Et par dage efter min bøn til Gud om at vise mig hvordan jeg kunne vidne for ham, gik jeg ind til byen for at foretage min månedlige telefonopringning til min mor. Hun lød begejstret, da hun hørte min stemme.

„Åh, Doug! Gæt, hvad der er sket?" jublede hun. „Jeg har spist frokost med en nyhedsreporter fra CBS TV kanalen, og han mente, at en dokumentar om en millionær søn, der bor i en hule, ville være en god historie. Han vil komme op til dig og optage den."

„Sejt," sagde jeg. At skulle i fjernsynet lød spændende. Jeg tror, at jeg har arvet mors lidenskab for skuespil. „Hvornår kommer de?" spurgte jeg.

„Det ved jeg ikke. Ring til mig i morgen, for så burde jeg vide besked," sagde hun. Jeg tog den lange tur fra bjergene og ind til byen flere gange den uge, men fik altid det samme svar. „Ring i morgen!"

I frustration over CBS-kanalen, kontaktede mor NBC. De sagde ja med det samme. Kl. 9.30 næste morgen mødte jeg min mor og to tv-hold, et fra CBS og et fra NBC. Uden at vide det havde begge hold booket det samme fly og ankom samtidigt til lufthavnen. Straks begyndte et højlydt skænderi om, hvem der havde eneretten til historien. Det var alt sammen meget pinligt for mig. Mor, Gud velsigne hende, vadede ind midt i det hele og agerede som mellemmand.

„l har haft jeres chance," fortalte hun CBS folket. „Min søn rejste frem og tilbage hver dag, og I lod os bare vente. Vi giver rettighederne til NBC."

CBS manden blev rød i hovedet og begyndte at råbe ad mor. „Ved De ikke, at det tager lang tid at sætte sådan et projekt op? Jeg gjorde det så hurtigt som muligt", spruttede han.

„Det kan godt være, men det tog sandelig ikke NBC særlig lang tid at samle det hele sammen," sagde hun. „De får historien, og dermed slut!"

„Ved De, hvor meget det her koster mit firma? Frue, De er ussel!" Med det tog han sit mandskab og stormede væk.

I begyndelsen tænkte jeg, „Herre, hvorfor skulle alt dette ske på denne måde?" Senere opdagede jeg, at CBS journalisten havde medbragt et par tarzanunderbukser af leopardskind, som jeg skulle bære, og han planlagde at gøre grin med det hele. Gud vidste hele tiden, hvad han gjorde!

Det slag generede dog ikke min mor! Hun havde på kort tid planlagt alt, og vi begyndte at bevæge os mod hulen. Vores helikopterpilot, Pete Scott, måtte flyve to gange for at bringe alle ud til den tredje dal, men det tog ikke lang tid med en helikopter.

Sikken følelse at se stien fra luften, den som jeg har fulgt så mange gange. Det krævede en hel del dygtighed at lande. Der var ikke plads til at lande foran hulen, så Pete fandt længere nede en stor kampesten, som var flad nok til at sætte et hjul på, samtidig med at han svævede, mens passagererne stod af sammen med udstyret.

Pete og jeg kendte hinanden ret godt. Det var ham, som arbejdede for redningsholdet, og han spurgte altid mig først, om jeg havde set den pågældende forsvundne vandrer. Han morede sig over al den ståhej, man lavede for hans hippieven.

Da de var klar til at filme, gav de mig et par instrukser og begyndte at filme. Først filmede de, mens jeg gik opad stien med min rygsæk på. Så bad de mig om at bygge et bål og lave mad. De filmede min hule inde og ude – min hængekøje, det lille vandfald, dammen, min stol og selv den plastikboks, som gjorde det ud for et bord, og som jeg brugte til opbevaring af mad og til at holde krybene væk.

„Hvad laver du ellers ud over at lave mad og spise?" spurgte instruktøren.

„Nogle gange går jeg på opdagelse, sommetider bygger jeg ting, og sommetider læser jeg," sagde jeg. „Af og til svømmer jeg i dammen."

Hans ansigt lyste op. „Hvad med at tage en lille svømmetur for os?" spurgte han. „Det ville være en god slutning."

Jeg tøvede og kiggede ned. Til sidst sagde jeg: „Jeg har ingen badebukser."

„Åh, det er ikke noget problem," forsikrede han mig, „mine kamerafolk er professionelle. De kan tage gode billeder på lang afstand, så at ingen lægger mærke til det."

Jeg tænkte over det et øjeblik. „OK, hvis du ikke har noget imod det, så har jeg det heller ikke," sagde jeg og tog mit tøj af. Kameraholdet trak sig så langt tilbage som muligt. Jeg kravlede op på stenen, 6 m over dammen og sprang i. Instruktøren og hans folk var tilfredse. Jeg svømmede et par minutter, mens kameraerne snurrede. Mor stod på den ene side og rakte mig et håndklæde, da jeg kravlede op. (Det var umuligt at chokere hende). Efter at have klædt mig på, sagde instruktøren, at han ville lave et interview. „Skyd løs!" sagde jeg.

„Din far er multimillionær. Din mor er i show business. Du kunne blive hvad som helst – være, hvem du vil. Hvorfor vil du leve et sådant sted, langt væk fra civilisationens behagelighed."

Jeg tænkte et øjeblik. „Jeg var vel en kujon, fordi jeg løb væk fra love og regler. Jeg ville prøve at gøre det hele på min egen måde. Alt og alle omkring mig virkede så falske. Det er et ,høg over høg - samfund'. Jeg kom altid i vanskeligheder, og jeg ved, at jeg havde et rigtigt indstillingsproblem. Herude har jeg det godt. Jeg får masser af sol, frisk luft og motion ved at kravle op ad bjergstierne." ,Jeg fandt en Bibel i min hule, og den lærte mig om Jesus Kristus. Han forandrer mit liv, og jeg har endelig fundet den glæde og fred, som jeg søgte. Nu hvor jeg har fundet Jesus, vil jeg fortælle det til hele verden. Jeg er en fri mand nu, fordi min synder er blevet tilgivet. Jeg ville ønske, at alle kunne være lige så lykkelige som jeg er, her i min hule med Gud, omgivet af de ting, han har skabt."

Da jeg sluttede min lille tale, filmede de mig, mens jeg spillede på fløjte, og så pakkede de deres udstyr sammen, og vi tog alle tilbage til Palm Springs.

„Hvornår kommer det i fjernsynet?" spurgte jeg instruktøren. „Det bliver sendt tre gange i dag, nemlig i nyhederne kl. 17, 22 og 23," sagde han.

„Hvordan kan de nå det?" spurgte jeg skeptisk. „Klokken er næsten 14!"

„Det finder du ud af," sagde han med et lille glimt i øjet. „Vi er professionelle, ikke?" Men jeg havde stadigvæk min tvivl.

„Der er en sidste ting," sagde jeg. „Vil du ikke nok lade være med at nævne, hvor stedet ligger. Jeg vil ikke have, at min hule bliver til en turistseværdighed."

„Jeg forstår. Jeg skal nok sige det til chefen," lovede han.

Efter at vi var fløjet ned ad bjerget, besluttede jeg mig til at blive i byen og se, om de virkelig kunne nå det til nyhederne kl. 17. Jeg havde selvfølgelig intet tv i hulen, og jeg spekulerede på, hvor jeg kunne se det. Jeg kunne ikke bare ringe på en eller andens dørklokke og spørge, om jeg kunne se nyhederne kl. 17. Mens jeg vandrede omkring, fik jeg øje på et hotel på den anden side af gaden. „Der kan jeg spørge!" sagde jeg højt. „Jeg kan spørge hotelreceptionisten, om jeg kan se fjernsyn i vestibulen."

Pigen i receptionen sagde modvilligt ja, så jeg tændte fjernsynet og stillede ind på nyhederne. Jeg var så spændt, at jeg næsten ikke kunne sidde stille. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle det til nogen af mine venner, så de også kunne se det, men det var for sent. I det samme fik jeg øje på Joe, en politimand og ven, som var ved at parkere foran hotellet. Jeg løb ud og greb fat i ham. „Kom her, Joe! Der er noget, som jeg gerne vil vise dig!" sagde jeg spændt.

„Hvad er der? Jeg er på arbejde, og jeg har ikke tid," protesterede han.

„Det tager kun et par minutter," forsikrede jeg ham. „De vil vise en lokal forbryder på nyhederne kl. 17."

„Såå?" Han løftede øjenbrynene. „Hvem er det?"

„Det får du at se," sagde jeg.

Vi kom til at vente et stykke tid, og Joe var ved at gå, da en helikopter fløj hen over dalen på skærmen. „I Tahquitz Canyon kun et par kilometer uden for Palm Springs, ligger der et sandt paradis," begyndte nyhedsoplæseren.

„Åh nej," mumlede jeg. „De fortalte, hvor min hule er!" Men jeg tænkte ikke nærmere over det på det tidspunkt. Jeg var alt for spændt på at se mig selv vandre på stien, bygge lejrbål og lave mad. Jeg kastede et blik på Joe. Han sad på kanten af stolen og fulgte interesseret med. Jeg følte mig som en berømthed. Jeg var bekymret over den optagelse, hvor jeg svømmede i dammen, men kamera-mændene håndterede det godt, akkurat som instruktøren havde lovet. Jeg åndede lettet op. Da jeg holdt min tale i slutningen af programmet, hævede Joe sine øjenbryn og kiggede på mig.

„Er du kristen, Doug?"

Ingen havde spurgt mig om det, siden jeg begyndte at læse i Bibelen. Jeg overvejede, om jeg var god nok til at sige JA. „Jeg prøver på det," svarede jeg.

„Det er jeg glad for at høre!" Joes øjne blinkede. „Jeg underviser en søndagsskoleklasse. Bare bliv ved, hulemand. Du er på rette spor.

Senere fortalte en af mine venner mig, at han så nyhedsudsendelsen tre gange den dag, da han sad i fængsel.

Jeg vidste det ikke på det tidspunkt, men mit liv skulle aldrig siden blive det samme.

Et par dage senere på vej til byen mødte jeg en vandrer på Cougar stien. „Hej, hvor skal du hen?" spurgte jeg.

„Jeg skal hen for at møde en fyr ved den tredje dal. Han bor i en hule, og jeg så ham på TV!" sagde han spændt. Jeg prøvede at holde masken, men det var svært.

„Virkelig?" spurgte jeg. „Hvem er han? Fortæl mig om ham!"

Han begyndte at fortælle om mig selv og tilføjede nogle interessante informationer, som selv jeg ikke vidste noget om. Til slut kunne jeg ikke holde masken.

„Hej, kammerat," sagde jeg, „der er noget, som jeg hellere må fortælle dig. Den fyr som bor i hulen?"

„Jah!?" Han så spørgende på mig. „Det er mig! Jeg er den fyr, du så i fjernsynet."

Han kiggede på mig, og begyndte at fnise. „Meget morsomt!" sagde han. ,,Du ligner slet ikke den fyr. Jeg ville kunne genkende ham, hvor som helst!" Der fulgte nu en interessant samtale, og jeg tror ikke, at jeg helt overbeviste ham.

Efter det tilfælde, vidste jeg ikke, hvornår jeg ville få gæster. Sommetider kom de alene eller i grupper. Jeg gav dem bananbrød og delte min nyfundne glæde med dem. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om at finde nogle at vidne for. Min hule var blevet til en turistseværdighed.

Jeg tror, at Gud havde en mening med at lade hulens placering blive kendt.