Siden jeg sagde ja til Jesus i min hule, har jeg talt med mange mennesker om Guds kærlighed. Jeg drejede næsten hver samtale hen på religion, og hvad Gud havde gjort for mig. Jeg talte med manden på min mekaniker, hippier, hjemløse, vandrere, vores naboer, alle og enhver.

Da præsten kort efter min dåb bekendtgjorde i kirken, at der skulle holdes en evangelisk møderække to uger senere, tænkte jeg på alle de mennesker, som jeg havde talt med, og mange af dem længtes efter den fred og glæde, som jeg følte. Jeg besluttede mig til at invitere dem til møderne.

På den første aften i møderækken blev vores lille kirke fyldt. Jeg stod ved døren og så efter de venner, som jeg havde inviteret. Mange af mine naboer i bjergene kom den første aften og kom igen aften efter aften. Da vi havde vores første dåb, var ti ud af de tolv, der blev døbt, nogle jeg havde studeret med og inviteret. „Hvilken glæde at tjene Gud!" tænkte jeg. „Det her er glæde, og det giver ikke nogen tømmermænd."

En dag nærmede vores pastor Joe sig. „Hvorfor prædiker du ikke for os, Doug? Din kærlighed til Gud og din entusiasme når folks hjerter, og du bliver nødt til at dele det fra talerstolen."

Pludselig blev jeg genert. Mig, prædike? „Åh nej, pastor Joe! Du har fået fat i den forkerte mand. Jeg kan aldrig blive prædikant! Jeg har ikke nogen uddannelse, og jeg ville slet ikke vide, hvad jeg skulle sige. Nej tak, pastor, det kan jeg ikke gøre."

„Du behøver ikke nogen universitetsuddannelse," fastholdt han. „Bare stil dig op og fortæl folk, hvad Gud har gjort for dig. Det er alt, hvad du skal gøre."

„Det kunne jeg aldrig gøre," sagde jeg bestemt.

Pastoren droppede emnet for denne gang, men havde plantet en ide i mit sind, og Helligånden vandede den. Da han bragte emnet op igen, gjorde jeg mindre modstand, og til sidst accepterede jeg at prøve.

Selv om jeg bliver hundrede år, vil jeg aldrig glemme min første „prædiken"! Jeg ejede ikke engang et jakkesæt, og jeg glemte at tage slips på, men det var ikke mit tøj, som bekymrede mig. Jeg sad nervøst på platformen og ventede på sandhedens time. Mine hænder svedte, og jeg kunne mærke mit hjerteslag oppe i halsen. Da jeg endelig skulle tale, lagde jeg min Bibel foran mig og tog fat i taler-stolens kant. Jeg var glad for have noget at skjule mig bag, så tilhørerne ikke kunne se mine knæ slå imod hinanden. Da jeg åbnede munden for at sige noget, lød det slet ikke som min stemme. Jeg blev ved med at synke og fugte læberne, fordi min mund var så tør. Men de kære folk! Velsignet være deres hjerter, de gav mig deres fulde opmærksomhed. Pastoren og fru Phillips sad foran, og hver gang jeg understregede noget, nikkede de og sagde „Amen". Folks respons på mine svage ord gav mig mod til at fortsætte og på en eller anden måde, kom jeg igennem. Da jeg gav hånd ved udgangen, var der mange, som havde tårer i øjnene, mens de fortalte mig, hvilken velsignelse min tale havde været for dem.

„Mig? En velsignelse?" tænkte jeg. Jeg lagde mærke til, at mange af de ældre, som komplimenterede min tale, havde høreapparat. Jeg tænkte, at de måtte have været i stykker den morgen.

Jeg talte ret ofte efter det, og for hver gang blev det lidt lettere.

„Doug, du skulle virkelig gå på college for at uddanne dig til præst," sagde pastor Phillips indtrængende. „Herren har givet dig et specielt talent i hans værk, og jeg ved, hvor meget du elsker at dele evangeliet med andre. Der er brug for dig i hans arbejde."

Jeg studerede den venlige gamle mands ansigt. Jeg tænkte ved mig selv: „Hvis jeg nogen sinde bliver præst, så vil jeg være ligesom dig!" Hvilken inspiration han var for mig! Jeg sagde til ham: „OK pastor Joe, vi vil bede for det!"

Til slut så gik jeg i skole for at tage nogle få timer. Kære gamle far! Han har altid villet, at jeg skulle tage en uddannelse, også selv om det var en religiøs en, så han var glad for at hjælpe, og i seks måneder gik jeg på det sydvestlige Adventist College i Keene, Texas. Det var en af de bedste ting, jeg nogensinde har gjort. Jeg havde fjumret så meget rundt, da jeg gik i skole som teenager, at jeg havde overbevist mig selv om, at jeg ikke var særlig klog, men på Adventist College fik jeg ene 13-taller. Nu vidste jeg, at jeg kunne lære noget, hvis jeg ville.

Jeg fandt en bog på biblioteket, Benjamin Franklins selvbiografi. Jeg var forbløffet over at læse, hvordan denne mand droppede ud af skolen og løb hjemmefra, og dog lærte han alligevel at tale og skrive syv sprog! Han opfandt bifokalbrillerne, postsystemet, de offentlige biblioteker og brandvæsenet. Han havde gjort elektriske opdagelser, startede aviser og blade og var den første amerikanske ambassadør i Frankrig. Og han var vegetar!

Jeg tænkte: „Hvis han kunne undervise sig selv, så kan jeg også. Jesus lovede at, "jeg kan gøre alt muligt ved Kristus."` Siden jeg blev en kristen, har jeg lært mange ting, som jeg ikke troede, var muligt, inklusiv at spille på fløjte, guitar, harmonika, klaver og trompet. Jeg havde lært at tale lidt spansk og flyve og vindsurfe, og lige nu er jeg ved at lære at synge, selv om mine venner bad mig om at holde op!

Efter college arbejdede jeg med pastor Marvin Moore i Texas. Han var en høj, venlig fyr, som lignede Abraham Lincoln. Vi havde sammen afholdt nogle Åbenbaringsseminarer og blev et godt team, fordi Herren virkelig velsignede vore anstrengelser, og mange blev døbt. Senere det år blev jeg inviteret til at slutte mig til det berømte gospelkor, kaldet Heritage Singers, som deres taler. Jeg arbejder stadigvæk med min sang!

Gud vidste, hvad han gjorde, for som jeg stod foran publikum aften efter aften sammen med gospelkoret og fortalte folk, hvad Gud havde gjort for mig og opfordrede dem alle til at følge Jesus, forsvandt de sidste rester af min sceneskræk. Atten måneder hvor jeg talte fem gange om ugen, gjorde det så rigeligt op for min manglende boglige uddannelse.