

„Stop! Stop! Den sidder fast," råbte jeg. Jeg skreg igen og igen, men sejlet var så løst, at det blafrede voldsomt i vinden og lavede en larm, der lød som torden. Selvom de kun var 8-9 m under mig, var det umuligt for dem at høre mine råb.

I al den tid mens båden svajede faretruende fra side til side, svang den høje mast sig i store buer og rørte næsten de store bølger på den ene side, og smed mig ligesom en raket igennem luften, og dyppede mig næsten i bølgerne på den anden side. Jeg vidste, at hvis den bevægede sig mere, så ville jeg falde ned fra min post og drukne. Mit eneste håb var at hoppe fra sadelen til vantet, som strakte sig fra skibets side til udkigstønden. Hvis jeg havde været i toppen, så ville jeg bare være kravlet direkte fra masten og over i vantet, men da jeg kun var to tredjedele oppe, så var vantet flere meter ud fra masten. Mine arme rystede af anstrengelsen ved at prøve at trække ringen ud, og jeg vidste, at der næsten ingen kræfter var tilbage. Jeg vidste også, at hvis jeg sprang, mens skibet hældede ud over vandet, kunne jeg let misse vantet og falde i det kolde hav, og det ville være slut med mig.

„Gud! Vil du ikke nok redde mig?" råbte jeg. „Lad mig ikke dø!" Med et hurtigt blik ned, sprang jeg. Gud ske tak og lov for at timingen var perfekt. Jeg tog fat i vantet med mine hænder, stak mine ben ind i nettet og klyngede mig til livet. Efter at have hvilet mig et øjeblik, kravlede jeg ned.

På dette tidspunkt havde kaptajnen opdaget problemet og havde hejst sejlet lidt længere ned. Mine arme og ben rystede stadigvæk, mens jeg stod og kiggede.

„Vil du prøve igen?" spurgte kaptajnen.

„Nej tak!" sagde jeg. ,Jeg går ned i min kahyt." Da jeg forsigtig trådte over rodet, som spærrede gangen, kom jeg tilbage til mit lukaf. Jeg kunne høre drengene stønne og klage sig i deres kahytter. Stanken af diesel og opkast var ved at kvæle mig, da jeg nåede frem til min dør. Jeg lagde næppe mærke til det rod, som stormen havde forårsaget på mit værelse. Jeg faldt tungt ned på min køjeseng og holdt fast i sengekanten. „Jeg er heldig at være i live," tænkte jeg ved mig selv. Mens jeg lå der, funderede jeg over hvor mange bønner og løfter, der var steget op til Gud den nat. Jeg undrede mig også over om dem som bad, virkelig ville ændre deres liv, hvis vi overlevede stormen.

På en eller anden måde så klarede vi det. Da vi igen sejlede i smult vande, fortsatte livet som sædvanligt. Alle opførte sig som om ingenting var sket. Alle bønner og løfter var glemte. Den dag lærte jeg, hvorfor Gud ikke disciplinerer med frygt. Når faren er overstået, så vender folk bare tilbage til deres gamle levemåde.

Da jeg ankom efter skolestart, var vagtbemandingen allerede lavet, og mit navn figurerede ikke på fordelingslisten. Der var dog andre opgaver så som at skrubbe dækket, vaske op og andre opgaver, som jeg hadede. Til sidst gjorde jeg oprør og afslog at være med i programmet, gå til timer eller noget som helst af det arbejde, jeg blev sat til. Jeg sad kun på mit værelse og mediterede. Ingen længe kom kaptajnen og bankede på min dør.

„Den er åben," råbte jeg.

Han stormede ind og begyndte at rase. ,,Hvad er meningen med denne opførsel, Batchelor? Du følger ikke undervisningen. Du laver ikke dine lektier. Du laver intet af det, du bliver sat til. Ved du ikke, at du skal følge de samme regler som alle andre her?"

„Hvorfor?" spurgte jeg aggressivt. „Jeg hader det her sted. Jeg har ikke bedt om at komme her, og jeg vil ikke være slave for nogen som helst." Jeg følte mig ikke truet af hans vrede ord. Jeg havde en guldmedalje i brydning og var vant til at slås. Jeg havde aldrig tabt en kamp.

Da han så, at han ikke kunne skræmme mig, ændrede han taktik. „OK, Batchelor, hvis du ikke arbejder, så får du ikke mad!" tordnede han. Han drejede om på hælen og stormede ud. Jeg undrede mig over, hvad jeg skulle gøre, men jeg overtalte mine værelseskammerater til at smugle noget mad ned til mig, og jeg fortsatte min trods.

Moralen begyndte at falde blandt de andre studerende. „Hvorfor skal jeg stå vagt? Batchelor gør ikke!" „Hvorfor skal jeg skrubbe dækket? Batchelor gør det ikke!" Kaptajnen havde ikke noget svar. Da han ikke vidste, hvad han skulle gøre længere, kom han tilbage til mig igen.

„Batchelor, hvad skal jeg gøre, for at du opfører dig ordentligt? Du ødelægger denne skoles moral. Ulydighed spreder sig som epidemi." Hans øjne kiggede bønfaldende på mig.

„Jeg ved det ikke." Jeg var ligeglad. „Giv mig et tilbud!"

„Ved du hvad. Hvis du følger undervisningen og samarbejder i et par uger mere, vil jeg fortælle din far, at du har opført dig pænt, og vil lade dig tage hjem til jul."

Jeg tog en dyb indånding og tænkte over det et øjeblik. „Det er en aftale," sagde jeg samtykkende.

Han vidste, at hvis jeg nogensinde kom af det her skib, så ville jeg aldrig komme tilbage. Vi vidste det begge, men nævnte det ikke. Det første jeg gjorde på flyet hjem til jul var selvfølgelig at bestille en øl og en pakke cigaretter. Mens de andre elever kiggede med skræk, fortalte jeg dem, „I vil aldrig se mig igen," og det var sandt.

Far var glad over at se den falske rapport over min gode opførsel, og jeg kunne bare ikke ødelægge det ved at fortælle ham sandheden. Jeg nød i stedet for julens festligheder og prøvede at glemme alt om skolen. Men da det var tid til at tage tilbage, løb jeg hjemmefra igen.