En dag, da jeg var på Heritage Singers' kontor, ringede telefonen. „Dette er Leroy Moore," sagde en stemme. „Jeg er leder af syvende dags adventisternes indianske kirkemission i Nord Amerika. Jeg har hørt om din succes inden for det evangeliske arbejde. Hvad siger du til at komme til La Vida Missionsstation og arbejde blandt Navajo stammen?"

Jeg tænkte på de dage, jeg tilbragte blandt indianerne, da jeg boede hos min onkel i New Mexico. Jeg kunne virkelig godt lide det folk. Der var dog stadigvæk nogen ting, som jeg hellere vil glemme.

„Jeg beklager, hr. Moore," sagde jeg. „Vi har pakket vores trailer, og vi rejser om kort tid til Californien. Jeg arbejder sammen med gospelkoret Heritage Singers."

„Jeg forstår." Han holdt en pause. „Eftersom du alligevel skal køre igennem New Mexico, hvorfor stopper du ikke bare ved La Vida Missionsstation for at se os an? Der kan du også overnatte."

„Tak, hr. Moore," sagde jeg. „Vi vil aflægge jer et besøg, og jeg vil lægge dit tilbud frem for Gud i bøn. Du vil høre fra mig."

I mit hjerte havde jeg allerede besluttet, at vi ikke var interesserede, men Gud havde andre planer. Selv før vi nåede missionsstationen, begyndte vores trailer at slingre og lave en usædvanlig lyd. „Det er godt, at vi næsten er fremme," sagde jeg til Karyn. „Der er noget galt med traileren."

Et par minutter senere ankom vi til missionsstationen, og da vi kørte ind på gårdspladsen, faldt trailerhjulet af. Traileren kunne være brudt sammen mange andre steder på hele den lange 3200 km tur, men det skete altså på missionsstationen!

„Du har brug for et nyt sæt hjullejer," fortalte en af mændene mig. Han havde taget det ene hjul af og viste mig nu de slidte dele.

„Hvor lang tid vil det tage?" spurgte jeg.

„Et stykke tid gætter jeg på," svarede manden. „Disse omrejsende værksteder kan ikke have så meget med. De bliver nødt til at bestille det fra Albuquerque. Jeg vil sige mindst to dage."

Jeg sukkede. „Nå, vi får da tid nok til at kigge os omkring." Da Karyn og jeg så Navajo folkets behov, vidste vi, at det var her, Gud ville have os.

„Vi bliver!" sagde jeg lidt senere til Leroy.

Missionsstationen havde købt et gammelt hus i Waterflow, New Mexico, som skulle være vores hjem. De ville have os til at plante en menighed der, men de mennesker, som boede der, havde slet ikke forladt huset endnu; de var ikke engang færdige med at pakke for den sags skyld. De efterlod flere gamle møbler, uønsket ragelse og skrald. De havde endda de snavsede tallerkener fra deres sidste morgenmad på bordet. På en måned fik vi malet og ryddet op, og det var slet ikke så dårligt. Der var i det mindste meget plads.

I nærheden stod der en skurvogn ejet af missionen men udlejet til en indiansk familie. Der lå tomme øldåser på grunden. Næppe et træ i miles omkreds – kun den golde ørkenjord og de fladtoppede taffelbjerge, som stod som et forladt lands tavse vagter.

Arbejdet gik langsomt. Vi begyndte at omdanne en tidligere burgerbar til et mødested, og vi holdt Åbenbaringsseminarer i et telt. Herren velsignede vores anstrengelser, og arbejdet voksede. Snart var der over hundrede folk, der kom og fyldte den lille bygning.

Missionen lå kun 112 km fra min onkels handelsstation, og jeg tænkte tit på ham, hans familie og flere af mine andre venner. En dag kom en smadret pickup bumpende ind på gårdspladsen, hvor jeg arbejdede. Bilen var ikke så gammel, men den var i dårlig stand. Dørene var bulede, den ene var bundet fast, forruden havde en revne, og dækkene var nedslidte. En indianer åbnede døren og kom langsomt snublende ud. Han havde langt, uglet hår, et skinnende, arret ansigt med ar, indsunkne øjne og en ølmave. Han så ud til at være i halvtredserne. Han kom haltende hen til mig og så sig nysgerrigt omkring.

„Kender du Doug Batchelor?" spurgte han.

Jeg blev overrasket over at høre mit navn. Jeg kiggede nærmere på manden men kunne ikke lige hæfte et navn på ham. „Ja, jeg er Doug Batchelor," sagde jeg stadig forvirret.

Han tøvede et øjeblik, kiggede indgående på mig og så lyste hele hans ansigt op. „Doug! Doug!" råbte han. „Kan du ikke huske mig? Det er Ken!" Han vaklede over til mig og gav mig et kæmpe knus. Jeg gengældte det, men var stadigvæk usikker på, hvem denne mand var.

„Ken?" spurgte jeg

,Jah! Ken Platero. Kan du huske det? Vi plejede at køre på motorcykler sammen, da du boede her hos din onkel."

Pludselig dæmrede det for mig. Denne mand var min drikkekammerat, ham jeg overtalte til at tage med mig på bar. Ham som sagde, at „drikkeri giver problemer".

„Det er dig! Jeg kunne ikke genkende dig!" sagde jeg. „Der er gået lang tid - omkring ti år."

„Der omkring. Jeg hørte fra din onkel, at du var her. Han fortæller, at du er en kristen nu. Er det sandt?"

„Det er sandt, Ken. Jeg er syvende dags adventist."

„Det er jeg glad for at høre." Det kom fra hans hjertes inderste. „Jeg har brug for Gud i mit liv. Jeg har kun problemer!" Bekymrede rynker furede hans pande, og da han sukkede, kunne jeg fornemme, at han bar på store sorger.

„Hvilke slags problemer?" spurgte jeg.

„Min kone forlader mig. Jeg er på kant med loven, og mit liv er et rod." Han lød så bedrøvet. „Jeg har behov for Herren."

„Jeg forstår dig godt," sagde jeg. „Jeg er den største synder. Lad os bede for det." Ken og jeg knælede i gården, og jeg bad for ham og hans familie. Tårerne løb ned ad hans kinder, da vi var færdige. Han tog min hånd i begge sine. „Jeg vil komme i din kirke. Jeg vil gerne have, at du beder for mig og min familie."

„Jeg vil se efter dig, Ken. Og du vil altid være i mine bønner," forsikrede jeg ham.

„Du har været den bedste ven, jeg nogensinde har haft," sagde han, mens han steg ind i sin bil.

Mens han kørte væk, tænkte jeg: „Nej, Ken. Jeg har været din værste fjende. Jeg fik dig ledt ind på den forkerte vej. Åh Gud, hvad har jeg gjort?" råbte jeg. „Har jeg ødelagt en mands liv ved mit dårlige eksempel, da jeg var ung og tåbelig?"

Jeg så aldrig Ken igen. Jeg havde håbet, at han ville komme til nogle af vores møder, men han kom aldrig. Jeg prøvede at finde ud, hvor han boede, men kunne ikke. Måske prøvede jeg ikke godt nok. Minderne var så smertefulde. „Herre," bad jeg, „hvis der er noget, jeg kan gøre for at råde bod på denne store synd, så vis mig hvad."

Mens jeg bad, stod jeg foran skurvognen, som stod ved siden af mit hus. Hvem var de mennesker, som boede der? Karyn og jeg vidste, at de havde tre børn, at de var intelligente og pæne mennesker. Senere fandt vi ud af, at de hed Tom og Alaice Begay. Hun havde et godt arbejde som computer operatør samt kendskab til kontorarbejde. Han havde været i Vietnam, talte både navajo og engelsk flydende, og var en meget dygtig elektriker. Men den dag jeg stod i gården og bad, var de endnu ukendte for os.

Vi havde rakt hånden ud mod dem og prøvet at være gode naboer. Karyn havde bagt brød og andre lækkerier, og bragt det til deres dør. Alaice plejede at åbne døren på klem, smile og tage venligt imod gaverne, og så lukke døren. Vi vinkede altid til dem og talte til dem, men de forblev reserverede. Vi undrede os over, hvad problemet var.

Så en aften hørte vi en panisk banken på vores dør. Dørklokken ringede, og der blev igen hamret på døren, før jeg kunne nå at åbne den. Udenfor stod den elleveårige Tracy, den ældste af naboens tre børn. Hendes øjne var fyldt med frygt. „Kom hurtigt!" bad hun. „Min far vil slå min mor ihjel!"

Jeg tøvede i et splitsekund, mens mine tanker fløj. Et øjeblik overvejede jeg at jeg ringe efter politiet og lade være med at blande mig i mine naboers liv, men hvis jeg gjorde det, så ville jeg måske aldrig nå dem med Guds ord. Jeg kastede mig ud af døren og løb tværs over gårdspladsen til deres dør og begyndte at banke højt på døren. Indenfor kunne jeg høre larm, råb og tumult. Jeg opdagede snart, at ingen ville åbne døren, så jeg sparkede døren ind og for ind.

Der stod manden i soveværelset lænet mod væggen gispende efter vejret og kiggede vredt på sin kone. Hun sad på gulvet og holdt på sin blødende næse og mund, græd og stønnede. Hendes brune kind var forslået og hævet. Han så knapt i min retning da jeg kom ind i rummet. Han holdt sine øjne rettet mod hende, råbte og bandede på engelsk og på navajo. Han slog ud efter hende, men ramte ikke. Hun skreg og prøvede at gemme sig for ham. Han prøvede igen at slå men ramte ikke. Jeg kunne se, at han prøvede at skræmme hende uden at slå. Lugten af alkohol hang tungt i værelset.

Jeg kunne ikke bare stå der og se på, så jeg lagde mig imellem og hjalp hende op at stå.

„Aha, så du har fået præsten til at komme og redde dig, hvad?" snerrede han.

„Hold op," sagde jeg, „lad hende være!"

„Såå, hvem har inviteret dig?" sagde han faretruende. „Ud!"

Jeg stod fast. „Jeg prøver bare at hjælpe," sagde jeg roligt. „Jeg kunne have tilkaldt politiet, men jeg gjorde det ikke. Det her er ikke en måde at klare problemer på. Hvis du hader hende så meget så gå, men slå hende ikke."

„Det er hendes skyld!" råbte han. Så begyndte de igen at råbe og anklage hinanden, og han begyndte at lange ud efter hende igen.

Jeg er kun 175 cm høj, mens Tom er 185 cm, men jeg tog ham i en hel nelson, med mine arme under hans armhuler og mine fingre låst tæt bag hans nakke. Da hun så, at han ikke kunne komme væk, angreb hun ham og hev ham i håret.

„Stop så!" råbte jeg. Jeg smed ham op ad den ene væg og hende mod en anden – det var ikke særlig svært, efter som de begge var halvfulde – og trådte mellem dem. Vi hev alle efter vejret. De to yngste børn krøb sammen i et hjørne og græd stille.

Da vores vejrtrækning blev normal igen, sagde jeg: „Hvorfor sætter vi ikke os ned og taler om det som fornuftige mennesker?"

De snublede ind i dagligstuen og satte sig ned. De var begge klædt på – eller rettere havde været – til at gå til fest. De ville ikke tale meget, men jeg besluttede, at jeg ikke ville gå, før en af dem gik. Efter et par minutter rejste Alaice sig og gik ud med børnene efter sig.

Efterhånden afsløredes deres hemmelighed. Karyn og jeg fandt senere ud af, at de var den mest berygtede familie på egnen. De havde gjort sig bemærket i årevis. Tom var høj, flot og macho. Alaice var tiltrækkende og flirtende, og de drak begge. De var jaloux på hinanden, og når de drak startedeslåskampene.

Jeg tænkte over, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg indberette dem til missionen og få dem smidt ud? Hvis jeg gjorde det, så ville jeg miste alt håb om at vinde dem for Kristus. Hvad ville Jesus gøre? Jeg besluttede mig til, at han ville prøve at være deres ven. „Godt, Herre, jeg vil prøve," tænkte jeg ved mig selv.

Da Tom trak et våben imod en mand, som havde fornærmet ham, ledsagede jeg ham i retten. Da han kom i fængsel, fik jeg ham ud.

Karyn blev venner med Alaice og børnene. Hun bagte småkager til dem og inviterede dem over til en lille fest. Nogle gange, når der var problemer, kunne Alaice og børnene, eller sommetider bare børnene se til i tryghed fra vores hus. To eller tre politibiler med røde og blå lys kørte ind på gårdspladsen for at stoppe deres slagsmål.

En aften, da jeg var udenbys i et par dage for at holde nogle evangeliske møder, sad Karyn på sengen og læste. Pludselig åbnedes soveværelsesdøren, og Alaice kom løbende ind. Hun så på Karyn og sagde: „Beklager!" og løb ud af den anden dør i værelset. Sekunder efter kom Tom løbende efter hende med en kost. Karyn stod slet ikke op af sengen. Vi var blevet så vant til denne adfærd. Hele verden så ud til at være et grimmere sted på grund af deres druk og skænderier.

Tom kunne være ædru i nogle uger og få sig et arbejde og tjene penge. Derefter gik han på druk. Han ville ikke bare drikke alle pengene op, men også ødelægge ting. Engang ødelagde han sin nye bil. En anden gang smed han noget mod deres store, dyre fjernsyn og ødelagde det.

Når Tom var ædru, gik jeg ofte over og talte med ham om Guds kærlighed. I begyndelsen ville han ikke høre på det, men jeg fortsatte med at være venlig og besøge ham. Han vidste godt, at vi bekymrede os for ham, og han begyndte at lytte. Han havde en interesse for åndelige emner. Han havde læst nogle kristne bøger og havde endda været i kirke. Nogle baptist venner havde lært ham lidt om at være en kristen, men han manglede at lære, hvad det vil sige at følge Jesus, hvor vigtigt det er at studere Bibelen og leve et liv i fuld overgivelse, hvor nødvendigt det er at undervise vores børn og bede sammen med dem. Dette var nye begreber for ham.

Vi planlagde et nyt Åbenbaringsseminar, og jeg håbede virkelig, at jeg kunne få Tom og hans familie til at komme. Jeg talte med ham en dag og sagde: „Tom, du står i gæld til mig!"

„Hvad mener du?"

„Jeg har været med i retten for din skyld, jeg har stået ved din side, jeg har afværget politiet, og jeg har været en god nabo. Nu vil jeg have, at du skal gøre noget for mig."

„OK, Doug, hvad vil du have jeg skal gøre?" spurgte han.

„Jeg vil have, at du skal komme til de møder, som jeg skal starte på," sagde jeg. „Vi skal studere Johannes' Åbenbaring, og du vil kunne lide det."

„Åh, Doug. Det kan jeg ikke gøre."

„Og hvorfor ikke?" spurgte jeg tilbage. „Hvorfor kan du ikke bare komme til de først aftener, og hvis du ikke kan lide det, kan du lade være med at fortsætte."

„OK, jeg kommer," sagde han.

„Er det et løfte?" spurgte jeg.

„Det er et løfte."

Jeg vidste, at jeg skulle overtale ham, mens han var ædru.

De andre kirker var ikke så opmuntrende. „Du kommer ikke nogen vegne med navajo folk," sagde de advarende. „Du skal være glad, hvis der kommer halvtreds til et møde. Det bliver snarere ti eller femten."

„Lad os sætte vores mål til hundrede," sagde jeg en dag til min lille kirke. „Herrens arm er ikke blevet kortere. Han kan velsigne os." Så vi bad om hundrede.

Ved åbningsmødet kom der 375 inklusiv børnene! Gymnastiksalen var fyldt. „Det er det mest utrolige, jeg har set blandt de indfødte amerikanere," fortalte Leroy Moore os. „Det er utroligt, hvordan disse folk lige pludselig vil høre Guds ord!"

Den største glæde den aften var at se Tom og Alaice komme med deres tre børn. Der kom hele tiden folk strømmende til, og vores stakkels personale var fuldt beskæftiget med at få alle registreret.

„Kan jeg hjælpe?" spurgte Alaice Karyn, som havde meget travlt. „Det må du meget gerne!" sagde Karyn taknemmeligt, mens hun gjorde en plads klar ved bordet til Alaice.

Som møderækken skred frem, var det dejligt at se, hvilken forandring der skete med denne familie. Alaice begyndte at smile. Så begyndte børnene at smile. Tom og Alaice og selv den ældste af børnene, Tracy, tog del i diskussionerne ved møderne.

De sad ved det forreste bord, og jeg betragtede dem, mens de studerede, tænkte og besvarede spørgsmålene. Når vi stillede spørgsmål, rakte de hånden op for at besvare dem eller svarede på dem direkte.

Vi holdt møder seks aftener om ugen i seks uger. En aften var Tom ikke på sin plads, da jeg begyndte min prædiken. Mit hjerte føltes tungt, og jeg bad indvendigt: „Kære Gud, lad ham ikke drikke!" Da han kom et par minutter senere og satte sig hos sin familie, åndede jeg lettet op.

Jeg begyndte også at lægge mærke til forandringer i deres dagligdag. En dag kiggede jeg ud af vinduet. Tom og Alaice var begyndt at samle øldåserne op og lægge dem i en plastikpose. Bagefter fejede de gården og gjorde rent. Et par dage senere så Karyn og jeg hele familien i gang med at grave hele gården op for at lave den til en have. Tom og Alaice var ved at sprøjte på hinanden med vandslangen. Børnene løb hen til deres far og råbte: „Sprøjt også på os!" Tom vendte slangen mod dem, og snart var hele familien våd, og luften var fyldt med latter og glæde.

Hvilken forskel! Før Åbenbaringsseminaret begyndte, så jeg aldrig børnene smile i deres forældres nærvær, og langt mindre grine. Faktisk legede de heller ikke i deres egen gård, men kom hellere over til os for at lege.

En sabbat overraskede de os ved at komme til bibelstudium og gudstjeneste. Hvilken bemærkelsesværdig familie de var, smagfuldt klædt på, hver eneste med smukke træk, lige fra Tom til Alaice og helt ned til det yngste barn.

Ved afslutningen af Åbenbaringsseminaret var der næsten 100 sjæle, som gav udtryk for, at de troede, og at de ville døbes. Vi var blevet advaret om ikke at være for hurtige med at døbe navajo folket „De er sådan et mildt folk, og de vil gerne behage," fortalte Leroy os. „Du skal være sikker på, at de vil døbes, fordi de er over-bevist af Helligånden, og ikke fordi de vil glæde nogen."

Så vi besøgte omhyggeligt hver eneste før vi havde dåb, og dette tog selvfølgelig tid. I ventetiden fortsatte vi med at holde gudstjenester, og Tom og Alaice kom hver sabbat. En dag kom min tolk ikke. Hvad skulle jeg gøre? Jeg talte ikke ret godt navajo, og mange af de ældre navajo folk talte ikke engelsk.

„Jeg skal nok tolke," sagde Tom frivilligt, og det gjorde han. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg så folk læne sig fremad for ikke at gå glip af et eneste ord, samt se Toms ansigt lyse op, mens han stod foran klassen. Han oversatte ikke kun, men han underviste klassen. Jeg ved ikke, hvem der var lykkeligst, Tom eller jeg. Tom og Alaice

blev døbt et par måneder senere, og det føltes, som om hele verden var et bedre sted at være i på grund af, hvad Guds ord gjorde for denne ene familie.