Døren smækkede i bag mig, da jeg skyndte mig ind i huset. „Hvem vil med til Covelo?" råbte jeg. Børnene kom løbende, og Karyn satte det sidste brød i ovnen og vendte sig mod mig med smilende øjne.

„Det vil vi!" råbte børnene i kor.

„Hvordan kan det være, at vi skal til Covelo?" spurgte Karyn.

„Jeg fik en telefonopringning fra Dave, og jeg skal hjem for at ordne noget vedrørende vores hytte der. Hvor hurtigt kan du pakke et par småting?"

„Vi kan ikke tage af sted, før brødene er bagt," sagde Karyn, „men jeg kan pakke lige nu."

„Det er alt for tidligt," sagde jeg. „Vi skal faktisk først rejse i morgen, men vi starter tidligt."

Næste morgen var alle oppe, så snart de blev vækket, og ved daggry var vi på vej.

„Skal vi se pastor Joe og fru Phillips?" spurgte Micah, mens vi kørte på motorvejen. Phillips familien var som bedsteforældre for vore børn, og de elskede dem meget højt.

„Selvfølgelig," forsikrede jeg dem. „Vi skal se hele vores familie fra kirken igen!"

Glad latter og snak fyldte bilen, mens vi alle så frem til at komme hjem. Men midt på eftermiddagen døde snakken ud, og en efter en faldt alle i søvn. Jeg var overladt til mine egne tanker, mens bilen kørte den ene kilometer efter den anden.

Phillips familie. Hvilke dejlige minder fyldte mine tanker, og hvor meget har de ikke hjulpet vores familie og formet vores liv! „Det må være den praktiske måde, de lever deres kristne liv," tænkte jeg. Mine tanker gik tilbage til en scene i begyndelse af vores bekendtskab.

„Hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg Karyn en dag. "Vi har brug for en kæde sav, hvis jeg skal sælge brænde. Det er den eneste måde, jeg kan tjene nok penge til at betale af på jorden, og banken gav mig et afslag."

„Hvorfor? Hvad sagde de?" spurgte hun.

„De sagde, at de ikke kunne låne mig penge, fordi jeg ikke havde en kreditkonto." Hvis jeg ikke havde været en voksen mand, så ville jeg have grædt. Ville jeg miste min jord, før jeg kunne betale det første afdrag?

„Men hvordan kan du få kredit, hvis du ikke kan låne nogen penge?" Hun kiggede på mig med bekymrede øjne.

„Det var det, jeg sagde til dem!" sagde jeg. „Som om det hjalp noget. De havde ikke i sinde at tage nogen chancer med sådan en som mig. Jeg er bare en hippie for dem."

Men da pastor Joe havde hørt min sørgelige historie, tøvede han ikke. Han stak hånden ned i lommen, trak sit checkhæfte op og begyndte at skrive.

„Betal mig tilbage, når du kan," sagde han smilende, mens han holdt en check på 300 dollars. Jeg var helt målløs. Denne mand kendte mig knap nok! Jeg besluttede, at det at skulle betale ham tilbage skulle være min første prioritet, og det blev det!

Pastor Phillips havde „trukket sig tilbage" til Covelo, før jeg blev født. Der byggede han en kirke og senere en skole. Nogle præster så på præsteembedet som en karriere med en god pension men ikke pastor Joe. Han nægtede at gå på pension. Han ville arbejde for Herren, indtil han faldt om.

Jeg kunne ikke lade være med at blive imponeret over hans livsstil. Da han var midt i firserne rejste han tilbage til Covelo og byggede sit eget hus – med noget hjælp selvfølgelig – men der var han sammen med de bedste i gang med at bære tømmer og arbejde som en mand i halvtredserne.

„Det må have noget at gøre med hans vegetariske livsstil," kan jeg huske, at jeg sagde til Karyn en dag. Jeg tænker på de dejlige grøntsager, som de dyrkede. De levede praktisk taget af høsten fra deres have at to årsager. For det første for sundhedens skyld, og så ikke mindst på grund af alle de penge, de sparede. Jo mindre de brugte på mad, jo mere havde de til at give til forkyndelsen af Guds ord. Ud af deres lille månedlige indtægt gav de mere end 50 % til forskellige menigheder og projekter.

Jeg ved, at denne mands oprigtige bønner gjorde en stor forskel for min beslutning for Kristus. Joe og Miriam Phillips havde en liste med mere end halvtreds navne, som Joe bad for hver morgen. Pastor Joe nævnte hver person ved navn og bad for hans eller hendes problemer og helbred, og han brugte meget tid i selskab med sin Bibel. Jeg er sikker på, at det var hemmeligheden bag hans åndelige styrke. Han udviste aldrig spor af utålmodighed eller vrede, men i de mest stressende situationer havde han altid en blid og venlig indstilling.

Og fru Phillips. Hvilket stort vidnesbyrd hele hendes liv var! Hun arbejdede altid ved sin mands side og hjalp endda med at bygge huset. Jeg kan huske, da han bar en lang brædder og svingede den rundt, så han kom til at klaske hende godt og grundigt. „Joe!" sagde hun.

„Åh, undskyld skat," svarede han, og de arbejdede begge videre med hver sit. Jeg klukkede højt af latter ved mindet.

„Hvad griner du af?" ville Karyn vide, da hun vågnede op efter sin lur.

„Åh, jeg tænkte bare på Phillips familien," sagde jeg.

„De er et kært par, ikke sandt?" sagde hun.

„Siden fru Phillips blev gift med pastor Joe, så ved jeg, at hendes skytsengel har arbejdet på overtid. Kan du huske, da han næsten bakkede bilen hen over hende?" spurgte jeg.

„Det husker jeg godt!" sagde hun. „De minder mig om de Gøg og Gokke film, jeg så, da jeg var barn."

„Jah, det er en god sammenligning. Kan du huske, da vi så en bil køre i den forkerte retning på motorvejen, og det viste sig at være Phillipsparret?"

„Om jeg kan! Det var skræmmende," sagde Karyn grinende. ,,Det er sjovt nu, men de kunne være blevet dræbt. De er sådan et sødt par. Hun må være et hoved højere end ham, og hendes smil når fra øre til øre."

Jeg grinede ved tanken. „Fru Phillips er den eneste jeg kender, som kan finde på at rejse sig midt under gudstjenesten og afbryde prædikanten."

„Men hun er aldrig ubehøvlet," sagde Karyn hurtigt til hendes forsvar. „Jeg kan lide den måde, hun lukker sine øjne på og fejlfrit citerer skriftsteder."

„Ja," sagde jeg samtykkende. „Hendes ansigt stråler. Jeg føler det altid, som om vi har fået en besked direkte fra himlen."

„Jeg tror alle føler det samme. De stopper alle op og lytter og giver hende deres fulde opmærksomhed," sagde Karyn. „Men pastor Joe sætter i hvert fald pris på det."

Turen til Californien var hård. Vi kørte i et stræk næsten uden pauser, og vi blev oprigtigt glade for at se, at vores bjerghytte stadigvæk var der, da vi kørte ind i indkørslen. Vi kravlede stive ud af bilen. „Alle skal bære noget med ind," mindede jeg børnene om, mens de smækkede bildøren.

Tiden i Covelo gik alt for hurtigt. Der var så meget at gøre på så kort tid. Vi tog dog tid til at aflægge Phillipsparret et dejligt besøg.

„Hej, mor! Se, hvem der kommer!" pastoren kaldte på sin hustru, mens han skyndte sig ud af døren for at hilse på os. Efter knus og latter og et „nej, hvor er du vokset!" til hvert barn fra vært og værtinde, gik vi alle indenfor.

Duften af æbler fyldte hele huset. Fru Phillips var ved at koge æblemos, og pastor Phillips var ved at hjælpe med at skrælle. „Forsæt I bare med jeres arbejde," sagde Karyn. „Vi kommer alle ud i køkkenet for at hjælpe til." Fru Phillips gav os hver et forklæde, og jeg hjalp med at skrælle og tage kernehuset ud.

„Du ser godt ud!" fortalte jeg pastor Joe. „Hvor gammel er du nu?" „Jeg er treoghalvfems, Doug. Jeg er virkelig ved at blive gammel." „Du overrasker mig," sagde jeg, mens jeg rystede på hovedet. Han holdt en pause fra arbejdet med æblerne og lænede sig over skænken. "Doug, jeg kan ikke lave så meget mere. Det kræver alle mine kræfter at skrælle og udkerne de her æbler, men jeg ønsker at gøre så meget, jeg kan, så længe jeg kan." Hans ord fik mig næsten til at græde, fordi jeg vidste, at han mente det. Han levede sandelig for at tjene andre og være til velsignelse.

Nu hvor vi var fire, blev vi hurtigt færdige med æblerne.

„Doug," sagde pastor Joe langsomt med tårer i øjnene. „Herren kalder dig til præstegerningen. Jeg ikke kun tror det. Jeg ved det. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at ske. Jeg ved, det bliver hårdt med kone og børn men hvis Gud kalder dig, så er det hans problem. Han skal nok finde ud af det."

„Det håber jeg," sagde jeg. Jeg tænkte på de spildte muligheder i mit liv. Jeg var slet ikke forberedt til præstegerningen, hvad den formelle uddannelse angik.

„Jeg er overbevist om, at det vil ske, så derfor har jeg testamenteret alle mine bøger til dig." sagde pastor Joe. „Kom, så skal jeg vise dig biblioteket." Vi rejste os og gik ind på hans kontor, og damerne fulgte efter. Der, pænt sat op, var hyldemeter efter hyldemeter fyldt med bøger.

„Hvor kommer alle disse fra?" spurgte jeg.

„Åh, her og der. Du må ikke glemme, at jeg har været præst i over tres år. Man samler mange ting på den tid."

„Ja, og han har også været konferenceformand og rejst meget," tilføjede fru Phillips. „Han køber en bog, hver gang han er et nyt sted."

Jeg fløjtede stille. Der var nok bøger til tre generationer. „Hvor lang tid kan du blive? Er du her på sabbatten?" spurgte pastoren.

„Ja, vi er her på sabbatten, men skal rejse tidligt søndag morgen," svarede jeg.

„Godt! Kunne du tænke dig at prædike for os? Alle dine venner vil nok gerne høre dig."

„Det vil jeg gerne pastor," forsikrede jeg ham.

Efter en dejlig sabbat i venners selskab, vendte vi tilbage til New Mexico for at forsætte vores arbejde blandt navajo indianerne. Et par uger senere hørte vi, at pastor Phillips var død. Han faldt ud af sengen om natten og var for svag til at komme op igen. Hans hustru prøvede at løfte ham tilbage i sengen, men hun kunne ikke.

„Du skal ikke være bekymret, mor," sagde han. „Bare læg et tæppe over mig her på gulvet. Jeg ligger godt nok." Hun dækkede ham til og regnede med at hente hjælp næste morgen, men da var han død. Jeg var glad for, at jeg havde besøgt ham to uger forinden.

En dag ringede telefonen. „Det er Richard Schwartz, sekretær for den nordlige Californiske konference," sagde stemmen. Jeg kunne huske at have mødt ham et par gange. „Doug, vi har hørt om din succes med Navajo stammen, og vi undersøger muligheden for, at du kan komme til Nordcalifomien som præst og udføre evangelisk arbejde. Ville du være interesseret?"

Om jeg ville! Med mit hjem og venner i Nordcalifornien lød det for godt til at være sandt, men jeg prøvede ikke at lyde for glad.

„Er der en speciel menighed, som du har i tankerne?" spurgte jeg.

„Ja, det tror jeg," svarede han, „der er nogle, som vi overvejer. Den ene er i en lille by kaldet Covelo. Det er ikke sikkert, du har hørt om den."

Jeg blev ør i hovedet. Ud af alle 130 adventistkirker i Nord Californien var det den kirke, som jeg helst ville være præst for!

Karyn sparkede mig over skinnebenet. „Sig JA!" hviskede hun. Men selv om jeg allerede havde bestemt mig, så vidste jeg, at jeg skulle tale med Gud om det først.

„Vi vil tale det igennem og have det som bønneemne," sagde jeg. „Du vil høre fra mig!"

Karyn sagde: „Jeg pakker, mens du beder."

Hvis det ikke var et mirakel, så har jeg aldrig set et! Jeg havde behov for en kirke som Covelo, fordi medlemmerne der vidste, at jeg ikke vidste, hvad jeg gjorde, men de elskede mig alligevel. Vores gamle venner var glade for at høre, at jeg ville vende tilbage som deres præst.

Da jeg endelig kom der, fandt jeg hurtigt ud af, hvor meget jeg ikke vidste om præstegerningen. Jeg vidste ikke engang, hvordan jeg skulle lede et bestyrelsesmøde! Jeg fremlagde forslag og støttede dem derefter selv! Men medlemmerne bar tålmodigt over med mig og elskede mig alligevel. Med Guds velsignelse voksede menigheden og havde fremgang. Vi købte grunden ved siden af og byggede en tilbygning til kirken.

Som præst forventedes det også, at jeg holdt evangeliske møder. Jeg holdt min første møderække i Covelo. Omkring 100 mennesker kom den første aften, og fremmødet forblev godt lige til sidste møde. Ved slutningen var der 12 sjæle, som tog standpunkt for Kristus og blev døbt det år. Kirken voksede gennem min korte præsteperiode fra 86 til 112.

Det evangeliske arbejde begyndte at tage mere og mere af min tid, og til sidst sendte jeg endelig en anmodning om at blive fritaget fra min præstegerning, så jeg kunne missionere fuldtids. For nylig var jeg igen hjemme i Covelo for at prædike sabbats formiddag. Da jeg så ud over menigheden, så jeg mange ansigter, som jeg var tæt knyttet til. Char var en af de første, vi mødte, da vi flyttede til Covelo. Hun var hippie som os på det tidspunkt. Jeg inviterede hende med til møderne, og her var hun nu, en trofast kirkegænger, og ligeså hendes mor, Pauline.

Som svar på sin bedstemors trygle var Phillips' barnebarn Edwina begyndt at komme til møderne og var nu en trofast kirkegænger. Fru Phillips sagde igen og igen: „Hvis blot Joe kunne have set, at du kom tilbage som præst i den kirke, han byggede, så ville han være så stolt af dig! Hvis Joe havde kunnet se, at hans barnebarn blev døbt efter dine møder, så ville han blive så glad!" Og så græd hun.

Så var der John. Denne mand var opvokset i kirken, men forlod den som ung og kom i den presbyterianske kirke i størstedelen af de tredive år, han havde været væk. Da de evangeliske møder begyndte, kom han trofast og var den første person overhovedet, jeg døbte! Nu var han et stærkt menighedsmedlem, underviste i sabbatsskolen og havde giftet sig med Chars mor.

Og Marta! At se Marta bragte nogle af mine bedste minder frem. Det er en lang historie, men jeg synes, det er nødvendigt at fortælle den. Selv om jeg havde blandede følelser med hensyn til påskegudstjenester, så bestemte jeg mig for at komme. Det var godt at være sammen med de andre præster i byen, og jeg blev aldrig træt af at høre historien om opstandelsen. De bad mig om at holde morgen-bønnen, så jeg tog mit jakkesæt og slips på.

Efter gudstjenesten steg jeg ind i min bil og kørte hjemad, men da jeg kørte forbi pinsekirken, følte jeg en stærk indskydelse til at gå derind. Jeg følte, at jeg skulle prædike der den dag. „Men hvorfor skulle jeg kunne gøre det?" spurgte jeg mig selv. „Jeg var en syvende dags adventistpræst."

Jeg kørte forbi, men jeg havde en stærk fornemmelse af, at jeg ikke adlød Gud, så jeg vendte om og kørte tilbage. „Hvordan kan jeg vide, at det ikke er min egen fantasi, der spiller mig et puds?" Jeg fortsatte med at argumentere med mig selv. „Er det meningen, at jeg skal gå ind i kirken, marchere op på prædikestolen og sige til præsten: 'Herren har kaldet mig til at prædike her denne formiddag, så du kan sætte dig ned!' Jeg må være træt!" Så kørte jeg forbi igen.

Jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg havde kørt forbi, hvor jeg diskuterede med mig selv og bad om vejledning. Til slut kørte jeg hjem og spiste morgenmad. Jeg rev mit slips af og lagde det på kommoden. Jeg åbnede køleskabet og tog en banan ud, men så kom fornemmelsen tilbage, og jeg følte, at jeg flygtede som Jonas. „Herre jeg kan ikke forstå det her, men jeg må vist hellere gå." Så jeg tog mit slips på igen og gik ud af døren.

„Hvor skal du hen?" spurgte Karyn.

„I kirke?" sagde jeg.

„Nå?" Det var alt, hun sagde. Hun var ikke overrasket, fordi jeg tit handlede underligt. Jeg kørte tilbage og parkerede foran pinse-kirken. Da jeg gik ind, kunne jeg se, at gudstjenesten var begyndt, og at præsten netop havde bedt menigheden om at knæle ned og bede om Helligåndens udgydelse før prædikenen. Jeg satte mig på en af de bagerste rækker og knælede ned.

Bøn i en pinsemenighed er ikke det samme som i de fleste andre kirker. De beder i lang tid, og de beder ikke kun stille i deres hjerter. Nogle beder højt, andre mumler, og andre taler i tunger. Damen ved siden af mig lød, som hun talte om japanske motorcykler. Jeg bad Gud om at vise mig, om det var ham, som havde bragt mig her eller om det var min egen indbildning.

Mens jeg bad, havde jeg en fornemmelse af, at præsten ville bede mig komme op og prædike for dem. „Men hvad skulle jeg sige?" tænkte jeg, mens jeg knælede ned i bøn. Så kom en hel prædiken til mig, som om den blev direkte overrakt til mig, om Maria Magdalena som repræsentant for kirken.

Bønnerne nåede et crescendo og begyndte derefter at dø ud, da de en efter en satte sig på deres plads. Jeg rejste mig og satte mig på bænken. Så stod pastor Ray Hull op på platformen og kiggede direkte på mig og sagde: „Jeg kan se at vores adventist broder er her i dag. Pastor, har du nogle få ord, du kan sige til Guds ære denne morgen?"

Jeg ved, at han mente: „Har du et vidnesbyrd?" Mit hjerte galopperede, men jeg prøvede at skjule min ophidselse. Så roligt som jeg kunne, rejste jeg mig op. „Du ved, hvordan det er pastor," sagde jeg. „Vi præster kan ikke sige kun et par ord." Jeg smilede og skulle til at sætte mig, men før jeg kunne nå det, sagde han hurtigt:

„Hvorfor kommer du ikke herop og prædiker?" Mit hjerte begyndte at hoppe i min brystkasse, og jeg tænkte: „Dette sker ikke i virkeligheden." Mens jeg gik op foran med min Bibel i hånden, havde jeg aldrig følt mig mere sikker på, at jeg var, hvor Gud ville have, at jeg skulle være, fordi han havde bragt mig hen til denne kirke på en så bemærkelsesværdig måde. Jeg vidste, at han ville vejlede mig ord for ord.

Jeg fløj næsten, da jeg kom til talerstolen og åbnede min Bibel til Johannes evangelium kapitel 8. Alt lød som jeg havde øvet på det. Jeg begyndte at tale om kvinden, som blev grebet i hor, og ordene fløj bare ud af min mund uden de store anstrengelser fra min side. Jeg hørte en del Amen, Lovet være Herren, og Sig det broder! Det fortalte mig, at publikum var med mig, og det varmede mit hjerte. (Jeg ville ønske, at de ville gøre det lidt mere i advent kirkerne).

Til sidst kaldte jeg frem til bøn. Mange folk kom frem, og vi bad sammen. Til slut da folk var ved at gå, vendte pastor Hull sig mod mig med tårerne strømmende ned ad kinderne. „Pastor Doug," sagde han med tyk stemme. „Gud sendte dig herhen denne morgen."

Jeg undrede mig over, hvordan han vidste det.

,Jeg har været syg," fortsatte han. „Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg bad til Gud. Jeg bad også min kone bede, men hun var dødsens bange. Så ser du, broder Doug, Gud sendte dig som svar på mine bønner."

Siden den dag har jeg aldrig tvivlet på, at Gud har efterfølgere i hver eneste kirke, uanset deres trosretning og doktriner. Han hører og besvarer også deres bønner, og før Jesus kommer igen, vil vi alle blive forenet i et legeme, som holder Guds bud og Jesu tro. (Se Johannes' Åbenbaring 14,12). Før jeg tog af sted den dag, indbød han mig til at komme igen, og det lovede jeg, at jeg ville.

Det var sådan, jeg mødte Marta. Jeg kom tilbage for at besøge den pinsekirke en anden søndag, og da jeg kom, lagde jeg mærke til en spansk dame på rækken foran mig. Jeg kunne se, at hun ikke forstod engelsk, så jeg sendte en lille bøn op til Gud, om at jeg skulle blive gode venner med hende. Lige efter min bøn, sagde pastoren: „Rejs jer nu op og giv hånd til folk omkring jer." Jeg kunne se, at Gud havde givet mig denne mulighed, så mens folk hilste på hinanden, sagde jeg: ,, Como estå usted, hermana?" („Hvordan har du det, søster?"). Jeg havde lært lidt spansk af en mexicansk ven, som havde boet hos mig.

Hun smilede, da hun hørte sit eget sprog. Hun begyndte at tale på spansk, hurtigere end jeg kunne forstå. Jeg rakte min hånd i vejret. „Despacio," sagde jeg. „Mas lento!" („Tal langsommere!") På mit gebrokne spansk, spurgte jeg: „Forstår du, hvad der bliver sagt her?"

„Nej," sagde hun, „men det er Guds hus, så jeg kommer."

„Jeg går i kirke om lørdagen, og vi har flere medlemmer, der taler spansk. Kom og besøg os næste lørdag," sagde jeg og indbød hende.

„Gracias, sefior," sagde hun, og hun kom virkelig i min kirke næste sabbat. Inden længe fik hun også sine børn med. Nu er både hun og børnene trofaste kirkegængere, og alle børnene går i vores lille menighedsskole. Så da jeg kiggede ud over vores adventistmenighed den sabbat, var jeg glad for at se Marta og hendes børn.

Ikke så længe efter det, mens vi en aften var på vej til et bønne-møde, så vi en ambulance foran fru Phillips' hus. Hun havde fået et hjerteanfald, og et par dage senere døde hun uden at komme til bevidsthed. Hendes barnebarn fandt hendes Bibel på bordet ved siden af hendes stol med lektiehæftet. Det var onsdag, og hun havde udfyldt onsdagsafsnittets spørgsmål med hendes egen rystende håndskrift. Hendes sidste skrevne ord den morgen var: „Vi skal ikke dø."

Alle dør selvfølgelig den første død, men de retfærdige skal ikke lide den anden død som nævnt i Johannes' Åbenbaring kap. 20. Fru Phillips havde fuld tillid til disse ord.

Det var mit privilegium at holde hendes begravelse. Kirken var fyldt med venner og familie, og der var blomster overalt. Det virkede næsten som en fest. En stor kriger havde vundet sejren over synd og lagt sin rustning. Der lå hun i fred, uden for Satans række-vidde. Jeg kunne ikke føle medlidenhed med hende. Jeg misundte hende faktisk. Det næste hun kommer til at høre, vil være Jesu stemme, som kalder hende frem fra hendes grav, som det er blevet lovet i Paulus' Første Brev til Thessalonikerne kap. 4 vers 16 og 17. Hun vil føle kraften fra det evige liv strømme igennem sin krop, og hun vil være sammen med sin elskede Joe. Hvilket møde det bliver! Sammen vil de gå på gaderne af guld i den vidunderlige by beskrevet i de to sidste kapitler i Bibelen.

Efter begravelsen gik jeg hen for at besøge hendes søn. Han havde stadigvæk ikke overgivet sit hjerte til Gud, og jeg håbede at kunne finde nogle trøstende ord til ham.

„Du ved godt, at din mor elskede dig meget højt, og at hun bad for dig hver dag," sagde jeg. „Hun bad for dig til det sidste."

„Ja, det ved jeg," sagde han, „men gør dig ingen anstrengelser for at bede for mig."

Hvad skulle jeg sige til denne fordrukne, hårdt talende macho mand, så det ville nå hans hjerte? „Hvis du havde kendt mig for et par år siden, så ville du heller ikke have troet, at jeg nogensinde ville blive en kristen. Dine forældre har en stor del af æren for, hvor jeg er i dag. De har været rigtige engle."

„Det ved jeg. De var engle," sagde han stille. Han kiggede ned og fingererede ved sin hat. „Men de har ikke altid været sådan. De er blevet engle."

De ord gav mig håb. Jeg kunne blive en engel. Når jeg ser på Jesu perfekte eksempel, siger jeg: „Vejen er måske lang," men når jeg kigger tilbage og ser hvor langt, han har bragt mig, giver det mig mod. Jeg ved godt, at han ikke er færdig med mig endnu. Hvis jeg tillader ham, vil han afslutte det, han har påbegyndt i mit liv, og en dag bringe mig hjem.