Når som helst jeg havde problemer i skolen, ville mor prøve at redde mig ved at finde en anden skole, hvor jeg kunne gå. På ni år har jeg gået i 14 skoler. Hvis bare mine forældre kunne have set denne opførsel som et råb på kærlighed og opmærksomhed, så ville livet have set anderledes ud! Men de havde begge andre ting at tænke på end et barn. Jeg var fast besluttet på at skabe problemer og kom til den konklusion, at mit liv var ude af kontrol. Jo flere skoler jeg kom på, jo mindre lærte jeg. Jeg kunne se, at jeg havde brug for disciplin og struktur i mit liv.

En dag kom min mors veninde, Millie, på besøg. „I morgen skal jeg til New York for at besøge min søn på militærakademiet. Hvorfor tager du og drengene ikke med? Jeg vil gerne have selskab på rejsen, og jeg tror, at dine sønner vil synes om at se skolen, ville I ikke, drenge?" Hun stillede spørgsmålet direkte til Falcon og mig. „Sikkert," sagde vi nødtvungent.

Jeg kunne stadigvæk huske, da jeg gik på Black Fox Militærakademiet i Californien. Jeg var den yngste kadet på skolen, kun fem år gammel. Jeg havde imidlertid gode minder derfra, så jeg besluttede, at jeg lige så godt kunne se denne også.

„Det er den bedste militærskole i hele landet," pralede Millie, mens vi kørte. „Folk sender deres børn dertil fra hele verden. Den kaldes New York Militærakademi, men den er faktisk ligesom West Points grundskole."

I min vildeste fantasi kunne jeg ikke forestille mig en sådan skole. Kæmpe græsplæner strakte sig op til de farverige blomsterbede ved siden af stenbygninger dækket af vedbend. En stor fodboldbane komplet med tilskuerpladser lå i den ene ende af området, og skolen havde det største indendørs svømmebassin, jeg nogensinde havde set. Det mest spændende var den store gymnastiksal. Drenge brødes på madrasser i et område, og to hold spillede et livligt spil basketball i den anden ende. Jeg smugkiggede ved døren, som kunne åbnes ved hovedrummet, og jeg så drenge løft vægte, slå på boksebolde, spille bordtennis, og deltage i alle typer af sport, som jeg kun havde hørt om. Alt dette så ud til at være et fjernt råb fra de mur eller brunstens bygninger bagved de kædelåste hegn, som jeg gik på Manhattan. Vores skole var asfalteret eller beton belagt, men uden et eneste spor af græs. Jeg var imponeret over at se kadetternes skrappe og flotte uniformer på paradeområdet, hvor de indøvede i perfekt orden.

Jeg må have været ude af kontrol, men jeg var ikke dum. Jeg vidste, at hvad jeg så, var resultatet af disciplin, lydighed og struktur. Noget i mig råbte efter sådan en form for orden i mit liv.

„Mor jeg er nødt til gå på den skole," røg det ud af munden på mig, efter at vi kom hjem. „Jeg er altid i vanskeligheder i skolen, og jeg lærer ingenting. Det her er lige, hvad jeg har brug for."

„Jeg ved det ikke, Doug," sagde mor. „Det er dyrt, og jeg er ikke sikker på, at du vil falde til i et sådan striks program. Du skal tage imod ordrer dagen lang. Det er en militærskole." Jeg kunne ikke bebrejde hende, at hun var skeptisk. Jeg havde ikke gjort noget godt endnu. Hvorfor skulle det blive anderledes denne gang?

Mens vi sad omkring tv'et den aften og spiste is, mor og jeg røg marihuana, fyldte hændelserne fra militærakademiet mine tanker, og jeg bragte igen emnet om skolen på banen: „Mor, vil du ikke nok?" tiggede jeg, „spørg far om, hvad han synes. Det bliver måske min sidste chance for at gøre noget godt."

„Spørg for mig også," pippede Falcon midt i en reklame. „Hør om vi begge kan få lov."

Pludselig lyste mors ansigt op, og jeg vidste, at hun havde fået en ide. „Jeg ved det, lad os spørge Ouija brættet!" Selv om hun ikke rigtig havde nogen religiøs tro, så gik hun mere mod den okkulte retning. Mange af hendes venner indenfor show business var indenfor astrologi, håndtydning og seancer. Mor gik over til skabet og tog Ouija brættet frem, og vi varmede først op ved at stille nogle trivielle spørgsmål. Bagefter lagde vi alle tre vore fingerspidser på indikatoren, og mor spurgte: „Skal Doug på militærskole?" Vi kigge de, mens vi holdt vejret. Langsomt bevægede den sig og pegede på ordet JA. Det så ikke særlig overnaturligt ud for mig, for jeg gav den et lille skub.

Bagefter spurgte hun: „Skal Falcon gå på militærskole?" Den cirkulerede lidt omkring, og så bevægede den sig langsomt til ordet NEJ. Så skete der en overraskende ting. Den bevægede sig til bogstaverne på brættet og stavede til ordet VÅBEN. Vi så på hinanden.

„Nej til våben!" sagde vi en efter en. Jeg vidste, at ingen havde hjulpet denne gang, og jeg kunne ikke forstå, hvad jeg lige havde set. Det generede dog ikke mor. Hun bestemte sig den samme aften for at snakke med far. Til slut var han enig i at lade mig prøve det og sendte pengene til at finansiere det nye vovestykke.

Jeg flyttede ind på sovesalen lige efter nytår. Omhyggeligt lagde jeg mine ting i skuffer og hang mine skjorter og frakker i skabet. Jeg tænkte: „De vil blive imponeret, når de ser hvilket ordensmenneske jer er."

Jeg havde ingen ide om, hvor meget fejl jeg tog. Der var en fast plads til hver ting, og alt skulle være på dets plads. Der var regler om, hvor tøjet skulle hænges og i hvilken rækkefølge, og der var ligeledes regler om, hvor vores bøgers plads var. Der var også regler om hvor langt, bredt og tykt vort undertøj skulle sammenlægges og hvilken skuffe, det skulle lægges i!

De nye drenge blev en efter en altid ofre for drilleri. Vi blev altid standset i hallen af en med ordener. Vi blev beordret til at stå ret, suge kinderne ind på en sådan måde at begge endte sammen, og så skulle vi gentage denne sætning: „En ny dreng er jordens afskum, hr." Med hr. mellem hvert ord, skulle det lyde sådan her: „En hr., ny hr., dreng hr., er hr., jordens hr., afskum hr., hr." Det hele skulle så siges med en alvorlig mine. Hvis du ikke sagde det perfekt, skulle du gøre det igen. Dette skete ofte.

Vores dag begyndte tidligt. Reveillen lød over højttaleranlægget kl. 6.00 om morgenen, og vi kunne ikke tillade os at smøle. Navneopråbet foregik på paradepladsen kl. 6.30, og brusebad skulle tages før det. Om vinteren, hvis ens hår ikke var tørt, inden man gik ud på paradepladsen, frøs det til is på hovedet. Hvis du bare var kommet et sekund forsinket, så var du kommet for sent, og det skulle tages til efterretning.

Bagefter skulle vi skynde os at gøre rent på værelserne. Sommetider hvis en drengs værelse ikke bestod inspektionen, så var lagnerne taget væk fra sengen, hans værelse rodet sammen, og så skulle han starte forfra. Lagnerne skulle strækkes så meget, at en kvart dollar ville hoppe af dem. Dog var det at skulle gøre sit værelse om igen, ingen undskyldning for at man kom for sent. Vi marcherede til måltiderne og marcherede tilbage, almindeligvis i dobbelt tempo.

De tøvede aldrig med at bruge korporlig afstraffelse – men ikke udført af korporal! Den blev udført af en lærer, sædvanligvis en hårdhændet militærofficer. Jeg husker alt for godt første gang, en lærer gav mig ordrer om at bøje mig over mit bord. Han trak sit militærbælte, som var fyldt med metalnitter af, og slog min bagdel af alle kræfter. Mit bord og jeg fløj ind i to andre borde. Jeg udstødte et vræl, og hele rummet brød ud i latter. Jeg var kun 11 år gammel, men læreren fortsatte med at sige: „Du er en mand nu; du er en mand." Jeg lærte snart, at man ikke græder, og at man ikke ringer hjem for at klage, for hvis du gjorde det, så ville hele skolen grine.

De slog dig ikke altid med et bælte. Sommetider så rykkede de bare i håret eller slog dig i hovedet. Selv om disse drenge kom fra velhavende hjem, så skånede officererne ingen. Min ven Rafael Trujillo, søn af diktatoren for den Dominikanske Republik var bare en anden dreng fra skolen. Rafael og jeg var gode kammerater, og vi var sammen, da han fik at vide, at hans far var blevet myrdet i en ulykke i Spanien.

De pressede mig hele tiden med den obligatoriske kirkegang om søndagen. „Du skal vælge en kirke og gå i den om søndagen," sagde de. Det var selvfølgelig med henblik på fremmøde og afkrydsningsskemaer.

„Jeg kan ikke," fortalte jeg dem. "Hvis jeg kun følger de jødiske gudstjenester, så bliver min far vred. Hvis jeg kun følger de protestantiske, så bliver min mor vred." De kunne ikke lide det, men der var ikke meget, de kunne gøre ved det. Jeg vekslede mellem de jødiske og protestantiske gudstjenester. En søndag valgte jeg at deltage i en katolsk gudstjeneste, men det irriterede mig, at præsten røg cigaretter, mens han udførte gudstjenesten, så derfor tog jeg aldrig derhen igen.

Det billede af Gud som jeg fik, var ikke særlig godt. Ved de katolske og protestantiske gudstjenester fortalte de os, generelt, at hvis man var god, så ville man komme i himmelen, men hvis du var et dårligt menneske, så pas på! Gud havde et torturkammer som hed Helvede, hvor du ville rulle og brænde i smeltet svovl i al evighed. Det virkede ikke retfærdigt på mig, at Gud i al evighed ville straffe sine skabninger, som han selv havde skabt, kun på grund af synder begået i et kort liv. Det gav heller ikke nogen mening, at Gud ville smide nogen i Helvede før dommedag. Jeg syntes, at Gud var ond, og jeg forstod ikke, hvordan nogen kunne elske ham. Senere i livet var jeg glad for at finde ud af, at dette billede på Helvedet ikke var noget bibelsk.

Den sommer tog Falcon og jeg på camping på en ø i det Caribiske Hav, hvor vi dykkede, stod på vandski og gjorde alle de ting børn gør på campingferie om sommeren. Jeg blev bidt af en giftig edderkop og var lige ved at miste mit ben på grund af infektion. Så prøvede jeg at stjæle en sejlbåd og flygte til en øde ø. Bortset fra det var det en almindelig sommer. Selv om jeg nød min frihed, og efter at have tygget på det en smule, så glædede jeg mig rigtig meget til at starte på et nyt år på militærakademiet.

Det andet år kunne slet ikke på nogen måde sammenlignes med det første. Jeg blev snart kompagnifører med grad af sergent. Hvert kompagni havde kun en fører, og jeg strålede af stolthed, da jeg kiggede på de nye striber på min uniform. Nu var det mig, som gav ordrerne – selvfølgelig til de andre kadetter – i stedet for at tage imod dem selv. Jeg skrev rapporter, afleverede papirer, løb efter medicin og løb alle mulige ærinder, som skulle gøres. Det var et arbejde, som tilfredsstillede min sjæl. Nu havde jeg en god undskyldning for at komme for sent og kunne gå, hvor jeg ville, når som helst jeg ville. Bedst af alt, så havde jeg det godt med mig selv, og jeg gjorde mit arbejde godt.

Fordi mine forældre var nogle driftige mennesker, så var jeg selvfølgelig meget konkurrencepræget. Vores værelse vandt altid inspektionen, og jeg vandt medaljer i forskellige former for sport, så som brydning, fodbold, svømning og dykning. Mine karakterer steg og for første gang i mit liv, så gik det også godt i skolen. Jeg var mere end stolt, da jeg blev bedt om at lære andre at få deres sko og bælter pudset, så de skinnede. Det år vil altid stå i min erindring, som et af de lykkeligste og mest givende af mine skoleår. Hvis det ikke var for den træning, jeg havde fået i skolen, så ville jeg være forblevet en sjuskemikkel.

Men eftersom vi gik på en drengeskole, så tænkte vi en del på piger. Selv de otte- og niårige snakkede ikke om andet. Jeg tror ikke, at de var så interesserede, som de lod til at være, men det var en machoting at gøre, og de sad blandt de bedste af os og pralede. Jeg kom til sidst frem til, at piger var det vigtigste for mig, men der var ikke en eneste på hele området.

Nå, jeg behøvede jo ikke gå på denne skole. Næste år ville jeg finde en skole, hvor der også var piger.