Søg og du skal finde!

 

Et voksende ønske om fællesskab med andre troende spirede i mit hjerte, og jeg begyndte at besøge nogle af kirkerne i byen. Et sted, som jeg kunne lide at besøge, var Josua Huset. Det var mere som et kristent hjem. Ejeren, Homer, inviterede folk indenfor som gæster eller beboere. Han holdt andagter og havde klasser, hvor han underviste de hjemløse om Gud. Han havde også et program, som beboerne tog del i. Vi sang lovsange, bad og fortalte vores vidnesbyrd. En gruppe søde piger blandt gæsterne øgede min interesse for stedet, men ingen af dem var interesseret i en snusket hippie, som kendte så lidt til kristendommen som jeg. Selv om jeg nød det kristne fællesskab der, så var det ikke helt som en kirke. Hornet kom i en pinsekirke og opmuntrede os til at gøre det samme.

Jeg besøgte hans kirke og mange andre også. Nogle af dem var karismatiske, og medlemmerne talte i tunger. Jeg besøgte et sted, som blev kaldet Troscenter, og studerede også sammen med mormoner og Jehovas vidner. Jeg fandt ud af, at de fleste kirker mente, at de var den sande kirke, og at de andre var falske. En præst sagde: „Hvis du ikke kan tale i tunger, har du ikke modtaget Helligåndens dåb."

Tilbage i hulen begyndte jeg at studere emnet, og jeg fandt ud af, at tungetale var en ud af mange gaver, som blev givet til dem, Helligånden valgte. Nogle fik en gave, andre fik andre, men jeg kunne ikke finde noget skriftsted, der sagde, at en person skal tale i tunger for at have Helligånden. Helligåndens frugter var ikke tungetale men derimod kærlighed, glæde, fred, osv. Jeg opdagede også, at da Helligånden blev udgydt på pinsedagen, talte disciplene rigtige sprog, som blev forstået af de besøgende jøder, som talte disse sprog. De priste ikke Gud på et himmelsk sprog, som ingen forstod.

Jeg blev frustreret over alle de uenigheder, som kristne havde med hinanden, og måden hvorpå de behandlede hinanden. Jeg kunne ikke forstå det. Sagde Bibelen ikke: „Et håb, en tro, en dåb?" Gud havde helt sikkert en kirke derude et eller andet sted, men hvilken var det? Jeg tog tilbage til bjergene for at studere og bede om vejledning.

En aften stod jeg foran min hule og kiggede på stjernerne. Den sorte, fløjlsbløde himmel glitrede, og himlen føltes meget nær og virkelig. „Hvilken mægtig Gud der har anbragt alle disse stjerner på himlen!" Så tænkte jeg på alle de forskellige kirker, som hver især mente, at de var den rigtige. Jeg faldt på knæ og bad: „Herre, du har bragt mig så langt, og jeg har stadigvæk en lang vej at gå, men der må være en kirke et sted, som kun retter sig efter Bibelen. Jeg er ligeglad med hvilken kirke. Hvis du bare viser mig det, så vil jeg acceptere det." Jeg blev på mine knæ et øjeblik. Fred fyldte mit hjerte, og jeg vidste, at Gud igen havde hørt min bøn.

Den næste dag, kom Glen forbi. Selv om han ikke påstod at være en kristen, så var han min ven, og mit hjertes frustration løb over. „Hvad skal jeg gøre? En kirke siger noget, og en anden siger noget andet, og de påstår alle, at de tror på Bibelen. Jeg har læst hele Biblen, men sommetider så kan jeg ikke forstå den. Jeg ved ikke, hvilken tro der er den rigtige." Glen sagde ikke meget. Han så selv ud som om han gennemgik en indre konflikt.

Et par dage senere da jeg lå i min hængekøje og læste, kom Glen igen. Han gav mig en bog.

„Hvad er det?" spurgte jeg, mens jeg kiggede spørgende på forsiden. Den havde et billede, hvor der var to hænder, som holdt verden. Dens titel var Den Store Strid.

„Læs den!" sagde han bare.

„Men hvad er det!" spurgte jeg.

„Læs den," sagde han igen. Han var altid en mand af få ord. „Den burde besvare nogle af dine spørgsmål."

„OK, OK!" sagde jeg.

Efter at Glen gik, kiggede jeg nærmere på bogen. Den havde 678 sider, og jeg havde aldrig læst en bog, som var halvt så stor! Nå, jeg ville læse et par sider for at tilfredsstille Glen. Der var trods alt ikke så meget andet, jeg kunne gøre.

Jeg sprang over forordet og begyndte lige på og hårdt med kapitel 1. Forfatteren tegnede et billede af Jerusalem, som det lå ved Jesu fødder. Jeg blev fanget af læsningen med det samme. Selv om sproget lød svært for mig med min begrænsede skolegang, læste jeg videre side for side.

„Wow!" tænkte jeg. „Hvem der end skrev denne bog, taler med autoritet." Bibelhenvisninger var strøet rundhåndet igennem hele bogen, og fortællingen blev levende, mens jeg læste.

„Hvem skrev det?" spurgte jeg en eller to timer senere. Jeg så på omslaget og læste forfatterens navn: „Ellen G. White".

„Næst efter Bibelen er dette den mest interessante bog, jeg nogensinde har læst i hele mit liv," tænkte jeg. Til slut lukkede jeg bogen. Som jeg lå der og læste, blev jeg døsig. Jeg faldt i søvn, men de scener, som jeg havde læst om i bogen, blev udspillet i mine drømme. Da jeg vågnede var jeg så imponeret, at jeg fortsatte med at læse. Jeg tilbragte mange eftermiddage med at læse i bogen.

Næste gang jeg så Glen, spurgte jeg, „Hvem er denne Ellen White?"

„Nogle mener, at hun er inspireret."

„Det var også det jeg tænkte," sagde jeg. „Det er tydeligt, at Gud talte igennem hende. Jeg kunne godt tænke mig at møde hende og tale med hende engang."

„Du er lidt sent ude," smilede Glen svagt. „Hun døde i 1915."

„Nåh," jeg var skuffet, men jeg fortsatte med at læse, og endelig begyndte hele Bibelen at hænge sammen og give mening. Min nye bog talte om sabbatten, om døden, og om kampen mellem djævelen og Kristus, og om hvilke lidelser kirken gennemgik i den mørke middelalder.

Jeg plejede at læse i min hængekøje under morbærfigentræet og gyngede frem og tilbage ved at skubbe min fod mod en klippe. Det var det mest afslappende sted at læse. Der var masser af skygge og en stille vind blæste op igennem dalen, selv når termometret nærmede sig 50° C. Jeg læste en lille smule, tog en svømmetur i dammen for at blive kølet af, sov lidt og læste lidt mere. Jeg tænkte over de enkelte kapitler, og ofte drømte jeg om, hvad jeg havde lært. Bogen var alt, hvad jeg tænkte på, og den udvidede hele min forestilling om Gud og Bibelen.

Adskillige gange tænkte jeg, at jeg aldrig ville kunne gøre en sådan stor bog færdig, men hver gang jeg næsten gav op, var der en stemme i mig, som tilskyndede mig: „Kom nu, du kan godt gøre det!" Efter flere uger kom jeg til det sidste afsnit, og det glædede min sjæl:

„Den store strid er til ende. Synd og syndere er ikke mere. Hele universet er rent. Harmoni og glæde går som et pulsslag gennem hele det umådelige skaberværk. Fra ham, som skabte alt, strømmer liv og lys og glæde til universets grænseløse rige. Alle ting, fra det mindste atom til den største klode, de levende og de livløse, forkynder i deres uplettede skønhed og fuldkomne glæde, at GUD ER KÆRLIGHED!" (Ellen G. White, Mod en bedre fremtid, s. 550).

„Wow!" råbte jeg, da jeg rejste mig; både af glæde over at have gennemlæst den tykke bog, men især over Guds endelige sejr over Satan og synden. Det var så stort, at jeg havde svært ved at tro det.

Jeg vandrede op til Glen og afleverede bogen til ham. „Har du flere i samme stil?" spurgte jeg.

„Selvfølgelig, masser," sagde han. Han var blevet opdraget i et kristent hjem, og hans forældre blev ved med at sende ham kristen litteratur for at fange hans interesse igen. I løbet af de næste måneder læste jeg Den Store Mester, Vejen til Kristus, Patriarker og Profeter, og Daniels Bog og Åbenbaringen. Jeg frydede mig over Bibelen og disse inspirerende bøger.

Der var dog en ting som irriterede mig, og det var denne sag med, at sabbatten er den syvende dag. Der var ingen tvivl efter at have læst Bibelen og alle de bøger, at lørdag var sabbatsdagen, men jeg ønskede ikke at acceptere det. Jeg følte, at jeg havde forandret mig nok. Jeg ville ikke gøre tingene værre ved at holde lørdagen, når alle andre holdt søndagen. Derudover var der ingen kristne kirker, som havde gudstjenester om lørdagen. Jeg bestemte mig til at undersøge det. Selvfølgelig havde mine venner, som helligholdt søndagen, deres grunde til at tro. Jeg besluttede mig for at spørge ti præster, men jeg fik elleve svar.

En præst sagde: „Loven er blevet afskaffet. Vi behøver ikke at holde sabbatten."

„Nå," sagde jeg, „betyder det så, at vi ikke behøver at holde de ti bud?"

„Nej, nej. Vi holder de andre ni," indrømmede han.

„Mener du, at det bud vi skal glemme, er det samme, som det Gud bad os huske? Det giver ingen mening!"

En anden præst sagde: „Vi går i kirke om søndagen, fordi det er den dag, Jesus genopstod, og det er den nye sabbat."

„Det lyder godt, men jeg vil vide, hvor det nye bud står i Bibelen, at vi skal holde sabbat den første dag i ugen," svarede jeg. „Hvis du kan vise mig det i Bibelen, så vil jeg med glæde tilhøre din kirke."

„Jo, jah, vi øh, lad mig sige det på denne måde." Han vred sig uroligt på stolen. „Vi har ikke lige just noget bud. Vi har bare en tradition."

Men jeg vil ikke have nogen tradition. Jesus sagde: „Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering" (Mark 7,9). Jeg ønskede Bibelens blåstempling af en sådan ændring.

Den næste prædikant var den mest fantasifulde af dem alle. Han forklarede det på denne måde: „Tilbage på Josvas tid, da solen stod stille, og i Ezekias' dage, da Gud satte skyggen ti grader tilbage, mistede vi en dag og lørdag blev til søndag."

„Nå, jeg forstår. Mener du så, at da Jesus var på jorden, holdt han ikke den syvende dag men den første dag?" spurgte jeg.

Præsten så forvirret ud. „Det er jeg vist ikke så sikker på," indrømmede han.

Jeg gik tilbage og læste skabelsesberetningen igen. Pludselig lagde jeg mærke til noget, som jeg ikke havde set før, og det gjorde argumentet klarere for mig. Gud velsignede den syvende dag, før der fandtes synd i verden. Det betyder, at sabbatten var fuldkommen, ligesom den verden, han havde skabt. Hvorfor skulle Gud ændre noget der var fuldkomment?

Derudover skrev Gud de ti bud i sten, og du skriver ikke noget i sten, som du planlægger at slette eller ændre! Jeg besluttede, at en kristen ikke er de kristnes efterfølger, men Kristi efterfølger. Jesus tilbad på sabbatten hver uge og nævnte aldrig ugens første dag, så jeg ville følge Jesus.

Men jeg var stadigvæk bekymret. Hvor skulle jeg finde de mennesker, som holdt alle ti bud?

Jeg gik til Glen og kiggede ham i øjnene. „Fortæl mig, findes der en kirke, som tror på disse ting?" spurgte jeg.

„Ja da! I hele verden," svarede han.

„Virkelig, hvad hedder kirken?"

„Syvende dags adventistkirken," svarede han.

„Syvende dags hvad for en kirke? Jeg har aldrig hørt om den. Den ,syvende dag' delen forstår jeg, men hvad betyder ,adventist'?" spurgte jeg forundret.

„Ordet advent betyder komme eller ankomsten af noget. Adventisterne er mennesker, der ser frem mod Kristi andet komme."

Jeg tænkte ved mig selv: „Jeg skal være adventist. Jeg tror på Jesu andet komme." Højt sagde jeg: „Hvordan ved du så meget om det her?"

Glen følte sig lidt genert. „Jeg er opvokset med Bibelen og de andre bøger, og jeg har gået i kirke fra jeg blev født."

„Mener du, at du kender til alle disse ting, og så gør du ingenting ved det?" spurgte jeg overrasket. „Det er utroligt!" Jeg tænkte på alle de gange, vi havde røget marihuana og drukket øl sammen. Jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne kende til Gud og hans vidunderlige kærlighed og offer for mennesket, og dog stadigvæk ignorere det.

„Lad os gå i kirke på lørdag!" foreslog jeg opstemt. Jeg var nødt til at møde disse pragtfulde mennesker.

„Jeg ved ikke rigtig Doug. Jeg tror ikke, at jeg er klar til det. Tag du bare af sted, og så kan du fortælle mig om det!"

Glen så ikke ud til at dele min glæde, fordi han vidste, hvad jeg skulle opleve. I mit stille sind forestillede jeg mig en lille hvid kirke med et kors på døren. Medlemmerne ville selvfølgelige være de rene helgener, som var så hellige, at deres fødder næsten ikke rørte jorden. De ville alle smile, bære bibler og synge.

Den sabbat vågnede jeg tidligt og tog mine snavsede bukser og mine vandrestøvler uden sokker på. Jeg redte mit lange hår, men denne gang samlede jeg det ikke i en hestehale, selv om det nåede mig til skuldrene. Jeg barberede mig heller ikke. Jeg glattede blot det lille skæg, som voksede på min hage. Med Bibelen i min hånd drog jeg af sted med stor forventning.

Jeg fandt den adresse, som Glen havde givet mig, men i stedet for en lille landsbykirke, fandt jeg en stor, moderne bygning i et velhavende kvarter. Parkeringspladsen var overvejende fyldt med dyre, fine biler. Jeg skyndte mig ind. Den røde løber føltes blød under mine fødder. Alle mændene havde fine jakkesæt på, og kvinderne bar dyre kjoler og smarte frisurer. Jeg havde ikke læst nogen steder, hvordan kristne skulle klæde sig, men pludselig følte jeg mig udenfor. Folk kiggede efter mig, og jeg er sikker på, at de tænkte på, om jeg var gået forkert. En mand gav hånd ved døren og sagde: „Dejligt at se dig." Men jeg følte det var skuespil. Jeg havde været i show business i lang tid, og jeg kunne se, når nogen foregav. Ikke desto mindre gik jeg indenfor, og jeg blev vist hen til en plads bagerst i kirke salen.

Et interessant program var ved at begynde, og jeg nød missions-beretningen. Da tiden kom til at diskutere sabbatslektien, gik jeg med de andre ned ad gangen til et lokale, hvor stolene var stillet i en stor cirkel. Ingen talte til mig, selv om nogle smilte varmt til mig. Jeg satte mig på en stol, og alle andre fandt også en stol, men selv om rummet var fyldt, var pladserne omkring mig tomme.

Efter et par velkomst ord, åbnede læreren sin Bibel og lektie bog. Han begyndt med at sige: „Lektien til i dag handler om profetien om de 490 dage i Daniel 9."

„Skønt," tænkte jeg. Jeg havde netop læst om dette emne i en bog af Uriah Smith – Daniels Bog og Åbenbaringen! Efter et par indledende bemærkninger spurgte han: „Hvornår begyndte profetien om de 490 dage?"

Lige pludselig følte jeg, at jeg var på rette sted. Jeg vidste godt, hvad læreren talte om! Jeg var lige ved at eksplodere, for jeg var så ivrig efter at råbe svaret ud, men jeg mente ikke, at det ville være passende, for en besøgende at sige noget. Jeg kiggede rundt på de velklædte folk i cirklen. Læreren ventede, men ingen sagde noget. De kiggede kun ned i gulvet, på døre og vægge, men ingen svarede. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg hævede min hånd.

„Ja?" sagde læreren med løftede øjenbryn.

„457 f.Kr.," sagde jeg med tør mund. Jeg havde ikke været i en så stor gruppe i lang tid.

„Det er sandt!" svarede læreren noget overrasket. „Og hvornår sluttede perioden?" spurgte han et par minutter senere.

Denne gang kiggede alle på hippien. Eftersom det var oplagt, at alle ventede på mit svar, sagde jeg: „34 e.Kr."

„Rigtigt igen." Denne gang var læreren ikke så overrasket, men jeg forstod ikke, hvorfor der ikke var andre, som kendte svarene. Var det her ikke deres kirke og deres religion? Måske var de bare venlige eller beskedne, eller måske var de alle besøgende som mig.

Jeg følte mig lidt skuffet den første sabbat, mest på grund af manglen af varme og fællesskab. De andre kirker havde været så venlige og havde kappedes om min gunst. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om adventisternes indstilling til mig ville have været den samme, hvis de havde vidst, at min far var mangemillionær. Måske havde jeg forventet for meget.

Jeg besøgte kirken yderligere et par gange, men jeg faldt aldrig rigtigt til, så jeg holdt sabbatten så godt, jeg kunne om lørdagen, og om søndagen gik jeg i kirke for det kristne fællesskabs skyld.

Jeg begyndte med at vidne om min nyfundne tro for enhver, som kom forbi min hule, og engang imellem så var der en pæn forsamling. Glen kunne ikke lade være med at være imponeret. ,,Doug, jeg ved ikke, om jeg burde fortælle dig det her eller ej," sagde han en dag, „men når du fortæller folk om Gud, lyser dit ansigt op."

Min tro voksede hver dag. Jo mere jeg brugte den, jo stærkere blev den. Jeg talte ofte med en ven, som også hed Doug. Han spillede guitar, og jeg spillede fløjte, og vi plejede at tigge penge sammen på gaden. Min nye erfaring som kristen var så spændende, at jeg ikke kunne tie stille. En dag var vi i byen for at spille, men ingen stoppede for at give os penge, så vi begyndte at snakke. Snart handlede emnet igen om religion.

„Jeg tror på Gud," sagde Doug, „men jeg tror ikke på Jesus." „Jeg kan bevise, at Jesus er til," sagde jeg tillidsfuldt.

„Og hvordan vil du gøre det?" spurgte han skeptisk.

„Hvor mange penge har vi brug for lige nu?" spurgte jeg.

„Det ville være godt, hvis vi hver fik et par dollars. Så kunne vi spise ude," sagde han.

„Ok," sagde jeg, „jeg vil bede lige nu til Jesus, og så vil vi få fire dollars." Så bøjede jeg mit hoved, og sagde: „Herre hjælp os til at få fire dollars så vi kan købe os et godt måltid mad, og hjælp Doug til at forstå at du findes. Jeg beder i Jesu navn! Amen."

Vi begyndte at spille igen, og snart var der en dame som standsede for at lytte til musikken. Da vi var færdige, spurgte jeg, om hun havde et par øre.

„Nå," hun tænkte sig om et øjeblik, „normalt gør jeg ikke dette her, men i dag er det min søns fødselsdag, og han er netop på din alder." Hun kiggede i sin pung og tog nogle penge frem. „Er fire dollars nok?" spurgte hun. Jeg forsikrede hende, at det ville hjælpe. Da hun gik, undrede hun sig nok over, hvorfor min ven kiggede chokeret på hende, chokeret med åben mund.

Inden længe havde han også accepteret Jesus Kristus som sin frelser.