Mor var spændt på Pinehinge. „Du vil elske det, Doug! Du kan vælge lige den klasse, du bedst kan lide, og der er intet krav til, hvordan du sammensætter dit skema. Du kan studere det, du vil, når du vil. Det kaldes en friskole."

Det lød godt. Faktisk var den mere fri, end nogen af os ville have troet. Lærerne var afslappede hippier, og der var kun tre regler på skolen, som alle ignorerede: „Ingen stoffer, ingen sex, ingen vold."

Sovesalene var fælles og også værelserne for dem, som ønskede det. Der var omkring fyrre studerende i alderen 8-18 år.

Du behøvede ikke stå op, hvis du ikke ville, du behøvede ikke gå til undervisning, hvis du ikke ville, og du behøvede ikke komme til måltiderne, hvis du ikke ville. Denne ekstra frihed viste sig at medføre lukning af skolen i sidste ende.

Vi blev fortalt, at vi kunne lære, hvad vi ville, og det gjorde vi også. Vi lærte, hvordan man sniffer lim, og hvordan man laver øl og LSD. På klassen røg vi cigaretter, hvis vi ville, enten tobak eller marihuana. Der mødte jeg en dreng fra Brooklyn, Jay, som lærte mig at begå tyveri.

Jay og jeg havde nogle ting til fælles. Hans mor var jøde ligesom min. Hans far havde haft mafia forbindelser, men var blevet myrdet. Selv om Jay var 15 år gammel og havde en høj intelligens, var det eneste ord, han kunne læse STOP på stopskiltene. Ud over det kunne han ikke læse. Han havde en frygtelig Brooklyn accent, som selv nogle new yorkere havde svært ved at forstå, og jeg tror endda, at han var vildere, mere skør og mere selvmorderisk end jeg. Nogle vinternætter tog han mig med ud til de tomme sommerhuse i Maine og viste mig, hvordan man bryder ind, og hvor man gemmer byttet.

Eftersom vi ikke behøvede gå til undervisning, medmindre vi ville, så gik jeg kun til ganske få timer. Jeg spildte bare min tid med mine venner og med at jagte pigerne. Jeg deltog i P.E. programmerne, især skiundervisningen. De fleste af os havde sæsonkort til Abrams bjerget, og skolen kørte os til skisportsstedet tre gange om ugen. Jeg blev en god skiløber det år. Min ven Jay og jeg plejede at ryge marihuana på vej op ad bjerget i skiliften, og derefter gøre skøre og udfordrende ting på vej ned ad pisten. Vi var ikke bange for at komme til skade eller slå os ihjel. Jeg udfordrede ham til at hoppe ned fra et højt sted, og han gjorde det! Han kunne finde et højere sted og udfordre mig til at hoppe ned. Det skete tit, at vi kom ud af kontrol og styrtede, men på en eller anden måde brækkede vi aldrig noget eller kom alvorligt til skade.

En dag så jeg en seddel på skolens opslagstavle:

SILVA TANKEKONTROL
Lær hvordan du kan vinde i lotteriet,
helbrede folk,
få ting til at ske
og få kontrol over dit liv.

Dette lød som en klasse, der var værd at gå til! Jeg besluttede at gå til timerne.

Kurset varede i omkring to uger. Læreren præsenterede et nyt koncept, og vi diskuterede det og stillede spørgsmål. Så blev vi delt op i små grupper for at øve os. „Underbevidstheden er stærkere end bevidstheden," forklarede vores lærer. Ved hjælp af selvhypnose fik vi lært at nå de dybere lag i vore sind. Det blev præsenteret som at arbejde med Gud – noget som Gud bifaldt – selvom det faktisk var lige det modsatte. „Jesus," forklarede vores lærer „havde fundet ud af, hvordan han kunne bruge tankens kraft, og det var derfor, han kunne helbrede folk. Gud findes inden i dig. Du er gud." Da vi ikke kendte Bibelen, vidste vi ikke, at vi samarbejdede med Satan. Vi havde aldrig hørt, at trolddom var forbudt i den Hellige Skrift, og at Satan forvandler sig til en lysets engel. Jeg havde læst Efeserne 6,12, så vi troede bare på, hvad vores lærer fortalte os. En overnaturlig kraft var med til vores eksperimenter, og vi kunne føle det.

Nogle elever pralede med deres nyligt fundne kraft. Nogle af os stod på gangen og diskuterede ophidset de „eksperimenter", vi havde lavet.

„Jeg tror det ikke!" sagde Laura hånligt. „Du tror, at noget sker, mens det bare er noget, der sker i dit hoved." Laura havde ikke taget kurset.

„Men noget sker der," sagde jeg tillidsfuldt. „Der er kraft i det, og jeg kan bevise det."

„Aha! Hvordan vil du gøre det?" spurgte Laura.

„Jeg vil helbrede nogen," sagde jeg. „Nej, jeg vil stille diagnosen, og så vil jeg helbrede dem. Du skal bare fortælle mig, hvem du vil have helbredt, og så vil jeg gøre det!" Jeg udfordrede hende.

„OK!" sagde hun, og kiggede mig direkte i øjnene. „Nævn tid og sted. Jeg skal nok være der."

Vi besluttede os for at mødes i salonen kl. 19 efter aftensmaden. Jeg satte nogle stole i et roligt hjørne, mens jeg ventede.

„Sid ned," sagde jeg indbydende, da hun kom. Vi sad ansigt til ansigt. „Hvad vil du have mig til at gøre?" spurgte jeg.

„Jeg vil gerne have, at du diagnosticerer en, der er syg, og fortæller mig, hvad der er galt med hende."

„Du bliver nødt til at give mig hendes navn og adresse," sagde jeg, og det gjorde hun. Det tog kun et par minutter for mig via selv-hypnose at komme i den tilstand, som kaldes alfa hjerne niveauet. Jeg så for mig et billede af en kvinde, og jeg begyndte at beskrive hende. „Jeg ser en kvinde, omkring 44 år gammel. Hun er mørkhåret og bærer briller. Hun middel af bygning."

„Åh nej, jeg kan ikke tro det. Det er min mor!" Laura tog sig til hovedet.

Jeg påbegyndte nu en rejse ned gennem hendes mors krop for at lokalisere problemet. Da jeg kom til hendes forplantningsorganer, kunne jeg se, at et eller andet var galt. „Din mor er steril," sagde jeg. „Hun kan ikke få børn."

Laura tabte underkæben: "Hvor ved du det fra? Hvordan kunne du vide det? Jeg har aldrig fortalt det til nogen, men jeg er adopteret, fordi min mor ikke kunne få børn! Kan du hjælpe hende?"

„Jeg skal prøve," sagde jeg. Jeg gik dybere ned i min underbevidsthed. Vi var blevet advaret mod at gå for dybt, for så ville vi miste kontrollen. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg gjorde det, men jeg udførte en eller anden form for psykisk operation. Jeg hørte aldrig resultatet. Hvis jeg havde vidst det, jeg ved nu, så ville jeg have været bange.

Evan Owens – en usædvanlig personlighed – og jeg blev gode venner. Han var kun tretten år, men han havde en intelligenskvotient på 165. Hans forældre sendte ham til Pinehinge i håb om, at han ville finde noget, som kunne udfordre hans intelligens, men han var ikke interesseret i noget som helst. Han nød at drikke og ryge marihuana sammen med os andre. Nogle af de dygtige drenge, som jeg kendte, var kedelige, men ikke Evan. Han var sådan et vittigt hoved, at vi grinede dagen lang. Han så endda komisk ud. Hans afrohår, der stod 30 cm ud fra hovedet, bidrog til hans sjove udseende. Det fik hans hoved til at ligne en stor bold af mælkebøttefnug. Når han stod op om morgenen, så han rigtig mærkelig ud, fordi hans hår var fladt på den side, han havde sovet.

„Lad os tage ind til byen og købe en karton øl," foreslog Evan en dag. „Det er for stille her."

„God ide," sagde jeg. Jeg havde et kørekort fra Florida, på hvilket jeg havde ændret min fødselsdato fra 1957 til 1952, hvilket gjorde mig gammel nok – i lovens forstand – til at købe alkohol.

Den gammeldags, lille by ved Waterford, Maine, med dens respektable kirkegængere så med afsky på eleverne fra Pinehinge og med god grund. Eleverne ikke bare så ud som noget taget ud fra et mareridt med deres gamle tøj og lange fedtede hår, men de fornærmede også beboerne med sjofle udtryk og dårligt sprog og blev anklaget for at prædike kommunisme og at sælge deres børn stoffer.

Da vi var ved at købe ind i forretningen, opdagede jeg en mand, der stirrede på os. Han var klædt i camouflagetøj og en jagthue. Jeg prøvede at ignorere den isnende kulde, som jeg følte, fordi jeg genkendte det sindssyge blik fra mine dage på gaderne i New York. Da han fulgte efter os ud af døren og satte sig ind i sin pickup, vidste jeg, at han ikke var ude på noget godt. Jeg stirrede på hans pickup og fik øje på et våbenstativ i bagruden med en riffel og et hagl-gevær. Evan så også skydevåbnene. Da vi var kommet 400 m hen ad vejen, startede manden motoren og begyndte langsomt at følge efter os.

Det var ikke svært at gætte, hvad han havde i tankerne. Han ville følge os til udkanten af byen, og når vi var kommet tilstrækkeligt langt ind i skoven, ville han gøre det af med de to hippier. Ingen ville bemærke noget, og selv om vi blev fundet, så var der ingen, der ville tage sig af det.

Evan og jeg skiftedes til at kigge bagud og prøve at tage det roligt. Pludselig gispede Evan: „Doug! Han har standset pickuppen og er ved at finde sine våben frem!"

„Lad os løbe!" sagde jeg. Vi forlod vejen og løb ind i skoven uden at lægge mærke til de små torne, der greb fat i os og rev os, eller grenene, der slog os i ansigtet. Med al den adrenalin pumpende rundt i kroppen, rørte vore fødder næsten ikke jorden. Efter kort tid var vi løbet fra ham, og da vi følte, at vi var langt nok væk, gemte vi os i buskene. Vi kunne høre vores hjerter slå, og det gjorde ondt i brystet, da vi tvang os selv til at trække vejret lydløst.

Vi hørte ham gå forbi ikke så langt væk. Snart stoppede han, og vi vidste, at han kun ventede på, at vi skulle komme ud. Så begyndte han at skyde i buskene for at prøve at få os ud. Lyden fra våbnet var så høj, at jeg kan huske, bladene faldt ned fra træerne bare på grund af lyden. En kugle fløj over vores hoveder og gik ind i et træ bagved os, så flere blade faldt på os. Efter et par minutter hørte vi hans skridt trække sig tilbage i det fjerne.

Vi lå på jorden i en evighed. Jeg hørte en papirspose rasle, og jeg kiggede på Evan helt overrasket. Han trak en karton øl op af posen, så lydløst han kunne.

„Hvad laver du?" spurgte jeg nervøst. Jeg troede, at med hans kreative geni så ville han måske skabe en afledningsmanøvre. I stedet for vred han en dåseøl ud af plastikkraven og åbnede den. Øllet sprøjtede op efter den rystetur, det havde fået, da vi løb. Evan satte dåsen til munden og tog en stor slurk.

„Hvis jeg skal dø, så vil jeg være fuld," hviskede han. Da han havde drukket sin anden øl, forsvandt hans hæmninger. Han satte sig op og begyndte at titte ud af busken.

„Han er væk!" hviskede han højt. Jeg rejste mig så stille som muligt, og vi begyndte at liste tilbage mod vejen, mens vi kiggede i alle retninger for at have et sted at skjule os, hvis vi skulle se vores overfaldsmand igen.

Omkring 150 m længere nede ad vejen, fik vi øje på ham. „Han sidder i sin pickup," hviskede jeg i panik. Han havde åbenbart besluttet at vente på os. Han havde formentlig regnet ud, at vi til sidst ville vende tilbage til vejen.

„Jeg kan høre en bil komme!" fortalte jeg forpustet Evan. Vi så den komme til syne. Vore hjerter sprang et slag over, da vi så Dottie, en af vore lærere fra Pinehinge, ved rattet; hun kørte nogle af de studerende tilbage til skolen. Vi for ud af skoven og stod midt på vejen, mens vi vinkede og skreg, „Stop! Stop!" Hun havde intet andet valg end at stoppe, ellers ville hun køre os over. Hun rullede vinduet ned.

„Jeg kan ikke tage jer tilbage til skolen. Min bil er fuld," sagde hun.

„Det skal du!" råbte jeg. „Kan du se den mand i den pickup længere ned ad gaden? Han har skudt mod os!" Han havde netop startet sin bil igen. Hun tænkte over situationen et øjeblik.

„Kom så ind, hurtigt!" sagde hun. Vi lagde os ind over alle de andre børn og lukkede døren efter os. Hun accelererede og kørte stærkt mod skolen. Lidt senere, da hun tjekkede bakspejlet, var han væk, og vi kunne begynde at trække vejret igen!

Eftersom nogle af os sjældent deltog i skolens måltider, måtte vi finde en anden løsning. Først angreb vi køkkenet og tog for os af retterne. Men så en dag sad der en hængelås på døren. Pyt med det. Vi fandt en hemmelig tunnel ned til kælderen, hvor maden var opbevaret, og derfra tog vi bare. De ændrede hele tiden låsene, men de fandt aldrig tunnelen. Vi stjal så meget mad, at skolen gik konkurs og til slut måtte dreje nøglen om.

Gjorde al den „frihed" mig lykkelig? Næppe. Jeg er sikker på, at det var et af de ynkeligste år i mit liv. Jeg kunne ikke se noget formål med livet. Jeg var lykkeligere på militærskolen med alle dens regler end i den frie skole uden love og regler.